Atuagagdliutit - 28.07.1955, Síða 11

ve gående på samme sted året rundt,
ville de om sommeren trampe alt det
lav ned, de skulle leve af om vinte-
ren, og det ville tage 20—30 år, in-
den der igen var groet vinterfoder
frem til dem. Dermed ville hele rens-
dyrdriften være dømt til undergang
Derfor drives renflokkene om for-
året ud på de store halvøer mellem
Finmarkens fem dybe fjorde, og
tværs over halvøerne bygges der ren-
gærder fra fjord til fjord for at hin-
dre uønskede vandringer og sikre
rationel drift. Og derfor er man nu
gået i gang med at opføre et kæmpe-
mæssigt gærde mellem Norge og Fin-
land, så de to landes renflokke ikke
kan komme til at ødelægge hinan-
dens vinterfoder. Gærdet er beregnet
til at koste Norge fem millioner kro-
ner, hvortil kommer Finlands andel.
Der findes i dag ca. 95.000 rener i
Finmarken, en ganske pæn flok,
hvortil yderligere kommer et par tu-
sind i Troms fylke, ca. 22.000 i Nord-
land og 30—35.000 længere sydpå i
Trøndelagen, Oppland, Hedemark og
andre fylker, ialt omkring 150.000
tamrener i hele Norge. Tallene er
endda i kraftig stigning. Alene Fin-
markens bestand er siden krigen
øget med ca. 40.000 stykker og til-
væksten fortsætter støt. Selv om Fin-
marken med sine 48.586 kvadratki-
lometer — mod Danmarks 42.932 —
er et rummeligt fylke, er der dog
grænser for, hvor mange rener det
kan ernære. Man regner med, at an-
i fare
tallet af rener maksimalt kan øges
til 125.000.
Det lappiske sprog — eller sami-
giel, som samerne selv kalder det,
— har i tidernes løb delt sig i en
mængde dialekter, der ofte er så vidt
forskellige, sandsynligvis på grund af
indflydelse fra de tilgrænsende lan-
des sprog, at man snarere kan tale
om flere samiske sprog end om for-
skellige dialekter. Samerne på Helge-
land i Nordland forstår ikke samer-
ne i Finmarken, og disse forstår ikke
de russiske samer. I Troms og Fin-
marken forstår dog alle samer hver-
andre, og den finmarkske hoveddia-
lekt er lagt til grund for det sami-
ske skriftsprog, som bl. a. bruges i
folkeskolens samiske ABC-bog.
Samisk hører til den finsk-ugriske
sprogstamme og er nær beslægtet
med finsk. Men da samerne raccmæs-
sigt er helt forskellige fra de finsk-
ugriske folk, har man antaget, at de
oprindelig har haft et andet sprog,
men at de i en fjern fortid er kom-
met under indflydelse af et kultu-
relt højerestående finsk-ugrisk folk
og har tillagt sig dets sprog.
Lappernes gamle religion var ani-
mistisk; de dyrkede hellige sten og
bjerge, de havde sjamaner med
troldtrommer og hjælpeånder, øvede
bjørnekultus og dyrkede de afdødes
ånder samt sol og måne og andre na-
turmagter. Ind i alt dette blandedes
i tidens løb forestillinger fra nabo-
folkenes religioner: nordisk heden-
skab og katolsk kristendom. Søsa-
incrne blev rigtignok kristnet alcre-
de i den katolske tid, men deres kri-
stendom bestod hovedsagelig i nogle
ceremonier, og det var så som så
(Fortsættos side 27)
SAMERNE — et folk
Upernaviup OKalugfia ingmikukajåraluardlune kussanartoK.
Den særprægede, men smukke kirke i Upernavik.
Foto: Herluf Rasmussen.
To ting lokker år efter år en sta-
dig stigende strøm af turister til Fin-
dtarken: Midnatssolen og lapperne,
eiler som de kaldes i deres hjemland,
samerne. Det hænder, at midnats-
solen snyder turisterne og gemmer
S1g i ugevis bag tætte skyer, men sa-
dlerne skuffer ikke. De er altid at
iinde i det nordligste Norge, i som-
mervejr som i vinterstorm, under
midnatssolen såvel som nordlysets
skin. De trodser vejrguderne som de
trodser tiden. I deres gammer og
i'ensdyrskinddragter kan de modstå
selv den bitreste kulde, der ofte nær-
ner sig minus 50 grader. Hvordan de
nur kunnet trodse tidens malende
kværn og undgå at gå til grunde som
lølge af svigtende næring eller sam-
menblanding med andre folk, det
ngger skjult i årtusinders mørke som
denne mærkelige stammes egen
hemmelighed.
Hvem er samerne? Hvor er de
kommet fra? Og hvorfor? Det er
spørgsmål, der er yderst vanskelige
at besvare. Adskillige teorier herom
har været fremsat, men har atter p.
S- * af nye arkæologiske fund o. 1.,
måttet opgives, og det er næppe me-
Set sandsynligt, at det lykkes viden-
skaben at løse samernes gåde, før de
jprsvinder som folk, opslugt af civi-
hsationen og industrialiseringen, der
trænger frem sydfra. Efter den an-
den verdenskrig er faren for samer-
des udsletttelse rykket et stort skridt
nærmere.
Når man taler om samerne, bør
man altid huske på, at der findes
undre samer end dem, der lever som
nomader inde på Finmarkens vid-
der. Man regner med, at to tredie-
dele af verdens samlede samebefolk-
ning bor i Norge, men af disse ca.
42.000 norske samer er kun en ringe
hrocentdel omflyttere. Ved begyndel-
sen af 1954 var der i Finmarken 1150
hytte-samer og 700 samer med rens-
dyrdrift som bierhverv. De reste-
rende knap 20.000 er for størstede-
len søsamer, hvis forfædre gennem
‘i tusinde år har ernæret sig ved fi-
skeri og fangst. Det samme har sand-
synligvis de nuværende flytte-samer
gjort i tidligere tider. Vi har grund
t|i at tro, at tamrensdriften ikke er
su forfærdelig mange hundrede år
Summel, og at samerne i tiden før ca.
ur 1000 har været et udpræget fangst-
pik, hvis vigtigste vildt sandsynlig-
es var vildrener. Samerne kan der-
°r ikke — sådan som både nord-
•naend og andre ofte har villet gøre
°t> •—- betragtes som fremmedele-
ment i Norges befolkning. Snarere
Jiontimod. Alt taler for, at samerne
j* 1 he forste, der formåede at oprel-
jolde livet langs kanten af den is,
er dækkede Skandinavien under
hen
fuld
sidste istid, og at de altså med
ret kan hævde, at de er de mest
På Finmarksvidderne i det nord-
ligste Norge lever Samerne sam-
men med deres kolossale rens-
dijrflokkc. De kan modstå sult og
50 graders kulde, men næppe den
fremlrængende civilisation, som
truer med al udviske deres kul-
turelle særpræg. Den norske jour-
nalist Idar Kristiansen, der selv
har boet blandt samer, fortæller
om det mærkelige folk og dels
levevis.
dorske af alle nordmænd.
Mange af flytte-samerne lever i
e8et snavs og stor fattigdom. 60
rch af dem ejer mindre end 200
phsdyr, hvilket ellers regnes for ek-
sistensminimum for en familie på
personer. De største renejere
^ur til gengæld hjorde på over 3000
hm- kan vanskcligt betragtes som
hgfolk, da værdien af en enkelt
l8n Mnhndeligvis sættes til omkring
... kr. Der findes svenske rensdyr-
•je re> der har pæne villaer og mo-
ne luksusbilcr, der venter på dem
k r de om foråret kommer ned til
ikk 11 meh deres flokke, og det er
huk Ualmmdeligt at møde samer i
sUsCnende nye læderstøvler komme
lei.,enhe benåd landevejen på knal-
• føvrigt hør en fremmed ikke
begynde at udspørge en same om,
hvor mange rener han har i sin
hjord. Det svarer til at spørge en
fremmed mand om, hvor stor hans
formue er, og regnes ingenlunde for
taktfuldt.
Før krigen blev Nordnorge ofte
betragtet som et mindreværdigt land
af det øvrige Norge. Efter befrielsen
er det blevet anderledes, og dette
gælder i særdeleshed Finmarken.
Som bekendt brændte tyskerne un-
der deres tilbagetrækning i 1944 alt,
hvad der overhovedet kunne brænde,
helt ned til Lyngenfjord, og der var
vældige genrejsningsopgaver at tage
fat på i efterkrigsårene. I dag er
Finmarken ikke blot genopbygget,
men betydelige fremskridt er skabt
på boligmæssige, sociale, kulturelle
og ernæringsmæssige områder. Sam-
tidig er også ansvarsfølelsen over
for samerne blevet vakt. De ufor-
holdsmæssigt høje skatter, samerne
har måttet betale uden at få meget
til gengæld, har drevet mange af
flytte-samerne til at blive fastboen-
de, for derved at få større del i de
sociale goder. Men Finmarksvidden
lader sig vanskeligt udnytte til an-
det end rensdyrdrift, og den kan
kun samerne klare. Staten har der-
for nu påtaget sig at yde samerne
støtte og opmuntring til fortsat rens-
dyrdrift.
Dette sker på forskellige måder. Af
særlig stor betydning er planerne
om at bygge slagtehuse for rensdyr
i de vigtigste distrikter. Den gamle
slagtemetode, som stadig benyttes,
er langt fra tilfredsstillende. Rener-
ne fanges med lasso og stikkes ihjel
med kniv. I slagtetiden er der man-
ge dyr, der skal indfanges og slagtes,
og derfor bliver der sjældent tid til
at foretage slagtningen på forsvarlig
vis. De dræbte dyr får ofte lov til at
ligge et par dage, inden de bliver
flået, med det resultat, at kødet bli-
ver blodfyldt og uholdbart, hvorfor
det har været umuligt at finde af-
sætning for det i udlandet. Når de
nye slagtehuse er opført, vil kvalite-
ten blive meget bedre, og da rigtigt
behandlet rensdyrkød er noget af en
delikatesse, vil det sikkert vise sig
at være en klog investering fra sta-
tens side.
Af andre goder man har planlagt
for samerne, kan nævnes en hus-
flidsskole, en folkehøjskole, udvidel-
se af rensdyrpoliliet til at hindre de
stadige tyvei’ier, og opførelsen af et
rengærde langs den finske grænse.
Hvert forår drager samerne ned
til kysten med deres renhjorder og
hvert efterår vender de tilbage igen
til indlandets vidder, for nogles ved-
kommende en vandring på 300 km
__vel at mærke i luftlinie!
Hvorfor nu al denne vandren frem
og tilbage? Hvorfor bliver samerne
ikke inde på vidderne om somme-
ren med deres dyr? Forklaringen er
at rensdyrene om sommeren lever af
græs og om vinteren af lav og mos.
Hvis man lod de vældige flokke bli-
11