Atuagagdliutit - 24.04.1958, Blaðsíða 4

EN BAGENDE varm forårs-
søndag i maj måned sidste
år sad en af kateketerne fra
Sukkertoppen i sin lille lær-
redsjolle langt ude blandt
de mange, små øer i skær-
gården mellem Sukkertop-øen og fast-
landet.
Formålet med denne søndagsud-
flugt var først og fremmest at skaffe
frisk kød i gryden som supplement til
den efterhånden temmelig ensformige
række af fiskeretter, forårstiden by-
der på. Dernæst kommer så, at vejret
i sig selv var så dejligt, at det uvil-
kårligt indbød til den oplevelse en
jagttur kan være. Og kateketen var
mere end heldig! Et par timers spæn-
dende arbejde gav et bugnende bundt
af fugle, der nok kunne få tænderne
til at løbe i vand — og allerede sam-
me aften stod der tåteråK-suaussat på
bordet i kateketens hjem.
Se, dette er i sig selv ikke noget,
der er særlig berettiget til at påkalde
andre opmærksomhed — udover at
man jo nok kan glæde sig med kate-
keten over det fine jagtresultat. Hvad
der derimod er mere interessant end
selve søndagsmiddagen er, at kateket-
konen, mens hun om aftenen plukke-
de fugle, opdagede, at en af tatterat-
teme havde en ring om benet.
Kateketen klippede benet med rin-
gen af og tog det med i skole den næ-
ste dag, inden han — på retsmæssig
vis — afleverede det på kæmnerkon-
toret til viderebefordring.
Det, der rent umiddelbart gjorde
fugleringen så overraskende og in-
teressant, var, at den stammede fra
Sovjetunionen — for, som børnene
sagde, „Rusland ligger jo så langt
væk“.
Den døde — og forlængst spiste tå-
teråK gav stødet til, at en del af bør-
nene en overgang var voldsomt og
var nu for lang til at gå og vente, syn-
tes vi.
Nu er stædighed jo noget meget
menneskeligt, og det forklarer vel, at
vi ikke lod os forlede af disse oplys-
ninger til at give op med det samme.
Vi havde altså sat os i hovedet, at vi
skulle have en eller anden form for
positiv oplysning, om hvor fuglen
kunne være kommet fra. Så derfor
skrev vi til zoologisk museum i Kø-
benhavn; klagede vor nød og håbede
tede Mortensen sig ved, at ringene
var for tunge. Han havde nemlig
brugt zink til fremstillingen af de
første mærkestrimler. Senere gik han
over til at bruge aluminium, og fugle-
ringene blev nu så tilfredsstillende, at
man stadig laver ringe af dette let-
metal.
Havde begyndelsen været trang, så
skulle Mortensen dog senere få en
række beviser på, at han var slået
ind på det rigtige. Inden han døde,
nåede han at ringmærke omkring
6000 fugle; og en stor del af disse rin-
ge blev fundet og returneret.
Når man ringmærker fugle, sørger
man altid for, at ringen ikke generer
fuglen eller vil komme til det. Det
kan tit være vanskeligt at mærke de
helt unge fugle, fordi de ringe, der
passer til de voksne fugle, jo er alt
for store til de endnu ikke udvoksede
fugle. Men her gælder den regel, at
man så hellere lader være med at
mærke fuglen — end at give den en
ring på, der måske passer nu, men vil
blive for lille og dermed genere fug-
len, når denne bliver voksen.
COOBL4M rZ
MOSKWA C 43-118S
En forfløjen
Sådan så tdterdK-benet med rin-
gen ud. Foden er tegnet i na-
turlig størrelse. Man ser tyde-
ligt, at ringen er lavet netop så
lille, at den ikke glider af be-
net — og netop så stor, at den ikke generer fuglen. Lige til ven-
stre for ringen, på benets underside, lægger man mærke til tat-
terattens fjerde tå. Den er så lille og uudviklet, at tatteratten
også har fået navnet „den tretåede måge".
tåteråp niua rtngilik taima issikonarpoK. isigå angissusia er-
Kordlugo titarneKarsimavoK. takuvdlugo nalunångenaoK isigå-
nit sisåkarsinaujungnaiginardlugo igpingnarKunagulo angndr-
navérsårdlugo angissuslligausimassoK. rtngtp såmia’tungeralå-
nguane niuata kingoråne atåne tåteråp tnuaisa sisamdt takug-
ssauvoK. mikingårmat incrlncKangingårmatdlo låteråx Gma Kav-
dlunåtut taineKartarpoK „nauja pingasunik inualik".
glødende optaget af netop denne fug-
leart. Selve ringen var da allerede
kommet ud på sin lange rejse fra
Sukkertoppen tilbage til Sovjet ad de
langsommelige, officielle kanaler. Men
dermed var børnene nu ikke tilfred-
se. De ville frem for alt vide, fra
hvilken del af det kæmpemæssige
Rusland netop deres tåteråK kom; så-
dan at vi i fællesskab så nogenlunde
kunne regne ud, hvor langt fuglen
havde fløjet.
Folk, der på en eller anden måde
havde erfaringer med hensyn til at
få oplysninger om ringmærkede fug-
les data, fortalte o.s, at vi godt kunne
skyde en hvid pind efter nogen som
helst form for besked, om hvor fug-
len kom fra. „Der vil i bedste fald gå
et par år, før I vil komme til at høre
noget," sagde de trøstende. — Og det
så på, at man der kendte noget til de
russiske ringmærkninger af tatterat-
ter. Og så gav vi os til at vente på
svar.
Ventetiden brugte vi til at finde en
række oplysninger om tatterattemes
liv frem; og desuden kastede vi os
over emnet: ringmærkning af fugle.
Det sidste var det letteste at få
konkrete oplysninger om, og snart
vidste de allerfleste af børnene, at
man ringmærker de forskellige træk-
fuglearter for at finde ud af, hvor de
rejser hen om vinteren (eller også
omvendt, for at finde ud af, hvor de
om foråret trækker hen og yngler);
og dermed også hvilke rejseruter, de
vælger.
Den lille, nemme idé, med at sætte
en ring, der er mærket med navn og
adresse omkring benet på en træk-
fugl, er en dansk opfindelse. Det var
en fugleinteresseret københavnsk na-
turhistorielærer, ved
navn Hans Christian
Mortensen (som døde
1921), der i det sid-
ste ti-år af forrige
århundrede begyndte
at arbejde med
mærkning af træk-
fugle. Han var særlig
interesseret i den ret
almindelige danske
fugl stæren. At den-
ne er en trækfugl,
ved enhver, der har
været i Danmark om
efteråret; for de fle-
ste har på denne års-
tid haft lejlighed til
at se de metalglin-
sende unge stære,
der samles i store
flokke til flyveøvel-
ser, hvorefter de se-
nere trækker sydover
mod mildere him-
melstrøg. — For læ-
rer Mortensen var problemet nu, hvor
var disse mildere egne? — og ad hvil-
ke veje kom fuglene dertil?
Dette spørgsmål gav stødet til, at
han fandt frem til ringmærknings-
metoden; og allerede i året 1899 kun-
ne han og hans hjælpere sende de
første mærkede stære af sted fra
byen Viborg i Jylland. Til at begyn-
de med var resultatet nu ikke særlig
strålende. Det siger sig selv, at det
må være meget tilfældigt, hvor man-
ge af stærene i en lille ringmærket
flok, der bliver skudt eller fundet
selvdøde. Især må det jo have været
svært den første årrække, hvor me-
toden var helt ny og ukendt, og ingen
tænkte på at se efter, om døde fugle
havde en ring om benet. Desuden vi-
ste det sig efterhånden, at man havde
gjort en del begynderfejl. Særlig hæf-
Fugleringen var kun 2,5 cm lang. Den var
lavet af aluminium og var påstemplet adres-
se og serienummer. Hvis man finder en
ringmærket fugl, skal benet med ringen af-
leveres på kæmnerkontoret, ligesom denne
ring, der bleo returneret med nøjagtige op-
lysninger om, hvor fuglen blev skudt og
hvornår
ringia 2,5 centimeterlnauvoK (takissusia). a-
luminiuvoK, nuna nalunaeKutstvfiussoK nor-
morulo naKigusimavdlune. tingmissamik
nalunaeKutstvfiussoK normorulo naKigusi-
mavdlune. tingmissamik nalunaeKUtsigka-
mik nåmag tåigåine niua ringertalik kæm-
nerkoniorimut åneKåsaoK, sårdlo una ringe
ttiniuneKarsimassoK sume Kangalo pissarine-
Karnera ersserKigsumik nalunaerutigalugo.
måger gør. En opmåling af en sådan
tur må selvfølgelig blive gætteri; men
dette tillod vi os og fandt således frem
til, at mågen havde fløjet omkring
Efter lang tids forløb kom der en-
delig en dag svar fra zoologisk mu-
seum. Brevet fortalte, at man ikke
kendte afsendelsesstedet for netop
denne tåteråK, men at selve ring-
mærkningsserien var kendt på mu-
seet. Vi kunne derfor med stor sik-
kerhed regne med, at fuglen var
mærket på Murmannkysten, der lig-
ger ud til Ishavet — ikke ret langt fra
Finland og Norge.
Dette var endelig en oplysning, der
gav et nogenlunde fast holdepunkt.
Allerførst kiggede vi efter i skoleat-
lasset og prøvede så godt, det nu var
muligt at måle os frem til, hvor lang
tatterattens rejserute kunne tænkes
at have været. Alene den direkte vej,
(der jo med det samme må udelukkes,
fordi den går over indlandsisen), er
imponerende. Selv om vore plane kort
i atlasset er for ukorrekte til at kun-
ne vise afstanden nøjagtigt, så gav de
os dog et fingerpeg, der fortalte, at
den lige vej var en flyvetur på om-
kring 4000 kilometer. Men da denne
rute som sagt må forkastes, gættede
vi os frem til en mere sandsynlig. Tat-
teretten er en meget dygtig flyver, der
hver dag strejfer om langt ud over
havet, pa ture der kan være omkring
75 kilometer hver vej; men alligevel
var det nu ikke troligt, at vores tåte-
råK skulle være gået lige ud over
Norskehavet og Atlanterhavet — hvor
den kunne have fløjet i dagevis uden
at møde nogen form for landkending.
Sandsynligheden taler for, at den fra
Murmannkysten har rundet Europas
nordligste punkt, Knivskjeodden, der
ligger lidt nord for Nordkap i Norge;
og åt den derefter så nogenlunde har
fulgt den norske kyst sydover, til den
ved et tilfælde har fundet et atlant-
skib — måske et af vore egne grøn-
landsskibe — og så har fulgt dette
over Atlanten, som så mange andre
7000 kilometer, inden den mødte sin
skæbne.
Det er mærkeligt at tænke sig, at
tatteratten, der vel er den alminde-
ligste mågefugl i Grønland, slet ikke
er bofast heroppe. Som den russiske
tåteråK viste, tager den gerne på
langfart, når den sent på efteråret si-
ger farvel til Grønland. De fleste føl-
ger det nordamerikanske fastland helt
ned til New Foundland, men man har
også et eksempel på, at en tåteråK,
ringmærket i Grønland, er fundet så
langt væk som i Holland. Allerede i
marts måned er tatteratten igen i
Grønland, og nogle måneder senere
finder den frem til ynglepladsen på et
af de mange, stejle fjelde i de grøn-
landske fjorde. Disse tåteråKfugle-
fjelde findes gerne i fjorde, der ligger
i nærheden af isen; ja, mange steder
udmunder der endda en bræ i selve
fjorden. Tatteratten søger de isfyldte
fjorde, fordi vandet herinde er en
smule køligere end havvandet ved ky-
sterne. I overfladevandet inde i de is-
fyldte fjorde lever der forskellige
slags smådyr, der danner føde for
krebsdyr og småfisk, der igen er føde
for tatteratten.
I juni lægger hunnen to—tre æg,
der giver unger, som allerede er fly-
Tékst og tegninger af
BENT GYNTHER
vefærdige i august måned. Sidst i au-
gust trækker tatteratteme væk fra
fjordene for at forsætte jagten på
småfisk ude på havet. Det første år
opholder de unge fugle sig ude på
oceanet i store flokke; mens de året
efter som voksne fugle søger ind i
fuglefjordene — mange endda til det
fjeld, hvor de er født.
Om sommeren er tatterattemes hovedføde angmagsætter, eller som de små fisk hedder på
dansk lodder (fordi de har et „loddent bånd" af tykke skæl ned langs begge sider af
kroppen). Angmagssætterne trækker i juni og juli månid i vældige flokke ind i fjordene
for at gyde, men omkring midten af juli forsvinder de igen ud i havet. Samtidig forlader
tatteratteme fuglefjeldene for at finde føde andre steder. I træk, der er mange kilometer
lange, søger de ud over havet om aftenen for alter at vende tilbage til ynglepladserne næste
morgen.
aussåkut tåteråt nerissaisa pingårnerssait tåssa angmagssat imaluntt Kavdlunåtut lodder
(lodden: merKulik, tåssa saneraine igdlugtut tavtai Kagtaunerssauvdlutlk åmut atassut mer-
Kuluaussatut ingmata). angmagssat junime julimilo a mer dias års snvd lutik kangerdlungnut
pulassarput suvfiarlordlutik. julip Kernata migssåne avalarKigtarput, tamatumalo nalåne
tåteråt kangerdluit inenarfitik Kimagdlugit nerissagssarsiulersarput. Kavsérpagssuarnik i-
måinarmut samungarssuan avåmukartarput aitsdtdle uvdlup agfangajd Kångiukångat ivnait
inenarfigissartik uterfigerKigtardlugo,
4