Atuagagdliutit - 28.07.1960, Blaðsíða 27

■ LYTT E R rapporten
Ugen 26-6—2-7 :
Efter ønskekoncerten, der indeholdt alt
det sædvanlige, en fin skitse fra Tove Dit-
levsens „Flugten fra opvasken**. Den inde-
holdt faktisk også alt det sædvanlige (titlen
var: „Min gade ...“) — men smukt sat sam-
men. Og forbilledligt læst af Berthe Quist-
gaard. (Søndag 26-6).
Mandagens mand i skysovs var selvfølge-
lig Louis Armstrong — han er go’ hver gang.
En fin serie, Toubro og Hemming Hartmann
dér har mixet sammen. — Dimissionsfesten
er vel den slags, radioen føler sig pisket til
— og en sådan transmission interesserer for-
mentlig også de unge mennesker selv og de-
r
kungikunut niomuteKartartoK
Leverandør til
det kongelige danske hof
STEFF
LUXUS
MIDDAGSRETTER
- bedre kødkonserves
er aldrig lavet
STEFF-MAD er nem mad
Guldmedalje 1929 og 1959
UVDLO’K’ERK’ASIUTIT
PITSAUNERPÅT
aitsåt tåssa anerdlortigkat
pitsaoKatenångitsut
STEFF-NERISSAGSSAUTAI
san a j umin artuput
guldmedaljesisimavoK
1929-ime 1959-imilo
-----------------------------------------------------------------------------------------------------------1
res forældre og bedsteforældre og onkler og
tanter og fætre og kusiner.
„Skibene derude** — (tirsdag 28-6) — et
glimrende lille kvarter fuldt af indblik og
udlængsel, tanke og poesi, læst med kælder-
røst af Kjeld Jacobsen. Bagefter var der en
halv times musik. Hvilken musik? Gamle
sømandssange? Musik — som havde noget
med havet og skibene derude at gøre? Næh.
„Populære operettetoner**, taktfast udbanket
af Grete Kolbe. Hvad i himlens navn har
gjort de toner populære?
Onsdag: Danske viser og sange i en halv
time på den ellers så oplagte sendetid 19,30.
En dame og nogle herrer nynnede spejder-
sange og andet tilfældigt skrammel i blan-
det kor. Til glæde for hvem?
20,15 endelig et stykke rigtig landhåret
musik. Beethovens første — og ugens eneste
— symfoni. — Grønlands radio har jo over-
taget den ide fra Danmarks, at det er upas-
sende at spille rigtig musik og lave gode ud-
sendelser om sommeren (heroppe har man
den yderligere motivering, at spredningsfor-
holdene ikke er gode i den lyse tid — men
send dog bare de gode ting, som haves,
alligevel, og genudsend dem så til vinter!)
Der kom for øvrigt en ganske god ting til
efter de strengt tilmålte 35 klassiske minut-
ter: Bjarnhofs og Jens Otto Krags hyggelige
og sympatiske sludder. Bjarnhof forsøgte at
tage sit offer i kraven et par gange, men han
smuttede elegant udenom, den fil. Så vi nøje-
des med at bevæge os på overfladen — men
som sagt en charmerende og sympatisk over-
flade. I programmet stod ellers Udenrigs-
politisk Kronik. Så der er jo nok ikke man-
ge, der har hørt den udsendelse. —
Torsdag startede vi med Bent Gynthers 40-
minutters udsendelse om „Havet omkring
Grønland** — for piger og drenge. En meget,
meget fin ting. Sådan kan det gøres! Det
viser sig altså, at der lokalt (in casu i Suk-
kertoppen) kan laves ting, som er fuldt på
højde med de bedste hjemmefra. Genudsen-
delse, om vi må be*!
Spillemandstonerne bagefter — ja, jo.
Folkemusik er næsten altid charmerende.
Men desværre ligger det jo sådan, at dansk
folkemusik er så sært hæsblæsende og
ucharmerende i forhold til så mange andre
landes. —
Mens de to spillemænd gned fiolerne, op-
gav' vort radioapparat ånden med et par
sidste skæve toner, så fredagens og lørda-
gens udsendelser er vi ude af stand til at
snakke med om.
(Ugen 10-7—16-7):
Søndag don 10: Lige før pressen børneti-
men, som varer et kvarter. Ens afkom på-
hørte med nogen interesse en dramatiseret
og musicaliseret udgave af „Klods-Hans“, en
ganske sjov ting. Og absolut egnet for bør-
netimen, især for lidt større børn. — Men
S røv så bagefter at tage bogen i hånden, sæt
em ned, se på Deres børneskare — og læs
så H. C. Andersens „Klods-Hans“ højt! —
Uden falbelader og dramatiske effekter og
musiktilsætning og skidt og møg. Så skal De
se interesse! (Med mindre Deres unger da
allerede er helt ødelagte af film, som de
ikke burde se ,og disse her Anders And-
plader, som er lavet enestående talentløst,
men med en vis plat lavkomik, som bør-
nene let tror er den store humor). Hvis de
ikke er helt ødelagte, så skal De høre dem
grine! „Klods-Hans“ er jo en af de få H. C.
Andersen-historier, som børn virkelig gou-
terer. — Kort sagt: Prøv at sætte den smar-
te, effektfulde, mekaniske udgave op mod
den ægte vare. Bare for sjov.
Det ville have været rart at høre den lo-
vede gode historie („Vil De høre en god hi-
storie?** — kl. 22,35) efter ønskekoncerten,
men vi må tilstå, at det lykkedes en uende-
lig række på hinanden følgende brægende
kor, som tilsyneladende alle brægede den
samme endeløse salme, at nedsænke os i en
nådig søvn, så vi ikke var i stand til at
høre noget som helst.
Tirsdag 12-7: „Danske viser** kl. 20,30 —
en herre ved et klaver gav nogle sange til
bedste af den slags, som gør sig bedst i et
uformelt og muntert lag, hvor pludselig en
eller anden kan huske tekst og melodi sam-
tidig. Og andre steder gør de sig egentlig
slet ikke. — De første viser, som på rette
tid og sted kunne være ganske sjove, frem-
førtes i en fed og ualmindelig ulækker sjæl-
landsk dialekt.
På Sjælland befandt vi os også i udsen-
delsen „Her skete det!“ — en af Palle Lau-
rings historiske egnsudsendelser, som fortal-
te om vendernes hærgen i Sydsjælland og
om vendertogene. Man hørte vinden pusle
blidt om Gåsetårnet og stemmer fra legende
børn nedenunder, og da man jo nu engang
ikke kunne få ægte vendisk våbengny, hær-
råb og autentisk kamptummel på lydstrim-
len, var det jo også meget godt i stedet for.
-— Stoffet var spændende, men måske knapt
så spændende fremlagt, som den litterære
skolemester sommetider kan gøre det. Man
følte udsendelsen for kort, masser af stof
fik lov at ligge ubrugt.
Onsdag den 13: Om morgenen, når man er
morgengnaven, og det så endda er den tret-
tende, er man utilbøjelig til at kværulere
lidt. Det være hermed gjort: Der var ingen
vejrudsigt, og det måtte vi jo forsøge at
bære. Men hvorfor skal vi i fire minutter
bagefter høre på radioens pausesignal, til
den ordinære morgenmusik begynder? Smæk
dog en anden gang en grammofonplade på
til forlystelse og oplivelse for alle os gnavne
morgenmænd og -koner! Konduite udbedes!
Om aftenen Beethovens tredie symfoni,
hvilket ikke kom som nogen overraskelse.
Skal vi vædde syv stegte spegesild på, at vi
får den fjerde i næste uge? — Og det er kun
godt — i øvrigt! Blomster til Knud Wissum,
den modige mand, som vover at udsende
rigtig musik engang imellem også i denne
fagre sommertid!
Torsdag 14-7: Enventyret om ham, der
drog ud for at lære at gyse, er en historie
med et næsten uendeligt antal bearbejdelser.
En af dem hørte vi i torsdagens udsendelse
for piger og drenge (19,30), foretaget af Finn
Methling og med ulideligt voldsom musik-
ledsagelse af Børge Roger-Henrichscn, bokset
af ham selv og Niels Rothenborg på to kla-
verer. Udsendelsen kunne have været ual-
mindelig god, hvis rigtige skuespillere hav-
de fået teksten at tumle med og sangene at
synge. Men nu var det det åbenbart uopsli-
delige drengekor og juniorensemblet, der
skulle klare det hele, og så blev den kun
almindelig halvgod. — Hvor tydeligt gen-
opstår de ikke for os, vor barndoms børne-
timer med sange sunget i galopade af pige-
eller drengekoret, så ingen djævel forstår et
KRYOLITSELSKABET ØRESUND
A/S
KØBENHAVN
ord, ledsaget af et altoverdøvende flygel, der
lyder, som om mikrofonen var lagt ind mel-
lem strengene.
Og så bagefter „Danske folkedanse**. Som-
mer, sommer! Danske viser, moderne under-
holdning, ungdomskor, spanske toner, fran-
ske toner, spejdersange, operettetoner, let
underholdning, spillemandstoner, studenter-
viser, højskolesangbogen forfra og bagfra og
så moderne underholdning igen — i himlens
navn, hvor kaloriefattigt!
Men kl. 20,35 frembares aftenens hovedret,
og den var der både kalorier, vitaminer og et
stænk krydderier i: et hørebillede, importe-
ret fra Danmarks Radio, om Marie Antoi-
nettes liv og død. Det har jo været Bastille-
dag i dag, hvilket den vågne lytter er blevet
gjort opmærksom på flere gange, bl. a. ved
indlæggelse af den som en frø kvækkende
Maurice Chevalier i Musik ved Spisetid —
så det store hørebillede om den ulykkelige
dronning, der ikke blot tabte ansigt, men
til sidst hele hovedet, var helt på sin plads.
Det var veltilrettelagt, velspillet, interessant,
glimrende og meget mere — og ikke eet mi-
nut for langt, skønt der var 60 af dem.
Fredag 15-7: Efter Kaj Sivertsens hygge-
lige venden plader kom en redaktør, der
talte som en parodi på Max Mansen, og for-
talte os om sin spanske ven Don Pedro, og
det var der nu’nte meget kød på. Et par gode
billeder, et par situationer og en deprime-
rende, forvirrende slutning — kort sagt: en
brok fra sommerbrokkassen.
Og bagefter var der spanske toner, og det
var meget apropos. En indvending af tek-
nisk art: Mellem den spanske fortælling og
den spanske musik matte vi trækkes med
pausesignalet igen. Hvorfor? Naturligvis
skulle man have ladet musikken gå lige ind
på fortællingen — og så evt. nøjes med at
dæmpe den ned et øjeblik, hvis speakeren
med djævlens vold og magt vil fortælle os,
at det er spanske toner. Og passer det på
den måde ikke med sekunderne, kan pause-
signalet flyttes til efter den spanske musik.
Petitesser ! Ja, Men vil man lave et apropos
til en udsendelse, så skal det også komme
pronto.
Ilelge Rodes lille spil „Kain og Abel**, som
vi hørte fra 21,35 til 22,00, gør sig forbandet
dårligt i radio. Eller rettere sagt, skuespil-
lere og instruktør gjorde det ulideligt at
høre på — hulken og skrigen, råben og vræ-
len, grynten og knurren, patetisk deklama-
tion og hysterisk latter, et 25 minutters ma-
reridt. Det er svært at vide, om vi skal
skyde mest på instruktøren, Oluf Bang, eller
på skuespillerne, som var Lily Weiding,
Jørgen Reenberg og Fritz Helmuth. Især
sidstnævnte overspillede sin rolle langt ud
i det hysteriske. Radioen er et følsomt in-
strument, og en i og for sig udmærket og
meget poetisk lille ting som denne skal be-
handles uendelig nænsomt. Som det var nu,
var kun det indlagte og meget smukke fløj-
tespil til at holde ud at høre på — resten
af poesien gik fløjten.
Lørdag 16-7: Belært af bitre erfaringer
havde vi tænkt slet ikke at lukke op for
lørdagens underholdningsudsendelser. Alli-
gevel kom vi for skade at høre soldatersta-
fetten fra Grønnedal, som kunne være op-
taget på en hvilke som helst kaserne i et
hvilket som helst provinshul i Danmark —
så aldeles savnedes lokalkoloritten og for-
nemmelsen af det spændende og usædvan-
lige, som det dog må være for Danmarks
Radio at kunne bringe en soldaterudsendelse
fra så fjernt og anderledes et sted. Det hav-
de Arne Honoré gjort rigtig godt skidt. En
dame ved navn Rita Storm henåndede med
spæd røst et par skønsange om en lugtende
hvid jasmin og en lokalitet ved navn Wa-
terloo (hun må have set godt ud, for det
kunne ikke være sangpræstationeme, mari-
nerne hyldede med brøl og klapsalver), og
Ivan Leths orkester spillede som en dårlig
parodi på et dårligt New Orleans-orkester.
Programmet bestod overvejende af brald-
rende musiknumre — man fik en forstem-
mende følelse af, at det var sammensat ud
fra devisen: til marinebasserne er det godt
nok, bare det er noget med ramasjang i —
kvalitet underordnet. Det siger sig selv, at
det er et uanstændigt synspunkt. På udsen-
delsens plus-side noterer vi et par hyggelige
lokale folk — og så Bodil Udsen, den dejlige
pige, som vi hørte alt for lidt til.
Der er ikke noget at sige til, at Grønlands
Radio bringer udsendelsen — det er den næ-
sten nødt til, kan man sige. Men der er
grund til at skyde med skarpt på Danmarks
Radio, som ofrer mange penge på optagelse
og udsendelse af den slags møg.
Lytterforeningen Det Dove Øre
- når De vil ha’ noget extra godt
Exakta Varex
har 4 søgersystemer, lukker-
tid fra 1/1000 - 12 sek.,
over 150 objektiver
til rådighed.
Fra kr. 950.-
Exa II
Lukkertider fra 1/2- 1/250 sek.,
Exa I. Som Exakta, men enklere
28