Atuagagdliutit - 13.09.1962, Qupperneq 4

NanoK — der foretrak at blive i sif Nanotc nunaminit autdlaruméngitsoK.
hjemland.
To norske bjørne — sejge og ihær-
dige — og ganske uimponerede af sig
selv, den 24-årige Bjørn Staib og den
27-årige Bjørn Reese, imponerede
befolkningen i Godthåb, da de onsdag
den 29. august dukkede op efter en
veloverstået vandring over Grønlands
indlandsis fra Umivik ved Angmag-
ssalik til Itivnera i Godthåbsfjorden.
Med dem var en tredie grønlandsk
bjørn, hunden Nanou (bjørn), der syn-
Under den besværlige nedstigning
hvor de måtte balancere på iskanter
med afgrunde på op mod et halvt
hundrede meter på hver side, var det
nødvendigt at forsyne støvlerne med
pigge for at kunne stå fast.
aterternerme , sermip napanerssar-
ssue Kimerdluisigut napaniarfigalugit
ingerdlaniarfariaKarsiméput porfoKi-
gamik ulorianaKissut. kapinartulingnik
aloKussuagångikunik KanoK pisimar-
Kajaraluarnerput.
tes lige så uanfægtet af situationen
og bedriften. Med ægte norsk lune
slog den ene af „bjørnene" ud med
hånden ved ankomsten til Godthåb
og erklærede med et stort smil: „Det
var en vældi’ morsom tur!“
Det har det uden tvivl været, men
også en anstrengende og farefuld tur.
De to nordmænd fik inden starten at
vide, at de kun havde 10 pct.s chance
for at gennemføre deres planer, men
det slog dem ikke ud. Hvordan man
end er nået frem til de 10 pct., og hvor
velmente de mange forudgående ad-
varsler end har været, så har man
sikkert gjort regning uden vært. Det
var ikke to eventyrere, der havde fået
en ide og så ellers hoppede i med
samlede ben. Allerede for et år siden
begyndte de to unge mænd planlæg-
ningen af turen, og det sidste halve
år før starten gik med intens træning
med hundeslædekørsel og ture ud i
den norske vinter, hvor man kunne
møde nogenlunde de samme besvær-
ligheder som ved den forestående
vandring over indlandsisen.
De var derfor i den bedste kon-
dition, da de tog hjemmefra, men
alligevel skulle turen blive værre,
end de havde ventet. Og det til
trods for, at heldet mange gange
fulgte dem.
IKKE KUN EN SPORTSPRÆSTATION
Initiativtageren til turen var Bjørn
Staib, der studerer økonomi, og som
i forvejen har rejst en del i verden.
Desuden har han været ved de nor-
ske skitropper. Turen var ikke et
skud i blinde, og at den gik fra Umi-
vik til Itivnera — eller rettere Aust-
mannadalen — var ikke en tilfældig-
hed.
Bjørn Staib er en stor beundrer af
sin landsmand Fridtjof Nansen — ikke
blot på grund af Nansens bedrifter i
Grønland, men Nansens humanistiske
tanker, der kommer til udtryk i hans
værker, har gjort et stort indtryk på
ham. Det var således Bjørn Staibs
MORSØ STØBEGODS
Kaminer Kakkelovne Komfurer
kaminif kfssarssufif igavfif
Nykøbing Mors København
MOTOREN
nakuaK
isumangnaitsOK
tlliatungitsoK
i k usku kumi nar tOK
sivisQmik piussartOK
KRAFTIG
DRIFTSSIKKER
ØKONOMISK
LET AT MONTERE
LANG LEVETID
vende tilbage af sig selv, så den kan
blive sendt til Norge.
DEN GRØNLANDSKE NATUR VAR
FOR STÆRK
— Jeg er meget skuffet over, at De
ikke kom sejlende ind i bugten og gik
i land her, lød noget af landsdommer
C. F. Simonys velkomsthilsen til de to
nordmænd. Et besøg i landsdomme-
rens hjem var uundgåeligt, selv om
tiden var knap. Det var i sin tid
landsdommer Simonys morfar, der
som kolonibestyrer havde modtaget
Fridtjof Nansen i Godthåb.
Nansen selv var sejlet til Godthåb,
og det første hus, han så, var den da-
værende herrnhut-kirke og nuværen-
de landsdommerbolig. Han gik i land
lige neden for huset. Dette sted måt-
te naturligvis besøges, og endvidere
kunne landsdommer Simony fremvise
en række billeder af Nansen og andre
kendte personer, der havde tilknyt-
ning til Nansen. Også en tegning på
bunden af en tændstikæske, lavet af
Nansen, afslørede besøget.
De to nordmænd blev dog ikke
landsdommeren svar skyldig på den
spøgefulde velkomsthilsen:
— Vi havde flere gange på ind-
landsisen talt sammen om, hvor-
dan vi skulle komme til Godthåb.
Helst ville vi komme sejlende, og
vi havde faktisk også regnet ud,
at vi kunne bygge en båd af slæ-
derne og skiene og så bruge teltene
som sejldug. Nu ville den grøn-
landske natur imidlertid noget an-
det. Det hele blev inde på ind-
landsisen, og der var intet at stille
op i så henseende.
DET NORSKE FLAG AFSLØREDE
Også et besøg hos fru Wilcke, der
i mellemtiden var vendt hjem til
Godthåb, måtte til.
— Det var fru Augusta Berthelsen
fra Itivnera, der først så nordmænde-
ne, fortæller fru Wilcke. Vi skiftedes
til at kigge ud af vinduerne, og vi
troede, at det var „vore" mænd, der
vendte hjem. Da fru Berthelsen tog
EN VÆLDI’ MORSOM TUR!
Noget af det første Bjørn Staib gjor-
de, da han kom til Godthåb, var at
sende en foreløbig beretning fil „Af-
fenposten" i Oslo samt hilsener til
departementschef Eske Brun og mu-
seumsinspektør Helge Larsen. Fami-
lien var allerede blevet underrettet
fra Kapisigdlif.
Bjørn Staib Nungmut pigame felegra-
meriartupatdlagpoK angalanertik na-
lunaerutigalugo Oslome avisit ilånut
„Affenposten"imut, inuvdluarKussute-
Kardlunilo departementschef Eske
Brunimuf åma museumsinspektør Hel-
ge Larsenimuf. ilaicutaif kalerrmeKar-
simåput Kapisilingnut pineråne.
mindelige skridt på ryggene af disse
isblokke. Støvlerne blev her forsyne-
de med pikke, for at de kunne stå fast
på isen. Visse steder var iskanten så
spids, at de måtte anbringe en fod
skråt ud fra hver side af isryggen.
DET VÆRSTE VED HELE TUREN
Det var derfor nødvendigt at tage
den tungeste beslutning på turen:
Hundene måtte aflives.
— Det var det værste ved hele
turen, forklarede de begge sam-
stemmende efter ankomsten til
Godthåb. Især de sidste fem flotte
hunde. Jakob var en fantastisk
hund. Der var aldrig vrøvl med
den. Den trak altid, og det var
unødvendigt at bruge pisken. Til-
bage beholdt vi førerhunden Na-
noK.
tog 42 dage. Naturligvis spillede det
ind, at vi havde hunde til at trække
slæderne, men vi var faktisk heldige
med vejret. På selve indlandsisen,
hvor vi kunne tage dårligt vejr, havde
vi det dårligste vejr på turen, mens
nedstigningen var betinget af og be-
gunstiget af godt vejr. Vi kunne al-
drig have fundet vej gennem dette
område under et uvejr, og alt vort
materiel havde vi jo efterladt. En dag
kunne vi se tætte tågebanker foran
os, men eftersom vi nærmede os tå-
gen forsvandt den, og da vi om afte-
nen så tilbage på den strækning, vi
havde tilbagelagt, lå tågen, hvor vi
var startet.
MASSER AF TORSK
Rygtet om den vellykkede ankomst
til Itivnera ilede snart til Godthåb, og
Under besøget hos landsdommer Simony kom mange
minder fra Nansen-ekspedifionen frem. Det var i sin fid
landsdommerens morfar, den daværende kolonibestyrer
Hans Laurits Bistrup, der modtog Nansen. Fra venstre ses
Bjørn Reese, landsdommer'Simony, Bjørn Staib (med et
billede af Nansen) og fru Simony.
landsdommer Simonykune pulårneråne sarKumersiterne-
Karput Nansenikuf itivmerånit erKaissutigssarpagssuif.
landsdommerip arnaminif åfåfa niuvertup Hans Laurits
Bisfrupip Nansenikuf Nungmut pingmata ilagsisimavai. så-
merdlernit fåssa Bjørn Reese, landsdommer Simony, Bjørn
Staib (Nansenip åssinganik figumiartoK) åma fru Simony.
tanke dels at foretage den samme tur
over indlandsisen og dels ved denne
tur at skabe så megen „røre" omkring
Nansen,'at det vil medføre en stigen-
de interesse for hans værker.
KENDT MED VANSKELIGHEDERNE
Mens ideen således stammede fra
Bjørn Staib, kunne Bjørn Reese støtte
på det rent praktiske område. I en del
år har han været rejseleder i de nor-
ske fjelde og er kendt med de van-
skeligheder og problemer, man kan
komme ud for på en sådan tur. Også
Norges forpost mod nord, øen Sval-
bard, kender han, men, som han til-
føjede: „En spalte er nu en , spalte,
hvordan man end vender og drejer
det!“
I det sidste par år har Bjørn Reese
endvidere virket som fotograf, og
mens han således tog sig af den bil-
ledmæssige forevigelse af turen, er det
Bjørn Staib, der i den kommende tid
vil forfatte den skriftlige beretning.
Under forberedelserne fik de to
nordmænd i København stor hjælp
fra departementschef Eske Brun og
kontorchef N. O. Christensen, grøn-
Selv om næsten alf måtfe efterlades
på indlandsisen, og kun livsvigtige
ting kunne medbringes under ned-
stigningen, så blev der alligevel også
plads til et par souvenirs fra turen.
Bjørn Reese gav således ikke slip på
sin grønlandske hundepisk.
sermerssuåkut aterternerme nagsatat
amerdlanerif KimåneKaraluartuf pissa-
riaKarnerpåginait tiguneKardlufik a-
ngalanermit erKåissufigissarfagagssaK
mimniarneKarsimångilaK. fåssa Bjørn
Reese iperautsissarfoK.
landsministeriet, samt museumsin-
spektør Helge Larsen, Arktisk Insti-
tut.
BAGAGEN VEJEDE EN HALV TON
Selv om meget kunne tilrettelægges
i Norge og Danmark, måtte de sidste
forberedelser foregå på østkysten ved
Angmagssalik. Der skulle skaffes to
hundeslæder og 16 hunde. Bagagen
kan måske synes noget overvældende,
den vejede en halv ton, men det var
nødvendigt at have to ens oppaknin-
ger. Det kunne hænde, at en af slæ-
derne forsvandt i en spalte i isen, og
så måtte der være en reservebehold-
ning.
Ganske vist ville Staib og Reese gå
i Nansens fodspor, men der var dog
to væsentlige forskelle på de to eks-
peditioner. Mens de to unge nord-
mænd havde hunde til at trække de-
res bagage, trak medlemmerne af
SKAGEN ■ TELF. 4 14 77 • ETABL 1879
Kun hvad der kunne være i to ryg-
sække, kunne vi tage med. Det blev
små 30 kg til hver at bære over det
farefulde terræn. Visse ting skulle ,
med. Filmapparatet og 4000 meter
film, sekstanten, fødevarer og trods
alt visse souvenirs fra turen. Derimod
måtte 15 hunde skydes, slæder, pri-
mus, ski, telte, rensdyrsoveposerne —
kort sagt alt, hvad der ikke kunne
være i to rygsække, måtte efterlades.
Ved ankomsten til Godthåb havde de
kun det tøj de stod og gik i.
Under nedstigningen havde de måt-
tet sove i almindelige tynde sovepo-
ser i fri luft, og føden bestod af rå
pemmikan og chokolade.
Det var lige ved at være for me-
get, men med opbydelsen af de sidste
kræfter kom de ned i Austmannada-
len. Her ventede til gengæld et herligt
måltid bestående af blåbær, ryper og
laks.
DET GIK LETTERE FOR NANSEN
Randzonen var ikke så vanskelig at
passere, da Nansen 74 år tidligere
kom samme vej. Muligvis har en
medvirkende årsag hertil været, at
Nansens ekspedition fandt sted en
måned senere, ligesom det mildere
klima i dag må spille ind. I hvert fald
viser billeder fra Nansen-ekspeditio-
nen, at de kunne trække slæderne
hen over de frosne søer mellem de
skarpe iskanter. Der var ganske vist
tynd is på nu, men den kunne ikke
bære. Det lykkedes derfor for Nansen
at få alt sit udstyr med ned i Aust-
mannadalen, hvor han slog lejr.
ØNSKEDRØM GIK I OPFYLDELSE
— Vi vaF forsynet med kort og var
straks klar over, at vi havde ramt
Nansens teltplads, da vi slap fri for
den farefulde randzone, fortæller de
to nordmænd videre. Vi vidste også,
at der boede norske samer i Itivnera,
så vi satte straks kursen mod denne
renavlsstation.
Den sidste dag levede vi af bær
og en enkelt rype, som vi spiste
rå. Vi var så trætte og udmattede,
at vi ikke engang orkede at tænde
ild og få den stegt. På vejen ned
mod Itivnera gik vi og fablede om,
hvor dejligt det kunne være at få
et stykke franskbrød og en hvede-
bolle.
Endelig nåede vi frem til husene,
hvor vi traf fru ArnasaK Wilcke,
Godthåb, der netop havde taget
franskbrød og hvedeboller ud af ov-
nen. Vi spiste så meget, at fru Wilcke
måtte bage igen den følgende dag.
Ellers fik vi renskød og blev passet
op, så det var helt utroligt. Hun var
fantastisk, fru Wilcke.
11 DAGE HURTIGERE END NANSEN
— Vi nåede frem 31 dage efter star-
ten fra Umivik, medens Nansen i 1888
den dag, de i motorbåd startede fra
Itivnera, blev der fra Godthåb sendt
en båd i møde. Uheldet ville, at der
var så meget is i fjorden, at de måtte
overnatte i K’ornoK.
De tilbragte aftenen med at fiske
torsk lidt uden for byen, og da de
havde fyldt en trillebør med torsk,
vandrede de ind til byen for at glæde
befolkningen ved at forære den
torsk. Stor blev deres forbavselse, da
befolkningen viste sig ganske uinte-
resseret over den flotte fangst. De
kunne ikke vide, at K’ornoK er et ud-
mærket fiskested, hvor man i hvert
fald ikke mangler én ting, nemlig
torsk.
NANOK' FORETRAK GRØNLAND
Medens en del godthåbere ventede
forgæves for at modtage nordmænde-
ne den aften, de måtte søge ind til
K’ornoK, var der til gengæld ingen til
at modtage dem, da de ankom den
følgende dag.
De fik dog hurtigt tag over hove-
det, og det første, de bad om, var et
bad.
Dernæst begyndte forberedelserne
til den sidste etape af turen — rejs-
ning af penge og indkøb af billetter.
Det kan være besværligt, når det skal
foregå fra en dag til den næste, men
også her blev vanskelighederne over-
vundet. Et stort problem var hunden.
Billetten til den kostede 700 kr. Man
havde aldrig før fragtet en hund i ca-
talina i Grønland og var spændt på,
om kaptajnen ville have den med,
men heller ikke her var der noget i
vejen. Bjørn Reese havde besluttet at
bruge den til opdræt i Norge, men i
Sdr. Strømfjord var uheldet ude. Hun-
den blev bange for de larmende jet-
motorer og stak af fra sine to herrer.
Den foretrak åbenbart at blive i sit
hjemland. En eftersøgning gav intet
resultat, og nu håber man, at den vil
N0RDAFAR A/S
Fiskeristationen er åben 1/5—1/10
og leverer alt i proviant og fiskeri-
udstyr, salt og agnsild. Stationen på-
tager sig alle arter reparationer og-
så for ekko- og radaranlæg.
Telegramadresse:
RAFADRON FÆRINGEHAVN
aulisartut umiarssualiviat 1/5-imit
1/10-mut angmassarpoK pemumautig-
ssatdlo aulisarnermutdlo atortugssat
tamaisa niorKUtigissardlugit. taratsut
angmagssagssuitdlo neidtagssat. iluar-
sagagssat tamarmik iluarsarneKarsi-
nåuput. imap itissusianut ugtortautit
radaritdlo ilångutdlugit.
telegramerniaråine:
RAFADRON FÆRINGEHAVN

Def værste ved turen var nedstignin-
gen fra indlandsisen. Isen havde her
arbejdet sig frem og tilbage, således
af store og skarpe iskanter skød op.
Imellem isblokkene var der dybe
søer. Bjørn Reese tegnede i Godthåb
denne tegning, der viser, hvilke be-
sværligheder, der mødte dem. De
måtte klatre over alle de skarpe kan-
ter, mens Fridtjof Nansen i 1888 kun-
ne trække slæderne over de tilfrosne
søer mellem isblokkene.
kikkerten, kunne hun se, at det var
fremmede. Desuden var hunden større
end hundene i Itivnera. Det kan ikke
nægtes, at vi blev noget forbavsede
og nysgerrige over at se fremmede
komme fra den retning. Min søn Ole
løb dem i møde, og de spurgte ham,
om de måtte sove i et telt, der stod
ved siden af huset, og om de kunne
få noget at spise.
Jeg havde godt nok for lang tid
siden hørt om de to nordmænd,
der ville gå over isen, men glemt
det igen. Først da jeg så det norske
flag på den ishakke, Bjørn Reese
medbragte, gik hele historiens
sammenhæng op for mig.
KOMMER IGEN TIL NÆSTE ÅR
Selv om begge var i fint humør og
oplagte under besøget i Godthåb, så
indrømmede de, at det havde været
avKufata ajornerssa fåssa sermerssuar-
mif aterterneK, tamåna Kuparforssung-
mat imunertutdlo itumik ingigigsunik
napatarålugtoKardlune, akornge iti-
sunik taserarssualingnik. Bjørn Reese
téssa Nungmmermine titartagå avKu-
fåta någdliuperårnartoKarneranik fa-
kutitsissoK. napatarårssugtut Kimer-
dlue ingigeKissut avKutigalugit napa-
niartariaKarsimåput. Nansenikuf tai-
matut perssuarsiorsimatigfngitdlaf, tai-
mane siléinaK nigdlernerugatdlarmat
taserKat sikusimassut Kamutinik avKU-
tigisinausimagamikik.
en hård tur — og værre end de havde
regnet med. Følgende replikskifte, der
fandt sted i et privat hjem i Godthåb,
viser det med al tydelighed, da Bjørn
Staib til en mor bemærkede:
— Du skal ikke sende dine drenge
ind på indlandsisen.
— Det havde jeg heller ikke tænkt
mig, men hvad sagde din mor?
— Det kan du vel tænke dig til!
Men det havde trods alt været „en
vældi’ morsom tur!“ Skræmt af Grøn-
land var de i hvert fald ikke.
— Jeg kommer igen til næste år,
var Bjørn Staibs sidste bemærkning,
inden han forlod Godthåb. Så tager
jeg min far og min bror med, og så
skal vi ind til elvene langs indlands-
isen for at fange laks. Aldrig har jeg
set så mange laks, de stod 4—5 styk-
ker tæt ved siden af hinanden.
— ma.
ALT I JULETRÆSPYNT
OG DEKORATIONSARTIKLER
orpiup pinersautigssai sut-
dlunit pinersautigssatdlo avdlat
amerdlasungordlugit aitsåt pine-
Karsinåuput. saniatigut piniartu-
nut niorKuteKarneK ajorpugut,
taimågdlåt tamåkuninga nior-
KuteKartartunut.
G. Ahrenkiel
Hvidovrevej 74,
Valby
tåssåuput Kalat-
dlit-nunåne reje-
nut icalorssuit a-
torneKarnerssail.
Den kongelige grønlandske
Handelime piårnerpåmik pisia-
rineKarsinåuput.

'Kristensens
R VAADBINDERI^s
Det smagte godt at få velfillavet mad
efter en måned på pemmikan, choko-
lade og the. De to raske fyre tog godt
for sig af retterne på gæsfehjemmef
i Godthåb.
Kåumaf nåmagtitdlugo neKerssuit, su-
kulatit tilo kisisa issarisimavdlugif
mamarssarnaKaoK nerissagssiavingnik
OKåtårserKilerdlune. tåssa inusugtut
Kilassut Nungme gæstehjemmime
nerrftut.
-------------------------------— -J
— angatdlatinut tamanut atorsfnaoic
— til alle maritime formål
leKarslnauvoK 25-nlt 330 hestilingnut 1—2 Sma 3
uyundereKardlune. elektrisk omstyringillk — 2 takts
Semi-Diesel, ingnåtdlagissamlk autdlartartOK ulug-
tartunigdlo sarpilik. — akikitsut nåvferardlugltdlo akllersorneKarslnaussut.
Leveres fra 25 til 330 HK 1 1-, 2- og 3-cylindret udførelse. Elektrisk omsty-
ring — Hydraulisk omstyring — Håndomstyring. 2-takts Semi-Diesel med
vendbare skrueblade og elektrisk start (glødespiraler).
Populære priser og betalingsvilkår.
GRENM MOTORFABRIK
TELEFON GRENAA (063) 2 06 66
De to nordmænds tur over indlandsisen
var vanskelig og anstrengende, og alt,
hvad der af en udrustning på en halv
ton ikke kunne være i to rygsække,
måtte efterlades inde på indlandsisen.
Men det var trods alle anstrengelser to
smilende unge mænd ved godt mod,
der nåede frem til Godthåb.
Nansens ekspedition selv deres slæ-
der. Til gengæld bestod Nansen-eks-
peditionen af seks medlemmer, mens
her kun var to. Skete der noget med
den ene, var den anden prisgivet.
HAVDE GLEMT DÅSEÅBNEREN
Den medbragte føde bestod bl. a. af
pemmikan, et fødemiddelkoncentrat,
og dette måtte også hundene nøjes
med. De sidste forberedelser på øst-
kysten forløb planmæssigt, og sidst i
juli kunne de starte selve ekspeditio-
nen fra Umivik, hvor også Nansen
startede.
På østkysten havde skipper Niels
Underbjerg transporteret dem, og det
sidste, han spurgte dem om, var: „Har
I husket en dåseåbner?"
Her var det første sted, heldet fulg-
te dem. De havde glemt dåseåbneren.
Heldigvis kunne Niels Underbjerg
forsyne dem med den særdeles vigtige
ting.
— Nu må vi forgylde den, når vi
kommer hjem og sende den tilbage
til Underbjerg, var nordmændenes
kommentar.
SÅ EN KJOVE MIDT PÅ
INDLANDSISEN
— Starten forløb planmæssigt, be-
rettede de to Bjørn’er under opholdet
i Godthåb. Opstigningen på indlands-
isen, der på det højeste sted er ca.
3000 meter, forløb forholdsvis glat.
Der var ganske vist en del spalter,
men det var intet at sammenligne
med, hvad vi kom ud for under ned-
stigningen. Opstigningen foregik for-
en stor del om natten.
Selve turen over indlandsisen var
ikke så farefuld, men til gengæld
krævede den udholdenhed. Selv om
vi ikke kom ud for direkte uvejr, så
var vejret flere gange hårdt, og vi lå
vejrfast sammenlagt godt en uge. Den
længste tid, vi lå stille, var tre dage,
men her havde vi heldigvis vore telte
og vore rensdyr-soveposer. Vi målte
indtil 25 graders frost. Uheldigvis mi-
stede vi vort termometer midt på tu-
ren, så vi ved ikke, om det blev kol-
dere siden.
— Var der noget levende på ind-
landsisen?
— Midt på indlandsisen så vi en
sort mågefugl, en kjove. Ellers var der
intet.
— Hvordan finder man vej, hvor
der intet er at pejle efter?
— Vi var i den situation, at vi jo
ikke engang havde en horisont at pejle
efter, men ved hjælp af en sekstant
med lihelle samt formler og tabeller
kunne vi regne ud, hvor vi befandt os,
og hvilken retning vi skulle gå i.
— Og det holdt stik?
— Vi kom lige ned i Austmannada-
len, hvor Nansen havde sin teltplads.
SOM ET MÅNELANDSKAB
— Nedstigningen —?
— Nedstigningen var absolut den
værste del af turen, og den var værre,
end vi havde regnet med. Den var
også værre for os end for Nansen, da
isen ikke var den samme som i 1888,
da Nansen-ekspeditionen fandt sted.
Nedstigningen varede godt en uge
gennem et terræn, der var så godt
som umuligt at passere. Derimod var
det noget af det smukkeste, vi så. Det
kan ikke beskrives, men mindede om
et månelandskab. Isen havde her ar-
bejdet sig frem og tilbage. Vældige
iskanter skød 20—30 meter op i luften,
mens dybe spalter indtil 10 m bredde
andre steder lagde sig i vejen, så
dybe, at det bare var sort at se ned i.
LANGSOMT — FOD FOR FOD
Så svært var området at passere,
at de to nordmænd en dag måtte gå
fire timer frem og seks timer tilbage.
Flere gange var hunde og slæder ved
at køre i spalterne, og en enkelt gang
var Bjørn Staib også ved at falde i.
Takket være reb om livet skete der
ikke noget alvorligt, og ingen af hun-
dene omkom ved uheld.
Det blev snart klart for Bjørn Staib
og Bjørn Reese, at de ikke kunne
medbringe hunde og slæder gennem
det uvejsomme terræn. I bunden af
dalene mellem iskanterne, der skød
op, var der store søer, og det var der-
for nødvendigt at balancere på de
skarpe kanter med en afgrund på op
til et halvt hundrede meter på hver
side. Langsomt gik det. Fod for fod.
Der var ikke noget med at tage al-
iNordiskBrown Boveri
Nyropsgade 24, København V.
Tlg.-adr. NORDBOVERI
Leverandør af radiofonisendere,
kortbølgetelefonianlæg samt elek-
triske apparater til elektricitets-
værker.
autdlakåtitsissautinik, nalunaera-
suartautinik ingnåtdlagissiorfingni-
lo atortugssanik niorKutilik.
4
5