Atuagagdliutit

Årgang

Atuagagdliutit - 21.05.1964, Side 22

Atuagagdliutit - 21.05.1964, Side 22
fcUlESrø, unite nytter sig af de europæiske sprogs glosefællesskab takket være latinens udbredelse gennem tiderne, og som alligevel på grund af sin logiske og utraditionelle opbygning er meget lettere at lære end noget nationalt sprog, endsige latin. Folkeslag som japanere, kinesere, indere, eskimoer og mange andre, der i sproglig hen- seende står helt fremmed overfor det europæiske glosefællesskab, behøver ikke føle modvilje overfor Esperanto af den grund — for trods dette glose- fællesskab skal europæere og deres efterkommere i Syd- og Nordamerika, Australien og andre steder dog lære det. Denne lille indrømmelse fra disse folkeslags side er for intet at regne med den sproglige forskelsbehandling, mange af dem endnu er udsat for. En vis reservation overfor nye ting må betragtes som sund og rimelig. Dette må også gælde med hensyn til Esperanto. Men i en diskussion møder man desværre ofte en urimelig snæ- versynethed og forstokkethed, der som regel skyldes uvidenhed og vane- tænkning. Man må hele tiden holde sig for øje, at det drejer sig om et sprog, der er tiltænkt den funktion at hjælpe hele menneskeheden ud- over den babelske sprogforvirring. De nationale sprog evner det ikke — ellers havde de haft enhver chance i deres lange levetid. De får periode- vis betydning — det har vi set med engelsk, fransk og spansk; nu er an- dre sprog ved at afløse dem (russisk, kinesisk o. a.). — Den kendsgerning, at Esperanto trods alle direkte for- følgelser og krige ikke — som andre verdenssprogprojekter — er gået til grunde, men stadig vokser, og dens tilhængerskare ligeledes, er vist det bedste bevis på dets duelighed. At nævne alle de områder, hvorpå Esperanto anvendes i praksis i dag, ville nødvendiggøre en fortsættelse af nærværende artikelserie — men at Esperanto bliver anerkendt og brugt både i Øst og Vest, kan enhver over- bevise sig om ved at lytte enten til „The Voice of America" eller Radio Warszawa, Beograd, Praha, Rom, Hil- versum, der sammen med 15 andre radiostationer verden over hvert år i alt har ca. 2000 udsendelser på Es- peranto. Flyveselskaberne SAS, BEA, KLM og en række af verdens førende rejseselskaber anvender Esperanto i reklamens tjeneste. Universala Espe- ranto-Asocio har mere end 30.000 medlemmer fordelt i ca. 80 lande, og af disse medlemmer har godt 3000 for- pligtet sig til at være „konsuler". De repræsenterer bevægelsen udadtil og yder gratis bistand til alle, der skrift- ligt eller personligt anmoder derom. Det drejer sig om et verdensomfat- tende service-system, der spænder fra almindelige eller faglige oplysnin- ger og turistvejledning over arbejds- anvisning, forretning, udvandring, fremskaffelse af medicin, bøger og sjældne varer — til efterlysning af eller hjælp til krigsfanger, flygtninge og emigranter. Kun sjældent blever eksempler på disse utallige tjenester offentlig kendt. KéumartarfoK ikerlénguarukl KåumarKutitsialak tigumiartariaK tårtume iluaKutaojcissoK. taimaing- mat KåumartartoKarit — peKångiku- vitdlunit nutåmik pisigit. Kåumar- tartoK mikissunguaK akikeiraoK, pi- ngårtumik HELLESENip batterianik orssoKartikugko Kularisångilat Kåu- martartoK pissusigssamisut ikumasi- nåusassoK. Klart lys lige ved hånden gi- ver Dem tryghed og sikker- hed. Tag derfor lygten frem — eller køb Dem en ny. En lille lygte koster kun en bagatel, og når der er et HELLESENS batteri indeni, er De sikker på, at lygten virker hver gang. ••V. "v.. SOLGRYN nerissåkit nukigtungorumaguvit spis SOLGRYN og bliv stærk nerissagssat inflssutigssatut nalerKiitusagunik pei’Kingnartusagu- nigdlo inussutigssartaKartariaKarput méricanut inersimassunutdlo nalermitunik, taimåitumik SOLGRYN uvdlut tamaisa nerissåkit, tåssame SOLGRYN akOKarmata måniup Kaaortortåta inussutig- ssartarpagssuinik kalkimigdlo kisalo akugalugitaoit jern, fosfor ama B-vitaminer. Rigtig ernæring skal være sund og indeholde de ting, der er nød- vendige for både børn og voksne, derfor skal De servere SOL- GRYN hver dag, for SOLGRYN indeholder en rigdom af protein og kalk samt jern, fosfor og B-vitaminer. pårtap tunuane åssiliartauvdlutik iput tltartagkat pisanganartut nangeKåtårtut Kiortcigagssat, indiånerit, såkuttit nutåmlgdlo nu- nagssarslortut. Spændende udklipsserie med flotte indianere, soldater og ny- byggere på bagsiden. Der er desværre mange faktorer, der til stadighed adskiller folkeslagene, mens det for hver dag bliver tydeli- gere, hvor nødvendig sameksistensen er for hele verden. Vejen til dette mål er lang og besværlig, og selv om mange mennesker verden over er skeptiske — hvad i sig selv er en hemsko for opnåelsen af målet — så må de dog være med til at nå det. — At anerkende det internationale sprogproblem og være aktiv engage- ret i at løse det ved hjælp af et neu- tralt sprog, der burde være hævet over nationernes sproglige jalousi, kan et oplyst nutidsmenneske absolut være bekendt. Ingen vil dog bestride velsignelsen i, at der kun findes ét nodesystem, som for musikkens vedkommende formår at forbinde hele verden? Hvor meget fattigere ville den ikke være, hvis det ikke var sådan? Hvis mu- sikken skulle være for specielt et ek- sempel, hvad mener man så om så nøgternt et fænomen som tallenes internationale anvendelse? Hvad 10 plus 10 er, kan vel de fleste regne ud — hvad derimod XII plus XII er, må en del mennesker først „over- sætte"! Tænk Dem så resultatet, hvis flere forskellige talsystemer jævnsi- des blev anvendt verden over — det blev vist en køn gang „samhandel" ... Hvorfor bliver vi ved med at accep- tere denne sproglige molbomentalitet? Fordi blandt andet de store massers træghed, vanetænkning, den sprog- lige jalousi og en del snæversynede sproglæreres angst for at blive ar- bejdsløse forhaler vedtagelsen af et neutralt hjælpesprog, som alle lærer ved siden af modersmålet. Idealet kan ganske kort udtrykkes således; Hvert land — sit sprog, én menne- skenhed — ét fællessprog! At gå ind for dette ideal udeluk- ker dog ikke, at vi af følelsesmæssige grunde gerne vil lære et eller flere nationale sprog — vel at mærke, hvis vi har evne, lyst, tid og penge dertil. Dette ville også betyde en lettelse for de mange, der — skønt uden sprog- lig begavelse — i skolen bliver udsat for sproglig voldtægt, ved at man med vold og magt prøver på at proppe m!indst 2 verdenssprog i dem. (Jævn- før de stakkels umusikalske børn, der på grund af forældrenes snobberi og ambitioner må lære at spille klaver!) — Den spildte tid og energi kunne med langt større lyst og nytte anven- des på andre områder. Hånden på hjertet: alle vi, der af tradition og foregiven nødvendighed har lært f. eks. fransk, engelsk og tysk — hvor meget behersker vi af disse sprog? Jo, en „branderts" tungeløsende virkning vil måske for en kort tid kunne fore- gøgle os den illusion ... Vi må dog trods al forfængelighed og selvtillid indrømme, at de færreste af os har naturligt talent til at lære 2—3 sprog ved siden af modersmålet — og selv for disse få er det en livsopgave at gøre det. Men mange flere ville evne det, når der kun er tale om ét sprog ... især når dette ene er Esperanto, som be- En menneskeven Georg Kustosz På grundlag af generaldirektørens rapport diskuterede den 8. samling af UNESCO’s generalforsamling i Monte- video i november og december 1954 påny spørgsmålet. — Den 10. decem- ber 1954 vedtog plenarforsamlingen en resolution, hvori den anerkender, at de resultater, der er opnået ved hjælp af Esperanto med hensyn til de internationale intellektuelle veksel- virkninger og for tilnærmelse mellem folkeslagene, svarer til UNESCO’s formål og idealer. Det noteredes også, at flere medlemsstater har meddelt, at de er rede til at indføre eller ud- vide undervisningen i Esperanto i de- res skoler eller højere læreanstalter. ☆ ☆ ☆ Skønt måske ganske interessant i sig selv, har nærværende artikelrække indtil nu haft til opgave at spore læ- serens opmærksomhed på sprogpro- blemet for at tilskynde ham til en personlig stillingtagen til den reste- rende del .— En bemærkning om det internationale sprogproblem bliver som oftest dysset ned med modbe- mærkningen om, at engelsk jo i sta- dig højere grad løser problemet. Denne antagelse er af flere grunde kortsynet og fejlagtig. Ingen, som bare har et minimum af kendskab til verdens øjeblikkelige politiske opde- ling, vil vel med rimelighed kunne forvente, at Indien, Kina og Rusland med deres overvældende befolknings- tal nogensinde frivilligt vil anerkende engelsk som andet modersmål. Kunne man så tænke sig, at den vestlige verden ville gå med til russisk eller kinesisk som verdenssprog? Selv om man accepterede klodens endelige op- deling i Øst og Vest, så ville den sproglige rivalisering i disse 2 verdensdele forhindre henholdsvis engelsk eller kinesisk/russisk i at blive det andet modersmål i modpar- tens lejr. Verden kunne endda prise sig lyk- kelig, hvis den fortsat kunne slippe med de 5 officielle arbejdssprog, som FN benytter sig af i dag. De euro- pæiske magters forhenværende kolo- nier vil fil stadighed af følelsesmæs- sige grunde afvise engelsk, fransk eller spansk som andet modersmål og med rette måske også kræve f. eks. arabisk som arbejdssprog hos FN. — Det vil måske forbavse mange, at der kun er 15 %> — jeg skriver: femten procent — af hele verdens befolk- ning, der taler engelsk. Folk fra de germanske sproggrupper er tilbøjelige til at overvurdere betydningen og udbredelsen af det engelske sprog — jeg henviser i denne forbindelse igen til nødvendigheden af FN’s 5 arbejds- sprog, af hvilke nogle indbyrdes er uhyre forskellige. ☆ ☆ ☆ tårtitdlugo Pas på i mørket mianerssorit tænd lys 1 lygten Hvis man udskiftede tysk med esperanto på realskolen i Godt- håb, ville det betyde, at eleven fik et langt større indblik i det europæiske sprogfællesskab. Men heldigvis kom Esperanto ikke kun til at spille en rolle i propaganda- krigen. Føromtalte Hector Hodler havde sammen med den franske pro- fessor Th. Rousseau allerede i 1908 grundlagt den internationale organi- sation „Universala Esperanto-Asocio". Organisationen havde omfattende in- ternationale forbindelser, som i meget høj grad var i stand til at hjælpe Røde Kors i dets enorme arbejde for at lindre krigens virkninger i de krigsførende lande. Efter krigens af- slutning fik U. E. A. officiel anerken- delse for sin indsats. Med organisa- tionens fortjenester i frisk erindring anerkendte man også inden længe fra folkeforbundets side Esperantos ud- bredelse og praktiske nytte. Delege- rede af 14 medlemslande af folkefor- bundet vedtog resolutioner om at ind- føre almen Esperantoundervisning. Men snæversynet sproglig jalousi fra flere landes delegationer forhindrede allerede dengang en virkeliggørelse af kravet. Folkeforbundets senere op- løsning satte så igen en stopper for „legaliseringen" af sproget fra højeste instans. Sprogets udbredelse gik dog støt fremad i hele verden, skønt den poli- tiske udvikling i Centraleuropa i mel- lemkrigstiden og under den 2. ver- denskrig igen sinkede og visse steder endog midlertidig standsede den. — Efter den 2. verdenskrig blev der i hele verden samlet underskrifter hos betydende organisationer og enkelt- personer til fordel for Esperanto. 492 organisationer med i alt 15.454.780 medlemmer og 895.432 enkeltpersoner fra 76 lande underskrev andragendet. Blandt de personlige underskrivere var der et statsoverhoved (Vincent Auriol, den daværende franske præsi- dent), 4 regeringschefer, 405 rigdags- medlemmer, 1607 filologer og sprog- lærere, 5262 universitetsprofessorer og andre videnskabsmænd, 40.000 lærere i mellem- og folkeskoler, 1228 andre pædagoger, 1519 journalister, 5113 læ- ger, 211.734 jurister, ingeniører, far- maceuter, konstruktører og lign., 284.512 forretningsfolk, over 200.000 håndværkere og over 100.000 arbej- dere fra forskellige fag. Den 2. august 1950 blev andragendet højtideligt overgivet til De forenede Nationers sekretariat. Den 8. august samme år oversendte FN’s sekretariat andragendet til UNESCO i Paris som værende det kompetente organ i denne sag. UNESCO’s generalfor- samling i Paris i 1952 besluttede en- stemmigt, at andragendet skulle bringes til alle medlemsstaternes kendskab, og at generaldirektøren skulle foretage det nødvendige for- arbejde til at generalforsamlingens 8. samling kunne træffe afgørelse i sa- gen. Generaldirektøren handlede i overensstemmelse hermed. 22

x

Atuagagdliutit

Direkte link

Hvis du vil linke til denne avis/magasin, skal du bruge disse links:

Link til denne avis/magasin: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Link til dette eksemplar:

Link til denne side:

Link til denne artikel:

Venligst ikke link direkte til billeder eller PDfs på Timarit.is, da sådanne webadresser kan ændres uden advarsel. Brug venligst de angivne webadresser for at linke til sitet.