Atuagagdliutit - 21.05.1964, Síða 22

fcUlESrø,
unite
nytter sig af de europæiske sprogs
glosefællesskab takket være latinens
udbredelse gennem tiderne, og som
alligevel på grund af sin logiske og
utraditionelle opbygning er meget
lettere at lære end noget nationalt
sprog, endsige latin. Folkeslag som
japanere, kinesere, indere, eskimoer
og mange andre, der i sproglig hen-
seende står helt fremmed overfor det
europæiske glosefællesskab, behøver
ikke føle modvilje overfor Esperanto
af den grund — for trods dette glose-
fællesskab skal europæere og deres
efterkommere i Syd- og Nordamerika,
Australien og andre steder dog lære
det. Denne lille indrømmelse fra disse
folkeslags side er for intet at regne
med den sproglige forskelsbehandling,
mange af dem endnu er udsat for.
En vis reservation overfor nye ting
må betragtes som sund og rimelig.
Dette må også gælde med hensyn til
Esperanto. Men i en diskussion møder
man desværre ofte en urimelig snæ-
versynethed og forstokkethed, der
som regel skyldes uvidenhed og vane-
tænkning. Man må hele tiden holde
sig for øje, at det drejer sig om et
sprog, der er tiltænkt den funktion
at hjælpe hele menneskeheden ud-
over den babelske sprogforvirring.
De nationale sprog evner det ikke —
ellers havde de haft enhver chance
i deres lange levetid. De får periode-
vis betydning — det har vi set med
engelsk, fransk og spansk; nu er an-
dre sprog ved at afløse dem (russisk,
kinesisk o. a.). — Den kendsgerning,
at Esperanto trods alle direkte for-
følgelser og krige ikke — som andre
verdenssprogprojekter — er gået til
grunde, men stadig vokser, og dens
tilhængerskare ligeledes, er vist det
bedste bevis på dets duelighed.
At nævne alle de områder, hvorpå
Esperanto anvendes i praksis i dag,
ville nødvendiggøre en fortsættelse af
nærværende artikelserie — men at
Esperanto bliver anerkendt og brugt
både i Øst og Vest, kan enhver over-
bevise sig om ved at lytte enten til
„The Voice of America" eller Radio
Warszawa, Beograd, Praha, Rom, Hil-
versum, der sammen med 15 andre
radiostationer verden over hvert år
i alt har ca. 2000 udsendelser på Es-
peranto. Flyveselskaberne SAS, BEA,
KLM og en række af verdens førende
rejseselskaber anvender Esperanto i
reklamens tjeneste. Universala Espe-
ranto-Asocio har mere end 30.000
medlemmer fordelt i ca. 80 lande, og
af disse medlemmer har godt 3000 for-
pligtet sig til at være „konsuler". De
repræsenterer bevægelsen udadtil og
yder gratis bistand til alle, der skrift-
ligt eller personligt anmoder derom.
Det drejer sig om et verdensomfat-
tende service-system, der spænder
fra almindelige eller faglige oplysnin-
ger og turistvejledning over arbejds-
anvisning, forretning, udvandring,
fremskaffelse af medicin, bøger og
sjældne varer — til efterlysning af
eller hjælp til krigsfanger, flygtninge
og emigranter.
Kun sjældent blever eksempler på
disse utallige tjenester offentlig kendt.
KéumartarfoK ikerlénguarukl
KåumarKutitsialak tigumiartariaK
tårtume iluaKutaojcissoK. taimaing-
mat KåumartartoKarit — peKångiku-
vitdlunit nutåmik pisigit. Kåumar-
tartoK mikissunguaK akikeiraoK, pi-
ngårtumik HELLESENip batterianik
orssoKartikugko Kularisångilat Kåu-
martartoK pissusigssamisut ikumasi-
nåusassoK.
Klart lys lige ved hånden gi-
ver Dem tryghed og sikker-
hed. Tag derfor lygten frem —
eller køb Dem en ny. En lille
lygte koster kun en bagatel,
og når der er et HELLESENS
batteri indeni, er De sikker på,
at lygten virker hver gang.
••V.
"v..
SOLGRYN nerissåkit
nukigtungorumaguvit
spis SOLGRYN og bliv stærk

nerissagssat inflssutigssatut nalerKiitusagunik pei’Kingnartusagu-
nigdlo inussutigssartaKartariaKarput méricanut inersimassunutdlo
nalermitunik, taimåitumik SOLGRYN uvdlut tamaisa nerissåkit,
tåssame SOLGRYN akOKarmata måniup Kaaortortåta inussutig-
ssartarpagssuinik kalkimigdlo kisalo akugalugitaoit jern, fosfor
ama B-vitaminer.
Rigtig ernæring skal være sund og indeholde de ting, der er nød-
vendige for både børn og voksne, derfor skal De servere SOL-
GRYN hver dag, for SOLGRYN indeholder en rigdom af protein
og kalk samt jern, fosfor og B-vitaminer.
pårtap tunuane åssiliartauvdlutik iput tltartagkat pisanganartut
nangeKåtårtut Kiortcigagssat, indiånerit, såkuttit nutåmlgdlo nu-
nagssarslortut.
Spændende udklipsserie med flotte indianere, soldater og ny-
byggere på bagsiden.
Der er desværre mange faktorer, der
til stadighed adskiller folkeslagene,
mens det for hver dag bliver tydeli-
gere, hvor nødvendig sameksistensen
er for hele verden. Vejen til dette
mål er lang og besværlig, og selv om
mange mennesker verden over er
skeptiske — hvad i sig selv er en
hemsko for opnåelsen af målet — så
må de dog være med til at nå det. —
At anerkende det internationale
sprogproblem og være aktiv engage-
ret i at løse det ved hjælp af et neu-
tralt sprog, der burde være hævet
over nationernes sproglige jalousi,
kan et oplyst nutidsmenneske absolut
være bekendt.
Ingen vil dog bestride velsignelsen
i, at der kun findes ét nodesystem,
som for musikkens vedkommende
formår at forbinde hele verden? Hvor
meget fattigere ville den ikke være,
hvis det ikke var sådan? Hvis mu-
sikken skulle være for specielt et ek-
sempel, hvad mener man så om så
nøgternt et fænomen som tallenes
internationale anvendelse? Hvad 10
plus 10 er, kan vel de fleste regne ud
— hvad derimod XII plus XII er,
må en del mennesker først „over-
sætte"! Tænk Dem så resultatet, hvis
flere forskellige talsystemer jævnsi-
des blev anvendt verden over — det
blev vist en køn gang „samhandel" ...
Hvorfor bliver vi ved med at accep-
tere denne sproglige molbomentalitet?
Fordi blandt andet de store massers
træghed, vanetænkning, den sprog-
lige jalousi og en del snæversynede
sproglæreres angst for at blive ar-
bejdsløse forhaler vedtagelsen af et
neutralt hjælpesprog, som alle lærer
ved siden af modersmålet. Idealet
kan ganske kort udtrykkes således;
Hvert land — sit sprog, én menne-
skenhed — ét fællessprog!
At gå ind for dette ideal udeluk-
ker dog ikke, at vi af følelsesmæssige
grunde gerne vil lære et eller flere
nationale sprog — vel at mærke, hvis
vi har evne, lyst, tid og penge dertil.
Dette ville også betyde en lettelse for
de mange, der — skønt uden sprog-
lig begavelse — i skolen bliver udsat
for sproglig voldtægt, ved at man
med vold og magt prøver på at proppe
m!indst 2 verdenssprog i dem. (Jævn-
før de stakkels umusikalske børn, der
på grund af forældrenes snobberi og
ambitioner må lære at spille klaver!)
— Den spildte tid og energi kunne
med langt større lyst og nytte anven-
des på andre områder. Hånden på
hjertet: alle vi, der af tradition og
foregiven nødvendighed har lært f.
eks. fransk, engelsk og tysk — hvor
meget behersker vi af disse sprog? Jo,
en „branderts" tungeløsende virkning
vil måske for en kort tid kunne fore-
gøgle os den illusion ... Vi må dog
trods al forfængelighed og selvtillid
indrømme, at de færreste af os har
naturligt talent til at lære 2—3 sprog
ved siden af modersmålet — og selv
for disse få er det en livsopgave at
gøre det.
Men mange flere ville evne det, når
der kun er tale om ét sprog ... især
når dette ene er Esperanto, som be-
En menneskeven Georg Kustosz
På grundlag af generaldirektørens
rapport diskuterede den 8. samling af
UNESCO’s generalforsamling i Monte-
video i november og december 1954
påny spørgsmålet. — Den 10. decem-
ber 1954 vedtog plenarforsamlingen
en resolution, hvori den anerkender,
at de resultater, der er opnået ved
hjælp af Esperanto med hensyn til de
internationale intellektuelle veksel-
virkninger og for tilnærmelse mellem
folkeslagene, svarer til UNESCO’s
formål og idealer. Det noteredes også,
at flere medlemsstater har meddelt,
at de er rede til at indføre eller ud-
vide undervisningen i Esperanto i de-
res skoler eller højere læreanstalter.
☆ ☆ ☆
Skønt måske ganske interessant i
sig selv, har nærværende artikelrække
indtil nu haft til opgave at spore læ-
serens opmærksomhed på sprogpro-
blemet for at tilskynde ham til en
personlig stillingtagen til den reste-
rende del .— En bemærkning om det
internationale sprogproblem bliver
som oftest dysset ned med modbe-
mærkningen om, at engelsk jo i sta-
dig højere grad løser problemet.
Denne antagelse er af flere grunde
kortsynet og fejlagtig. Ingen, som
bare har et minimum af kendskab til
verdens øjeblikkelige politiske opde-
ling, vil vel med rimelighed kunne
forvente, at Indien, Kina og Rusland
med deres overvældende befolknings-
tal nogensinde frivilligt vil anerkende
engelsk som andet modersmål. Kunne
man så tænke sig, at den vestlige
verden ville gå med til russisk eller
kinesisk som verdenssprog? Selv om
man accepterede klodens endelige op-
deling i Øst og Vest, så ville den
sproglige rivalisering i disse 2
verdensdele forhindre henholdsvis
engelsk eller kinesisk/russisk i at
blive det andet modersmål i modpar-
tens lejr.
Verden kunne endda prise sig lyk-
kelig, hvis den fortsat kunne slippe
med de 5 officielle arbejdssprog, som
FN benytter sig af i dag. De euro-
pæiske magters forhenværende kolo-
nier vil fil stadighed af følelsesmæs-
sige grunde afvise engelsk, fransk
eller spansk som andet modersmål og
med rette måske også kræve f. eks.
arabisk som arbejdssprog hos FN. —
Det vil måske forbavse mange, at der
kun er 15 %> — jeg skriver: femten
procent — af hele verdens befolk-
ning, der taler engelsk. Folk fra de
germanske sproggrupper er tilbøjelige
til at overvurdere betydningen og
udbredelsen af det engelske sprog —
jeg henviser i denne forbindelse igen
til nødvendigheden af FN’s 5 arbejds-
sprog, af hvilke nogle indbyrdes er
uhyre forskellige.
☆ ☆ ☆
tårtitdlugo Pas på i mørket
mianerssorit tænd lys 1 lygten
Hvis man udskiftede tysk med esperanto på realskolen i Godt-
håb, ville det betyde, at eleven fik et langt større indblik i det
europæiske sprogfællesskab.
Men heldigvis kom Esperanto ikke
kun til at spille en rolle i propaganda-
krigen. Føromtalte Hector Hodler
havde sammen med den franske pro-
fessor Th. Rousseau allerede i 1908
grundlagt den internationale organi-
sation „Universala Esperanto-Asocio".
Organisationen havde omfattende in-
ternationale forbindelser, som i meget
høj grad var i stand til at hjælpe
Røde Kors i dets enorme arbejde for
at lindre krigens virkninger i de
krigsførende lande. Efter krigens af-
slutning fik U. E. A. officiel anerken-
delse for sin indsats. Med organisa-
tionens fortjenester i frisk erindring
anerkendte man også inden længe fra
folkeforbundets side Esperantos ud-
bredelse og praktiske nytte. Delege-
rede af 14 medlemslande af folkefor-
bundet vedtog resolutioner om at ind-
føre almen Esperantoundervisning.
Men snæversynet sproglig jalousi fra
flere landes delegationer forhindrede
allerede dengang en virkeliggørelse
af kravet. Folkeforbundets senere op-
løsning satte så igen en stopper for
„legaliseringen" af sproget fra højeste
instans.
Sprogets udbredelse gik dog støt
fremad i hele verden, skønt den poli-
tiske udvikling i Centraleuropa i mel-
lemkrigstiden og under den 2. ver-
denskrig igen sinkede og visse steder
endog midlertidig standsede den. —
Efter den 2. verdenskrig blev der i
hele verden samlet underskrifter hos
betydende organisationer og enkelt-
personer til fordel for Esperanto. 492
organisationer med i alt 15.454.780
medlemmer og 895.432 enkeltpersoner
fra 76 lande underskrev andragendet.
Blandt de personlige underskrivere
var der et statsoverhoved (Vincent
Auriol, den daværende franske præsi-
dent), 4 regeringschefer, 405 rigdags-
medlemmer, 1607 filologer og sprog-
lærere, 5262 universitetsprofessorer og
andre videnskabsmænd, 40.000 lærere
i mellem- og folkeskoler, 1228 andre
pædagoger, 1519 journalister, 5113 læ-
ger, 211.734 jurister, ingeniører, far-
maceuter, konstruktører og lign.,
284.512 forretningsfolk, over 200.000
håndværkere og over 100.000 arbej-
dere fra forskellige fag.
Den 2. august 1950 blev andragendet
højtideligt overgivet til De forenede
Nationers sekretariat. Den 8. august
samme år oversendte FN’s sekretariat
andragendet til UNESCO i Paris
som værende det kompetente organ
i denne sag. UNESCO’s generalfor-
samling i Paris i 1952 besluttede en-
stemmigt, at andragendet skulle
bringes til alle medlemsstaternes
kendskab, og at generaldirektøren
skulle foretage det nødvendige for-
arbejde til at generalforsamlingens 8.
samling kunne træffe afgørelse i sa-
gen. Generaldirektøren handlede i
overensstemmelse hermed.
22