Atuagagdliutit

Ukioqatigiit

Atuagagdliutit - 12.05.1966, Qupperneq 26

Atuagagdliutit - 12.05.1966, Qupperneq 26
nunanut avdlanut tuftgassumemgit Hvem regerer Europa? Mange lande har en borgerlig-socialistisk regeringskoalition. Af Jeffe Møller Nielsen. RB-speciai. Regeringskriser og valg har vendt op og ned på regeringsmagten i flere lande i de seneste måneder, eller en siddende regering er gået styrket ud af et valg, som tilfældet var, da arbejderpartiet i Storbritannien for nylig vandt en stor valgsejr, der skulle betyde politisk stabilitet i de kommende år. I Norge er et socialistisk flertal afløst af et borgerligt, og i Finland formåede socialde- mokratiet og to andre socialistiske partier at erobre flertallet fra de borgerlige partier ved valget i marts. Belgien, Holland og Italien har fået nye regeringer som følge af politiske kriser, og Grækenland er på nippet til at blive kastet ud i en ny krise som følge af udenrigsministerens tilbagetræden. Noget klart borgerligt eller socialistisk (socialdemokratisk) styre findes i de færreste lande. Af denne oversigt over regeringsmagten i Vesteuropa — i Øst- europa er det kommunistiske partier, der alene har magten — fremgår det, at en regeringskoalition mellem borgerlige og socialister er et almindeligt fænomen. STORBRITANNIEN: Arbejderpar- tiet har et sikkert flertal — 363 man- dater af 630 — og danner regering med Harold Wilson som premiermi- nister. VESTTYSKLAND: Regeringskoali - tionen mellem de kristelige demokra- ter og de frie demokrater med for- bundskansler Ludvig Erhard (kriste- lig demokrat) som regeringschef. Hans parti og søsterpartiet CSU fik ved valget i september 1965 245 mandater, de frie demokrater 49 og socialdemo- kraterne 202 mandater. ØSTRIG: Ved valget den 6. marts i år fik det katolske folkeparti abso- lut flertal med 86 mandater, socialde- mokraterne fik 74 og „frihedspartiet" 6 mandater. Forhandlingerne om en ny regering er endnu ikke tilende- bragt, men det anses for givet, at folkepartiet og socialdemokratiet vil fortsætte det regeringssamarbejde, der har varet siden verdenskrigens slut- ning. BELGIEN: I midten af marts dan- nede de kristeligt-sociale katolikker regering sammen med de liberale med Paul van den Boeynants som rege- ringschef. Den hidtidige regering, der trådte tilbage som følge af en politisk krise, var en koalition mellem kato- likker og socialdemokrater. De kriste- ligt-sociale har 44 mandater, social- demokraterne 31 og liberale 23. ITALIEN: Efter en regeringskrise dannedes midt i februar en regering med repræsentanter for kristelige de- mokrater, Nennisocialisterne, socialde- mokraterne og republikanerne. Rege- ringschef er Aldo Moro fra de kriste- lige demokrater, der har 260 manda- ter. Kommunisterne har 166, Nenni- socialisterne 87, liberale 39, socialde- mokraterne 33 og republikanerne 6. Andre partier har tilsammen 39 man- dater i deputerkammeret. SCHWEIZ: I henhold til forfatnin- gen, hvorefter parlamentet vælger landets præsident og regeringschef for et år ad gangen, fik Schweiz den 1. januar 1966 en ny regeringschef, den radikale Hans Schaffner. I parlamen- tet (nationalrådet) har socialdemokra- terne 53, radikale 51, konservative 48 og bøndernes, håndværkernes og mid- delklassens parti 22 mandater. FRANKRIG: Charles de Gaulle, der ved en folkeafstemning i december 1965 blev genvalgt til præsident for syv år, regerer gennem sin kabinets- chef, Georges Pompidou. Det gaul- listiske parti har i nationalforsam- lingen 233 mandater, socialisterne 66, demokratisk centrum 55 og kommu- nisterne 41 mandater. HOLLAND: Efter seks ugers rege- ringskrise dannedes i april 1965 en ny regering ved et samarbejde mel- lem det katolske folkeparti, arbejder- partiet og det anti-revolutionære, pro- testantiske parti. Det katolske partis leder, Joseph Cals er regeringschef. Hans parti har 50 mandater, arbejder- partiet 43, liberale 16, antirevolutio- nære 13 og den kristelig-historiske union (protestantisk) 13 mandater. PORTUGAL: Regeringschefen siden 1932, Antonio de Oliveira Salazar, re- gerer uden opposition i nationalfor- samlingen, idet hans parti, den na- tionale union, har alle parlamentets 130 pladser. Oppositionspartiet boy- kottede valget i november 1965 med den begrundelse, at det var en farce. SPANIEN: Generalissimo Francisco Franco Bahamonde regerer enevæl- digt. Kun Francos eget parti er tilladt, og der holdes ikke valg til parlamen- tet, hvis medlemmer dels er selv- skrevne i kraft af deres embede, dels udpeges af faglige og andre organisa- tioner. EIRE: Det republikanske parti dan- ner regering med Sean Lemass som leder. Partiet har 72 mandater, det forenede Irlands parti 47 og arbejder- partiet 22. LUXEMBOURG: Det kristelige so- ciale parti (22 mandater) danner re- gering sammen med socialisterne (21 mandater) med den kristeligsociale Pierre Werner som regeringschef. GRÆKENLAND: Centerunionen fik ved sidste valg absolut flertal i par- lamentet med 174 af 300 mandater. Partiet dannede regering i 1964 med George Papandreou som chef. Under en strid om udrensning af halvfaci- stiske elementer inden for hæren af- skedigede kong Konstantin Papan- dreou i sommeren 1965. En langvarig krise opstod, da centerunionen længe stod sammen om Papandreou, og kon- gen nægtede at udskrive valg. Efter syv ugers forløb lykkedes det den tidligere viceministerpræsident, Ste- phan Stephanopoulus at vinde et spin- kelt flertal ved hjælp af det konser- vative national-radikale parti. Efter at udenrigsminister Tsirimokos for kort tid siden trak sig tilbage i pro- test mod regeringens Cypern-politik, vaklede regeringen påny, og dens fler- tal reduceredes til et enkelt mandat. I det græske parlament har det natio- nal-radikale parti 104 og det venstre- orienterede E. D. A. 22 pladser. TYRKIET: Retfærdighedspartiet fik i november 1965 absolut flertal, 240 De tilpasninger, der vil kræves in- den for arbejdsmarkedspolitikken, er små i sammenligning med de proble- mer, der er skabt af landbrugets ratio- nalisering, de tyndt befolkede områ- ders affolkning og industriens automa- tisering. Fire faktorer bidrager til at forenkle problemet: I forbindelse med forsvarets meka- nisering får stadig flere officerer og specialister en uddannelse, der også vil kunne anvendes i det civile liv. I de fleste tilfælde vil de militære ud- dannelsesinstitutioner også let kunne omdannes til civile. I de senere år er de enkelte lande i stadig højere grad gået ind for at hjælpe de ansatte inden for forsvaret til eksaminer, der også giver dem en civil stilling som fagarbejdere, tekni- kere, ingeniører m. m. Det er sket, enten fordi deres militære tjeneste har krævet det eller for at give dem „en anden kvalifikation". mandater, og danner regering alene med Siileman Demirel som regerings- chef. Det største oppositionsparti, det republikanske folkeparti, har 134 man- dater. FINLAND: Ved valget i marts blev socialdemokratiet det største parti med 55 mandater, mens det hidtil største parti, centerpartiet, fik 49. Re- geringsdannelsen er endnu uvis. Det er muligt, at socialdemokraterne dan- ner en mindretals-regering. Rigsda- gens to andre socialistiske partier, si- monitterne (socialdemokratisk udbry- derparti) og folkedemokraterne (kom- munistisk) fik henholdsvis 7 og 41 mandater. De tre partiers samlede mandattal er 103 mod de borgerlige partiers 97. NORGE: En borgerlig koalitionsre- gering under centerpartilederen Per Borten blev dannet efter stortingsval- get i november 1965 efter næsten 35 års socialdemokratisk styre. Arbejder- partiet fik 68 mandater, mens de fire koalitionspartier, centerpartiet, højre, venstre og kristeligt folkeparti, fik hhv. 18, 35, 18 og 13 mandater. ISLAND: Selvstændighedspartiet (konservativt) og socialdemokratiet danner regeringskoalition med Bjarni Benediktsson (selvstændighedspartiet) som leder. Selvstændighedspartiet har 24, socialdemokratiet 8, fremskridts- partiet 19 og kommunisterne 8 med- lemmer i altinget. DANMARK: Socialdemokratisk min- dretalsregering under ledelse af Jens Otto Krag. Socialdemokraterne har 76 mandater, radikale 10, konservative 36, Venstre 36, Socialistisk Folkeparti 10, De Uafhængige 5 folketingsmed- lemmer og Liberalt Centrum 2 folke- tingsmedlemmer. I de fleste lande lægges der stor vægt på den tekniske viden, som de værnepligtige og specialisterne har, inden de påbegynder deres militærtje- neste. Derfor forekommer det ofte, at vedkommende modtager hjælp til at vedligeholde og til at forøge sin kompetence. Hverken i lande med lang eller med kort tjenestetid vil der blive større problemer med denne del af de i for- svaret ansatte. I lande med lang tje- nestetid har man normalt en videre- uddannelse, der både itager sigte på det civile og det militære. NOK HULLER AT UDFYLDE De fleste lande henviser til den man- gel på faguddannet arbejdskraft der er i Europa og Nordamerika. USA og Sovjetunionen påberåber sig de erfa- ringer, man allerede har på dette om- råde i forbindelse med rationaliserin- ger inden for forsvaret. Den frigjorte arbejdskraft er derved blevet opsuget af det civile arbejdsmarked. I næsten samtlige tilfælde har det været mu- ligt at gennemføre et omskolingspro- gram, der har gjort den enkeltes over- gang til civilt arbejde helt smerte- fri. I denne forbindelse nævnes der to vigtige faktorer: For det første er man i de fleste lande vant til en lang- sigtet personalepolitik inden for for- svaret for at hindre arbejdsløshed som følge af et ændret personalebehov. For det andet er produktionen af krigsmateriel mindre specialiseret nu end tidligere. Oftest foregår den også sideløbende med fremstilling af ma- teriel til civile formål. I den nuvæ- rende økonomiske situation er ordre- efterslæbet fra civil side i almindelig- hed så stort, at fabrikkerne kan over- føre arbejdere, maskiner, værktøj og installationer til andre produktions- grene— også i tilfælde af, at efter- spørgslen på militært materiel plud- selig skulle synke. 6—12 MÅNEDERS OVERGANG Sovjetunionen fremhæver således, at ved afslutningen af den anden ver- denskrig gik omstillingen fra krigs- produktion itil fredsproduktion så hur- tigt, at fabrikkerne kun behøvede 6—12 måneder for at tilpasse sig. Ar- bejdere og arbejdsledere omstillede sig også hurtigt og ændrede deres ar- bejdsvaner. For arbejderne tog det i gennemsnit mindre end fire uger og for teknikere og ingeniører knapt seks måneder. Den samme overgang vil meget vel kunne gennemføres på lignende måde, såfremt det skulle blive aktuelt med en fuldstændig nedrustning, hævdes det. Bliv glad mand rygEverton...! nuånårusugkuvit Everton pujortaruk SKANDINAVISK TOBAKS KO MPAQ NI Arbejde til soldaterne Nedrustning ville ikke skabe problemer på arbejdsmarkedet eller for produktionen, hævder en række lande. Nedrustning ville få en positiv virkning på arbejdsmarkedet, fremgår det af de svar, 18 europæiske lande, USA og Sovjetunionen har givet på forskellige internationale organisationers spørgsmål om, hvilke muligheder der findes for at uddanne og omskole den arbejdskraft, der vil blive frigjort ved en even- tuel nedrustning. 26

x

Atuagagdliutit

Direct Links

Hvis du vil linke til denne avis/magasin, skal du bruge disse links:

Link til denne avis/magasin: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Link til dette eksemplar:

Link til denne side:

Link til denne artikel:

Venligst ikke link direkte til billeder eller PDfs på Timarit.is, da sådanne webadresser kan ændres uden advarsel. Brug venligst de angivne webadresser for at linke til sitet.