Atuagagdliutit - 29.04.1971, Blaðsíða 16

Tillid og selvstændighed
— Jeg tror, Danmark må forstå, at vi er modne nok til at nyde godt
af en mere grønlandskvenlig politik. Det har intet at gøre med løsrivelse,
men må snarere forstås som et samarbejde med Danmark for at opnå
større selvstændighed, siger Jonathan Motzfeldt.
Det nye landsrådsmedlem fra Julianehåb, Jonathan Motzfeldt, er en
markant skikkelse. Og det må man være for at vinde over Erling
Høegh, der er den eneste grønlandske politiker, der kan hævde sig
blandt drevne danske politikere. At der har været tale om en virkelig
hård kamp, viser valgresultatet. Kun 16 stemmer skilte Erling Høegh
fra en stol i landsrådet. Jonathan Motzfeldt fik det næststørste antal
stemmer i hele Grønland, 574.
Jonathan Motzfeldt
Det nye landsrådsmedlem i Juli-
anehåb er præst som sin forgæn-
ger. Efter otte års uddannelse i
Grønland på henholdsvis efter-
skolen, realskolen og seminariet,
gik han i fem år på universitetet
i København. Han blev præste-
viet i 1966, og siden har han vir-
ket i Sydprøven og Julianehåb.
Ved folketingsvalget i 1968 stil-
lede han op mod Nikolaj Rosing.
Han tabte med kun 300 stemmer.
Efter landsrådsvalget var han
på gennemrejse i Godthåb, hvor
Grønlandsposten fik lejlighed til
en samtale med ham. Motzfeldt
skulle til Danmark, hvor fjern-
synet havde etableret en samtale
mellem ham og Erling Høegh.
IKKE FEDTE
— Nu får du mulighed for at
hævde dine synspunkter på et
reelt grundlag?
— Det er rigtigt. Der er jo
grænser for, hvad man kan ud-
rette, når man ikke har den mu-
lighed, som de folkevalgte har,
for at gøre deres synspunkter
gældende. Men nu har jeg mulig-
heden, og den vil jeg udnytte til
det yderste.
— Efter valget skrev aviserne i
Danmark, at man ikke måtte
regne med væsentlige ændringer
i grønlandspolitiken?
— Nu, da ungdommen har fået
repræsentanter i landsrådet, tror
jeg ikke, man skal forvente, at
man godtager den førte politik
og de begåede fejltagelser uden
ændringer. Derimod forventer jeg
— og regner med — at vi har mu-
lighed for, uden at fedte for nogen
eller tage for store hensyn, at
rette fejltagelserne i overens-
stemmelse med de grønlandske
ønsker.
NY UDDANNELSE
— Du er ikke enig med politikken
fra G-60?
— Jeg har aldrig lagt skjul på,
at jeg er uenig med G-60. Det
gælder især befolkningskoncen-
trationen, fødestedskriteriet, skat-
ter og ikke mindst uddannelses-
politikken. Man har slået stærkt
på, at grønlænderne skulle have
den samme eksamen som dan-
skerne. Men det er et stort handi-
cap for grønlænderne. Kravene
har været alt for store, og man
har ikke taget hensyn til lands-
delens behov. I de år, jeg var
medlem af studenterrådet i Kø-
benhavn, erfarede jeg til min
store overraskelse, at man dér
ser ned på den studentereksamen,
som islændinge og færinger er-
hverver sig i deres eget land. Men
de to folk fik deres studenter-
eksaminer anerkendt som ad-
gangstegn til universitetet.
Vi grønlændere er langt van-
skeligere stillet. Hovedparten af
vore lærere er danske. På to
sprog skal vi konkurrere med
danskerne, der får den bedste ud-
dannelse i Skandinavien. Den
konkurrence er ganske ulige. Og
man kan se, at grønlænderne
sakker mere og mere agterud.
Det har også været tilfældet med
islændinge og færinger.
Vi må tage uddannelsesspørgs-
målet op til nærmere overvejelse.
Hvis vi i løbet af de næste fire
år kan tage en politisk beslut-
ning om uddannelsen, kan vi ud-
stikke retningslinierne for uddan-
nelse i Grønland for de kommen-
de 50 år.
— Du mener altså, at man ikke
skal tilstræbe en dansk uddan-
nelse i Grønland?
— Ja. Man har ikke spurgt os,
da vi blev gjort til ligeberettigede
borgere i vort moderland. Men i
dag kan man ikke undgå at spørge
os om vore ønsker, når det gæl-
der den politiske målsætning in-
denfor uddannelse, økonomi og
kultur. Vi må have større ind-
flydelse på fordelingen af de 600
miil. kr. Danmark årligt bevil-
ger til Grønland.
FØDESTEDSKRITERIET
— Umiddelbart efter, at resulta-
tet fra Julianehåb landsrådskreds
forelå, udtalte din modkandidat,
at du ikke mere var så sikker
med hensyn til fødestedskriteriets
afskaffelse?
— Jeg kan ikke forstå, hvor
Erling Høegh har den opfattelse
fra. Jeg var i min pure ungdom
med i den første grønlandske de-
monstration foran Christiansborg.
Det var fødestedskriteriet, det
gjaldt. Det er forkert at tro, at
jeg har fået et andet syn på det
spørgsmål, nu jeg er kommet i
landsrådet.
— Det havde måske set ander-
ledes ud, hvis ikke landsrådet i
starten havde vedtaget fødesteds-
kriteriet, men i stedet havde fulgt
Eske Bruns forslag om ligeløn og
skatter til grønlænderne?
— Absolut. Eske Brun har i
mange år arbejdet sammen med
grønlænderne, og han var hos
dem i adskillelsens vanskelige år.
Han forstår grønlænderne og de-
res problemer. Derfor kom han
med det forslag. Det blev imidler-
tid fejet til side, og med under-
kendelsen af hans forslag for-
svandt tilliden til os grønlændere.
Landsrådet burde have givet
Eske Brun en æresring fra Grøn-
land i stedet for kongen. — Jeg
vil ikke såre Majestæten. Han er
vor allesammens konge. Jeg me-
ner blot, at Eske Brun burde
være den, der fik landsrådets
hædersbevisning. Hans virke har
været til gavn for grønlænderne,
og han havde tillid til grønlæn-
derne.
NAVARANAK'S DAGE
ER TALTE
— Ved valgets afslutning forlød
det også, at man var bange for
en nationalistisk politik i Grøn-
land?
— Også før danskerne har der
eksisteret to forskellige folk i
Grønland. Sagnet fortæller, at det
gode forhold mellem eskimoer og
nordboer blev ødelagt af én ved
navn Navaranåie. Det var en
kvinde, en eskimo. Hun talte kun
sit eget sprog, men hendes ord
tillagde man stor betydning. —
Navaranåns ulykke var, at hun
ikke beherskede de to sprog.
Men hendes dage er talte. —
Fremtrædende grønlændere behø-
ver ikke at føle sig som Navara-
nåK. Det er derimod nødvendigt
at tale åbent og frit om det
dansk/grønlandske forhold. Gen-
sidig tillid kan ikke opstå, hvis
den ikke bygger på gensidig re-
spekt, og i disse år må vi skabe
dette rigtige grundlag.
— Hver gang, der sker noget
nyt i grønlandspolitikken, kom-
mer man til at tænke på begre-
bet løsrivelse?
— Det tror jeg ikke er rigtigt.
Politikere før os har gang på
gang fremhævet samhørigheden
mellem Danmark og Grønland,
både i historisk og biologisk sam-
menhæng. Jeg tror vi skal sup-
plere med økonomisk sammen-
hæng. Det økonomiske er jo en
af grundpillerne i samarbejdet
mellem de to lande. Vi kan snak-
ke om fordelingen af pengene
uden at blande for megen snak
om race og kultur i samtalen.
— Skal det forstås sådan, at
vi ikke skal sige farvel til dan-
skerne, når man finder store rig-
domme her?
— Selvfølgelig skal vi ikke sige
farvel til danskerne i den anled-
ning. Minedrift betyder endnu så
lidt, og det er ret indlysende, at
det bliver Danmark og udlandet,
der skal drive forretningen. Men
de folkevalgte i Grønland må
kræve, at hovedparten af mine-
pengene tilfalder det grønlandske
samfund. Det er ikke sket endnu.
Og jeg anser det for en af mine
vigtigste opgaver i landsrådet at
få dette spørgsmål besvaret udfra
min overbevisning.
— Nikolaj Rosing sagde efter
valget, at det ikke vil undre ham,
om du afløste Erling Høegh som
landsrådsformand. — Kunne du
tænke dig at blive formand?
— Lad mig først sige, at Niko-
laj Rosings udtalelse har glædet
mig meget. Han var jo min mod-
kandidat ved sidste folketings-
valg og til landsrådsvalget støt-
tede han Erling Høegh.
GRØNLANDSK-VENLIG
POLITIK
Det nye landsråds medlemmer
skal først samles og prøve hinan-
den lidt, før man vælger den nye
formand. Jeg tror ikke, den valgte
kan sige nej til formandsposten.
Og jeg vil ikke kunne sige nej,
hvis det blev mig, der fik de
fleste stemmer.
— Nu, da du er medlem af
landsrådet, vil du så til enhver tid
kritisere de afgåede medlemmer?
— Selvfølgelig ikke. Det sagde
jeg også til Erling Høegh selve
valgaftenen. Jeg håber at kunne
finde inspiration i de tanker, som
landsrådsformanden har fremført.
Og det er mit håb, at vi fortsat
kan drøfte problemerne i en ven-
skabelig atmosfære.
G-60-politikken har på mange
måder været til gavn for grøn-
lænderne. Vi kan se mange for-
bedringer på det materielle om-
råde. Men jeg har fra starten
været imod, at G-60 ikke var
mere venlig overfor grønlænder-
ne. Det gælder, som jeg før frem-
hævede for målsætningen på det
uddannelsesmæssige, det økono-
miske og det kulturelle område.
Men det skal ikke forstås så-
dan, at jeg vil underkende det
arbejde og initiativ, de afgåede
politikere har vist og udført. Det
er langt fra tilfældet. Men nu har
vi mulighed for at rette de fejl-
tagelser, de rer begået. Mulighe-
derne afhænger dog i høj grad af,
om de øvrige medlemmer i rådet
er villige til at samarbejde på
dette felt.
STØRRE SELVSTÆNDIGHED
— Nu har du endelig adgang til
at gøre din indflydelse gældende.
Hvad er da din målsætning.
— Jeg har i mange år repræ-
senteret et mindretal i grøn-
landspolitiken. Og jeg plejer at
sige om den offentlige politik, at
man gennem årene har foræret
grønlænderne utallige slikkepin-
de. Flertallet har været tilfreds
med at have det godt rent mate-
rielt. Også den danske stat har
været tilfreds.
Men i dag har udviklingen i
Grønland nået det punkt, hvor
der må ske ændringer. Kommu-
nalbestyrelser og landsråd må i
dag kræve større indflydelse. Jeg
er overbevist om, at et folk vil
gå i stå, hvis man ikke viser
dem større tillid og giver dem
mulighed for større selvstændig-
hed. Jeg tror, Danmark må for-
stå, at vi er modne nok, modne
nok til at nyde godt af en
mere „grønlandsk-venlig" politik.
Det har intet at gøre med løs-
rivelse. Det må hellere forstås
sådan, at vi i samarbejde med
Danmark vil søge at opnå større
selvstændighed.
Julut.
aulisartut umiarssualiviat perKumautigssat aulisarnermutdlo
atortugssat tamaisa niorKutigissarpad.
taratsut neKltagssatdlo iluarsagagssat tamarmlk iluarsarne-
Karslnåuput. Imap itlssUsianut Qgtortautit radaritdlo ilångu-
tdlugit.
Fiskeristationen leverer alt i proviant og fiskeriudstyr, salt
og agn.
Stationen påtager sig alle arter reparationer også for ekko-
og radaranlæg.
TELEGRAMADRESSE:
RAFADRON . FÆRINGEHAVN
16