Atuagagdliutit - 22.07.1971, Síða 5

stjerneskud fra valget i Godthåb,
siger: „Den store danske arbejds-
styrke er psykisk belastende for
grønlænderne".
FOR HVEM INVESTERER
DANMARK?
Der er mange kritiske punkter i
Grønlands udvikling, men be-
handlingen af dem får en poli-
tiker som Jonathan Motzfeldt til
at kalde det hele „lapperi". Hvad
der er sket er dette, at en emo-
tionel, sjældent motiveret mod-
vilje i dele af befolkningen mod
de danske eks-koloniherrer har
fået intellektuelt udtryk hos de
nye politikere, hos unge intel-
lektuelle og en del fastboende
danskere, der har gransket det
ubestemmelige og eventuelt let
galvaniserede område mellem
lever og nyrer og fundet, at hele
det filosofiske grundlag for Grøn-
lands-tænkningen må revideres.
De har intet flertal med sig,
intet bevidst flertal i en befolk-
ning, der overvejende indtager en
passiv og benovet holdning over
for de danske europæere. Men
man kan i en diskussion møde
unge grønlændere, som indtager
en aggressiv og indigneret hold-
ning over for Danmark, som
hjemmedanskerne nok får svært
ved at vænne sig til at høre fra
den kant. De accepterer ikke nød-
vendigvis, disse unge, Danmarks
hvide samvittighed, men stiller
højt og tydeligt spørgsmålstegn
ved, om Danmark overhovedet
har ofret noget særligt for Grøn-
land, penge indbefattet. „De 700
miil. om året er ikke investeret
for grønlænderne. Danskerne in-
vesterer for sig selv". Meningerne
er sjældent underbygget med
klare tal, men flere, bl. a. Moses
Olsen, mener at vide, at de dan-
ske indtægter — direkte og indi-
rekte — fra de amerikanske baser
udligner i hvert fald halvdelen
af de årlige udgifter. Man er også
i allerhøjeste grad mistroisk over
for de danske geologiske under-
søgelser på Grønland.
Forskellen i holdningen illu-
streres ved en nylig artikel af
den nyudnævnte landsrådsfor-
mand Lars ChemnTtz, hvor han
skrev, det ville være unfair, hvis
ikke eventuelle store indtægter
fra Grønlands undergrund skulle
tilgå den fælles statskasse i Kø-
benhavn. Moses Olsen, og med
ham andre, er absolut ikke ind-
stillet på at dele på brødrebasis,
hvis der skulle blive noget at
dele.
„Det er noget pjat at have
dårlig samvittighed over de 700
millioner, Danmark investerer
her om året", siger han.
Godt, hvordan skal det så gø-
res? Har nyorienteringen i Grøn-
land noget at ha’ den i? Et land
uden sjæl, med en fyldt mave.
gider Grønland så?
kvalt i taknemlighed
Det er åbenbart det helt cen-
trale i Grønlands-problematik-
ken. Landsrådssamlingen i maj
blev åbnet med en tale om grøn-
lænderens passivitet og flyden-
med-strømmen. — „Vi kæmper
for lidt" — og fastboende dan-
skeres mismod finder sine eks-
empler i den modvillighed, lige-
gyldighed, utilregnelighed, passi-
vitet som grønlandske arbejdere
lægger for dagen set gennem
europæiske solbriller. Grønlæn-
deren er ikke med på dynamik-
ken. Her synes man, at han får
alle chancer, ikke, og gudhjælpe-
mig om ikke han drikker sig
fuld tiere end vi, ødelægger sin
lejlighed, bliver væk fra arbejde
når vejret er til jagt, kapper lak-
segarnene når han får færten af
en sæl. Hvad skal det hele så
nytte? Hvorfor trækker vi os ikke
hjem? Hvorfor sender vi dem ikke
alle sammen over til Danmark,
som har bedre råd til at spilde
arbejdskraft?
Man får, når man ikke kender
Grønland, indtryk af at nogen
har bestemt det hele skulle gå
meget stærkt, og at den bestem-
melse er blevet taget meget langt
væk, måske også på visse for
grønlænderen uvedkommende be-
tingelser såsom en verdensopi-
nion. Intet rager Grønland min-
dre end verden. På Grønland taler
man om Grønland, hver dag, kun
om Grønland, også selv om der
når aviser frem. Aldrig har U-
landsdebatten lydt fjernere end
netop her, aldrig har Vietnam lig-
get længere borte. Selv de impul-
ser fra den vestlige ungdom om,
at det er det menneskelige vel-
være, der er sagen, modsat Ud-
viklingen og Dynamikken, er gået
op i nordlys, uanset det netop er
denne problematik, der er den
grønlandske psyke mest vedkom-
mende i øjeblikket. Det skal gå
stærkt. Dynamikken er salmebo-
gen og bulldozeren præsten, og
den almindelige grønlænder er
lidt efter lidt ved at sprænges
af lutter taknemmelighed over
det hele, al den funktionalisme,
cromen, effektiviteten, i sit ny
dukkehjem, så taknemmelig at
det måske snarere er den fru-
stration, der motiverer ham til at
pande en dansker én i pølsevog-
nen, end harmen ved at have
overhørt visse danskeres Grøn-
lands-terminologi om Hvide,
Sorte og Indianere.
Men spørgsmålet er, om Grøn-
land gider, gider ikke bare efter
europæisk timeplan, også den
grønlandske. Man kan blive så
mismodig, at man end ikke orker
at anskaffe sig en selvrespekt.
DE GRØNLANDSKE VISIONER
Sociologen ser nationalismen som
en nødvendig fase i landets ud-
vikling. „Men en betingelse for,
at den ikke blot får negative ud-
tryk er, at der findes en vision
om alternativer. Det grønlandske
folk har i dag ingen vision", si-
ger Hubert Schuurman, en horn-
bebrillet 35-årig, der lod sig inter-
viewe på dansk efter et halvt
års øvelse.
Kritikken som jeg hørte, er
diffus og har ingen rigtig kon-
sekvens, når man sammenligner
interviewene. Den gamle Grøn-
lands-politik høres stadig med
sin næsten betingelsesløse beun-
dring af Danmark, som f. eks.
hos landsrådsmedlem Marius
Abeisen fra Nanortalik, der næg-
tede overhovedet at godtage no-
gen definition på danskere og
grønlændere. „Vi er ét folk!".
Så er der den ny formand,
kompromis-manden Lars Chem-
nitz, der ser det som sin opgave
at få de nye impulser til at frem-
me samarbejdet mellem Danmark
og Grønland. Chemnitz er selv
meget dansk-orienteret og har
haft politisk mod til at foreslå,
at grønlandsk sprog afskaffes.
Han er dansk gift, og hans børn
taler („beklageligvis") ikke grøn-
landsk. Vi er jo ikke bare dan-
skere og grønlændere. Der er en
slags Tredje Identitet, den jeg har
fundet", siger han.
Der er Lars Emil Johansen fra
den unge fløj, som endnu er me-
get forsigtig i sine meninger, og
så er der Motzfeldt, der klart for-
mulerer sig: „Det kan ikke und-
gås, at der før eller senere vil
blive stillet krav om indførelse
af færøske tilstande på Grøn-
land".
Selvstyre.
Selv om nationalisme er be-
gyndt at blive lidt pænere i kan-
ten herhjemme efter Fællesmar-
keds-debattens opblussen, er det
et ord, man er bange for i Grøn-
land. Her er det stadig så grimt,
som man har lært i de mange år.
Så visse politikere kalder situa-
tionen en „identitetskrise". —
Lars Emil Johansen vil ikke tæn-
ke så langt som til Færøerne.
Chemnitz vil ikke arbejde for
sådanne tilstande, men „véd, der
er kræfter igang".
De fleste jeg stillede det di-
rekte spørgsmål, om Grønland
gider gøre noget selv, om poli-
tikerne er parat til at forlange af
grønlænderne, og om grønlæn-
derne vil kunne acceptere, f. eks.
en nedgang i levefod, effektivi-
tet, dynamik, mod til gengæld
selv at komme til ved startknap-
perne, var i tvivl. Politikere som
Johansen og Motzfeldt var parat
til at risikere det over for deres
vælgere, men i tvivl om hvor-
når det kunne gøres. Det var
her det blev diffust, for ingen
kunne rigtig foreslå områder,
man kunne begynde at lempe far-
ten på. „Den udvikling, der er i
gang, må fortsætte". — „Der kan
ikke skæres ned på investerin-
gerne nu".
DE FLADPANDEDE
NÅLAGAKKER
Det drejer sig om et folks sjæl,
og udviklingen kan ikke stand-
ses, men skal føres videre i nye
visioner, som sikkert må komme
fra Grønland. Kritikken forekom-
mer voldsom, negativ og vilkår-
lig, selv om den har vundet væ-
sentlige sejre som f. eks. en lem-
pelse af koncentrationspolitikken
omkring fire åbentvandsbyer på
Vestkysten, der blev udtænkt som
en økonomisk besparelse, men
viste sig at koste endnu mere i
social forsorg for de tvangsfor-
flyttede, udover hvad det kostede
i menneskeskæbner.
Det vil gå langsomt, fordi
grønlænderne ikke har tradition
for opsætsighed mod naturgivne
autoriteter,, bopladsældre eller
danskere, og fordi, som sociolo-
gen påpeger, eskimoer er ene-
stående ved ingen form for poli-
tisk tradition at have, som f. eks.
primitive afrikanske samfund.
Det eskimoiske samfund havde
ikke plads og tid til aggressivitet,
konflikt og diskussion.
Måske er det da Den tredje
Identitet man ser, når en 23-årig
teologistuderende lærer i Egedes-
minde foranstalter en kold en-
mandsdemonstration med et bøl-
gepapskilt og en hale af børn
efter sig. „Hvem styrer Grøn-
land?" — „Bort med fødesteds-
kriteriet!" — Spritstiften er lidt
bleg, og demonstranten må gå
helt hen til en dansk bulldozer-
fører for at han kan se det. Han
griner. Demonstranten råber i
larmen: „Det er alvor!".
Eller når Ausiak, Egedesminde
Avis, fyrer sine danske medar-
bejdere, mest lærere, fordi den
grønlandske redaktør mener
„bladet blev forhindret i at være
talerør for grønlandske syns-
punkter på grund af dansk domi-
nans i redaktionen", og heller
ikke er bleg for i samme pro-
gramerklæring at kalde samme,
med samt danske embedsmænd i
nøglepositionerne, for „en flok
fladpandede pænheder, nålagak-
ker" — hvilket er et udmærket
grønlandsk skældsord for fine
folk af europæisk oprindelse.
Der findes nu grønlændere, der
kan fortælle danskere som mig,
at vi ikke forstår et pluk af det
hele, og heller ikke ville begribe
meget af den grønlandske psyke,
selv om vi kunne tale med dem
om det. Sprogproblemet er stadig
stort på Grønland. Den unge
grønlandske generation taler ikke
særlig imponerende dansk efter
syv til ni års lærdom, og det
har fået sociologen til at speku-
lere over, om grønlænderne sim-
pelt hen mangler interesse og
motivation for at lære sproget.
„Jeg vil undersøge på Køben-
havns Universitet, hvordan stu-
derende fra afrikanske U-lande
klarer sig. Så vidt jeg véd føl-
ger mange af dem undervisnin-
gen på dansk efter et halvt års
tid".
Man skal motiveres for at gide,
og grønlænderen har i dag knap
motivation for at deltage i sit ny
samfund. Han er isoleret, uden
forbindelse med problematikken
i andre U-lande. „Han fatter ikke
sin stilling og værdi i en sam-
menhæng", siger sociologen. „Det
eskimoiske samfund var ufor-
melt. Grønland består i dag af én
stor middelklasse. Man har end-
nu ikke kunnet skabe en akade-
misk klasse, fordi en grønlænder
i modsætning til en europæer
ikke føler noget socialt pres, in-
tet socialt motiverer ham til et
karriereræs. Grønlænderne har
ikke fundet sig selv. Skal de ha’
succes, må de finde en indre mo-
tivation. Og den kan ikke frem-
tvinges udefra".
Eller som en socialrådgiver fra
Godthåb, Apolio Lynge, en af de
unge intellektuelle, siger: Det er
for billigt at sige, at grønlæn-
derne føler sig draget tilbage til
naturen, når de går på jagt en
dag i stedet for på arbejde. Det
er motivationen de mangler. Det
er ikke en foragt for deres ar-
bejdsplads".
Lars Emil Johansen: „Du spør-
ger om Grønland gider gøre noget
for sig selv. Mon ikke det også
er et spørgsmål om danskerne
gider?".
Moses Olsen: „Det vil kræve
en enorm indsats at nå så vidt
som at motivere grønlænderne,
og det kan kun ske ved en langt
bedre folkeoplysning, end den
man hidtil har villet investere i.
Jeg tænker tit over, om Grøn-
land virkelig gider. Og man kan
se sammenhængen. Jeg tror,
mange af mine vælgere forstod
mig rent følelsesmæssigt mere
end intellektuelt. Men det vil
kræve en enorm indsats at få
folk til at acceptere forvirringen
og måske nedgangen i levestan-
darden den dag, vi skal have re-
formen. Idealerne her er euro-
pæiske. Men måske er grønlæn-
deren effektiv på helt andre nor-
mer .. ..Jeg siger som Kaunda i
Zambia sagde, da han blev kri-
tiseret for at skifte dygtige en-
gelske administratorer ud med
afrikanske efter uafhængighe-
den: „Vi skal ikke arbejde for ad-
ministrationen, men for Zambia".
For Grønland ...
Næste gang behandles i en
artikel de udrejste danskeres
forhold til Grønland '— og til
grønlænderne.
GM
GODTHÅB
Ring, skriv eller kom ind og få en ufor-
bindende orientering om både køb og
service af det store General Motors
person-, vare- og lastvognsprogram.
BEDFORD
CHEVROLET - BUICK - PONTIAC -OLDSMOBILE- CADILLAC
GODTHÅB MOTOR COMPANY
v/KNUD JENSEN
KONGEVEJ - 3900 GODTHÅB - TELEFON 1385
5