Atuagagdliutit - 05.08.1971, Síða 5

besværlige eller ikke passer de-
res arbejde.
„LO“, siger de. „Hvor ligger
LO?“.
De betaler kildeskat, og ud-
kommet svarer nogenlunde til
hvad de kunne tjene i Danmark,
hvis de måtte tage tilsvarende
overarbejde.
Adskillige af dem får på for-
skellig vis nørklet sig igennem
så det bliver to år, eventuelt ved
at hoppe af og søge arbejde i
private firmaer. Så bliver skat-
ten tilbagebetalt. Og det var pen-
gene, man kom for.
Der er også mange, der kom-
mer for at isolere sig fra hjem-
lige problemer. Det bliver det
normalt værre af, og man ser
hurtigt, hvem af flokken der vil
rejse hjem i løbet af et par uger.
De er tit gifte folk, der er stuk-
ket af af samme grund.
„Detteher er ellers ungkarle-
nes paradis", siger en sjællænder
ved bordet.
Det er Grønland i det hele ta-
get, og det vilde liv i GTO-barak-
kerne adskiller sig rent konstant
ikke meget fra det øvrige Grøn-
land. Der er en fast stok af piger,
som holder til i barakkerne, og
som jævnligt suppleres ude fra
byen. Sæsonarbejderne er glade
for pigerne og søger ikke mange
andre adspredelse!- og synes ik-
ke, de behandler dem dårligt.
„Grønlænderne oppe i Blok H
er meget værre. Dér smed de en-
gang én af deres piger ned fra
første sal. Vi er måske nok no-
get voldsommere, når vi er i flok,
men vi behandler dem da or-
dentlig, selv om det er en livlig
affære en gang imellem. Men —
ja, somme tider står de jo selv og
rusker i døren og vil ind".
I tænksomme stunder reflekte-
rer nogle i gruppen opfattelser
såsom: „Det går alt for stærkt
heroppe.. ..de er ikke blevet en
skid mere lykkelige de sidste ty-
ve år ... jeg forstår godt nok de
stikker af for at gå på jagt, jeg
ville ønske, jeg havde samvittig-
hed til det også... bliver vi væk
bare én dag, risikerer vi at blive
sendt hjem ... hvad ligner det, at
vi går oppe og arbejder på Ra-
diofjældet, mens der går 200
grønlændere ledig? Mange grøn-
lændere er førsteklasses arbej-
dere, man kan godt føle sig lidt
forlegen ved at komme herop og
føle sig som Den Store Hvide
Mand — jo, jeg kan!“.
Herrefolket som rødmede! De
grove barakgutter er en flok
penge-soldater, hvis højeste øn-
ske er at blive integreret i det
grønlandske samfund, så længe
de er her, eventuelt med værel-
ser ude i byen bare som en be-
gyndelse.
„Man begynder automatisk at
opføre sig, som folk venter af én
og man opfører sig automatisk
sådan, når fyrre mand stuves
sammen i én skide barak. Der
diskrimeres imod os heroppe,
nogle af pigerne gør det også.
Lige så snart man siger, man bor
i GTO-lejren, så får man stemp-
let".
Barakken er ren, og værelser-
ne er personliggjort med bille-
der, skind og tæpper. Hyggen er
anderledes i de barakker i lej-
ren, hvor grønlænderne bor. De
er snavsede, misligholdt. Jeg går
ind i samlingsstuen og mødes af
to stærke fornemmelser, den ene
en lugt af fisk og tran, den anden
en åbenlys modvilje mod min til-
synekomst. Der står tre unge
grønlændere og en pige og skæ-
rer i hvalkød på bordpladen. Der
er blod på gulvet og pigen tyg-
ger mataK (hvalhud) og spæk.
De svarer ikke og vender ryggen
til. De taler knap dansk, mange
af dem er kommet fra udsteder-
ne og arbejder i fiskeindustrien.
Men ryggene taler tydeligt og in-
ternationalt. Den Hvide Mand
vender sig og går, og har aldrig
i sit liv følt sig hvidere ...
Her er et eller andet at forstå.
Men hvordan skal et barn af
neonkulturen begribe sig på de
grønlandske nervetråde, som i
århundreder forstod sig på bud-
skaber direkte fra aurora borea-
lis, indtil de fik så megen af den
hellige og almindelige teknologis
vekselstrøm gennem sig, at der
til sidst ikke var andet end tom-
rum dér, hvor sjælen skulle være
på sine egne betingelser? Det
mindste man kan forstå er, som
de danske fremmedarbejdere
indså, at man ikke forstår no-
get. At man højst véd lidt om de
forkullede rester af naturens te-
lepati, der findes i de grønland-
ske nerver, aner lidt om en eski-
moisk fortid og den kulturhisto-
riske holdning til kristent over-
spændte emner såsom sexuel ad-
færd og indser, at grønlænderne
må have deres naturlige grunde
til at holde verdensrekorder i
promiskuitet, kønssygdomme og
uægteskabeligt afkom. Det er ik-
ke nødvendigvis noget, en grøn-
lænder burde skamme sig over,
som visse grønlændere forlanger,
de skal. Med danskere berører de
helst ikke emnet. Men det var
danskere, der ankom med mora-
len, to af dem, en enkelt og en
dobbelt, og så er det vel ikke for
meget forlangt af samme dan-
sker, at han sætter sig hen og
fortæller sig selv, at han ikke
forstår det, at han ikke forstår
de grønlandske piger og følgelig
heller ikke kan have undfanget
en mening om dem. Danskere
„horer" på Grønland. Det kunne
aldrig falde en grønlænder ind.
Livet på Grønland er i det he-
le taget mere desperat, vildere,
løsere. Det er et næsten klasse-
løst, uformelt samfund, hvor al-
le blander sig med alle, hvor
man ikke kan tyde forskellen
mellem „en pæn pige" og „en
mindre pæn pige", et samfund,
hvor unge grønlandske intellek-
tuelle er på „Kristinemut" sam-
men med de øldrikkende danske
arbejdere, hvor fiskeren fra Di-
sko med tjære om neglene og et
udseende som Den afskyelige
Snemands grønlandske fætter
danser på samme Hotel Godthåb
som landsrådsmedlemmer, der
ses styrtende rundt til grønlæn-
derdansen, en polka i stumfilm-
tempo udsat fra elektrisk guitar
og orgel.
Jeg traf Poul Dissing, folke-
sangeren, i lufthavnen i Sdr.
Strømfjord. Jeg ankom, og han
var på vej hjem efter engage-
ment hos Naja. „De lever sgu
desperat", konstaterede Dissing
med øjnene et godt stykke nede
omkring mundvigene.
Da jeg rejste, ankom Cæsar,
folkesangeren, til Sdr. Strøm-
fjord på vej til Naja. „Poul si-
ger, de lever desperat", sagde
han. „Sig mig: passer alt det, folk
går og fortæller heroppefra?".
Det ved jeg såmænd ikke. Del
meste vel nok, undtagen fæno-
mener som Poul fra Sisimiut.
Men jeg svarede først Cæsar,
erindrer jeg, da vi, efter at have
tilbragt natten i The Carabou
Club ovre på den amerikanske
base, støttede hinanden på vej
hjem til hotellet. Her havde vi i
den lækre, træbeklædte restau-
rant, med en bar så stor som
Times Square, siddet i en time
og et sang-ensemble fra en
amerikansk pigeskole, buttede
glade amerikanske tyve-års piger
uniformeret i lårkort, som sang
sentimentale sange og fortalte
små glade historier fra scenen,
mens deres lærerinde, som var en
nonne i civil, sad ved en elek-
tronisk lyd- og lyspult og dirige-
rede hele det perfekt indstudere-
de show. Hele den euro-ameri-
kanske kærlighed til teknologien,
til perfektionen og præcisionen
strålede ud af denne syntetiske
forestilling, og til sidst sad man
og spekulerede på, om pigerne
også var af plastic. Efter en kort
omklædning blandede pigeskole-
pigerne sig med de amerikanske
soldater for at danse — flere
hundrede mand, basefolk, som
ikke havde set en pige i måneds-
vis — én dans ad gangen, tæt,
med kys på kinden. Så da vi
støttede hinanden hjemad, luk-
kede M. Berendt øjnene for mid-
natssolen og tænkte på sine
grønlandske piger og sagde til
Cæsar: „Meget muligt. Men du
vil i hvert fald ikke opleve no-
get så perverst som dette her ude
hos grønlænderne".
„Sjofelt", sagde Cæsar, „Sjo-
felt".
VI KØRTE POUL ud til heli-
porten så han kunne hente sin
bagage. Han måtte med „Disko".
På vej tilbage mellem hovedga-
dens førerhunde, grønlændere og
spadserende danske lærrepar med
blonde børn, sad han og vinkede
til de piger, han kendte, og dem,
han gerne ville kende. „Kors,
hvor er der mange snigere ude",
sagde han og smed den tomme
ølkarton ud til det andet affald
i vejsiden. „Se på dem, med al
deres hvalkød. De er sgu nogle
indianere.
„Ja, gu’ er de indianere" sag-
de Vagn, som var en afhoppet
GTO-arbejder, der ernærede sig
ved taxakørsel, hvilket er en li-
ge så god forretning som at være
pølsemand på Grønland. Folk
bevæger sig helst ikke til bens.
Hvis der er pengerigelighed i
Grønland, så kan det aflæses på
f. eks. Godthåbs taxakonti, hvor
92 taxaer kører 8000 mennesker
rundt for 800.000 kr. om måne-
den. Danskere og grønlændere
kører til arbejde i hyrevogne.
Først på ugen ser man grønlæn-
derne gøre indkøb i hyrevogne.
Indianerne, Sorte.
„Du gi’r den nok med de Sor-
te", sagde en medarbejder fra
Grønlandsfly. „De sorte?" sagde
jeg. „Vi andre holder os til de
hvide. Det er for nemt, det andet".
„En gang imellem kommer der
sådan ti tyve sorte og vil banke
én" sagde Poul. „De kommer al-
tid i flok, når de har kikket én
ud. Og får de først én ned at lig-
ge, så har man erhvervet sig en
indlæggelsesseddel, og det er ik-
ke noget, der kureres med et
skud penicillin. Har de slået en
ihjel, får de jo en rejekutter.
Hold kæft, mand, engang stod
der sådan tyve indianere uden
for Tugto og ville ha, fat i mig.
Jeg tog en skovl og larmede den
første en på kinden. Så stak de
af".
Det var sikkert også løgn.
Størstedelen af det, Poul fortalte,
mens vi ventede på „Disko“s af-
gang, og mens vi sad i „Disko“s
restaurant på vej til Egedesmin-
de, var løgn. Det var hans drøm
om, ligesom mange andre dan-
skere heroppe, at være noget,
maskinmester, at have sit eget
hundespand, at eje en Winche-
ster 270, model 70, og en Re-
mington 721 med sigtekikkert, at
have en båd til at tage ture i, og
en med grønlændere på, som fi-
skede rejer oppe i Disko-bugten,
at have de 150.000 i banken, som
mange af hans kammerater vir-
kelig havde. Hans drøm om ste-
reosættet og en Hasselblad med
teleskopsøger. Hans drøm om at
vende hjem og købe et lille
værtshus på Christianshavn og
blive krofar med hus i Vallens-
bæk, som han allerede havde
drømt sig til. Hans drøm om at
være Verdens største cowboy.
Grønland er Danmarks Last
Frontier, vort eget vilde Vesten,
hvor vore eventyrere får det pust
under sig, som de ikke finder
hjemme. Vort private Amerika
og Australien for alle vore po-
tentielle guldgravere, ikke altid
Mor Danmarks bedste børn, folk
med kviksølv i årerne og med ret
entydige opfattelser af deres rol-
le i en sammenhæng.
„Enhver er sig selv nærmest",
holdt Poul af at sige. „alle her i
byen lever af fusk ved siden af.
Det er en rigtig .cowboyby. Poli-
tiet ser man aldrig noget til. Der
kører en indianer rundt i en
gammel Datsun og glor efter,
hvor danskerne sidder og drik-
ker øl. Men om natten tør han
ikke komme ud".
Poul skulle op til Egedesmin-
de for at „se til sin rejekutter"
og i øvrigt hente sin pige, „en
skøn halvblods" af god familie
som han ville have med ned til
Holsteinsborg. „Nåh, man ka’ al-
tid ta’ et par snigere ind imel-
lem", forklarede han.
Han sad og drak tolv af de
korthalsede og forsvandt med
naturlige mellemrum fra „Disko “s
cafeteria. Solbrillerne beholdt hap
på.
Han var go’ nok, Poul. Han
drømte bare for meget, og han
manglede 1000 kr. til at impone-
re sin pige med. Dem tog han i
kufferten i min kahyt, som ikke
kunne låses, men han var go’
nok, for han lod en tredje fem-
hundredkroneseddel ligge til mig.
Han stod af i Egedesminde,
uden at „Disko“s besætning op-
dagede, hvem han var. For så
havde Poul nok tabt solbrillerne
lidt hastigt. Regnskabsføreren
mangler nogle penge fra en
check, som han i sin tid fik af
Poul som rejsebetaling, men po-
litiet kunne ikke gøre noget, for
checkene havde Pouls pige skre-
vet ud på en konto, som han hav-
de åbnet for hende. Blot med
nogle tusinder færre indestående,
end han tiavde lovet.
Men Poul glemte, at Egedes-
minde ikke er nogen rigtig cow-
boyby ligesom Holsteinsborg.
Forleden fik jeg et brev fra po-
litiet i Egedesminde. Maskinar-
bejder Poul var arresteret og hav-
de tilstået. Postanvisning på 1000
følger.
Jeg begriber ikke, hvordan po-
litiet bar sig ad. Måske har de
taget lidt hårdt, sådan i retfær-
dig harme, når Poul kaldte dem
„indianere". Jeg véd heller ikke,
hvad de gør ved ham. Den bed-
ste straf, den, han bedst vil kun-
ne forstå, er, hvis de giver ham
en hundeslæde, en cowboyhat og
en seksløber uden ammunition
og sætter ham uden for bygræn-
sen og jager ham over krakemut-
terne tilbage til Sisimiut City.
Nu vil jeg ha
en Chrysler!
uvangataoK CHRYSLERertårniarpunga!
angatdlåmik sumigdlunit KinigaKaruvit Chryslerip motårigssa-
Kartfsavå. Chrysler aKOteralauteKarpoK 3,6-nit 135-nut HK-
lingnik. modellit umårigsut 51 -nik amerdlåssusigdlit, tamar-
migdlo ingmikut pitsaoKutigdlit teknikerigsårtorujugssuitdlo.
aningaussat, pitsåussuseK kivfartutdluarneKarnerdluntt pingår-
tfkugkit. tauva tåssåusaoK Chrysler!
Importør:
SKANDINAVISK
MOTOR CO A/S
Banemarksvej,
Glostrup
5