Atuagagdliutit - 05.08.1971, Qupperneq 28

Kroppens tavse sprog
studeres af forskerne
Man kan sige meget uden at åbne munden.
AF JENS JØRGEN KJÆRGAARD.
København (RB-special).
Ord er tit overflødige. Man kan sagtens fortælle en hel masse uden
at åbne munden. Tænk blot på, hvad franskmænd og italienere kan
udtrykke med fagter og mimik.
Danskere er mere diskrete —
eller rettere: Hæmmede — i deres
adfærd, men ser man nøje efter,
har også vi et meget nuanceret
og rigt kropssprog. Vi udsender
alle en sand strøm af ikke-ver-
bale signaler til omgivelserne, og
disse usagte budskaber bliver
modtaget og forstået på det helt
ubevidste plan. Videnskabsmæn-
dene taler om metakommunika-
tion. Betegnelsen kinetik fore-
kommer også.
Kroppens veltalenhed er fak-
tisk blevet en videnskab, selv om
det blot er ganske få forskere,
der beskæftiger sig med sagen.
En af dem er amanuensis Lars
von Der Lieth, Psykologisk Labo-
ratorium i København. Han har
fattet interesse for metakommu-
nikation under sit studium af
døves vilkår i et hørende sam-
fund.
FORSKNINGSCENTER
OPRETTES
De Døves Landsforbund har for
øvrigt ret konkrete planer om at
oprette et center for undervisning
og forskning af den totale kom-
munikationsproces, hvor alle san-
ser udnyttes for at dechiffrere,
hvad der bliver sagt — og me-
nes.
Det er en forkert opfattelse, at
vi klarer os med øret alene. Man-
ge har gjort den erfaring, at det
er umuligt at forstå svenskere og
nordmænd over telefonen, men let
at tale med de samme repræ-
sentanter for brødrefolket, når
man møder dem ansigt til ansigt.
Mundbevægelser og minespil ind-
går kort sagt i forståelsesproces-
sen.
— Vi har alle evner for at op-
fange sådanne signaler, og til-
værelsen vil faktisk blive langt
rigere, hvis vi bevidst dyrker
denne færdighed op, siger Lars
von Der Lieth. Lad os løse op
for hæmninger og blokeringer —
lad hænder og mimik understøtte
det talte ord. Det vil gøre sam-
taler livligere — mere nuancere-
de.
TABUREGLER TIL REVISION
— Vi har en masse taburegler for,
hvordan man opfører sig, og disse
bestemmelser burde vi tage op til
revision — ikke mindst den ide,
at man skal holde andre menne-
sker tre skridt fra livet, bogsta-
velig talt. Dette territoriale krav
opretholdes på trods af al sund
fornuft, og det kommer ikke
mindst svagtseende og tunghøre
til skade. De vil uvilkårligt over-
skride afstandstærsklen for at
kunne opfange, hvad der bliver
sagt. Det gør i dag, at modparten
bliver urolig og usikker. Grænse-
overskridelsen fornemmes som et
angreb, og der kan ligefrem op-
stå fjendtlighed.
— Jeg oplevede det på min
hud, da jeg i fjor på forsøgsba-
sis blev gjort svært tunghør i en
uge, fortæller Lars von Der Lieth.
Efterhånden trådte jeg nærmest
folk på tæerne for at være sik-
ker på at kunne opfatte det sagte.
Mange trådte tilbage — de ville
øge afstanden — men jeg trængte
mig ubevidst på for at udnytte
den lille hørerest.
Det er ejendommeligt at op-
leve, hvor forskelligt mennesker
reagerer, når de opdager, at man
bærer høreapparat og har svært
ved at opfatte, hvad der bliver
sagt. Nogle bliver sørgmodige i
øjnene, virker undskyldende og
medfølende, andre bliver generte,
drejer sig væk — og forværrer
derved situationen yderligere.
Værst oplevede jeg det i en køb-
mandsbutik, hvor ekspeditricen
ligefrem vrissede, da jeg lagde
for få penge. Det er ydmygende
at stå og fumle med tegnebogen
uden at ane, hvor meget der skal
betales. Hun var vred, fordi jeg
kom tæt på, jeg var anderledes,
jeg gjorde hende usikker, og det
affødte en fjendtlig holdning.
— Mærkelig nok er der aldrig
tidligere drevet socialpsykologisk
forskning, der kan belyse handi-
capgruppers afstandstærskler, si-
ger Lars von Der Lieth.
Et nyt forsøg, der er under
forberedelse, skal belyse samspil
mellem syn og hørelse, når begge
disse sanser er svækket. Det
tværfaglige forskerhold, der plan-
lægger projektet, har en ide om
at udarbejde et høreindex — en
målestok for, hvordan handicap-
pede kan klare sig ved hjælp af
øje og øre i forening.
FLIRT OG KURMAGERI
Forskere af metakommunikation
har i det hele taget et bredt ar-
bejdsfelt. Dr. Gerhard Nielsen fra
Psykologisk Laboratorium i År-
hus har f. eks. i sin bog „Studies
in Self Confrontation" skildret,
hvad han kalder de amerikanske
teenageres parringsdans — en
strengt saglig analyse af flirten
og det næsten rituelle kurmageri.
Et amerikansk forskerægtepar
R. Allen og Beatrice T. Gardner
fra University of Nevada, har
lært chimpansen Washoe at bruge
døve-tegnsprog.
— Aben bruger det med nogen
færdighed, fortæller Lars von
Der Lieth, der korresponderer
med ægteparret. Tale kan den
ikke, men den kan gøre sig for-
ståelig overfor sine „plejefor-
ældre".
Andre forskere undersøger den
mentalitetsændring, som sker, når
venlige fodgængere sætter sig bag
et rat og forvandles til retshave-
riske bilister, som kan gribes af
blindt raseri, når der sker over-
halinger. Psykologisk set er der
tale om en kraftig udvidelse af
de normale territoriale krav.
PRØV SELV
Videnskabsmænd har også gen-
nemført forsøg, som amatørpsy-
kologer kan gøre dem efter —
på egen risiko. Prøv for eksempel
at bryde nogle af de uskrevne
love for god opførsel. Fang med-
passagerers blik i s-toget eller
bussen — og fasthold blikket
nogle sekunder længere end nød-
vendigt. Det kan føre til ubeha-
geligheder, men det kan også bli-
ve til gensidig fornøjelse. Måske
opdager de, at det er sjovt at
snakke med vildtfremmede men-
nesker.
Det siges, at et dansk politisk
parti har sit private TV-studie,
hvor kandidater kan øve sig, før
de kommer på den rigtige skærm.
Ideen er ikke dårlig, for politiker-
nes fremtræden i fjernsynet kan
have stor betydning for valgets
udfald. Baunsgaards ubestridte
seertække vækker nok lyst til at
lære ham kunsten af.
USA’s tidligere præsident, Lyn-
don B. Johnson, tog timer i krops-
lig veltalenhed, men han var en
dårlig elev. Hans armbevægelser
var og blev kunstige og instude-
rede. Richard Nixons overdrevne
brug af nogle få fagter gør ham
også til et let bytte for parodi-
ster. Robert Kennedy kunne deri-
mod bruge sin krop. Han vakte
tillid — og virkede bogstavelig
talt større, når han tog ordet.
NÅR MAN LYVER
Kliniske studier har vist, at
kroppens sprog kan modsige det
talte ord. Et klassisk eksempel er
den unge pige, der fortalte psy-
kiateren om sin store kærlighed,
alt imens hun rystede på hovedet
i en ubevidst fornægtelse af kæ-
resten.
Selv et pokerfjæs kan fortælle
den indviede meget. Pupillen ud-
vides, når man ser noget rart.
Mænd gør vitterligt store øjne ved
synet af dejlige damer. Og deres
pupil kan også røbe, at de har
fået en gofi hånd ved kortbor-
det.
På Psykologisk Laboratorium i
København ved man, at børn har
meget fine antenner. Allerede før
de evner at tale, kan de fornem-
me stemning og holdning i hjem-
met. Forældre, der holder op med
at skændes, når den lille kommer
ind i stuen, kan ikke nare bar-
net. Tordenskyerne hænger sta-
dig i luften — de voksne er stive
og anspændte.
Fædre kan også have svært
ved at skjule deres stolthed over
sønners forvovenhed, selv om de
udadtil skælder og smælder over
uartig opførsel. Men hvad tæn-
ker mon børnene? Hykleriet ska-
ber stor forvirring i deres sind.
TOLERANCE UDBEDES
Lars von Der Lieth understreger,
at der er langt igen, før forsker-
ne får undersøgt det tavse sprog
til bunds. Der er kulturelle for-
skelle — dialekter, om man vil
— og man kan jo ofte mistolke
et budskab. Et godt eksempel
herpå er netop den fjendtlighed,
som møder de handicappede, når
de invaderer andres kropszone.
I kupeer sætter dagligdanskere
sig så vidt muligt fjernt fra de
øvrige passagerer, mens sydlæn-
dinge styrer lige hen imod de be-
boede steder. Arabere føler det
faktisk som en grov krænkelse,
hvis man ikke vil „dele ånde".
— Lad os være mere tolerante,
konkluderer Lars von Der Lieth.
Vi må gøre os klart, at krops-
sproget spiller en meget stor rol-
le i hverdagen, og at vi er til-
bøjelige til at; sætte hinanden i
bås på grundlag af et måske fejl-
agtigt førsteindtryk.
på gulve, overalt,
Blitsa. mat eller halvblank
Junckers parketgulve leveres fra fa-
brikken lakeret med Isoblitsa, en
tokomponentlak af isocyanattypen (ren
polyuretanlak). Det er naturligt til
fortsat vedligeholdelse at anvende
Blitsa enten mat eller halvblank. —
MAT står med en helt fløjsmat, eks-
klus'v overflade, der absorberer de
småridser og ujævnheder, der altid
kommer i et gulv ... og HALV-
BLANK giver en silkeagtig glans og
en behagelig refleks af enhver form
for lys. Begge typer danner en smuk
baggrund for Deres tæpper og møbler.
Junckerip natigssai fabrikimitdle
Blitsa-mik påssuneKarérsimassar-
put, taimåitumik Blitsa atordlugo aser-
fatdlagtailiuinigssaK nangitariaKarpoK.
Blitsa-t åssigingitsut mardluk Kinigag-
ssåuput: MAT (KivdlitsoK) åma HALV-
BLANK (KivdlalårtoK). - MAT utlni-
kQssatut KåKarpoK kussanardlulnartu-
mik, taimåineratalo natip kigartiter-
nere pingitsorneKarsfnåungitsut er-
ssigungnaersitarpai . . . HALVBLANK
silikisut KivdlernexarpoK iluarinartu-
mik Kingornernik sunigdlunit utersår-
titsissardlune. tamarmik naterssuarnut
peKuti/iutdlo tungavigssatut kussanar-
dluinarput.
28