Atuagagdliutit - 13.03.1975, Síða 10

Handelskolen i Ikast
er en dårlig løsning
Alle grønlændere, der vil uddan-
nes i handels- og kontorfaget, skal
have deres teoretiske undervis-
ning på Handelsskolen i Ikast —
midt på den jydske hede. Sådan
har det været i mange år, og da
man netop nu i Ikast er igang
med at bygge en helt ny handels-
skole for grønlændere, vil det sik-
kert også blive sådan i de næste
ti år.
— Jeg mener ikke, denne løs-
ning er god, siger sekretær i Det
Faglige Lærlingeudvalg for Grøn-
land, fuldmægtig Peter Mørch.
Peter Mørch har netop været på
tjenesterejse i Danmark, hvor han
bl. a. besøgte handelsskolen i
Ikast og snakkede med elever, læ-
rere og forstander.
— Den bedste løsning for lær-
lingene i handelsfaget er en bran-
cheskole i Grønland på samme
måde som jernindustrien og byg-
ge- og anlægsbranchen får deres
egne skoler, når de erhvervsfag-
lige grunduddannelser starter. Det
vil altid være behæftet med man-
ge ekstra problemer hvert år at
sende ca. 100 unge grønlændere til
Danmark, hvor de skal opholde sig
sammenlagt omkring 8 måneder
(indledningskursus på 10 uger og
afsluttende semester på et halvt
år, red), siger Peter Mørch.
— I øjeblikket er forholdene i
Ikast meget vanskelige. De byg-
ninger, der undervises i, og elev-
boligerne, blev allerede for ti år
siden betegnet som' „midlertidige".
Eleverne bor sammen på værel-
serne — op til tre i samme stue.
— De er i alderen fra under 18
helt op til 30 år, men har næsten
ingen mulighed for privatliv. Hus-
ordenen er streng — og det er
måske nødvendigt — eleverne må
f. eks. ikke aflåse deres værelser.
Den nye skolebygning opføres
ca. 4 kilometer fra elevboligerne,
og når den tages i brug, opstår
et helt nyt problem: Hvordan skal
de unge komme frem og tilbage
3-4 gange om dagen? Der er in-
gen busforbindelser — men man
har overvejet at oprette en. Der
er planlagt et nyt elevhjem i nær-
heden af den nye skole, men af
besparelsesmæssige årsager er
dette projekt udskudt til en usik-
ker fremtid. Så kan man måske
hævde, at de unge må skaffe sig
cykler, men det er heller ikke
særlig ideelt at skulle cykle 20-24
km om dagen for at komme frem
og tilbage fra skolen, siger Peter
Mørch.
— Handelsskolens placering i
Danmark har ydermere den ulem-
pe, at en del unge, færdiguddan-
nede grønlændere, føler sig fristet
af højere lønninger i Danmark og
bliver det1 — mens man har me-
get svært ved at få kvalificerede,
dobbeltsprogede medarbejdere i
grønlandske institutioner.
Peter Mørch slutter: — Jeg ved,
at det er urealistisk at søge ud-
bygningsplanerne i Ikast ændret
på nuværende tidspunkt. Men jeg
håber, at der fra grønlandsk side
kan lægges pres på undervisnings-
ministeriet for at få elevhjemmet
ved den nye skole bygget så hur-
tigt som muligt. Det kan i hvert
fald afhjælpe to alvorlige proble-
mer for de grønlandske lærlinge
i Ikast: De helt utilfredsstillende
boligforhold og den lange afstand
fra bolig til den nye skole.
At der er andre, som har øjnene
åbne for forholdene på handels-
skolen i Ikast fremgår af en arti-
kel i bladet „Handelseleven". Ar-
tiklens forfatter har besøgt sko-
len og slutter sin beretning:
Det er forhold, som man ikke
byder elever på andre handels-
skoler. Kan undervisningsmini-
steriet — og dermed Danmark —
være dette bekendt over for ele-
ver, der er nødt til at rejse til
Danmark for at få en handels-
skoleuddannelse? h
C? i i I /-J rvi z-i 4- i /-i Dnfnc N n r* ►*/■* K«
På besøg hos »rødfrakkerne«
Af politiassitent Bent Daugaard, Læsø
Den rejse, som jeg nu tager på
om cirka 1 uge, tog egentlig sin
begyndelse i 1965, det år, da jeg
søgte om tjeneste ved Grønlands
Politikorps.
Engang jyde, altid jyde — eller
— engang Grønland, altid Grøn-
larid.
En lille omskrivning af et jysk
ordsprog, som dog skal have end-
nu en lille omskrivning — nemlig
engang øbe, altid øbo.
Vel vidende, at Grønland er
verdens største ø, er udgangs-
punktet for denne rejse til Cana-
da imidlertid en meget lille ø,
Læsø, der ligger i Kattegat ud
for Frederikshavn på den jyske
østkyst.
Efter mine 5 års tjeneste ved
Grønlands Politikorps i årene 1965
til 1970 med tjeneste i henholds-
vis Godthåb, Upernavik og Suk-
kertoppen, nærede jeg et stadig
større ønske om engang at kom-
me til Canada — Grønlands nabo
på den anden side af Davis Stræ-
det og Baffin Bugten. Jeg følte, at
politiet i Grønland og de stationer
i Canada, der er placeret i den
arktiske del af Canada, måtte
have mange fælles træk både hvad
angik arbejdsområder, materiel og
udrustning og stationeringsfor-
hold.
Under mine rejser i Grønland,
såvel til søs som med hundeslæde,
strejfede den tanke mig ofte, at
det kunne være fristende, at slå
roret på skibet om med kurs mod
vest, eller lade hundespandet æn-
dre kursen i samme retning, for
før eller siden måtte man da ad
denne vej nå Canada.
Med mine tankeeksperimenter i
så henseende blev ved tanken.
At fangere fra norddistrikterne
havde kontakt med fangere fra
det arktiske Canada vidste jeg
gennem samtaler med befolknin-
gen i bl. a. Kuvdlorssuak, der
hørte under Upernavik politidi-
strikt. Fangere herfra berettede
om, at der ofte gennem tiderne
havde været kontakt mellem
grønlandske og canadiske fangere
under fangstrejser på havisen
mellem de to lande.
Min nærmeste forbindelse med
det canadiske, medens jeg boede
i Grønland, var synet af et par
flyvemaskiner fra et canadisk
luftfartsselskab, der mellemlande-
de i Sdr. Strømfjord på tidspunk-
ter, da jeg også var „mellemlan-
det" der.
Jeg mindes stadig med glæde
mine slæderejser i Upernavik-di-
striktet og med ikke mindre glæde
timerne sammen med min ven og
slædekører Knud Løvstrøm fra
Augpilagtok. Blandt venner kaldet
„KununguaK" — et stort navn at
leve op til, men jeg føler, at Knud
Løvstrøm var berettiget til dette
kælenavn.
Med stor interesse fulgte jeg
han træning og opdragelse af sit
hundespand og det var ikke nogen
tilfældighed, at netop Knud over-
tog de fleste af de hvalpe, som
kom i det hjemlige hundespand.
Jeg vidste, at hundene hos Knud
fik det godt og virkelig kom til
at virke i det rette element.
Jeg har senere hørt, at Knud
Løvstrøm er flyttet til Godthåb,
men nu chancen er der, vil jeg
benytte lejligheden til at sende
ham en frisk hilsen ad denne vej.
Som bekendt er eftersøgnings-
og redningstjenesten i Grønland
pålagt politiet og efterhånden er
der da også stationeret politikut-
tere i de fleste distrikter. Hertil
kommer, at der i visse større
eftersøgninger kommer undsæt-
ning fra private bådejere og ma-
rinefartøjer, men er materiellet
tilstrækkelig og effektivt nok, når
Grønlands enorme kyststræknin-
ger, fjorde og småøer sættes op
herimod?
Helikoperassistance og bistand
fra flyvemaskiner kan også for-
ventes, men såvel Thule, Sdr.
Strømfjord, Kulusuk og Narssar-
ssuaK ligger langt fra hinanden
og tillige langt fra de distrikter,
der i forvejen er dårligst stillet
m. h. t. bådekapacitet mv.
Min forestående tur til Canada
med besøg og ophold hos Royal
Canadian Mounted Police i Otta-
wa og Toronto kommer bl. a. til
at omfatte besøg på politistatio-
ner i den arktiske del af Canada
— altså den del af landet, hvis
politistationer og politifolk arbej-
der under vilkår, der er meget lig
de vilkår, hvorunder politiet i
Grønland arbejder.
Også hundeslæden benytter po-
litimanden i Canada, men allerede
her, både slæden og terrænet, der
køres i er forskellig fra hvad vi
kender i Grønland.
Slæden er noget smallere og
højere end den grønlandske hun-
deslæde og hundene løber i række
og ikke i viftefacon som i Grøn-
land. I Canada er nemlig træ-
væksten meget mere udbredt end
i Grønland, hvorfor brug af hun-
despand i viftefacon ville være
en dårlig udnyttelse. Mon ikke
der ville blive adskillige knuder
om træerne på vejen?
Jeg mindes stadig en svensk
distriktslæge i Upernavik, der un-
der oplæringen i slædekørselens
svære kunst, havde besvær nok
med at komme forbi el-master og
lysmaster i byen.
Havde der været træer også,
havde han formentlig forlængst
opgivet træningsprogrammet.
I denne sidste uge før afrejsen,
de sidste huske- og pakkedage før
„Rejsen til Canada" dukker min-
der fra Grønland stadig op i
hukommelsen.
Mange minder om episoder —
gode som dårlige fra tiden i Ka-
latdlit Nunane, tiden i Grønland,
træder tydeligere frem, når fami-
lien med mellemrum blader i foto-
mappen med billeder fra Grøn-
land.
Den første slæderejse over
K’aersorssuaK, hvor hunde og
mennesker svedte, stønnede og
frøs, altsammen ofte på engang i
bestræbelserne med at passere de
ret voldomme snemasser, der syn-
tes at være faldet netop på det
sted, hvor slæderejser plejede at
passere over fjeldet.
På denne rejse lærte jeg per-
sonlig, hvordan man korrekt ta-
ger et par sælskindsbukser på. —
Mine var ihvertfald placeret for-
kert, fandt jeg ud af. På en eller
anden måde, havde jeg fået skrid-
tet på benklæderne anbragt nær-
mest i knæhøjde, hvilket besvær-
liggjorde min tur over K’aersor-
ssuaK noget, men efter nedkørslen
på den anden side af fjeldet, blev
fejlen rettet og sælskindsbukser-
ne kom på rette plads.
Resten af turen forløb uden be-
sværligheedr — ihvertfald hvad
angik mine bukser.
Jeg medbringer dog ikke sæl-
skindsbukser på turen til Canada.
Turens foreløbige rute bliver
iøvrigt fra Læsø til Frederiks-
havn med „Læsø-Færgen" og vi-
dere til Aalborg, hvorfra flyve-
rejsen starter.
Der flyves derfra til Kastrup og
via Amsterdam i Holland videre
til Toronto i Canada, og derfra —
fra Grønlands naboland — starter
så min beretning.
Jeg håber postvæsenet i Cana-
da er hurtige, så artiklerne når
frem til Grønland rettidig —
imaxa.
Briller - issarusat
Vi har åbnet en ny grønlandsafdeling for briller. Skriv til
os, og vi sender omgående store farvefotos af de sidste nye
brillestel. Vi yder 10®/o rabat.
Med åbning af den nye grønlandsafdeling er vi i stand
til at ekspedere ordrene omgående.
OPTJOA
Østerport, 7430 Ikast.
aperKutigiuéinåkit
tit pitsaunersiugkat
SINGALWATTE
THE
issK
éi
10