Atuagagdliutit - 02.10.1975, Qupperneq 27

VI KNUSES
FAVN
DANMARK?
SKAL
I DIN
MOR
Formanden for Unge Grønlænderes Råd, Arxaluk
Lynge, har i dagbladet Politiken skrevet „et brev til
det danske folk“. AG gengiver brevet i sin fulde
længde. Der er i høj grad tale om et debatoplæg, og
vi imødeser derfor mange læseres meningstilkende-
givelser.
Traf dronningen rabiate grønlæn-
dere på sin tur i sommer?
Nej, sagde hun.
Traf hun nogle rabiate danske-
re?
Nej, ville hun sige. Hvad ellers.
Lad os slå fast, hvis der over-
hovedet findes rabiate grønlæn-
dere, så findes de blandt dem,
dronningen mest har snakket
med, af grønlandsk afstamning.
Disse rabiate grønlændere har i
århundreder, i generationer støt-
tet den danske statsmagt til at
tvinge det grønlandske folk ind
i en politisk udvikling, der har
været mere ødelæggende, end
nogen som helst naturmæssig
ændring, der tvang det eskimoi-
ske folkeslag til gang på gang at
finde andre måder at eksistere
på.
Rabiate danskere i Grønland
er der også masser af, halvracis-
tiske arrogante mennesker, der
i generationer har fortalt grøn-
lænderne, at de ikke duede til
noget, at tid var så kostbar, at
man end ikke kan bruge dem
som arbejdsmænd.
Spørgsmålet, stillet til landets
mest ubevidste politiske person-
lighed, blev besvaret med hen-
visning til grønlændere i Dan-
mark. Hvilket i sig selv er en
ganske alvorlig beskyldning mod
grønlænderne i deres rabiate land
om ikke at tage del i den politiske
proces.
Dét at være rabiat forstås til
daglig, som en, der kræver ud
over sin ret.
Danskerne har i århundreder
krævet ting de ingen ret har til
— moralsk, politisk og juridisk.
De har krævet at vi skulle blive
ligesom dem. At vi skal begynde
at konkurrere med os selv, hvor
fællesskab før var sat i højsædet.
I har krævet at vi skulle lægge
vores livsform om. At vi skulle
blive civiliserede, i den betyd-
ning, at vi skulle lære at skelne
mellem folk. At det var natur-
ligt, at nogle havde store huse og
meget mad, mens andre skulle
have mindre. I har krævet at vo-
res hud, vores sjæl, må lægges
fuldkommen om, for at det nu
kan tilpasses tidens krav om ef-
fektivitet.
Der kom en fuldstændig effek-
tiv død ud af det. Således at der
ikke mere var til at opdrive en
rabiat grønlænder.
Hvis nogen nogen sinde har
været rabiate er det jer, og kun
jer!
Hvad vi i Danmark, den her-
værende grønlandske ungdom la-
ver er aktivitet, engagement gen-
nemtvunget af indignation over,
at vores samfund køres væk i en
lastvogn og vippes ud over At-
lanten.
At vi er tvunget gennem gene-
rationers manipulation til at tage
til Europa for at lære hvordan
man skal leve i Europa og ikke i
de arktiske samfund.
Det er ikke rabiat at kræve na-
tional integritet, at prøve at gen-
finde og dyrke selvrespekten, som
generationers politiske overgreb
har kørt væk. Det er en menne-
skelig ret, som burde være såre
almindelig og naturlig.
Vi lever her i Europa og mi-
ster vores personlige integritet
dag for dag. Europæerne har mi-
stet den så kraftigt, at det for
dem ikke længere er naturligt
at respektere mennesket som et
væsen. „Europa, der aldrig bliver
færdig med at tale om menne-
sket, samtidig med at det myr-
der mennesker overalt, hvor det
møder dem, på alle sine egne
gadehjørner, i alle verdenshjør-
ner“ som Frantz Fanon siger det.
Mord behøver nødvendigvis ikke
at udføres med maskingeværer.
Mord kan også begås gennem en
erklæret human indstilling, bed-
revidende holdning og gode viljer.
Det er rabiat. Det er dét man
kalder kolonialisme, også benævnt
som imperialisme. Hils Erling Bjøl
(24/8) og sig ham at New York
Times’ Mr. C. L. Sulzberger skam
er en erfaren mand, der vel ikke
med lys og lygte har ledt efter et
lille land med store oversøiske
besiddelser. For mig at se er im-
perialismens natur ret mange-
sidet, og det betyder ikke nød-
vendigvis at man udbytter et
land økonomisk.
Hvis vi ser på Grønland ud
fra en traditionel opfattelse af
imperialismen, vil man sige at
Danmark ikke er en kolonimagt
fordi der ikke udbyttes i det om-
fang som man fandt det f.eks.
med Portugal. Man vil måske
både spøgefuldt og alvorligt slut-
te at Danmark har højst udbyttet
sig selv. Det er jo en kendsger-
ning, at de danske firmaers andel
af Grønlandskagen er så stor, at
Glistrups snak om at give så og
så meget til grønlandske familier
og få dem herned, er en ond
demagogiske snak, der på ny er
begyndt at sive ind hos grønlæn-
derne som endnu et angreb mod
deres selvrespekt og det eskimoi-
ske folks overlevelsesevne. Gli-
strup er efter min mening den
første racistiske politiker, der
nogen sinde har udtalt sig om
Grønland. Har de danske politi-
kere der i årevis har haft Grøn-
land som deres kæledægge over-
hovedet reageret på det svinske
angreb mod grønlænderne. Nej.
De tør ikke. De vil hellere tie
sandheden ihjel og overleve en
ellers nødvendig dialog med Gli-
strup.
På den anden side er det for
mig at se godt at der nu er ved
at ske en polarisering i dansker-
nes Grønlandspolitik. Vi skal se
flere af hans slags. Grønlænder-
nes indstilling til danskerne er
skiftet gevaldigt og grønlændernes
krav er til stadighed afklaring.
Afklaring om hvad danskerne
egentlig vil dem. Hvilke hensig-
ter de har.
I generationer har vi ønsket jer
velkommen i vores land. Fordi der
i de kanter er tradition for gæst-
frihed. Det kom som en festens
gave. Og vi troede naivt på, at I
kun ville gæste os, sådan som de
hollandske hvalfangere gjorde,
og så var det ellers forbi når
sommeren var overstået. Men
danskerne blev gudhjælpemig.
Snart vajede Dannebrog over hele
kysten, sådan som det gjorde ved
Guldkysten, Vestindien og sågar
i Østasien!
Og så spurgte vi hvad I ville
os. Der er ingen værdier at hen-
te, som I kan bruge, fordi sæl-
kød kun må spises af kødspiserne
„Esquimo”. Så svarede I, at I
skam kun ville hjælpe. Med
hvad?
For at vi kunne overleve alle
de sygdomme, som I tilførte os!
Det viste sig at I ville forberede
os på, at vi skulle leve i jeres ka-
pitalistiske samfund. At I lavede
vores samfund om sådan at I
kunne komme til at leve i det og
lade tiden gå indtil olien sprang
op, nede fra Davis Strædet, hvor
vi ellers plejer at fiske. I forbe-
redte os på at det canadiske
„Black Angel Projekt” (profit)
skulle i gang. At fangerne til de-
res overraskelse skulle se deres
is-jagtmark blive gennemsejlet
og ødelagt for al fangst fordi en
isbryder skulle sejle til minen.
I april måned, hvor nordgrøn-
lænderne havde travlt med at
skyde de sæler hvis skind Konge-
lige Grønlandske Handel skulle
sælge til det hungrende Europa,
der skulle klædes på til skindet!
Når man undskylder sig med
at være til stede i et andet folks
land med at sige at man vil
hjælpe dem, er der noget galt.
Det har altid lydt for voldsomt i
mine øren, at vi havde behov for
hjælp.
I dette mit første brev til det
danske folk skal jeg passe på
ikke at minde folk om fordums
gyldne tider, hvor Machiavelli,
den italienske filosof, sagde disse
ord — „når man erhverver om-
råder i et land med fremmede
sprog, sæder og forfatning så be-
gynder vanskelighederne og der
skal stor lykke og store evner til
at bevare dem. Det bedste og
virksomste middel vil være, at
erobreren personlig bosætter sig
i det nye land”.
Dette brev er ikke udtryk for
had. Jeg skal før det er for sent
erklære min glæde over at træffe
gode hyggelige og inspirerende
danskere i deres eget land. Jeg
elsker folket endog på det helt
personlige plan. som jeg her ikke
skal uddybe nærmere.
Det jeg ønsker med dette brev
er at prøve på at få danskerne
til at forstå, at jeg vil anerken-
des som grønlænder, hverken
mere eller mindre, at jeg har min
nationalitet, som jeg vil beskytte,
og har vilje til at forsvare mod
enhver form for anslag. Det grøn-
landske folk skal anerkendes som
ét folk, der lever under samme
Aka Høegh-ip KaKortormiup titartagå. Tegning af Aka Høegh, Julianehåb.
statsorden. Danskerne må se på
Grønland og grønlænderne så-
dan at de i sig selv har en poli-
tisk status, en politisk integritet.
Grønland er politik. Globalt set
overordentlig vigtig — strategisk.
Det passer ingen steder at ana-
lysere Grønlands situation og
slutte med banaliteter, sådan som
Erling Bjøl i sin artikel gjorde
det. Det passer heller ingen ste-
der at rejse rundt i dette store
og fascinerende land og skrive
om nye danske erobringer, som
om det var midt i Stillehavet for
en generation siden.
Et enkelt krav om respekt.
Er det rabiat?
En enkelt gang jeg var nærmest
ved begrebet had, var da den
daværende minister over Grøn-
land, Holger Hansen under en
diskussion beskyldte mig for at
være romantisk, da jeg snakke-
de om vores egen kulturelle arv
som bør beskyttes mod overgreb.
Et af eksemplerne på den mang-
lende forståelse og indsigt de al-
lerfleste danskere har til Grøn-
land og dets folk.
Grønland har stadig på mange
måder sit eget juridiske og poli-
tiske system i behold. Det gælder
f.eks. brugsretten til jorden. Vi
har ikke kendt noget til ejen-
domsret til jorden. Jagtmarkerne
var og er alles ejendom, som
hver og en har ret og ansvar
overfor. Disse jagtmarker kom-
mer de fremmede nu og vil tage
i besiddelse, sådan som det skete
med bly- og zinkminen ved Mar-
morilik i Nordgrønland. Sådan
som det nu sker med olien, som
selvfølgelig er fundet. Det det
drejer sig om nu, er bare at fin-
de det rette borested.
Man kan snakke til næste som-
mer og fortælle og forsikre om
disse to nationers fællesskab i
form af et økonomisk system,
som man med et almindeligt
dansk ord kalder kapitalistisk.
Det der her betyder noget er vo-
res personlige og nationale inte-
gritet. Noget der naturligvis og-
så angår jer, der er i færd med
at gå ind i det falerede Stor-
Europas favn.
Danskerne må også se at finde
deres identitet. Blive jer jeres
nationalitet bevidst. Det er et nød-
vendigt led i jeres personlige ud-
vikling. Hvis I ikke vil have at
grønlænderne tager jeres dron-
ning til sig af bar gæstfrihed, el-
ler helt overtager jeres nationale
symbol, Dannebrog, som unægte-
lig tager sig smukkere ud i den
grønlandske natur. Pas på, værn
om jeres værdier, jeres symboler.
Ellers mister I også jeres person-
lige integritet, jeres nationale
identitet.
Det er ikke banaliteter, det er
ikke romantik at snakke om at
Danmark er imperialistisk. Netop
nu har vi al mulig ret til at snak-
ke om det, nu, hvor ressourcerne
endelig er fundet, nu, hvor de
evige guldgravere endelig vil prø-
ve at trodse kulden og finde de
rigdomme, som man andre ste-
der er begyndt at bevæge sig bort
fra på grund af usikre politiske
områder. Og Grønland er et poli-
tisk stabilt område, hvor de
45.000 mennesker næppe vil have
mulighed for i det mindste at
rejse sig fra det sygeleje, som
danskerne har bygget op. Vi vil
ikke opleve nogen Algierkrige,
intet Vietnam.
Men en udslettelse, som et be-
sværligt element i det danske
statssamfund.
Vi står på tærskelen til en ud-
vikling, hvor udbytning og hen-
synsløs jagt på vore rigdomme
vil forårsage skader i vores sam-
fund, som vi efter danskernes
hærgen prøver at bygge op igen.
Det er nu vi har behov for støt-
te fra den del af den danske be-
folkning, der både i tide og utide
udsender erklæringer om solida-
ritet og støtte. Hvor er disse ble-
vet af?
Er grønlænderne for få til at
have krav på støtte og beskyttel-
se? Er de for få til at de over-
hovedet kan indgå i en videnska-
belig analyse af vores politiske
situation.
Der er planlagt en international
konference i Canada, hyor den
fjerde verden, altså indianerne,
eskimoerne og alle andre minori-
teter, der har set deres land blive
overtaget af europæerne, skal
diskutere disse forhold og forme
en organisation. Den skal i ver-
denssammenhæng finde ud af
hvordan vi bedst beskytter os selv
mod yderligere nægtelse af ret-
tigheder.
Det Grønlandske Landsråd har
nægtet at deltage med politisk
repræsentation, fordi det klart er-
klærer sig som den danske stats-
magts forlængede arm og det har
nægtet økonomisk tilskud til de
organisationer, der aktivt prøver
at finde mere uddybende og alsi-
dige informationer, der kan klar-
lægge Grønlands situation. Vi har
søgt alle steder og ingen finder
det nødvendigt at støtte os øko-
nomisk. Det eneste formål er
beskyttelse af minoriteterne rundt
omkring i verden og forsøg på at
klarlægge de historiske perspek-
tiver.
Historisk set står vi på tærsklen
til, at den tredje verden er ved
at befri sig helt fra andre natio-
nale magter. Det er kun et spørgs-
mål om tid. Så har den tredje
verden i hvert fald fået sin na-
tionale selvstændighed, selv om
der naturligvis stadig er langt til
den menneskelige og økonomiske
frihed.
De næste generationers, de næ-
ste årtiers kamp kommer til at
forme sig som en fornægtelse af
(Fortsættes side 29)
27