Atuagagdliutit - 16.09.1976, Blaðsíða 6

6

Tegning: Peter Lautrop
Rigsfællesskabet forhindrer ikke
at Grønlands befolkning får ejendomsret
Der er et hul i rets-
systemet, så koloni-
magt i dag står over
for koloni - helt som
før 1953, siger stats-
retlig ekspert i
Philip Lauritzens
gennemgang af
ej endomsdebatten
i Grønland
Allerede i 1974 rejste den
grønlandske professor i eski-
mologi ved Københavns Uni-
versitet, Roberti Petersen,
spørgsmålet: Hirem ejer
Grønland — og hvorfor? Det
skete bl.a. i en artikelserie i
Atuagagdliutit/Grønlands-
posten og i redegørelsen »Om
etnicitet og ejendomsretten
til Jorden«.
Heri stillede han det
spørgsmål, om den danske
stats påstand om at eje
Grønland og dermed under-
grunden, sådan som det står i
den grønlandske minelov,
ikke »i virkeligheden er en
ulovlig ekspropriation, dvs.
ekspropriation uden fuld er-
statning?« — »Det lyder dog
pænere end dire'kte at kalde'
det for tyveri«, bemærker
han i en parentes.
» Det har ikke fået
den forærende, det
har ikke købt den,
heller ikke eks-
proprieret den imod
fuld erstatning«
Robert Petersen begrunde-
de bl.a. sit retoriske spørgs-
mål med, at det er »vanske-
ligt at se, hvordan Danmark
skulle have en begrundet
ejendomsret til jorden i
Grønland eller til undergrun-
den«.
»Det har ikke fået den for-
ærende, det har ikke købt
den, heller ikke eksproprieret
den imod fuld erstatning«,
fortsatte han og tilføjede:
»Hvis den danske hjælp til
Grønland pludselig skulle
påstås at være en »erstat-
ning« så ville den være givet
under falske forudsætnin-
ger«.
Robert Petersen konklude-
rede, at en sådan tilsidesæt-
telse af den grønlandske be-
folknings oprindelige rettig-
heder til landet kun kan »be-
tragtes som «legalt«, hvis
man betragter Grønland som
en dansk koloni«.
Der skulle imidlertid gå
over et år inden et krav om
grønlandsk ejendomsret
skulle blive formuleret poli-
tisk.
Det skete i den politiske
bevægelse Sujumuts blad
Sujumut, hvor man i efter-
året 1975 begyndte at bringe
paragraf 1 i den grønlandske
minelov fast på forsiden
iklædt dødsannoncens sorte
sørgerand.
Paragraf 1 lyder:
»Alle mineralske råstoffer i
Grønland tilhører staten.
Forundersøgelser, efter-
forskning og udnyttelse af
sådanne råstoffer forbeholdes
staten.
Stk. 2. Den i Grønland bo-
siddende befolkning kan dog
som hidtil forsyne sig med
kul, tørv, vegsten, grus, sten
og lignende«.
Robert Petersen: - Er der
ikke tale om ulovlig ekspro-
priation?
Den 22. september 1975
kommenterede fhv. folke-
tingsmedlem Moses Olsen
uddraget i en leder i Suju-
mut. Han skrev bl.a.:
»Måske det forventes, at
når en grønlænder er kommet
så langt i læsningen af mine-
loven, så takker han rørt for
den generøsitet, for Dan-
marks sædvanlige velvilje,
som skinner klart igennem i
det ovenfor citerede.
En del grønlændere, ja
faktisk mange efterhånden,
» Vi vågner op og
formulerer den
ganske enkle og
såre indlysende
kendsgerning:
Dette er vort land«
er imidlertid i dag vågnet op
af deres tornerosesøvn. De
læser paragraf 1 i mineloven
og siger: Nu går det for vidt.
Er det vores land eller er det
ikke.
Vi vågner op og formulerer
den ganske enkle og såre ind-
lysende kendsgerning: Dette
er vort land«.
En månedstid senere for-
mulererede landsrådsmedlem
OdaK Olsen, formand for
Grønlands Arbejdersammen-
slutning, den »indlysende
kendsgerning« i Landsrådet,
og efter et par dage vedtog et
enigt landsråd et krav til den
danske regering om at give
den fastboende befolkning i
Grønland ejendomsretten til
Grønland tilbage.
I et interview i Informa-
tion kort efter sagde
OdaK Olsen bl. a.: — Har
grønlænderne nogensinde
solgt ejendomsretten til
Grønland?
»Nej, aldrig«.
— Hvorfor har I den så
ikke?
»Det er bl.a. fordi en eller
anden tilfældig embedsmand
i 1935 lavede en kongelig an-
ordning eller sådan noget,
der sagde, at Grønlands un-
dergrund tilhører Danmark.
Forinden havde det davæ-
rende nordgrønlandske
landsråd fastslået, at Grøn-
lands undergrund tilhørte
den grønlandske befolkning,
og umiddelbart efter prote-
sterede det kraftigt«.
— Og det sydgrønlandske
landsråd?
»Det fik vel som sædvanlig
besked om at holde kæft.«
— Har I fået erstatning
el.lign.?
»Aldrig«.
— Vil det sige, at du
egentlig mener, at ejendoms-
retten er blevet »hugget«.
»Det er jeg tilbøjelig til«.
Landsrådsformand Lars
Chemnitz havde — måske til
manges overraskelse — også
stemt for kravet til den dan-
ske regering. Da han den 22.
november 1975 blev intervie-
wet i Information fremgik
det imidlertid, at han ikke
betragtede vedtagelsen som
et krav men som et forhand-
lingsoplæg.
»Det lykkedes mig«, sagde
han, »at få givet debatten og
den endelige vedtagelse en
drejning. Fra OdaK Olsens
konkrete forslag til nye for-
muleringer blev det en mere
generel principvedtagelse...«
— Som udgangspunkt for
forhandling?
»Netop. Landsrådet har jo
ikke kompetence til at be-
slutte noget som helst«.
» Det er nok et
spørgsmål om det
overhovedet er mu-
ligt inden for
grundloven«
Lars Chemnitz blev også
spurgt mere principielt om,
hvordan ejendomsretten til
Grønland er kommet på dan-
ske hænder.
— Hvornår fik Danmark
egentlig ejendomsretten til
Grønland? Da Hans Egede
kom til Grønland var det vel
den fastboende befolknings?
»Man må vel sige, at det
•skete, da Danmark kolonise-
rede Grønland. Når man har
taget en koloni, så har man
vel taget ejendomsretten til
området til sig. Dette er si-
den — af de daværende grøn-
landske politikere — blevet
accepteret, da Grønland blev
indlemmet i Danmark«.
— Med den nye grundlov i
1953?
»J a.«
— Men der er aldrig blevet
lavet en eller anden form for
handel eller aftale, sådan som
det kendes med bl.a. Nord-
amerikas indianere?
»Nej, sådan noget eksiste-
rer ikke«.
— Men i og med at de da-
værende grønlandske politi-
kere accepterede grundloven
i 1953, så accepterede de også
at give ejendomsretten til
Grønlands undergrund fra
sig?
»Det vil jeg ikke sige. Man
accepterede et fælleseje inden
for rigsfællesskabet«.
— Tror du, at regeringen
vil give den fastboende be-
folkning i Grønland ejen-
domsretten til undergrunden
fuldstændig tilbage?
»Det er nok et spørgsmål
» Man accepterede
et fælleseje inden
for rigs-
fællesskabet«
om det overhovedet er muligt
inden for grundloven. Og så
længe vi har et rigsfælles-
skab, så har regeringen altid
den sidste kompetence«.
— Ellers bliver Grønland
en stat i staten?
»J a.«
— Sker der noget ved det?
»Jeg må jo erkende, at min
holdning i dag angående mi-
neraler og olie om fælleseje
har et flertal imod sig i lands-
rådet. Men hvis vi finder
f.eks. olie, meget olie, så me-
ner jeg ikke, vi kan sige, det
er vores. Jeg kan i hvert fald
ikke lade være med at tænke
på, hvormeget Danmark hid-
til har investeret i Grønland.
Det må vi så — mener jeg —
betale tilbage«.
Regeringens holdning i ef-
teråret 1975 var krystalklart.
»Den danske regering har
» Forudsætningen
for rigsfællesskab
er rigssolidaritet«
selvfølgelig — sådan som det
også forventes af den — det
synspunkt, der er i den nu-
værende lovgivning«, sagde
grønlandsminister Jørgen
Peder Hansen ved et møde i
Det grønlandske Selskab.
Tidligere — i juni måned
— fastslog han i et interview
i Information:
»Forudsætningen for et
rigsfællesskab er en rigssoli-
daritet. Det vil bl.a. betyde,
at hvis Danmark finder olie i
Nordsøen, skal Grønland ha-
ve del i den. Hvis Grønland
får olieproduktion skal Dan-
mark til gengæld have del i
den«.
Om forholdet mellem Dan-
mark og Grønland sagde for-
manden for hjemmestyre-
kommissionen, professor i
retsvidenskab, Isi Foighel, at
han gerne ville ramme en pæl
gennem den opfattelse, at
Grønland skulle være et
dansk amt.
»Det er urigtigt. Grønland
og Danmark er to ligestillede
parter, bundet sammen af
rigsfællesskabet«, sagde han
ifølge Ritzaus Bureau. Hvad
han nærmere mente blev ikke
oplyst.
Af officielle tilkendegivel-
ser er også et notat fra Stats-
ministeriet, der blev behand-
let på hjemmestyrekommis-
sionens møde i januar 1976.
Heri opregnes, hvad der må
være rigsanliggende under et
hjemmestyre (f. eks. domsto-
lene), og hvad der kan overgå
til suverænt grønlandsk lo-
kalstyre.
Spørgsmålet om under-
7
“V
“-C
Grønlandske bladhuse behøver hverken at vcere arkitektoniske
perler eller magtfulde statussymboler i glas og beton for at fun-
gere som formidlere af dagens debat. Det nordgrønlandske blad
„ Avangnamiok« holder til i Egedesminde i denne ydmyge barak
grunden og dens ressourcer
blev der ikke taget konkret
stilling til. Man noterede
blot, at det må bero på en
forhandling mellem danske
og grønlandske myndighe-
der.
Siden har denne forhand-
ling markant præget hjem-
mestyrekommissionens ar-
bejde. Det er et klart flertal
blandt kommissionens dan-
ske medlemmer om, at der
ikke skal laves om på ejen-
domsforholdet, og de grøn-
landske medlemmer har ikke
— Lars Emil Johansen und-
taget — gjort meget for at
gennemtvinge landsrådets
krav.
Faktisk har man i kommis-
sionen tilsyneladende nær-
mest forladt problemstillin-
gen dansk eller grønlandsk
ejendomsret. I stedet er man
inde på, at det afgørende ikke
er ejendomsret, men hvordan
ejendomsretten kan prakti-
seres — bruges. Formanden
Isi Foighel skal derfor til næ-
ste kommissionsmøde udar-
bejde et tre-punktsprogram,
hvorefter danske og grøn-
landske myndigheder sikres
en vetoret, lige adgang til at
kunne rådføre sig med eks-
perter i ressourcespørgsmål
og en fælles styring af be-
slutningsprocessen.
I kommissionen er tilsyne-
ladende kun Lars Emil Jo-
hansen imod denne udvik-
ling:
»Jeg mener fortsat, at den
grønlandske befolkning skal
have ejendomsretten. Veto-
ret og medindflydelse er efter
min mening helt utilfredsstil-
lende løsninger«.
Som det fremgår af denne
opsummering af den. hidtidi-
ge ejendomsdebat, så er der
tale om en konstant sam-
menblanding af juridiske og
politiske argumenter. Det er
f.eks. klart juridisk, når Lars
Chemnitz taler om, hvad der
er muligt inden for grundlo-
ven. Det virker juridisk be-
grundet, når grønlandsmini-
steren sige, at rigsfællesskab
betyder rigssolidaritet, mens
det — som Robert Peter-
sen har påpeget — er po-
litisk, når Lars Chemnitz
siger, at Grønland må betale
den danske statsstøtte tilba-
ge, hvis man skal have ejen-
domsret til undergrunden.
Men at selv de tilsynela-
dende juridiske argumenter
til syvende og sidst er politi-
ske, sådan som professor Pe-
ter Germer siger, bekræftes i
virkeligheden af Statsmini-
steriets notat. Hvis der var
juridiske argumenter, hvor-
for skulle Statsministeriet
nøjes med at sige, at spørgs-
målet om undergrunden må
afklares gennem forhand-
ling?
Peter Germer:
»Såvidt jeg kan se er
spørgsmålet om ejendoms-
retten til Grønland ikke rets-
ligt reguleret. Det er simpelt
hen, såvidt jeg kan se, et hul i
retssystemet«.
— Ligger det ikke i grund-
lovsændringen i 1953?
»Nej«.
Grønlands formelle over-
gang fra koloni til ligestillet
del af det danske rige skete
med vedtagelsen af den nye
grundlov i 1953, hvor para-
graf 1 hedder: »Denne
grundlov gælder for alle dele
af Danmarks Rige«.
»Formålet med grundlovs-
ændringen var«, forklarer
Peter Germer, »at de grund-
lovsikrede danske frihedsret-
tigheder — den personlige
frihed, forsamlingsfriheden,
ytringsfriheden m.m. —
skulle gælde også for Grøn-
land. Det fremgår helt klart
af forfatningskommissionens
arbejde forud for grundlov-
forslaget, man ønskede, at
give grønlænderne en bedre
status. Der er i forarbejdet til
PETER GERMER: - Der
findes ingen retslige løsninger
(Foto: Lars Ebbesen)
grundloven eller i den juri-
diske diskussion intet, som
antyder, at man fratog den
grønlandske befolkning no-
gen af dens naturlige rettig-
heder. Grundlovsvedtagelsen
betyder således ikke en for-
ringelse af de rettigheder,
Grønlands befolkning måtte
» Grundlovsved-
tagelsen betyder så-
ledes ikke en forrin-
gelse af de rettig-
heder. Grønlands
befolkning måtte
have før 1953«
have før 1953. Og det er selv-
følgelig ikke tilfældigt. Hav-
de man sagt, at grundlovs-
ændringen betød en ændring
af ejendomsforholdet, så er
det vel langt fra givet, at den
grønlandske befolkning hav-
de været så begejstret for at
blive danskere rent retsligt«.
— Hvordan var ejendoms-
forholdet før 1953, da Grøn-
land var koloni?
»Det er et moralsk spørgs-
mål. Eller et spørgsmål om
imperialisme eller ikke-impe-
rialisme om man vil«.
— Betyder det, at koloni-
sere et land ikke, at man til-
tager sig ejendomsretten
over landet?
»Måske, men det er jo den
typiske og klassiske imperia-
lisme, og den vil den danske
stat da på intet tidspunkt
hævde, at den praktiserer.
Historisk er det givetvis op-
levet sådan, men hvor i ju-
» Vil Danmark
hævde, at det i
kraft af at have væ-
ret kolonimagt
havde og har ejen-
domsretten til
Grønland eller ej?«
råen står det skrevet, at en
kolonimagt har ejendomsret-
ten?«
— Det er blevet fremført,
at rigsfællesskab er fælles-
eje?
»Heller ikke det står nogen
steder. Der er som sagt aldrig
blevet talt om fælleseje i for-
bindelse med indførelsen af
rigsfællesskabet i 1953. Det
er simpelt hen urigtigt at la-
de som om, at ændringen af
paragraf 1 i grundloven har
indført nogen som helst ænd-
ring af ejendomsproblemet i
forhold til situationen før
1953«.
— Vil det sige, at i spørgs-
målet om ejendomsret, så
står koloni over for koloni-
magt i Grønland i dag?
»Ja, lige præcis. Sådan må
man udtrykke det, hvis man
vil skære til benet i proble-
met og nævne tingene ved
deres rette navn. Der er tale
om et moralsk problem: Vil
Danmark hævde, at det i
kraft af at have været koloni-
magt havde og har ejen-
domsretten til Grønland eller
ej?
Der er altså tale om et pro-
blem, som kun. har politiske
løsninger. Intet er givet i lov-
givningen. Man kan vælge at
mene, hvad man vil. Hvad
som helst er muligt«.
— Vil der være noget juri-
disk i vejen for, at ejendoms-
retten til Grønland haves af
den grønlandske befolkning
» Som nævnt, så er
der hul i retssyste-
met, fordi spørgs-
målet om ejendoms-
til Grønland aldrig
er blevet løst«
samtidig med, at Grønland
har samme statsretslige sta-
tus som i dag?
folkning kan godt have ejen-
domsretten til Grønland
uden at skulle f.eks. gennem-
føre selvstyre?
»Ja.«
— En minoritet kan godt
have en kollektiv ejendoms-
ret inden for rigsfællesska-
bet?
»Det er igen noget, man
selv kan bestemme. De dan-
ske retsgrundsætninger om
ejendomsret gælder kun for
Danmark. Som nævnt, så er
der et hul i retssystemet, for-
di spørgsmålet om ejendoms-
retten til Grønland aldrig er
blevet løst.«
— Grønland indtager altså
en særstilling?
»Ja, det kan man godt si-
ge. Man kan ikke f.eks. sam-
menligne Grønlands status
med Bomholm. Det er afgø-
rende, at Grønland er en tid-
ligere koloni, hvor man sim-
pelt hen ikke har fået afklaret
dette spørgsmål juridisk«.
— Har den grønlandske
befolkning juridisk set oprin-
delige rettigheder til Grøn-
land og dets undergrund?
»Det er det svært at sige
» Alle folk kan til
deres eget formål
frit disponere over
deres naturlige rig-
domme«
noget om. Den grønlandske
befolkning har ingen rettig-
heder, som er nedfældet i
dansk retslitteratur. På den
anden side har Danmark i
1960 sammen med 88 andre
lande stemt for en såkaldt
deklaration i FN. Ifølge den
går bl.a. Danmark ind for, at
»alle folk kan til deres eget
formål frit disponere over de-
res naturlige rigdomme og
ressourcer«.
— Men netop spørgsmålet
om ejendomsretten er, siger
De, fortsat på et kolonialt
stade?
»Ja,, og det må tælle i
grønlændernes favør«.
Peter Germer nævne vide-
re, at Danmark også har rati-
ficeret — godkendt — en FN-
konvention, hvilket er væ-
sentlig mere bindende end en
deklaration, fra 1966, der
stort set har helt samme for-
mulering, som deklarationen
fra 1960.
»Det vil med andre ord si-
ge,« slutter Per Germer, »at
Danmark har indgået en in-
ternational forpligtigelse, der
går ud på, at alle folk har ret
til .at råde suverænt over de-
res undergrund«.
Kamik-
Posten ...
Fortsat fra forsiden
føjer sig uægtelig en lang
række endnu ikke presse-
historisk behandlende publi-
kationer, hvis tilblivelse og
tilværelse ofte skyldes
anstrengelser, der henhører
under det heroiske.
En historie, der engang bør
skrives og om hvilken man
på forhånd vil kunne sige, at
den bestemt ikke bliver kede-
lig, vil være den grønlandske
lokalpresses. Så vidt det har
været muligt at følge den
gennem knap en snes år kan
man uden overdrivelse sige,
at den udover sin praktiske
rent kommunikationsmæs-
sige lokale effekt har været
ikke så lidt af en guldgrube
for den, der — anbragt uden
for enhver af disse snirkler —
har søgt at pejle sig frem til
det, man kunne kalde den
grønlandske hverdagstone.
Og til denne hverdags under-
toner.
Fundstedet kunne være i
en tilfældig annoncetekst, i
et læserbrevs talen-rent-ud-
af-posen, i referatet fra et
politisk møde, i en kandidats
valgoplæg (»...men så snart
jeg bliver valgt, vil jeg be-
gynde at arbejde til alles til-
fredshed«) eller i en redaktio-
nel kommentar til den grøn-
landske situation, ofte tål det
mest nærliggende: bladets
situation. For man skal ikke
vente at finde komplette
årgange i denne del af det
grønlandske mediespektrum.
De begejstrede amatører, der
udgjorde redaktion, admini-
stration, trykkeri og distri-
bution i disse småblades
»Sturm-und-Drang«-tid
måtte af og til holde ufrivilli-
ge pauser — på grund af an-
det arbejde (deres virkelige)
eller midlertidig bortrejse for
en dansk eller grønlandsk
medarbejders vedkommende.
Vi beklager pausen
Men som oftest var det
dog sådan, at begrebet
bladdød også havde sin sær-
lige grønlandske nuance: det
drejede sig mestendels om
skindød og herlig genopstan-
delse. Således kunne Godt-
hfib-avisen »Sermitsiak«
(still going strong!) i decem-
ber 1967 udsende sin 9.
årgangs nr. 1, der bl.a. inde-
holdt disse redaktionelle be-
tragtninger:
»Her har De så igen
»Sermitsiak«. Det forrige
nummer udkom juni 1965.
vi beklager pausen!«.
Redaktionen understreger
videre, at bladet var og er
amatørarbejde, dvs. skrevet
og drevet af folk, der kan lide
at lave blad og først og frem-
mest gør det af den grund, og
man slutter genopstandelses-
lederen med at love tre ting:
At holde kvaliteten højt, at
udkomme dobbeltsproget og
at styre fri af særinteresser. I
bladets kronik betoner den
daværende grønlandsminis-
ter det naturlige i, at der i et
så kompliceret samfund som
det grønlandske opstår inter-
essemodsætninger og det
ligeså naturlige i, at disse
modsætninger får frit løb'
fremfor at blive stængt inde,
og han lykønsker bladet med
genfødelsen »...i fuld be-
vidsthed om, at jeg vil kunne
komme ud for selv at få ører-
ne i maskinen!«.
Ud gennem sidebenene
Sådan skal det være — og
sådan er det stadigvæk.
Lokalt har man kørt en grøn-
landsdebat, der i hidsigt en-
gagement og med præg af at
have realiteterne nærmere
inde på livet stiller den til-
svarende debat, der fra tid til
anden bølger gennem den
danske presse, helt ind i
skyggen.
Det, der således kan aflæ-
ses i Grønlands egen presse,
kan forekomme den udenfor-
stående for voldsomt, for
hudløst og deprimerende,
men det er samtidig nødven-
dige ekkoer fra hverdagen,
hvis man ønsker et virkelig-
hedsnært billede af den. Og
med komplikationerne i sam-
fundsudviklingen stiger be-
hovet for at få tingene ud
mellem sidebenene og at få
dem grundigere snakket
igennem end den gammel-
dags kamik-post gav mulig-
hed for, omend den i dag kan
siges at have hentet fornyet
styrke hos teknologien i form
af automattelefoner op og
ned langs kysten... Og lad os,
mens vi er ved æteren, ikke
glemme Grønlands Radios
funktion og muligheder i
denne samfundssammen-
hæng. Dels dens primære ak-
tuelle mediefunktion, dels en
langsigtet, historisk vigtig
funktion som arkivar af ud-
viklingsperiodens faser, som
via båndene bevares intakte.
TVs
lommesmerter
I øvrigt burde man nok
være mere opmærksom på
den arkivfunktion, som det
nyeste skud på mediestam-
men — de lokale TV-produk-
tioner — kunne få for udbyg-
ningen af det samtidshi-
storiske billede. I dag, hvor
tingene går så rask, at en kun
10 år gammel dokumentar-
film om en vestgrønlandsk
by indgår i undervisningen af
den opvoksende slægt som
en historisk film, har de små,
lokale TV-studier og deres
reportere » i marken« en mu-
lighed for at føre billedet af
det nye Grønland ajour. Men
er muligheden mere end teo-
retisk? Ikke i det tilfælde, jeg
blev gjort bekendt med for-
nylig i en by ved Diskobug-
ten, hvor de tekniske res-
soucer var så »skrabede«, at
man efter hver optagelse
måte slette billedbåndene for
at have materiale til rådighed
til nye optagelser.
Nu kom TV jo på en un-
derlig skæv og privat måde
til Grønland, men der burde
alligevel kunne findes (kul-
turministerielle?) muligheder
for at rette op på den fattig-
dom, der via en lokal TV-
forenings lommesmerter, kan
komme til at berøve en efter-
tid brudstykker af vor tids
Grønland og dets historie. At
de samme lokale TV-statio-
ner (og foreninger) i øvrigt er
afhængige af en kommunal,
økonomisk bevågenhed er en
helt anden, men fuldt så be-
tænkelig historie, der inde-
bærer en reel fare for selvcen-
sur i en kontroversiel repor-
tagesammenhæng. Den fare
har lokalpressen tilsynela-
dende aldrig skullet se i øjne-
ne — dens fribytteragtighed i
udtryksformen taget i be-
tragtning.
*
►