Atuagagdliutit - 16.09.1976, Blaðsíða 3

3
uden at blive bjærget... Men
oftest gik det godt. Til sejren
vundet. Også takket
være indsatsen på Grønland.
Thule-foiket flyttede
Så, under den kolde krig og
efter NATOs oprettelse (det
oprindelige nordatlantiske
NATO uden Tyskland, Itali-
en, Grækenland og Tyrkiet,
men altså med bl.a. os og
dermed også Grønland) fik
USA i al hemmelighed lov til
at bygge en base yderst mod
nord for derfra i givet fald at
kunne angribe Sovjetunionen
fra »en helt anden vinkel«. Ba-
sen havde kodenavnet »Blå
skade«, men det tog tid og
måtte, uha da, ikke nævnes i
aviserne. Men vi var nogle,
der efterhånden godt vidste,
at skadereden var i Thule,
hvad Grønlandskendere var
alt andet end begejstrede for.
Da navnet noget senere blev
kendt, trøstedes de med, at
amerikanerne sandelig ville
hædre den mand, der har
grundlagt Thule: Knud Ras-
mussen. Det strandede på, at
ingen amerikaner er i stand
til at udtale ordet Knud. Og
»Canute« eller »Nut« dur jo
ikke.
Så blev navnet »Thule Air
Force base«, hvad amerika-
nerne kunne gøre så meget
desto roligere, som Thules ci-
vile beboere med det gode
og det onde bestemte sig til at
flytte til et punkt, som fan-
gerne havde brugt som som-
merbase, men som hele be-
folkningen nu drog op til med
hundeslæder. Den danske
stat leverede de sædvanlige
kolonihave-træhuse, som
man dengang mente var gode
nok til folk i polarklima, men
som ved grød ikke var nær så
lune som de gamle tørvehyt-
ter, de oprindelig havde
brugt på bopladserne, og som
det på det nye sted ville tage
år til at ligne de pæne ældre
træhuse, de havde haft i
Thule »by«, som blev opgivet
helt. Kirken fik dog lov at
blive liggende som et monu-
ment over fortiden. I basen
repræsenteredes Danmark af
3—4 marinesoldater og et
postkontor, der solgte dan-
ske frimærker, efterhånden
grønlandske. God forretning,
så lidt fik vi ud af det...
På vej til
Thule-basen
Information har fra første
færd — altså sin første dag
— interesseret sig meget for
Grønland. Det er ikke pral.
Det kan dokumenteres, bl.a.
med den bog (»atortitdlug-
itdlo tamaisa pisit... /Repor-
tager fra Grønland«), min
medredaktør Philip skrev for
ikke så længe siden, og som
både på dansk og på grøn-
landsk blev udsendt — og
udsolgt — af Informations
forlag. Og på mange, mange
andre måder. Den første, der
fik den af alle journalister så
attråede Cavling-pris blev
første gang givet til Ole Vin-
ding for en artikelserie fra
Grønland i 1947, offentlig-
gjort i Information, der til
gengæld derefter i en årræk-
ke var lagt på is af »Cavling-
komiteen«. Men det er en sag
for sig. Og Vinding var ikke
fast medarbejder, så nogen
fjer i vores hat var det jo
knap. Til gengæld har Palle
Koch mange gange skrevet
artikelserier efter Grønlands-
rejser og i de senere fir, som i
dette »kampagnenummer«.
(Vi trykker jo ærlig og rede-
ligt også sådan et særnum-
mer for at interessere folk,
som kunne tænkes at blive
nye læsere...) altså: i dette
kampagnenummer har han
delt »stoffet« med Philip,
som bl. a. har interesseret sig
stærkt for det canadiske
mineselskab i »Den sorte en-
gel« og opnået resultater til
gavn for arbejderne med sine
artikler.
Men tilbage til den fjerne
fortid, da Thulebasens hem-
melighed måtte afsløres for
offentligheden. Det skete i
1953. En lille gruppe danske
og amerikanske journalister,
der omhyggeligt var sorte-
rede, og jeg var en af dem
(den gang var Information
endnu ikke i amerikansk
unåde!) rejste pr. fly via Kef-
lavik og var så amerikansk
militærs gæster, d.v.s. vi
blev nu da fløjet til Narssars-
suak i en af de veltjente
gamle Catalinaer, der havde
den fordel, at man kunne se
havet og det fantastiske Øst-
grønland ud gennem siderne,
og ned gennem bunden, fordi
flyet havde været brugt til
kontrol med tyske u-bfide i
Atlanten.
Man fik øjeblikkeligt sinej
den gang, forkerte ideer om
Grønland ændret. Det, man i
skolen havde lært var »Nu-
natakker«, og havde forestil-
let sig som klippespidser i is,
viste sig at være høje fjelde,
pragtfulde som de norske, og
isbjergene var i solskinnet al-
deles ikke hvide, men strå-
lede i regnbuens farver. Men
landingen chokerede de
flyvekyndigste. En af dem
skreg næsten: »Landingsba-
nen er for kort!« Og det var
den tilsyneladende, for vi
kunne se »bakketoppen«. Det
lettede, da flyet rullede vi-
dere på den anden side!
Nærmeste omvej
Senere kom vi til Thule ad
nærmeste omvej, nemlig
New Foundland og Labrador.
Man transporterede os i en
flyttebus af et fly, hvor man
sad på bænke i et stort rum
uden knap nok at kunne se
ud. Da jeg havde mit livs
Tegning: Per Marquard Otzen
plage, migræne, på den ene
tur, lå jeg det meste af vejen
sammenrullet på gulvet, ry-
stende ligeglad. Da vi skulle
lande, lykkedes det os at
spejde ud gennem en slags
bitte koøje. Poul Westphal-
— fra Berlingeren — den
mest forfløjne af os alle.skønt
jeg alene det år nåede op på
350.000 km — havde oriente-
ret sig ude i cockpittet for at
få skrevet i sin »logbog«.
Han oplyste, at der var tåget,.
at der var bjerge omkring
pladsen, og at vi var nær St.
Johns. Jeg var stadig syg og
ligeglad og erklærede, at jeg
ikke kunne se bjerge! Vi kun-
ne ikke se noget som helst, da
vi landede, men næste dag
inviterede Westphal mig hen
til hotelværelsets vindue —
vi delte værelse — og sagde:
»Vil du se de bjerge, som ikke
var der i aftes«.
De var flotte... Og tæt på.
Via Labrador, hvor der var
bart, fløj vi i eet stræk til
Thule, en lang tur; men det
var en udsigtsrejse tør det
antydes. Vi fløj op langs hele
Vestkysten og så dermed det
meste af det beboede Grøn-
land fra luften. Der var så
kønt, at det næsten var løgn.
Især nord på. Og kønnest
helt oppe, hvor indlandsisen
glimtede inde i landet langt
fra os, hvor isbjerge og
isskosser drev i blåt vand
nedenunder, og hvor forbjer-
ge, der så sorte ud, tilsynela-
dende var kullede alle-
sammen, som om de var af-
polerede. Det var endnu ef-
tersommer og endnu ikke sne
før helt oppe nordpå. Jo, det
var en tur.
Kontrasten til den
amerikanske bases barakby
var fantastisk. Dette var en
millitærby, som jeg tidligere
havde set dem — jeg havde i
en ferie været amerikansk
pressekonsulent i zonen i
Vesttyskland og basen i
Labrador havde forberedt os
på meget amerikansk i Grøn-
land. Her var px store, et
superstormagasin med billige
varer, vi endnu ikke havde i
Danmark. Her var messer
med drikkevarer, vi endnu
drømte om at få skrumpele-
ver og hjernesvind af
hjemme. Og byen med lige
gader havde alle sine barak-
ker på pæle og alle rør og led-
ninger et stykke oppe i luf-
ten. De skulle ikke synke i
den evigt frosne jord (den er
frossen ca. en km ned!) på
grund af varme, og sneen
skulle kunne fyge under byg-
ninger. Såre praktisk, men
systemet havde en svaghed,
som jeg første aften kom til
at pege på i officersmessen.
Næste dag blev jeg, ven-
ligt men bestemt afhørt på
højeste sted om, hvad pokker
jeg mente med, at jeg ville
påtage mig med en halv snes
sabotører at sætte hele basen
ud af funktion! Jo, sagde jeg,
en fjende kunne blot'ved at
sætte dristige folk i gang
med sprængstoffer øde-
lægge elektricitetsværk,
ledninger, rørsamlinger etc
og derved en vinternat gøre
basen ubeboelig. Eventuelt
kunne manblotmed håndgra-
nater kastet ind under barak-
kerne anrette blodig øde-
læggelse.
Først lød svaret, at de
boede ved verdens ende, og
at det ville være selvmord at
prøve. Så mindede jeg dem
om de japanske selvmordspi-
loter og spurgte, om de ikke
troede, at en fjendtlig magt
kunne finde en halv snes
faldskærmsfolk, som ville
springe ned på indlandsisen
og snige sig ned i lejren uden
chance for at komme bort
igen. Hvorfor sikrede de sig
ikke med vagter og med
trådnet under barakkerne?
Den sad. Det er mit eneste
bidrag til amerikansk for-
svar!
De var aldeles tamponere-
de
Vi så en masse militær-
hemmeligheder plus ting, vi
måtte skrive om. Bl. a. han-
garer, hvorfra fly, der døgnet
rundt var bemandede, og
som kunne starte i samme
sekundt, portene rullede til
side. Holdt de udenfor på
startbanen, frøs de. (Min
medredaktør den gang, Erik
Seidenfaden var deroppe
nogle år senere og så helt an-
derledes skrappe sager, deri-
blandt raketaf skydningsrør
eller ramper, som det oprin-
delig hed. Og da var det
meste af det, vi så, allerede
forældet).
Vi fik endnu en stor ople-
velse. Den danske del af dele-
gationen fik lov at flyve op til
Qanaq på den anden side Po-
litikens bræ — det hedder
den min salighed! — efter en
livlig aften i messen, der
smykkedes af billeder med
dejlige piger på og den sørge-
lige inskription: »4000 km til
den nærmeste pige«.
Turen var "kun for dan-
skere: amerikanere havde
ikke ret til samkvem med
»indfødte«. Det var dog nød-
vendigt at lade de flyvere,
der skulle transportere os i en
såkaldt »knækket banan«, en
stor helikopter, lov til også at
være der!
Mødet med beboerne im-
ponerede os alle, først og
fremmest, fordi de var aldeles
uimponerede. Først troede
vi, at de var fornærmede,
måske fordi de var blevet
trætte af amerikanerne i
Thule, der havde forstyrret
fangsten meget. Kom de nu
også herop? Ikke een så me-
get som drejede hovedet, da
helikopteret dumpede ned fra
himlen lige foran deres huse.
Hver fortsatte sit arbejde, en
del kvinder bl. a. med at
flænse sæler udenfor husene.
Børne flyttede sig ikke og så
ikke efter os. Ingen gik hen
til helikopteren. Ingen kom
ud af husene.
Senere, da vi havde fundet
kateketen, der som den ene-
ste kunne dansk, forklarede
han, at beboerne var dannede
og høflige. De ville gerne tale
med os og hilse på os, men vi
måtte først vise, at vi ville i
kontakt med dem. De ville
ikke være anmassende. Og de
ville bestemt også gerne se
helikopteren, men den var jo
»vores«, så ingen ville
komme ned til den uden invi-
tation! Vi var målløse. Men
med tolk fik vi, hver for sig,
flere samtaler i gang og fik
alle talt med den mest inte-
ressante beboer, den berømte
Odaq, den eneste endnu le-
vende af den opdagelsesrej-
sende Pearys følgesvende
den gang, han var på Nord-
polen. Vi mødte også boplad-
sens største fanger, der ikke
lignede en eskimo, som de
andre. Det var en søn af
Peary, men ham lovede vi
ikke at skrive om. Fru Peary
levede endnu den gang og
havde aldrig hørt om, at hen-
des mand havde trøstet sig
under sit årelange ophold i
polaregnene.
Jo, det var en Grønlands-
tur, den, og dette her blev
lidt mere af en fristil, end det
burde være blevet. Ameri-
kanerne sidder der endnu, og
selv om Thule på mange
punkter har mistet sin stra-
tegiske betydning (fordi man
skyder længere nu og har
fået raketaffy rende ubåde), så
rømmer de næppe foreløbig.
Derfor har det måske haft
nogen interesse at læse om,
hvordan det begyndte der-
oppe. Børge Outze
De danske og grønlandske arbejderes situation i Marmorilik
har Information skrevet meget om