Atuagagdliutit - 25.09.1980, Qupperneq 23

Har landsstyret
glemt sit ansvar
for fanger-
distrikterne?
En sommerrejse med mange spændende ople-
velser bringer en forståelse for fangernes livsbe-
tingelser i yderdistrikterne. Man må spørge sig
om landsstyret ikke vil hjælpe disse folk, der
lever på steder, hvor andre erhvervsmuligheder
end fangererhvervet mangler?
AG
Otto Steenholdt, Aasiaat.
Tekst: Otto Steenholdt.
Det har været en stor oplevel-
se for mig at rejse rundt i vort
store land.
Rejsen varede 11 dage og
den var tilrettelagt af for-
svarsministeren. Han havde i
løbet af året bedt mig om at
rejse med. Først var jeg tilba-
geholdende af hensyn til man-
ge andre rejseaktiviteter som-
meren igennem, men jeg blev
overtalt til sidst.
Et stort smukt land at se
ovenfra, et land, som flertallet
af indbyggerne aldrig har set,
kun hørt om. Der er mange
fangstdyr, og mange gange
tænker man på de fangere, der
ikke altid har det godt materi-
elt. Men en stor del af landet er
fredet, så meget land, at det er
nævnt som det største natur-
reservat i verden. Da det blev
bestemt, at det skulle blive fre-
det, var jeg med. Jeg har
ment, at det var nødvendigt
set fra det synspunkt, at det er
godt for landet. Lad os sige:
Verden udenfor os har tvunget
os til at lave denne bestemmel-
se, og vi har lavet det for ikke
at skade vor eksport til udlan-
det, samtidig har vi været nød-
saget til at frede fangstdyrene
på de bestemte tidspunkter.
Det er disse ting, som ram-
mer fangerne hårdt. Menne-
sker, der kan tage ud til disse
fangststeder, er nu lukket ude.
De er ikke mange, men det er
dem, der har ofret mest i vort
land. Det er ligesom blevet så-
dan, at en bys befolkning, som
skulle ernære sig ved fangst,
har vendt sig til at arbejde i
byen i stedet for. For mig er
det ikke mærkeligt, fordi
grænsen for fangstbefolknin-
gen i vestkysten er mere og
mere forskudt og befolkningen
mere og mere er henvist til at
ernære sig ved andet arbejde.
Når en del af et lands befolk-
ning er kommet i klemme, kan
man prøve på at hjælpe dem
på forskellig måde. Det kan
blandt andet ske ved at slække
på bestemmelserne eller ved at
forandre dem. Men spørgsmå-
let er, om et sådant skridt vil
hjælpe de fleste mennesker på
stedet. Under rejsen tænkte
jeg tit på, hvordan disse men-
nesker i Østgrønland kan blive
hjulpet.
Da vi holdt et møde med
kommunalbestyrelsen i Sco-
resbysund nævnte medlem-
merne deres isolation fra vest-
kysten og den øvrige verden
som den største gene for deres
erhverv. Skind, som blev sendt
til behandling i Danmark, må
man vente på indtil ti måne-
der, hvorfor de bliver brune og
derved falder prisen. På denne
baggrund tænker kommunen
på at anskaffe sig skindbe-
handlingshus, og selvfølgelig
forventer man, at landstinget
yder tilskud. Atåssuts eneste
medlem af kommunalbestyrel-
sen, Josef Madsen, sagde det
rigtigt: »Sælerne er det eneste
vi har som erhverv, vi har ikke
andre muligheder — hvis vi
skal have mest muligt ud af et
skind, har vi brug for et skind-
behandlingshus«. Fangerne i
Scoresbysund har ikke fiskeri
ved siden af, bortset fra en
smule ørredfangst i fjorden.
Vi holdt møde med kommu-
nalbestyrelsen den 5. august,
og som så mange andre dage
var det en dag, som var dårlig
for en fanger. Disse dårlige da-
ge for fangerne begyndte alle-
rede den 15. maj. Fra denne
dag har det næsten været
umuligt at indhandle skind,
fordi sælerne var ved at skifte
pels. Selvfølgelig vil det ikke
være så godt, hvis de gode
skinds pris bliver trukket ned
af dårlige skind. Men i disse
dage, hvor der er oprettet er-
hvervsdirektorat og ikke
mindst direktorat for bygder
og yderdistrikter er sådanne
ting ikke til at tro på og er di-
rekte kvalmende. Da sådan en
bestemmelse er taget med
samråd af KNAPP og KGH,
og da man ved, at sådanne
skridt rammer en eneste er-
hvervsmulighed, burde man
lade skindindhandling gå vide-
re ved bare at indkøbe både go-
de og dårlige skind side om si-
de, men således at dårlige
skind ikke kommer til at for-
ringe gode skinds pris.
Min gode ven og forhenvæ-
rende landsrådsmedlem, An-
dreas SanimuinaK, sagde ind-
trængende til mig, og det var
ikke mærkeligt: »Der er ikke
andre, vi kan henvende os til,
lad du sige højt og tydeligt til
andre, at fangerne siden forå-
ret er begyndt at smide sæl-
skind med spæk væk, selvom
det er deres eneste erhvervs-
mulighed«.
I Kap Hope’s virkelig triste
lille butik er der hængt et en-
somt opslag, der meddeler at
skind, der bærer præg af pels-
skifte ikke må indhandles! I
selvsamme bygd kikkede jeg
på et lille hus nær ved kirken.
Lige udenfor vindfanget havde
der samlet sig gammelt spæk,
som løb ned ad skrænten. Er
arbejdet med at indhandle
spæk holdt op efter valget?
Fangerne i Scoresbysund er
gået væk fra kajakken og er i
stedet brugere af påhængsmo-
toren. — Båden, påhængsmo-
toren, benzinen, skydevåben,
patroner, hus, varme, lys, ko-
ne, børn, tøj varer, mad og
mange andre udgiftskrævende
ting er dagligdags som på
vestkysten — og det er ikke
billigere. En fanger uden mu-
lighed for andet erhverv, en,
der kun får sine penge ved
skindindhandling, men som er
generet siden foråret, hvordan
skal han kunne opretholde liv-
et på disse betingelser?
Borgmesteren, som er
Siumut-mand, nævnte ikke
med et ord situationen om-
kring skindindhandling. Men
for at pynte lidt på disse hårde
betingelser sluttede han sine
ord: »Fangeren er den, der
bedst forstår at overleve«. Et
menneske, der ikke har penge,
må være dygtig til at overleve!
Efter at have set et fanger-
distrikt med mine egne øjne og
efter at have hørt klagerne
vendte jeg mit hoved og kikke-
de på den så godt benævnt
»landsstyremedlem for bygder
og yderdistrikter«. — Idet han
selvfølgelig mente, at det var
hans tur at sige noget, sagde
han, at en flyforbindelse til
vestkysten naturligvis vil af-
hjælpe problemet. Det lyder
som om Siumuts tanker om
lufthavne er ved at forandre
sig, det er som om de først er
ved at forstå betydningen af
disse dyre projekter, som først
bygges efter tilskud. Atåssut,
som er blevet hårdt kritiseret
på grund af disse ideer, har
aldrig gjort noget forkert!
De problemer, som er gæl-
dende for de nævnte menne-
sker, kan først løses, når fly-
forbindelser til Østkysten og
Nordgrønland er i orden. Hvis
folk nægtes deres løn, og bliv-
er bedt om at vente, ligesom de
ovenfor nævnte, hvormeget
knurren mon vi så vil opleve?
Det er jo rigtigt »en fanger er
den, der bedst ved hvordan
man overlever«, selvom det og-
så koster sundheden af sin fa-
milie.
Landsstyrets formand fin-
der, at tanken om skindbe-
handlingshus er interesant.
Denne mand har sørget for, at
det eneste skindbehandlings-
sted blev bygget i den kommu-
ne, hvor han selv er valgt; og
han havde brugt snørklede
veje dertil, men jeg har ment,
at det ville være mere hen-
sigtsmæssigt, hvis det var
bygget i et fangerdistrikt, idet
de fleste skind kommer fra dis-
se kanter.
Vi kan ikke lade være med
at tænke på paragraf 6, som
blev nedfældet, da Scoresby-
sund skulle anlægges. I den
står der, at man skal tilstræbe
ved anlæggelsen af stedet, at
islandske og norske sælfange-
re skubbes ud. Hvis de folk ik-
ke havde været med til at an-
lægge stedet, så ville det have
været anderledes. I dag siges
der ikke tak til dem, tværti-
mod, man giver dem dårlige
livsbetingelser.
Et andet fangerdistrikt, jeg
i kort tid besøgte, var Qaana-
aq. Det er meget beklageligt,
at jeg blev forment adgang til
at være med i landsstyrefor-
mandens møde med kommu-
nalbestyrelsen. I det lille fly er
der meget begrænsede plads-
forhold, og formanden skal ab-
solut have sin kone med!
Hjemmestyret tænker vist ik-
ke så meget på politikere.
Drøftelsen om deres økono-
miske problemer kunne jeg de-
sværre ikke være med til, an-
dre ting udover disse har væ-
ret diskuteret efter jeg er ta-
get afsted. Selvfølgelig kan
folketingsmedlemmer selv rej-
se; men når der tilbyder sig an-
dre muligheder, må man bruge
dem, især i disse sparetider!
Men før jeg tog af sted, var
der nogen der hviskede til mig,
at fangere, der er ude på
fangst, har fået problemer. Og
grunden var: Thulefolkene har
ellers bedt landsstyret om at
give tilskud til sådanne fang-
strejser, men de er blevet næg-
tet det af landsstyremedlem-
met for bygder og yderdistrik-
ter — »fordi staten ikke vil
give penge« — sikken en be-
grænset »interesse« for fan-
gerdistrikterne. Mon denne
manøvre ikke er en del af parti-
et Siumuts indbildninger?
Hvis denne artikel bliver
trykt og problemet i det høje
nord ikke er løst endnu, vil det
være et udtryk for en virkelig
ligegyldighed.
Under rejsen oplevede vi en
meget skøn natur, men når
man har oplevet mennesker i
disse distrikter som ovenfor
fortalt, kommer skønheden i
baggrunden, og det føles som
om øjnene ikke vil se det skøn-
ne.
Selvfølgelig bliver Otto Steen-
holdts artikel trykt. AG vil al-
tid gerne trykke artikler, der
lægger op til debat, og vi har
bedt landsstyret om at svare i
et følgende nummer af AG.
Red.
GODTHÅB AUTO-SERVICE
v. Ib Rasmussen . Postboks 300.3900 Godthåb
Tlf. 2 12 63 . Telex 90 636
23