Atuagagdliutit

Árgangur
Tölublað

Atuagagdliutit - 09.06.1982, Blaðsíða 29

Atuagagdliutit - 09.06.1982, Blaðsíða 29
Isumaliutersuut / Kronik USA’s politik i Arktis Finn Lynge Hvad tanker gør U.S.A.s lede- re i Washington sig omd et arktiske områdes fremtid? Pinn Lynge har haft lejlighed Hl at kigge i nogle hidtil hem- meligholdte dokumenter udar- bejdet på højeste plan for bl.a. ben amerikanske efterret- ningstjeneste CIA og tidligere Udenrigsminister Henry Kis- singer. Papirerne viser, at U.S.A. i videst mulig omfang vil over- lade udviklingen af det arkti- ske område til private firmaer. He udtrykket også bekymring °ver de canadiske planer om at Hansportere olie i isbrydende sUpertankere langs Alaskas nordkyst til Japan. Endelig Hævnes Inuit Circumpolar Conference, hvis bekymringer °ver den fremtidige udvikling i Arktis anerkendes som legiti- me. HSa’s regering har for nylig fri- SiVet nogle hidtil hemmeligholdte dokumenter vedrørende de grund- liggende retningslinier for akti- viteter i de arktiske områder. Det |nå vaere af klar interesse for både rønland og Danmark at vide, .Vad det er for tanker, der rører s*g hos vor store nabo mod vest. Jeg skal i det følgende kort op- ddse nogle af hovedpunkterne i Qe fem dokumenter, der er tale °m: P Et »National Security De- cision« memorandum signeret Henry Kissinger og dateret de- cernber 71 — 2. En dissens afgivet i indenrigsministeriet januar 82 ~~ 3. Et memorandum til »Natio- dnl Security Council« dateret biarts 82 — 4. Et vurderingspapir Udarbejdet af en tværdeparte- biental arbejdsgruppe vedrørende arktisk politik, ligeledes dateret Uiarts ’82. - 5. Et udateret CIA- °kument om arktiske transport- systemer i Sovjetunionen og Ca- Eet første papir giver udtryk °r præsident Nixons beslutning P11)- at USA skal udbygge samar- e3det med andre nationer, der interesser at pleje i de arkti- , områder, og at dette samar- eJde skal gå på videnskabelig nrskning, ressourceudvinding og udveksling af informationer, at ®A skal bestræbe sig på en bre- ere forståelse af den arktiske erden og på at gøre den »beboe- l8". at sikkerhedspolitiske aspek- , eC skal have en høj prioritet i ar- eJdet med arktiske projekter, og endelig at der skal nedsættes en tværdepartemental arbejdsgrup- pe, som skal beskæftige sig med disse ting og afgive en rapport. Omtalte rapport er færdigudar- bejdet og ligeledes frigivet. Det drejer sig om nr. 3 og 4 foroven. Selvom den først er færdigredige- ret mere end ti år efter memoran- dum’et fra 71 er det alligevel Kis- singer-noten man vender tilbage til som udgangsdokument. Man bekræfter Nixon-administra tio- nens generelle retningslinier som her udmøntet, men finder også anledning til at slå på, at for- bundsregeringens rolle bør tage af, for at de private selskaber kan påtage sig stadigt flere af de of- fentlige opgaver, som er forbun- det med arktisk ressourceudvin- ding — et synspunkt forfægtet af Department of the Interior i sin dissens af 25. januar i år, og iøv- rigt helt i overensstemmelse med Reagan -administrationens stærkt højreorienterede politik. Denne har jo på det seneste li- gefrem manifesteret sig i nedlæg- gelsen af forbundsregeringens energiministerium. Mottoet er de- centralisering og privatisering. Dette kan ikke forbavse. Men der kan være grund til at standse op ved, at arbejdsgruppen ikke desto mindre opererer med mulig- heden af en øget føderal indsats på visse begrænsede områder. Denne tilsyneladende selvmodsi- gelse begrundes med de særlige arktiske forhold og det offentliges ansvar for beskyttelse af liv, ejen- dom og miljø i forbindelse med udviklingen af arktiske trans- portsystemer ved enten hjemme- hørende eller udenlandske selska- ber. Selv Reagan-administratio- nen har med andre ord ikke ube- grænset tillid til at denne beskyt- telse vil kunne ydes udelukkende på de private selskabers præmis- ser. Hvilke udenlandske selskaber kan amerikanerne da være be- kymrede for? Jo, der er først og fremmest det canadiske selskab Dorne Petroleum, som allerede opererer i den del af ishavet nord for Canada, der hedder Beaufort- havet. Dorne har nemlig planer om isbrydertankskibtransport af råolie — modelleret over Petro Canadas Arctic Pilot Project (APP) — en transport, der kom- mer til at gå enten ad samme bane som APP, dvs. østover gennem Nordvestpassagen og ned gen- nem Davisstrædet, eller som vil blive lagt vestover, langs Alaskas nordkyst og ned gennem Bering- strædet. Dette sidste bekymrer USA, og man forudser store miljøproble- mer, konflikter med fiskeriet in- denfor Alaskas 200 sømiles hav- zone og potentielt katastrofale følger specielt for fangsten af grø nlands hvaler ved North Slope og ringsælfangsten ved Pribiloff- øerne. Man er også bange for Bri- stol Bay, som er et havbiologisk meget rigt og sårbart område. Be- kymringerne er ikke blevet mind- re af, at det japanske nationale olieselskab JNOC allerede i 1980 investerede 400 millioner dollars i Dorne Petroleum, med udsigt til en saltvandsindsprøjtning på yderligere 2 milliarder dollars på et senere tidspunkt. Hvis canadi- erne og japanerne går sammen om at skabe en flåde af isbryden- de supertankskibe, der skal fragte råolie langs Alaskas kyster, så be- gynder amerikanerne at få nøjag- tig den samme slags migræne som Grønland/Danmark allerede nu har i forbindelse med Petro Ca- nadas frygtindgydende APP. Den slags bekymringer er na- turligvis et tveægget sværd. For rapportens forfattere siger jo straks til sig selv, at ligesom de er bekymrede for udenlandske sel- skabers planer langs amerikanske kyster, således er det også natur- ligt at andre kan være bekymrede for amerikanske ressourceudvin- dingsplaner. Og her tænkes speci- elt på organisationerne af indfød- te, oprindelige befolkningsgrup- per, som de samlet kommer til or- de gennem Inuit Circumpolar Conference. Rapporten anerken- der tydeligvis ICC’s bekymringer som legitime og antyder mulighe- den af et samarbejde også til den side om et samlet sæt af retnings- linier for arktisk ressourceudvin- dingspolitik. Men alt i alt levnes der ingen tvivl: USA tror på det private ini- tiativ og er ikke til sinds at lægge nogen som helst føderale hindrin- ger i vejen for de store selskaber. Og hermed står de bekymrede be- mærkninger om miljøfarerne og truslen mod de oprindelige folkes- lags livsstil kun som fodnoter vedrørende naturnødvendige ulemper ved det, som skal og må ske: udviklingen og moderniserin- gen af Arktis. Uafvendeligheden og nødven- digheden — i rapportskrivernes øjne — af denne udvikling sættes i relief af det afsluttende CIA-do- kument, der hovedsalig handler om Sovjetunionens meget store forspring i alt hvad der hedder arktisk forskning, teknologi og — specielt — transportmodeller. Langs polbassinet bor der kun 400.000 mennesker i‘ Alaska, 60.000 i Nordcanada og 50.000 i Grønland — men i det arktiske Sovjet bor der 4 millioner. USA føler sig pisket til at gøre et stort og mærkbart fremstod i Arktis. Det tog kan kun køre med store private selskabers profithåb som lokomotiv. Aviisimi normumi tullcrmi kalaallisut ilanngunneqassaaq. Atuagagdliutit 29

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.