Atuagagdliutit - 09.06.1982, Blaðsíða 29

Isumaliutersuut / Kronik
USA’s politik i
Arktis
Finn Lynge
Hvad tanker gør U.S.A.s lede-
re i Washington sig omd et
arktiske områdes fremtid?
Pinn Lynge har haft lejlighed
Hl at kigge i nogle hidtil hem-
meligholdte dokumenter udar-
bejdet på højeste plan for bl.a.
ben amerikanske efterret-
ningstjeneste CIA og tidligere
Udenrigsminister Henry Kis-
singer.
Papirerne viser, at U.S.A. i
videst mulig omfang vil over-
lade udviklingen af det arkti-
ske område til private firmaer.
He udtrykket også bekymring
°ver de canadiske planer om at
Hansportere olie i isbrydende
sUpertankere langs Alaskas
nordkyst til Japan. Endelig
Hævnes Inuit Circumpolar
Conference, hvis bekymringer
°ver den fremtidige udvikling i
Arktis anerkendes som legiti-
me.
HSa’s regering har for nylig fri-
SiVet nogle hidtil hemmeligholdte
dokumenter vedrørende de grund-
liggende retningslinier for akti-
viteter i de arktiske områder. Det
|nå vaere af klar interesse for både
rønland og Danmark at vide,
.Vad det er for tanker, der rører
s*g hos vor store nabo mod vest.
Jeg skal i det følgende kort op-
ddse nogle af hovedpunkterne i
Qe fem dokumenter, der er tale
°m: P Et »National Security De-
cision« memorandum signeret
Henry Kissinger og dateret de-
cernber 71 — 2. En dissens afgivet
i indenrigsministeriet januar 82
~~ 3. Et memorandum til »Natio-
dnl Security Council« dateret
biarts 82 — 4. Et vurderingspapir
Udarbejdet af en tværdeparte-
biental arbejdsgruppe vedrørende
arktisk politik, ligeledes dateret
Uiarts ’82. - 5. Et udateret CIA-
°kument om arktiske transport-
systemer i Sovjetunionen og Ca-
Eet første papir giver udtryk
°r præsident Nixons beslutning
P11)- at USA skal udbygge samar-
e3det med andre nationer, der
interesser at pleje i de arkti-
, områder, og at dette samar-
eJde skal gå på videnskabelig
nrskning, ressourceudvinding og
udveksling af informationer, at
®A skal bestræbe sig på en bre-
ere forståelse af den arktiske
erden og på at gøre den »beboe-
l8". at sikkerhedspolitiske aspek-
, eC skal have en høj prioritet i ar-
eJdet med arktiske projekter, og
endelig at der skal nedsættes en
tværdepartemental arbejdsgrup-
pe, som skal beskæftige sig med
disse ting og afgive en rapport.
Omtalte rapport er færdigudar-
bejdet og ligeledes frigivet. Det
drejer sig om nr. 3 og 4 foroven.
Selvom den først er færdigredige-
ret mere end ti år efter memoran-
dum’et fra 71 er det alligevel Kis-
singer-noten man vender tilbage
til som udgangsdokument. Man
bekræfter Nixon-administra tio-
nens generelle retningslinier som
her udmøntet, men finder også
anledning til at slå på, at for-
bundsregeringens rolle bør tage
af, for at de private selskaber kan
påtage sig stadigt flere af de of-
fentlige opgaver, som er forbun-
det med arktisk ressourceudvin-
ding — et synspunkt forfægtet af
Department of the Interior i sin
dissens af 25. januar i år, og iøv-
rigt helt i overensstemmelse med
Reagan -administrationens
stærkt højreorienterede politik.
Denne har jo på det seneste li-
gefrem manifesteret sig i nedlæg-
gelsen af forbundsregeringens
energiministerium. Mottoet er de-
centralisering og privatisering.
Dette kan ikke forbavse. Men
der kan være grund til at standse
op ved, at arbejdsgruppen ikke
desto mindre opererer med mulig-
heden af en øget føderal indsats
på visse begrænsede områder.
Denne tilsyneladende selvmodsi-
gelse begrundes med de særlige
arktiske forhold og det offentliges
ansvar for beskyttelse af liv, ejen-
dom og miljø i forbindelse med
udviklingen af arktiske trans-
portsystemer ved enten hjemme-
hørende eller udenlandske selska-
ber. Selv Reagan-administratio-
nen har med andre ord ikke ube-
grænset tillid til at denne beskyt-
telse vil kunne ydes udelukkende
på de private selskabers præmis-
ser.
Hvilke udenlandske selskaber
kan amerikanerne da være be-
kymrede for? Jo, der er først og
fremmest det canadiske selskab
Dorne Petroleum, som allerede
opererer i den del af ishavet nord
for Canada, der hedder Beaufort-
havet. Dorne har nemlig planer
om isbrydertankskibtransport af
råolie — modelleret over Petro
Canadas Arctic Pilot Project
(APP) — en transport, der kom-
mer til at gå enten ad samme bane
som APP, dvs. østover gennem
Nordvestpassagen og ned gen-
nem Davisstrædet, eller som vil
blive lagt vestover, langs Alaskas
nordkyst og ned gennem Bering-
strædet.
Dette sidste bekymrer USA, og
man forudser store miljøproble-
mer, konflikter med fiskeriet in-
denfor Alaskas 200 sømiles hav-
zone og potentielt katastrofale
følger specielt for fangsten af
grø nlands hvaler ved North Slope
og ringsælfangsten ved Pribiloff-
øerne. Man er også bange for Bri-
stol Bay, som er et havbiologisk
meget rigt og sårbart område. Be-
kymringerne er ikke blevet mind-
re af, at det japanske nationale
olieselskab JNOC allerede i 1980
investerede 400 millioner dollars i
Dorne Petroleum, med udsigt til
en saltvandsindsprøjtning på
yderligere 2 milliarder dollars på
et senere tidspunkt. Hvis canadi-
erne og japanerne går sammen
om at skabe en flåde af isbryden-
de supertankskibe, der skal fragte
råolie langs Alaskas kyster, så be-
gynder amerikanerne at få nøjag-
tig den samme slags migræne
som Grønland/Danmark allerede
nu har i forbindelse med Petro Ca-
nadas frygtindgydende APP.
Den slags bekymringer er na-
turligvis et tveægget sværd. For
rapportens forfattere siger jo
straks til sig selv, at ligesom de er
bekymrede for udenlandske sel-
skabers planer langs amerikanske
kyster, således er det også natur-
ligt at andre kan være bekymrede
for amerikanske ressourceudvin-
dingsplaner. Og her tænkes speci-
elt på organisationerne af indfød-
te, oprindelige befolkningsgrup-
per, som de samlet kommer til or-
de gennem Inuit Circumpolar
Conference. Rapporten anerken-
der tydeligvis ICC’s bekymringer
som legitime og antyder mulighe-
den af et samarbejde også til den
side om et samlet sæt af retnings-
linier for arktisk ressourceudvin-
dingspolitik.
Men alt i alt levnes der ingen
tvivl: USA tror på det private ini-
tiativ og er ikke til sinds at lægge
nogen som helst føderale hindrin-
ger i vejen for de store selskaber.
Og hermed står de bekymrede be-
mærkninger om miljøfarerne og
truslen mod de oprindelige folkes-
lags livsstil kun som fodnoter
vedrørende naturnødvendige
ulemper ved det, som skal og må
ske: udviklingen og moderniserin-
gen af Arktis.
Uafvendeligheden og nødven-
digheden — i rapportskrivernes
øjne — af denne udvikling sættes
i relief af det afsluttende CIA-do-
kument, der hovedsalig handler
om Sovjetunionens meget store
forspring i alt hvad der hedder
arktisk forskning, teknologi og —
specielt — transportmodeller.
Langs polbassinet bor der kun
400.000 mennesker i‘ Alaska,
60.000 i Nordcanada og 50.000 i
Grønland — men i det arktiske
Sovjet bor der 4 millioner. USA
føler sig pisket til at gøre et stort
og mærkbart fremstod i Arktis.
Det tog kan kun køre med store
private selskabers profithåb som
lokomotiv.
Aviisimi normumi tullcrmi kalaallisut
ilanngunneqassaaq.
Atuagagdliutit
29