Atuagagdliutit

Árgangur
Tölublað

Atuagagdliutit - 08.08.1984, Blaðsíða 16

Atuagagdliutit - 08.08.1984, Blaðsíða 16
Festen for en koloni Qasigiannguit har fejret sit 250-års jubilæum. Men IA’erne var ikke begejstrede for, at byen gjorde så meget ud af, at »Den lille Soldat« blev restaureret. »Den lille Soldat«, der netop er symbolet på magten og kolonien. De undrer sig også over, at man fejrer Poul Egede, der var med til at forbyde »toornarsuk« - trommedansen og den gamle grønlandske kultur Kommentar af Poul Krarup For mere end 4.000 år siden trængte et folk ned langs Grønlands vest- kyst.Nogle af dem slog sig ned på øen Qeqertasussuk i Qasigiannquit kommune. Efterladenskaber viser, at det var et folk med redskaber, hunde m.v. der fangede og jagede som alle andre inuitter senere har gjort. Det er svært at vide, om det har været en sommerboplads, der kun har været beboet en del af året, som vi kender så mange af i samme område fra de sidste 200 år. Måske har de også haft deres trommedans, hvor de kunne afgøre deres uenige- heder på en fredelig måde samt an- dre kulturelle udtryksformer, der idag er væk. Arkæologer er idag ved at udgra- ve den gamle boplads. Og hver dag kommer ny viden frem om vores forfædre og deres kultur. En kul- tur, der fortsatte mere eller mindre i nye folk, der kom op til området, op til for 250 år siden, da den blev ødelagt. I fem dage har Qasigiannguit fej- ret, at det er 250 år siden, at byen blev grundlagt som koloni. Der er brugt virkelig mange penge, og kommunens embedsmænd har puklet løs for at gøre det til fem fest- lige og fornøjelige dage for de man- ge gæster fra nær og fjern, og for at byens borgere også skulle føle, at der var fest. Måske lige med undta- gelse af plejepatienterne på sygehu- set, som man ikke havde tænkt på. Men nogle var ikke så tilfredse med denne fest. Det var først og fremmest vejrguderne. På selve ju- bilæumsdagen den 25. juli, da byen blev grundlagt — kom årets første føhn og hindrede fællesspisningen og dansen på torvet. Føhnen med sine kraftige vindstød kom heldig- vis ikke før, at umiak’en og kajak- kerne havde afsluttet deres sejlads. Fredag aften, da der var fyrværke- ri, kom årets første regn, og søn- dag, da der skulle være fællesud- flugt, blev det igen storm og regn. Det var som om vejret ville hin- dre, at man fejrede, at landet for 250 år siden var blevet koloni med de ulemper og fordele, det siden har medført. I festligehdeme ønskede man ty- deligt at vise — ikke nødvendigvis en glæde for at danskerne i sin tid kom — men en fest for de menne- sker, der igennem 250 år har levet og arbejdet i denne by. Der blev på alle måder da også vist den største respekt for byens afdøde. Men det var ikke kun vejrguder- ne, der protesterede mod festlighe- derne. Også unge IA’ere udtrykte deres midbilligelse med, at man fej- rede 250-året for ødelæggelsen af den oprindelige grønlandske kul- tur. Aricaluk Lynge, der også del- tog i festen, sagde så lidt som mu- ligt. Han nøjedes med at ønske til lykke og med at sige tak, fordi byen havde givet ham en af sine døtre til hustru. Andre IA’ere var ikke begejstre- de for, at byen gjorde så meget ud af, at »Den lille Soldat« var blevet restaureret. »Den lille Soldat«, der netop er symbolet på magten og ko- lonien. De undrer sig også over, at man fejrer Poul Egede, der var med til at forbyde »toornasuk« — trom- medansen og den gamle grønland- ske kultur. Skiftende inuit-kulturer har be- boet området længe før kolonien blev grundlagt. Men så vidt vides er der ingen, som har boet der, hvor kolonien blev grundlagt. Fangsten var for dårlig dér. Det var den der- imod ikke ved den senere nedlagte bygd Akugdlit eller andre steder i bugten. Kritikken af kolonisatio- nen samles i det indianske citat: »Når de har fanget vores fisk, når de har skudt vores vildt, da vil de forstå, at de ikke kan spise penge«. Sådan tænker vi, siger de unge IA’ere. Byens berettigelse blev slet ikke diskuteret under festlighederne. Danskerne har ellers adskillige gan- ge i koloniens 250-årige historie di- skuteret, om den skulle nedlægges. Fundet af de store rejefelter lige ud for byen gjorde, at man byggede rejefabrikken i 1952. Den hidtil ret lille by, med 199 indbyggere i 1947 og 245 indbyggere i 1951, voksede sig større. Rejefabrikken blev byens eksi- stensgrundlag. Befolkningen har altid været kendt for sin arbejd- somhed og sin stabilitet, og fabrik- ken er en af de få, der giver over- skud. Men i festlighederne nævnte man slet ikke byens usikre fremtid. Reje- felterne har flyttet sig. Rejerne fan- ges nu nærmere Aasiaat, Kangaat- siaq, Qeqertarsuaq og længere ude i Davisstrædet. Derfor mener bl.a. fiskerne, at det vil være en fordel med en rejefabrik i Aasiaat. Men så frygter Qasigiannguit med rette, at byen bliver overflødig, og at den med tiden lider samme skæbne som K’utdligssat. Der er virkelig et behov for en fabrik i Aasiaat. Men når den bliver bygget, må hjemmestyret sikre fa- brikkerne i Qasigiannguit og i Ilu- lissat råvarerne ad andre veje end de lokale fiskekuttere. Rejerne må indhandles fra de store trawlere, der Fisker i Davisstrædet. Kutterne forlader nemlig Qasigi- annguit, når Aasiaat fabrikken bliver bygget. Kutterejere er allere- de ved at undersøge mulighederne for at flytte til Aasiaat. Hjemmesty- ret har lovet at sørge for en forde- ling af rejerne, således at alle fa- brikkerne i bugten får nok. Det har hjemmestyret lovet siden januar 1983, men ingen har endnu set, hvordan fordelingen skal ske. Sam- tidig er kommunerne i bugten ble- vet uvenner. Det undrede mange, at Aasiaats borgmester ikke deltog i Qasigiannguits 250-års jubilæum, mens Ilulissats borgmester Frederik Rosbach netop roste det gode sam- arbejde, der er mellem de to byer. såkutiinguaK, K’asigidnguane niuvertup igdlorssuatoKåta, måna agdlag- fiussup isåriåta KulånitoK. Den lille soldat er anbragt over indgangen til den gamle kolonibestyrerbo- lig, som i dag bruges til kontor (J.F.). Qasigiannguani ’Sakkutuunnguaq’ ’Sakkutuunnguaq’ Qasigianngua- niittoq tassaavoq qisummit qiperu- gaq 1700-ikkunneersoq, tassaasoq sakkutooq pigaartoq. Taanna Ka- laallit Nunaanni Danmarkimilu taamaattut kisiartaraat. Taamaat- tunik ataasiakkaanik Skånemiitto- qarpoq sulilu arlaqarnerusumik Sverigep sinneriraniittoqarluni. 1700-ikkunni ’pigaartut’ taa- maattut ikkunneqartarsimapput isaarissap silatinnguanut iluatun- ginnguanulluunniit. Taamaattumik persuarsiornar- torujussuuvoq, nunasiaqarnerme- ersuugamili nunasiaqartup naala- gaassusianik mikinngitsumik erser- sitsisuulluni. ’Sakkutuunnguaq’ iluarsaanne- qarsimasoq illoqarfiup nalliuttorsi- ornerani initoqaani KGH-ip allaffi- ata aningaaseriviullu isaariaata sio- raatungaaniillugu uleerneqarpoq. Borgmester Themothæus Frede- riksen ’Sakkutuunnguaq’-mik ule- ersisuuvoq. Taassumallu oqaluttu- araa ’Sakkutuunnguaq’ ukiut in- gerlaneranni qalipanneqaraangami nutaanik atisartaartarsimasoq, al- laallu arlaanni umeqalersimagalu- arluni. Maannali pissuseqqaamisut ilisimavoq uniformi eqqortoq qali- paatillu eqqortut atisimallugit. Oqaluttuarineqartarpoq sakku- tuunnguaq niuertoqarfittaami niu- ertooqaartumit Niels Egedemit sa- naneqarsimasoq. »Den lille Soldat« i Qasigiannguit »Den lille Soldat« i Qasigiannguit er et trærelief fra begyndelsen af 1700-tallet, der viser en vagtsoldat. Den er den eneste af sin art i Grøn- land og i Danmark. Der er nogle få i Skåne og mange flere i det øvrige Sverige. 1 begyndelsen af 1700-tallet sym- boliserede et sådant billede en vagt- soldat, og det var som regel hængt op lige uden for eller indenfor ind- gangsdøren. Det er altså lidt af en sensation. Men fra kolonitiden er det et sym- bol, der i allerhøjeste grad repræ- senterer koloniherren. »Soldaten« er blevet restaureret, og under byfesten blev den nyre- staurerede soldat afsløret på sin op- rindelige plads over indgangsdøren til KGH’s kontor og banken. Det var borgmester Themothæus Frederiksen, der afslørede »Den lil- le Soldat«. Han fortalte, at solda- ten igennem tiderne fik nyt tøj på hver gang huset blev malet, ligesom han på et tidspunkt også havde skæg. Nu fremstår han imidlertid igen i sin oprindelige uniform med de rigtige farver. Det fortælles, at soldaten er ud- skåret af Niels Egede, der var kolo- niens første købmand. pk 16 NR. 32 1984 ATUAGAGDLIUT1T

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.