Atuagagdliutit - 01.05.1985, Síða 6

Hjemmehjælp er ■'flk
en nødvendighed
I Nuuk er der 55 hjemmehjælpere,
og der er ikke udsigt til at de bliver
færre i fremtiden. Derfor er det nød-
vendigt at hjemmehjælperuddannel-
sen godkendes, mener Kathrin Chri-
stiansen, der er leder af hjemmehjæl-
pen i Nuuk.
Nuuk er blevet en storby med sine
gode og især dårlige sider. At hjælpe
sine gamle i deres alderdom er passé
og der findes mange ensomme men-
nesker, som kun har hjemmehjælpe-
ren at se frem til.
Mere bevidste
Da Kathrin Christiansen blev ansat
ved kommunen for to år siden var der
98 hjemmehjælpere. Efter en ny vur-
dering af behovet er antallet blevet
næsten halveret, og hver hjemme-
hjælper har nu fem-seks klienter om
ugen. Kathrin Christiansen under-
streger at hjemmehjælperne ikke er
kiffakker, deres arbejde består i
hjælp til selvhjælp. Det vil sige at
klienterne skal arbejde med selvom
de sidder i rullestol.
Atuisoq: — Hvem er egentlig be-
rettiget til hjemmehjælp?
KC: — Det er alle, der ikke kan kla-
re sig selv, især pensionister og han-
dicappede. Der er også akutte behov,
for eksempel i hjem, hvor mødre
pludselig er blevet indlagt.
At: — Er det rigtigt, at der er stor
udskiftning blandt hjemmehjælper-
ne?
KC: — Det var der for et par år si-
den. Jeg tror det hænger sammen
med, at man dengang opfattede dem
som kiffakker og de opfattede sig
selv som sådanne. De fleste af dem er
jo hjemmegående husmodre, og de
kører trætte med dobbelt husarbej-
de.
— Så da jeg for to år siden skulle
starte med det første hjemme-
hjælpskursus troede jeg ikke der vil-
le møde ret mange op. Men der var
100 procents fremmøde under hele
kurset. Indtil nu har jeg kørt tre kur-
ser, og de har resulteret i at de er ble-
vet meget mere stabile. De ved nu, at
de gør et meget værdifuldt arbejde
og at de ikke er kiffakker.
At: — Kan du uddybe det lidt nær-
mere?
KC: — Jo, det er for eksempel ikke
hjemmehjælperens opgave at tage
sig af storvask og hovedrengøring
hos klienter, der bor hos storfamilier.
Det er familierne også ved at få øjne-
ne op for. Mange af vores klienter er
også rullestolspatienter og de får jo
ikke bedre af at sidde med hænderne
på skødet. De skal arbejde med. Det
er det, jeg mener med at vores folk
skal hjælpe dem til selvhjælp.
At: — Får de lønforhøjelse efter
kurserne?
KC: — Normalt får de SIK’s mind-
ste løn, men de får 80 øre mere i timen
for hvert kursus. Det er mit store
håb, at uddannelsen bliver godkendt
så hurtigt som muligt. Det har jo
vist sig, at de bliver mere bevidste
om deres arbejde efter kurserne. Og
det vil helt sikkert blive endnu bedre
når de ved, at de har en uddannelse.
At: — Er det ikke lidt synd, at
mange andre hjemmehjælpere i ky-
sten ikke kan få glæde af dine kur-
ser?
KC: — Da jeg startede kurserne i
samarbejde med SPS var det menin-
gen at de fra SPS skulle samle mate-
rialet op og lave en pakkekursus på
kysten. Desværre blev det ikke til
noget fordi de ikke havde ressourcer
nok. Det er også svært at lave et
landsdækkende kursus fordi de fle-
ste af hjemmehjælperne er hjem-
megående husmodre.
Kathrin Christiansen: — Aaqqis- — Organisering af arbejdet har væ-
suussisimanerput iluaqutaaqaaq. ret til stor hjælp.
Ilitsersuisoqalemikkut inuusuttut Introduktionshjemmehjælperen
ikiuukkusunnerulerput. sætter unge ind i arbejdet.
Arbejdsfordeling
At: — Kan I holde styr på så mange
mennesker herfra kontoret?
KC: — Vi har delt byen op i tre zo-
ner for at spare hjemmehjælperne,
så de ikke behøver at gå så langt til
deres arbejde. For hvert område er
der så en områdeleder, der har opsyn
med de andre hjemmehjælpere. Et
område har cirka 15 hjemmehjælpe-
re, det kan de jo sagtens holde styr
på.
— Så har vi en introduktionshjem-
mehjælper, Marie Berthelsen, hun
har arbejdet som hjemmehjælper i
mange år.
Vi oplevede mange af de unge pi-
ger, der startede hos os holde op med
det samme. Og j eg fandt ud af, at det
simpelthen var fordi de stod helt
fremmede overfor det hele.
Nu gør vi det, at Marie tager de un-
ge piger med ud i hjemmene i tre da-
ge og sætter dem ind i arbejdet. Og
det har været en stor succes.
At: — Du nævnte, at mange af je-
res klienter er rullestolspatienter,
det er vel sundhedsvæsenets opgave
at tage sig af dem også?
KC: — Det er det også, men i en
storby som Nuuk er der kun en al-
mindelig og en psykiatrisk sygeple-
jerske, og det er for lidt. Vi har godt
nok fået lovning på flere sygeplejer-
sker, men de kan jo ikke ansættes så
længe der er konflikt. Men vi har fået
et godt samarbejde med Sana, sådan
at vi sender en hjemmehjælper der-
ned til lidt undervisning og for at læ-
re klienten at kende som en forbere-
delse til patientens hjemkomst. Som
modstykke til de teoretiske kurser
får hjemmehjælperne også praktik
på alderdomshjemmet, så nogle af
dem er godt igang med uddannelsen,
selvom den endnu ikke er godkendt.
Den glemte generation
— De fleste af vore ældre klienter får
aldrig besøg undtagen når de får ud-
betalt deres folkepension. Så bliver
de også udnyttet af børn, familie og
vildtfremmede mennesker.
At: — Er en større alderdomshjem
løsning på problemet?
KC: — Nej, jeg mener en hjemme-
hjælperuddannelse er en løsning, så
de gamle kan blive i deres hjem. På
den anden side mener jeg alder-
domshjemmet her er for lille, fordi så
længe behovet for hjælp er så stort,
er det nødvendigt at bruge det som
en nødløsning.
— Når der som sagt kun er en al-
mindelig hjemmesygeplejerske, må
hjemmehjælperne tage sig af klien-
ter, der i virkeligheden trænger til
genoptræning på sygehuset. Og det
er et kæmpeansvar. Den medicinske
afdeling er fyldt op med vore klien-
ter, og der er venteliste på at komme
derned. Vi ser at rullestolspatienter
og gigtpatienter bliver dårligere og
dårligere i hjemmene og kræver me-
re og mere hjælp, men så længe der er
konflikt kan de jo kun tage akutte
patienter. Det kunne man godt have
undgået.
— Det vil også være på sin plads,
hvis kommunen ansætter en ergote-
rapeut, så vi kan holde deres træning
vedlige istedet for at være afhængi-
ge af Sana.
— Vi hører meget om børn og unge
fordi de selv råber højt. De ældre si-
ger ingenting og finder sig i alt. Vi
mangler for eksempel meget beskæf-
tigelse — dagcentre for de ældre og
beskyttede værksteder til psykisk
handicappede. De trænger til at
komme hjemmefra og opleve noget
andet. Alderdomshjemmet har væ-
ret fantastisk her i julen, hvor de har
lavet et stort juleprogram, som vore
klienter virkelig har nydt.
At: — J amen, tror du ikke de ældre
er blevet for gamle til at råbe op?
KC: — Jo, det er også mellemgrup-
pen, der skal råbe højt. For vi bliver
selv gamle engang, så hvis vi vil for-
bedre forholdene må vi starte nu med
at gøre noget, slutter Kathrin Chri-
stiansen.