Atuagagdliutit - 18.12.1985, Blaðsíða 10

Den lille sorte fisk
(I forrige nummer hørte vi om den lille
sorte fisk, der forlod sin mor for at finde
ud af, hvad der skete ude i den store ver-
den. På vej ned ad den lille bæk, modte
hun nogle haletudser, der ikke kendte til
smukkere væsener end dem selv og syn-
tes, at den lille sorte fisk var noget af det
grimmeste, de havde set. Og da hun for-
talte, at hun var på vej ud i verden, grinte
de ad hende og sagde, at de rejste verden
rundt hver dag. Deres verden er jo kun
den lille sø, de opholder sig i.
Længere ned ad bækken modte hun et
klogt firben, der advarede hende imod pe-
likanen, sværdfisken og mågen og gav
hende en lille bitte dolk, så hun kunne for-
svare sig imod farerne. Lad os så høre re-
sten af historien derfra.)
*
Den lille sorte fisk tænkte og spekulerede
meget under rejsen videre ud i verden.
Og hun syntes, at for hvert et lille slag
med halen havde vejen noget nyt at lære
hende, noget nyt at vise frem. Hun kom
til at holde af at tumle frydefuldt gennem
vandfaldene..., og så svømme igen. Og de
blinkende, gnistrende solstråler som
dansede over hendes ryg tændte som en
ild i hende. Den lille sorte fisk gløede af
livslyst og begejstring over den verden
som åbnede sig for hende.
Hen på eftermiddagen nåede hun frem
til det sted hvor dalen åbnede sig og lod
bækken slippe ud. Og derude blev bæk-
ken en elv. Vandet løb mere stille nu, og
dybere. Den lille sorte fisk boltrede sig
overgivent i det dybe vand.
Her traf hun nu andre fisk, de første si-
den hun drog hjemmefra.
Nogle af de små fisk som stimede sam-
men om hende, sagde: »Er du ikke en
fremmed her?«
»Jo,« sagde den lille sorte fisk. »Jeg er
en fremmed. Min landsby ligger højt der-
oppeideblå, blåbjerge. Men jeg er på vej
for at finde ud af hvor denne bæk har sin
ende.«
»Hvilken bæk?« spurgte de hende.
»Den vi svømmer i her og nu,« svarede
hun. »Åh,« sagde de små fisk. »Vi kalder
det ellers en elv!« Den lille sorte fisk tav.
»Er du klar over, at pelikanen ofte fær-
des i disse egne?« spurgte de så. »Ja, det
ved jeg,« svarede hun. »Men intet i denne
verden kan holde mig tilbage.«
Det fik som en løbeild blandt fiskene
der på stedet. Har I hørt det? Det er gan-
ske vist! En lille sort fisk er kommet
langvejs fra for at finde elvens munding.
Den ejer ingen frygt i livet. Ikke engang
pelikanen er den bange for!
Der var nok nogle af småfiskene, som
inderst inde havde frygtelig lyst til at ta-
ge med, men de tav stille med det. For
hvad ville forældrene sige?
Men den lille sorte fisk sagde farvel og
fortsatte sin rejse. Hun svømmede og
svømmede lige til natten faldt på. Da gik
hun til ro under en sten.
Næste morgen vågnede hun tidligt ved
lyden af nogle småfisk, der snakkede
sammen. Hun så med det samme, hvem
de var og sagde: »God morgen, har I be-
stemt jer til at følge mig?« Det havde de,
men bange var de. For de kunne ikke lade
være med at tænke på pelikanen.
»I grubler for meget,« sagde den lille
sorte fisk. »Så snart vi kommer igang, vil
al angst forsvinde!«
Aldrig så snart havde hun sagt dette,
før en diger hvælving sænkede sig over
deres hoveder. Det blev det dybeste mør-
ke. Det var ikke muligt at undslippe no-
get sted. Den lille sorte fisk forstod i sam-
me nu, hvad der var sket. »Vi er fanget i
pelikanposen!« råbte hun. »Men tab ikke
modet!«
Alle de bitte små fisk græd og skabte
sig. Pludselig tordnede en hul latter gen-
nem mørket. Det var pelikanen. »Sådan-
ne stakkels små fisk jeg har fanget,« god-
tede den sig. »Jeg er virkelig ked af det
for jeres skyld, ha..ha..jeg kan næsten ik-
ke få mig til at sluge jer...«
De små fisk rullede om på ryggen og
tiggede: »Herr Pelikan, Deres Nåde, — vi
små fisk har ingen gjort. Det er hende
den sorte fisk, som har ført os bag lyset!«
»Hvor er I feje! Tror I virkelig at denne
onde fugl slipper jer fri, fordi I tigger om
det på denne måde?« Den lille sorte fisk
var aldeles rød i hovedet, så rasende var
hun.
Da hørte de pelikanen sige: »Godt, så
vil jeg alligevel nåde jer. Kvæl den næsvi-
se sorte fisk. Så skal I slippe fri.«
Den lille sorte fisk svømmede ind i en
krog og sagde: »Lad jer ikke narre. Det,
denne ondskabsfulde fugl vil er, at vi skal
slås mod hinanden. Jeg har en plan...«
Men de små fisk ville ikke høre. De bare
råbte: »Vi kvæler dig! Vi ønsker frihe-
den.«
»Er I gået fra forstanden?« skreg den
lille sorte fisk. »Selv om I tager mig af da-
ge, vil I ikke gå fri...Hør her, jeg vil bevi-
se det for jer.« Hun snakkede roligt nu.
»Nu lægger jeg mig ned på bunden og la-
der som om jeg er død. Så får vi se, om pe-
likanen slipper jer fri eller ej.« Pludselig
trak hun den dolk frem, som hun havde
fået af firbenet og fægtede med den. »En-
ten går I med på det, jeg har foreslået, el-
ler også dræber jeg jer med denne dolk.
Bagefter skærer jeg hul i posen og redder
mig selv.«
De havde intet andet valg end at god-
tage hendes plan. Først lod de som om de
sloges. Så blev den lille sorte fisk
»dræbt«. Da råbte de andre fisk på peli-
kanen: »Deres Højhed! Vi har kvalt hen-
de. Den lille sorte fisk er død!«
Men pelikanen svarede med en ond lat-
ter: »I har gjort godt arbejde. Som tak
for hjælpen vil jeg derfor sluge jer leven-
de og give j er en uforglemmelig kanalrej -
se ned gennem mine tarme.«
Det hele var forbi før de små fisk fik
sagt en lyd. Med lynets hast gled de ned
i pelikanens mave. Men den lille sorte
fisk hævede sin dolk. Med et eneste hug
skar hun hul på posen og slap ud i det fri.
Pelikanen skreg i smerte og raseri.
Dens hoved jog ned i vandet efter flygt-
ningen, men for sent. Den lille sorte fisk
var væk.
*
Nu var bjergene og dalen med, langt,
langt borte. Elven løb gennem det vide,
åbne sletteland. Og fra højre og venstre
strømmede flere mindre elve til og slog
følge. Vandet blev dybere og dybere, og
mægtigere og mægtigere. Elven var ble-
vet en flod!
Den lille sorte fisk nød denne overflod
af vand. I flere dage og nætter bare lege-
de hun og lod sig dovent føre med strøm-
men. Men så kom hun i tanker som, at flo-
den ikke havde nogen bund. Hun strejfe-
de hid og did og ledte og ledte. Men ingen
bund fandt hun. Der var bare vand. Men
så skete det! Som et lyn fra en klar him-
mel skød en lang skabning frem som en
lysende streg gennem vandet.
Det var sværdfisken med sin kårde
pegende lige mod den lille sorte fisk. Hun
troede hvert øjeblik at blive spiddet. Ba-
re et voldsomt kast med kroppen reddede
hende. Og hun svømmede som en pil op
mod overfladen for at komme i sikker-
hed.
Efter en stund vovede hun påny ned i
dybet for at lede efter bunden. På nedtu-
ren mødte hun den ene fiskestime efter
den anden. Tusinder og atter tusinder af
fisk var der. Hun spurgte en af dem:
»Ven, jeg er en fremmed. Jeg kommer
langvejs fra, hvor er jeg egentlig?« Fi-
sken råbte til sine venner. »Se, her er end-
nu en!« Så vendte den sig mod den lille
sorte fisk: »Ven du er velkommen i havet.
Og hvis du vil, må du gerne slå dig sam-
men med os.«
Men før hun sluttede sig til de andre,
ville den lille sorte fisk se sig lidt om-
kring. Det måtte hun gerne, sagde en
gammel klog fisk. »Men vogt dig for må-
gen, som du stikker næsen oven vande!«
*
Den lille sorte fisk sagde farvel og svøm-
mede af sted på egen hånd. Lidt efter
kom hun op til overfladen. Solen skinne-
de. Den var så varm, så varm. Og mens
hun nynnede en strofe, hun mindedes fra
sin landsby, plaskede hun i stille fryd om-
kring i vandskorpen. Hun tænkte ved sig
selv: »Alle bække, elve og floder forener
sig i havet. Hver for sig har de ingen
kraft. Men sammen er de det mægtige
hav. Således er det også med alle de æng-
stelige fisk, der tog hjemmefra alene,
men fandt sammen i havet. Allerede nu
er de stærkere end fiskeren...«
Den lille sorte fisk lod sig sådan rive
med af sine egne tanker, at hun glemte
både tid og sted, og før hun vidste af et
ord af det, blev hun fejet op af vandet.
Mågen havde sneget sig ind på hende
bagfra, og nu sprællede hun fortvivlet i
fuglens næb. Modet sank. For hvor læn-
ge kunne en fisk leve uden vand?
»Hvorfor sluger du mig ikke levende,«
spurgte hun. »Ved du ikke, at jeg er af
den slags fisk, der bliver giftige når de
dør?«
Mågen sagde ikke noget, men tænkte
ved sig selv: »Dette er vel nok en smart
lille en. Hvad mon den pønser på?« Mens
den tænkte sagen igennem, følte den fi-
skekroppen blive slap og tung i næbbet.
»Måske er den allerede død;« klagede
den. »Så kan jeg ikke æde den. Hvorfor
skulle jeg nu være så tåbelig?«
For en sikkerheds skyld råbte den til
sit bytte: »Hør, du lille! Er der liv i dig, så
jeg kan æde dig? Svar mig, jeg...« Mere
fik den ikke sagt, for i samme nu gjorde
den lille fisk et dybt spræl. Ud af næbbet
smuttede hun og tumlede ned gennem
luften. Hun åbnede munden for at lade
den fugtige havluft strømme ind, før hun
ramte vandet med et plask.
Men ak! Næppe havde hun nået at
snappe efter vejret, før mågen dykkede
efter, og denne gang havnede hun i dens
mave. En klynkende lyd nåede hende in-
de fra mørket. Det var nogen, der græd!
Da øjnene havde vænnet sig til mørket,
kunne hun se en lille bitte fisk.
Den lille sorte fisk svømmede hen til
staklen. »Hør her, lille ven. Hvorfor lig-
ger du der og skriger efter mor? Tag dig
nu hellere sammen og hjælp mig at finde
på en udvej! Vi må dræbe mågen og befri
alle fisk for denne store fare. Men så må
du være tapper.«
»Men vi skal snart dø,« svarede den lil-
le bitte fisk trist. »Hvorledes kan vi så
dræbe mågen?«
Da viste den lille sorte fisk sin dolk
frem. Med den skulle hun nok få taget li-
vet af mågen! »Hør nu nøje efter,« sagde
hun. »Nu begunder du at løbe rundt her
inde på må og få. Det vil kilde mågen, og
den kan ikke flyve og grine på samme
tid.«
Som sagt, så gjort. Den lille bitte fisk
kildede mågen til den var lige ved at
knække sammen af latter, og den var nær
faldet i vandet. Så begyndte den lille sor-
te fisk at hugge sig vej gennem mavens
vægge. Da hun havde skåret et hul stort
nok til den lille bitte fisk, greb hun fat,
idet den pilede forbi, og trykkede den ud
gennem hullet. Så huggede hun atter dol-
ken i mågen.
Den lille bitte fisk var fri! Den reddede
sig i sikkerhed ned i havet. Her svømme-
de den og ventede, og ventede og svøm-
mede. Men den lille sorte fisk så den al-
drig mere.
Oppe i luften lød mågens skrig vildere
og vildere over havet, mens den baskede
og vred sig, gal af smerte. — Så var døds-
kampen ovre. De sidste trækninger jog
gennem dens krop, før den faldt som en
sten til jorden.
*
»Men den dag i dag, børn, har intet øje
set den lille sorte fisk!« Den gamle bed-
stefar rejste sig op fra sin stol og rømme-
de sig. Så sagde han til sine tolv tusinde
børn og børnebørn: »Og så er eventyret
ude. Nu er det tid for alle små fisk at gå i
seng.« Men børnene sagde: »Kære bed-
stefar, du fortalte os nu ikke, hvad der
skete med den lille sorte fisk?«
»Næ...« sagde den gamle fisk med et
lunt glimt i øjet. »Men det er straks en an-
den historie. Den må vi gemme til en an-
den 6ung. Nu skal I sove. God nat! God
nat!«
Elleve tusinde ni hundrede og ni og
halvfems små fisk sagde pænt godnat og
faldt blidt i søvn. — Kun en lille rød fisk
kunne ikke sove, hvor meget hun end
prøvede. Lysvågen lå hun, den ganske
nat, og tænkte og tænkte på — HAVET.