Atuagagdliutit - 29.01.1986, Síða 12

12
ATUAGAGDLIUTIT/GRØNLANDSPOSTEN
NR. 5 1986
Oqallinneq • Debat
Kikkut tamarmik ukioq
2000 peqqissuunissaat
Allattoq: Poul Bisgaard, Nuummi »Peqqissaasoq«-mi
siulittaasoq
Septemberimi 1984-imi Europami nunat isumaqatigiipput
FN-ip (WHO) peqqinnisaq pillugu aalajangersagai
malittariumallugit
Danmark malittariumallugit atsio-
qataavoq, taamaalillunilu DK-imi
pisortaqarfiit pisussaatitaalerput
peqq. uk. 2000 inunnut ilisaritin-
nissaa, piviusunngortinnissaa, inu-
iaqatigiinni peqqinnerup ineriar-
tornera nakkutiginissaa kiisalu
»Kikkut tamarmik ukioq 2000 peq-
qissuunissaat« anguneqarsimaner-
soq kisitsisinngorlugit taamanik-
kussamut (ukioq 2000) uppernar-
sarnissaat.
Tamannalu Kalaallit Nunaannut
qanoq attuumassuteqarpa?
Europami peqqinneq Kalaallit
Nunaannut qanoq attuumassute-
qarami?
FN-ip nunarsuaq tamakkerlugu
peqqinnissaq pillugu suliniarnerani
(WHO-kkut) nunarsuarmi peqin-
nerit nikingavallaarnerat peqquti-
galugu nunarsuaq arfinilinngorlu-
gu immikkoortiterneqarsimavoq,
soorlu Europa.
Imaaratarsinnaavoq Amerika-
mut imalt. Afrikamut peqqinnissaq
pillugu aalajangersakkat Kalaallit
Nunaannut tulluarnerusu£?
Aappaatigulli Europa pillugu
»Kikkut tamarmik ukioq 2000 peq-
qissuunissaat«, naalisarlugu k.t.u.
2000 p., aalajangersakkami angu-
niakkallu pillugit atuaraanni ma-
lunnarluarpoq peqinnissaq pillugu
eqqarsariartaatsit nutaajusut, ilaa-
lu nunatsinni peqqinnissaq pillugu
neriunaateqarlutik: ulluinnarni i-
Sundhed for alle år 2000
Skrevet af Poul Bisgaard, formand for »Peqqissaasoq«, lokalforeningen i Nuuk
I september 1984 enedes FN-landene i Europa at tilslutte sig WHO’s
sundhedsdokument for den europæiske region
Danmark var medunderskriver og
således har sundhedsmyndigheder
særligt ansvar for at »sundhed for
alle i år 2000«, forkortes »SFA
2000«, gøres bekendt blandt be-
folkningen, virkeliggøres samt at
følge sundhedsudviklingen de kom-
mende år, og endelig ved talmate-
riale i året 2000 at vise, om del-
målene er nået.
Hvad har det med Grønland at
gøre?
Hvad har sundhed i Europa med
Grønland at gøre?
På grund af den skæve fordeling
af sundhed, globalt set, har WHO
inddelt verden i 6 sundhedsregio-
ner, eksempelvis Europa.
Hvem ved om sundhedspro-
grammet for Amerika eller Afrika
passede bedre til grønlandske for-
hold.
På den anden side giver læsning
af indholdet »SFA 2000« nytænk-
ning, en anden måde at anskue
sundheden på, og nogle af del-
programmerne giver anledning til
optimisme for sundhedsproblemer-
ne i Grønland:
Aldrig før er det kommet så tyde-
ligt frem, hvor tæt sammenhæng,
der er mellem sundheden og menne-
skets daglige socio-økonomiske
forhold:
WHO definerer »sundhed« såle-
des:
»Sundhed er en evne til at leve li-
vet«.
Tidligere blev »sundhed« mere
betragtet som »fravær af sygdom«
og i dag ser man mere på menne-
skets daglige livsforhold.
Om »SFA 2000« er der før frem-
hævet:
»Målet er aktive, levende og kri-
tiske mennesker, der er i psykisk og
social balance«.
»Målet er ikke fanatisk sygdoms-
bekæmpelse, som er baseret på syg-
domsangst.«
»Målet er ikke blot at føje år til
livet, men mere at føje liv til årene.«
»SFA 2000« er blevet til i erken-
delse af at de traditionelle sund-
hedsvæsner skønnes at påvirke kun
omkring 10% af de faktorer, som
bestemmer sundhedsniveauet, re-
sten 90% er overladt til befolknin-
gen.
Derfor anses det for nødvendigt
med nytænkning, nye sundheds-
strategier og være mere opmærk-
som på »livsstilen«.
Også indenfor sundhedsvæsenet
bliver det nødvendigt med nye ar-
bejdsmåden for at nå målet »SFA
2000« kunne det tænkes at lægerne
blev en af forhindringerne!
Forslag til Grønlands »SFA
2000«: Kraftig reduktion i antallet
af selvmord i Grønland.
Åbent brev til Kultur og
U ndervisningsdirektoratet
Lærerrådet i Kangaamiut skole har
på sit sidste møde, behandlet ud-
skydelsen af gymnastiksalsbyggeri.
Lærerrådet skal på det skarpeste
protestere mod udskydelsen. Sagen
omkring dette byggeri har strakt sig
over en meget lang årrække og har
gang på gang været genstand for
udskydelser.
Da byggeriet blev placeret i bud-
getoverslagsårene for 1986/87, og
da man samtidig ved brev fra direk-
toratet af 8. Marts 1985 ønskede
evt. ønsker i forbindelse med opfø-
relsen, blev det af alle opfattet som
direktoratets helt klare tilkendegi-
velse af, at byggeriet denne gang
havde en prioritering i direktoratets
anlægsplaner. Derfor kommer det
som en meget stor og ubehagelig
overraskelse, at man på det nærme-
ste rygtevis hører, at en udskydelse
har fundet sted. Lærerrådet skal på
denne baggrund beklage sig over, at
informationsniveauet i direktoratet
er så lavt, at der ikke gives medde-
lelse om påtænkte afgørende ænd-
ringer, og at der ikke gives mulig-
hed for at frem føre en argumentati-
on i forbindelse med sådanne ænd-
ringer.
Vi hører gentagne gange, at ud-
vikling af bygderne er et højt priori-
teret samfundsanliggende. Vi må
konstatere, at der er en dyb kløft
mellem disse udtalelser og den hver-
dag vi oplever. Vi har ofte påpeget
det meget store behov, vi har, for at
kunne tilbyde vore børn og unge
fornuftige og egnede samværsfor-
mer. Vi har et forfaldent forsam-
lingshus, der er aldeles uegnet til an-
det end dans. Vi har mulighed for ,
at vore unge to gange om ugen kan
leje sig ind i byens mødehus til et
meget interimistisk klublignende
aktivitet. Hvordan forventes det, at
vi skal kunne motivere vore børn og
unge til længere skolegang her på
stedet, til tilbagevenden til lokal-
samfundet efter endt uddannelse,
til samvær i fritiden under værdige
former, når vi gang på gang ople-
ver, at vore interesser groft tilside-
sættes.
I det arbejde vi udfører som lære-
re i et lille samfund, er det af afgø-
rende betydning for engagement og
medleven, at man har tro på sam-
fundets udvikling. Denne tro må
naturligvis bl.a. bygge på trovær-
dighed hos politikere og underord-
nede embedsmænd — en trovær-
dighed vi for indeværende ikke kan
ignorere.
Kaj Kristiansen
Lærerrådsf ormand
Skolenævnet skal herved i fuld
enighed tilslutte sig indholdet af
ovenstående åbne brev.
An da Kar o lussen
Skolenævnsformand
nuit atugarisaat ajornartorsiutaallu
peqqinnermut qanoq sunniuteqar-
tiginerat aatsaat taama erseqqitsigi-
sumik oqaatigineqarpoq: WHO
peqqinneq ima nassuiarpaa:
»Peqqinneq tassaavoq inuuniar-
nermut piginnaassuseqarneq«.
Qangaanerusoq »peqqinneq« nap-
paateqannginnertut paasineqartar-
poq, ullumikkulli inuup ulluinnar-
ni inuuniarnera tamakkiisumik isi-
giniarneqarnerulluni.
»K.t.u.2000 p.« immikkoorto-
qarpoq 38-nik:
1-12: Nappaatinut tunngasut
13-17: Inuiaqatigiinni paasisitsi-
niaaneq inuuniarnermilu atugarisat
ileqquliussallu
18-25: Avatangiisit qanoq sun-
niuteqarnerat
26-31: Åeqqinneq pillugu sulini-
arnerrmi aaqqissuussineq
32-38: Peqqinneq pillugu ilisima-
tusarneq pilersaarusiornerlu
»K.t.u.2000 p.« pillugu makku
oqaatiginiarneqartarput: »anguni-
arneqarput inuit tarnimikkut ullu-
innarnilu atugarisamikkut toqqissi-
simasut, sorusussuseqartut, uum-
maarissut, naammagittaannaratik
isorinnissinnaasut.«
»Napaatit ersiginerat peqqutiga-
lugu ingasattajaartumik nakorsaa-
riarneq anguniarneqanngilaq.«
»Inuup ukioqqortusinissaa piin-
narnagu inuunerali uummaarinnis-
saa anguniarneralugu«.
»K.t.u.2000 p.« pilersinneqar-
poq paasiartorneqarmat suulluun-
niit peqqinnermut/nappaateqar-
nermut tunngassuteqartut 10%-
tiinnaat napparsimaveqarfiup pas-
sutarisarai, sinneri 90%-it inuiaqa-
tigiinni atugaallutik.
Peqqinnissap iluani suleriaaseq
aamma allanngortussaavoq:
»K.t.u. 2000 p.« anguniarnerani
imaaratarsinnaavoq nakorsat
akornutaanersaasut.
Siunnersuut: Kalaallit Nunaanni
»k.t.u.2000 p.« anguniarlugu siun-
nersuut: Kalaallit Nunaanni immi-
noortarnerit annertuumik ikilisar-
nissaat.
Styrk sproget, men
undgå navlebeskuelse
— Hvor kan man som grønlænder få flere
informationer om verden »udenfor«?
Enhver ung nation har givetvis be-
hov for at forstærke de nationale
toner, at fremhæve egne fortrin,
egen formåen og egen egenart.
Grønland er naturligvis ingen und-
tagelse. Alligevel mener jeg, at
Grønland snart må rejse hovedet og
kigge lidt ud over egne fjeldtoppe.
Pressen og de andre kulturformid-
lere i dette samfund må vågne op og
erkende deres opgave og ansvar i
denne forbindelse.
Der er alt for få ressourcer til at
formidle informationer på grøn-
landsk til den grønlandske befolk-
ning, og det er dybt beklageligt!
Man kunne derfor passende over-
veje, om de sparsomme ressourcer
anvendes hensigtsmæssigt. Det er i
sidste ende et holdningsspørgsmål
på flere planer og i flere instanser.
Hvor kan man som grønlænder
få flere informationer om verden på
den anden side af de grønlandske
fjeldtoppe?
Den skrevne landsdækkende
presse består af to ugeaviser, som
næsten udelukkende behandler
indenrigsstof. Denne dækning er
da også væsentlig, men man må alt-
så konstatere, at viden om omver-
denen ikke opnås gennem de grøn-
landske aviser.
Radioen har en rimelig dækning
af udenrigsbegivenheder, selv om
mere nok kunne ønskes.
KNR-TV viser til tider nogle lo-
kale produktioner på grønlandsk
om grønlandske forhold. Versione-
rede udsendelser, det vil sige uden-
landske udsendelser bearbejdet til
grønlandsk, bringes der meget få"
af. Den 27. november 1985 var der
dog een: Et ganske ordinært vest-
tysk program om — Grønland!
Der bringes via Danmarks Radio
mange udmærkede oplysende og
nyhedsudsendelser, som ville være
glimrende at formidle videre til den
grønlandske befolkning. Og så væl-
ger man en udsendelse om folks
egen hverdag. DET er navlebesku-
else.
Hvis KNR-TVs skumlerier om
eventuel afskaffelse af søndagsavi-
sen og TVavisen skulle blive realise-
ret og erstattet af en »kysten
rundt«-udsendelse, vil der være tale
om en voldsom forringelse af be-
folkningens muligheder for at hol-
de sig orienteret om omverdenen.
Så længe man ikke kan sætte noget
vedre i stedet, må man dog bevare
det næstbedste! Mange forstår dog
udmærket dansk.
På det grønlandske forlag har
man en politisk prioritering, der si-
ger:
1: Bøger af grønlandske forfatte-
re,
2: Bøger om Grønland,
3: Bøger fra naboområder og be-
slægtede områder,
4: Andet.
Måske var der netop i den sidste
gruppe nyt og spændende stof at
hente, som kunne give inspiration,
hvis det bearbejdes til grønlandsk.
Pilersuiffik, som fremstiller un-
dervisningsmaterialer, udviser i sin
udgivelsespolitik udsyn og mod til
også at bevæge sig udenfor den
grønlandske skærgård. Desværre
er jeg ikke sikker på, at sådanne
materialer anvendes efter fortjene-
ste. Følgende udtalelse er faldet på
et pædagogisk møde: »Hva’ fan-
den rager Kina os? Vi vil hellere læ-
re om grønlandske dyr!« Det er nok
en ret udbredt holdning i den grøn-
landske skole. Som skolebibliote-
kar har jeg mulighed for at iagttage,
hvorledes næsten alle undervis-
ningsmaterialer, der kan skrabes
sammen om grønlandske forhold,
bliver anvendt igen og igen, år efter
år. Mens materialer, der kunne
medvirke til at udvide børnenes ho-
risont, ikke anvendes i større om-
fang, og alt for ofte formidles alene
på fremmedsproget dansk.
Jo, selvfølgeligt er ens land vig-
tigst, og selvfølgelig skal man først
forstå sin egen situation, sit eget
samfund, sin egen historie, sit eget
sprog, sin egen kultur. Men man
skal vel også kende til andet. Og
måske kunne man netop forstå sin
egen situation bedre, hvis man kun-
ne sætte den ind i en større sammen-
hæng.
Det er en komplet misforståelse,
hvis man i bestræbelserne på at for-
stærke det grønlandske sprogs po-
sition samtidig indsnævrer brugen
af det til i højere og højere grad at
dreje sig om grønlandske forhold
alene. Forstærk sproget, men brug
det til at åbne nye horisonter!
Det er en nedvurdering af folk,
hvis man mener, at de kun behøver
at interessere sig for deres egne små
cirkler. Den grønlandske befolk-
ning har naturligvis også krav på at
kende den verden, som man i stadig
højere grad er ved at blive en del af!
Peter Rasmussen, Ilulissat.