Atuagagdliutit - 29.07.1987, Blaðsíða 17

NR. 31 1987
ATUAGAGDLIUTIT/GRØNLANDSPOSTEN
17
Isumaliutersuut- Kronik
Dansk Grønlandsdebat
— Klicheernes Eldorado
I anledning af Grønlands nationaldag søndag den 21. juni har grønlandsminister
Tom Høyem forsøgt følgende opgør med fraserne i dansk debat om Grønland.
Grønlandsminister Tom Høyem.
Nord-Danmark, Syd-Danmark,
norddanskere, syddanskere. Orde-
ne er udbredte og velmente, men de
er dybt nedladende klicheer.
1950’ernes, 60’ernes og tildels
70’ernes grønlandspolitik havde
som hovedformål at gøre grønlæn-
derne til danskere og integrere
Grønland som en »almindelig« del
af Danmark. Grønland skulle være
Danmark — bare lidt mod nord.
Grønlænderne skulle være danske-
re — bare lidt anderledes.
Nu har man Grønlands national-
dag — indført sammen med det
grønlandske flag for to år siden,
seks år efter hjemmestyrets indfø-
relse. Man har valgt den længste
dag i det Grønland, hvor sol og
mørke er så skæbnebestemmende.
Vi kunne passende bruge dagen
til at afskaffe de nok så velmenende
ord og norddanskere og Norddan-
mark. Den reelle holdning må
være, at Grønland er Grønland,
Danmark er Danmark, grønlænde-
re er grønlændere, og danskere er
danskere. Men det er nemmere sagt
end gjort. Vi danskere får stadig
rygmarvskvababbelser, når vi skal
tale om Grønland — Allermest hvis
vi direkte er sammen med grønlæn-
dere.
Klicheerne
Gad vide om noget andet politisk
emne er så fyldt med klicheudtryk
og med tilsvarende totallammende
klicheholdninger.
Danskermachochisten jamrer:
Det er vores skyld altsammen. Dan-
mark har været — og er — en mod-
bydelig imperialistisk, udbyttende
kolonimagt. Vi er væmmelige dan-
skere, der indførte alkohol og køns-
sygdomme og dræbte grønlandsk
kultur og egenart. Det er synd for
grønlænderne — Derfor har Grøn-
land altid ret og Danmark altid
uret. Uanset emne og argumentati-
on: Flere penge til Grønland. Den
grammofonplade afspilles mest
trofast af venstresocialisterne og
diverse venstreintellektuelle skri-
benter.
Grønlandskynikeren tordner:
Nu har vi pumpet skattekroner i det
håbløse grønlandske samfund i åre-
vis. Pengene misbruges til sprut og
bureaukrati. Lad Grønland sejle
sin egen sø. Det kommer ikke os
ved. Sælg Grønland. Løsning:
Færre penge til Grønland. Den
grammofonplade afspilles mest af
trofaste fremskridtsfolk og irritere-
de danske skatteborgere uden di-
rekte grønlandskontakt.
Grønlandsromantikeren drøm-
mer: Det smukke og fascinerende
Grønlands uberørte natur med is-
fjelde og isbjørne må beboes af na-
turens muntre sønner, uspoleret af
vor ødelæggende moderne civilisa-
tion. Grønlænderne må som vore
stedfortrædere leve i vor tabte og
harmoniske barndomsdal. Kliche-
en lyder: Udviklingen går alt for
hurtigt i Grønland.
Den ægte bekymrede tilføjelse:
Kan de magte udviklingen? Idylbil-
ledet forstyrres ofte af, at grønlæn-
derne ikke står pænt og høfligt stille
i nationaldragter med isfjelde som
baggrund — For det ser nu så nyde-
ligt ud på farvebilleder.
Medierne
Grønlandsministeriet har altid
fremkaldt særligt mange klicheer.
Et modbydeligt koloniministerium
fyldt med onde og uvidende skran-
kepaver. Den anden yderlighed:
Ministeriet for Grønland er eneste
garanti for, at udviklingen ikke lø-
ber løbsk. De første ville have ned-
lagt ministeriet, næsten før det blev
oprettet. De sidste er bekymrede
over, at det nedlægges pr. 1. januar
1989.
Et forældet, bureaukratisk om-
svøbsdepartement er vel den mest
udbredte kliche. 1 diskussioner mel-
lem grønlandske politikere og grøn-
landsministeren/ grønlandsmini-
steriet har Grønland altid ret. Den-
ne grammofonplade afspilles oftest
af useriøse journalister, som vælger
skrivemaskinens automatkliche
aom undskyldning for ikke at gøre
et ordentligt ressearcharbejde. Des-
værre afspilles denne grammofon-
plade oftes af dagbladet Politiken.
Løsningen er hver gang: Grøn-
land har ret! — Fyr grønlandsmini-
steren. De typiske overskrifter er:
Grønland (eller grønlænderne)
sure/vrede/ rasende på/i oprør
mod grønlandsministeren (eller
regeringen). Associationerne serve-
res med rund hånd til kolonitid, ko-
loniholdning. Når de overskrifter
ikke blot er bevidstløse gentagelser,
blandes de med nogle stænk anti-
(Amerika, forsvar, NATO, kapita-
lisme o.s.v.) holdninger.
Den enkleste holdning har TV-
avisen valgt. Min erfaring gennem
fem år er, at TV-avisen ganske en-
kelt ikke ved — eller ser bort fra —
at der findes en dansk minister for
Grønland. Jeg har været oftere in-
terviewet af det portugisiske og det
spanske TV end af det danske. En
gang troede jeg næsten på en slags
konspiration a la et gentlemen-
agreement: Tom Høyems navn må
ikke nævnes i TV-avisen.
Nu ved jeg, at den tanke naturlig-
vis er udtryk for personlig paranoia
— og en overdreven tro på TV-
planlægning. Holdningen er meget
enkel: Det er for besværligt at finde
ud af kompetencen mellem Dan-
mark og Grønland. Derfor nøjes
TV konsekvent med de grønland-
ske synspunkter. Og så skal der bil-
leder på skærmen. Isfjelde og eski-
moer gør sig nu bedre end en bette
dansk minister bag et skrivebord.
Jo, der er mening i galskaben. Men
seeren efterlades »still confused,
but on a lower level«.
Der er mange flere klicheer, men
skulle vi danskere her på Grønlands
nationaldag forsøgsvis udskifte
dem med de noget besværligere nu-
ancer? Grønland er i rigsfællesskab
med Danmark og med Færøerne.
Vi har fælles dronning, fælles
udenrigs-, forsvars-, justits- og
statsminister.
Folketinget er også Grønlands og
Færøernes Folketing (med en ver-
denssjældenhed: Direkte repræsen-
tation for de to mindretal). Den
kendsgerning rummer forpligtelser
og muligheder. Danmark betaler
årligt cirka 2.500 millioner kroner
på grønlandsbudgettet. En del af
pengene vender naturligvis tilbage i
form af lønninger og »eksport«.
Vort ansvar påtog vi os moralsk
med Hans Egede i 1721 og juridisk-
politisk med statsminister Hans
Hedtofts tilsagn i Godthåb 4. au-
gust 1948 om at »betale det, som
Grønlands udvikling koster«. Men
i Danmarks rigsfællesskab med
Grønland ligger ikke blot et mo-
ralsk og et økonomisk ansvar. Det
er der i øvrigt bred enighed om i Fol-
ketinget. Grønlandsbudgettet er vel
et par hundrede millioner større un-
der socialdemokratiske end under
borgerlige regeringer, men niveauet
er vi enige om. Nej, rigsfællesska-
bet rummer også enestående mulig-
heder for vort lille land.
Fantastisk ekspertise
23 procent! af Kina har permafrost.
Hvem skal en gang udbygge infra-
struktur, bygge boliger, bygge klo-
aksystemer i dette gigantiske områ-
de? Det skal vi! Danske ingeniører
har en i verden enestående arktisk
know-how på grund af vor erfaring
i Grønland. Når vi en gang er færdi-
ge med den lokale miljødiskussion i
småtingsafdelingen, opdager vi
måske, at den rigtige alvor ligger i
det arktiske. Smeltes indlandsisen
af vor forurenings temperaturfor-
øgelse? Her ligger perspektivet for
vore børnebørn — og det er langt
mere end græsgrønheden på nabo-
ens mark. Danske videnskabsfolk
er helt fremme i første række inter-
nationalt, når det drejer sig om ark-
tisk forskning. Her er miljøcen-
trum. Der er fremtidens mine-
ral(olie) ressourcer.
Her er fremtidens sikkerhedspo-
litiske centrum, og netop her er
DanmarkGrønland. Med forplig-
telse og med mulighed.
Valgt på holdninger
Grønland fik hjemmestyre 1. maj
1979. Den sætning er nem at skrive,
men meget svær at forstå til bunds.
Hjemmestyret er ikke en statisk si-
tuation, men en dynamisk proces.
Danskerne har slet ikke forstået
det. Grønlænderne er tæt ved at re-
alisere hjemmestyret for alvor.
Grønland først. Den netop afhold-
te valgkamp i Grønland er vel den
første valgkamp, hvor grønlands-
ministeren/regeringen/staten slet
ikke har været debatemne. Aldrig
har jeg været gladere — eller følt
min overordnede politiske hold-
ning mere bekræftet. Jeg har pres-
set på for at få Grønland til at over-
tage flere administrationsområder,
mere ansvar. Fordi det er nedværdi-
gende og spild af gode politiske
kræfter i Grønland, at grønlandske
politikere kunne vælges på, hvem
der skældte mest ud på grønlands-
minister/regering, hvem der kræ-
vede flest penge på den mest drama-
tiske måde af den danske statskas-
se.
Grønlandske politikere bør væl-
ges på deres holdning og deres vilje
til at styre deres egen udvikling i de-
res eget land. Mon ikke den største
grønlandsbegivenhed efter grund-
lovsdag den 5. juni 1953 er, at de
grønlandske folketingsmedlemmer
Otto Steenholdt og Preben Lange
begge har bosat sig i Godthåb? De
grønlandske folketingsmedlemmer
boede jo tidligere enten i Næstved
eller på Amager — og så rejste de en
gang imellem til Godthåb, når det
var nødvendigt. Magten og indfly-
delsen lå på Christiansborg. Nu bor
de i Godthåb, men rejser af og til
ned til Danmark. Når det er nød-
vendigt. Magten og indflydelsen
ligger i Grønlands Landsting. Det
har jo været målet for hele udvik-
lingen siden Hans Hedtoft.
Forstår hverken ide eller dynamik
Og så danskernes forhold til Grøn-
lands Hjemmestyre. Vi har hverken
forstået ideen eller dynamikken. To
eksempler: For nogle år siden måtte
jeg afbryde Folketingets sommerfe-
rie, fordi vi måtte afbryde en kon-
flikt blandt maskinmestre i Grøn-
land. Jeg glemmer sent det folke-
tingsmedlem, som i sommerferie-
ærgelse undrede sig over, at en
konflikt i Grønland »overhovedet
rager os«. Men hjemmestyret har
ikke fritaget os for forpligtelser og
ansvar. Den modsatte holdning op-
levede jeg for nylig. TV havde vist
nogle film fra fangerlivet i Scores-
bysund på Grønlands østkyst. En
fanger afrettede sin hund ved at slå
den med sin hundepisk.
Læserbrevsspalterne svulmede.
Min post bugnede. Omkvædet var:
Nu må ministeren vise, at han er et
mandfolk med hår på brystet. Mini-
steren må personligt tage til Grøn-
land og putte den fanger i fængsel.
Ud over den almindelige danske
dyrefrelsthed viste reaktionerne
holdningen til hjemmestyret: Det er
et slags elevråd, hvor rektor kom-
mer med sikkerhedsnettet, hvis det
går galt. Ærligt talt, hvis hjemme-
styret ikke selvstændigt kan fast-
sætte regler for hundeopdræt i et
land, hvor hunde er alvor, men må
rette sig efter følelser i Danmark,
hvor hunde er terapi, ja, hvad vil vi
så overhovedet overlade til Grøn-
land?
(Misforstå mig ikke. Min på næ-
sten alle områder absolutte politi-
ske modstander, folkesocialisten
Margrethe Auken, tordner mod
Grønlands hvalfangst. Det er hun i
sin gode ret til. Det er netop at tage
Grønland alvorligt: At tage diskus-
sionen og skænderiet alvorligt.)
Tre opgaver
Som minister for Grønland fik jeg
den 10. september 1982 tre opgaver.
A: Nedlæg grønlandsministeriet.
Det skulle være sket 1. januar 1988,
men blandt andet på grund af valget
i Grønland bliver det først 1. januar
1989.
B: Skab en ny råstofordning. Vi er
længere end nogen sinde siden
hjemmestyrets indførelse. Det dre-
jer sig om overskud og bestemmel-
sesret over de ikke-levende ressour-
cer i Grønland. Emnet er spræng-
stoffyldt. De indviede vil vidé, at
der er »farligt at rafle«. Vi gør et
forsøg.
C: Styrk Danmarks arktiske be-
vidsthed. Hvis vi ikke snarest opret-
ter et dansk polarcenter med samlet
dansk arktisk viden, er vi dummere,
end fremtiden tillader.
Men mest synes jeg, at min opga-
ve har været at give klicheerne nu-
ancer. Måtte Grønlands national-
dag få os i rigsfællesskabet til at
sprænge alle klicheer, til at respek-
tere hinanden — men også os selv.
Måtte Grønlands nationaldag un-
derstrege både forpligtelser og mu-
ligheder
ALT I
GARN-STOF-
TILBEHØR
Nuersagassat
annoraamerngillu
qanorluunniit ittut
Sendes overalt
Allatsinneqarsinnaasut
SY&STRIK
Box 16 . 3900 Nuuk
Telefon 2 40 96