Atuagagdliutit - 02.12.1987, Side 15

NR. 49 1987
ATUAGAGDLIUTIT/GRØNLANDSPOSTEN
15
Kej serens syn
Julelegende af Selma Lagerlof
Det var på den tid, da Augustus var
kejser i Rom og Herodes var konge i
Jerusalem.
Da skete det engang, at en såre stor
og hellig nat sænkede sig overjorden.
Det var den mørkeste nat, noget men-
neske havde set; man skulle tro, at en
kælderhvælving havde lukket sig
overjorden. Det var umuligt at skelne
mellem land og vand, og man kunne
ikke finde sig til rette på den vej, man
kendte bedst. Og det kunne ikke være
anderledes; thi fra himlen kom der
ikke en lysstråle. Alle stjerner havde
lukket sig inde, og den blide måne
havde vendt sit ansigt bort. Og stilhe-
den var lige så dyb som mørket. Flo-
derne havde standset deres løb, vin-
den rørte sig ikke, og om det så var
bævreaspens blade, så dirrede de
ikke. Den, der var gået ned til stran-
den, ville have set, at brændingen
ikke bruste; den, der var gået ud i ør-
kenen, ville ikke have hørt sandet
knitre under sin fod. Alt var forste-
net og ubevægeligt for ikke at for-
styrre den hellige nat. Græsset turde
ikke vokse, duggen ville ikke falde, og
blomsterne vovede ikke at udånde
vellugt.
1 denne nat jagede rovdyrene ikke,
og slangerne stak ikke, og hundene
gøede ikke. Og hvad der var endnu vi-
dunderligere: heller ikke de livløse
ting ville forstyrre nattens hellighed
ved at lade sig bruge til noget ondt. In-
gen dirk ville have åbnet en lås, og in-
gen kniv havde været i stand til at ud-
gyde blod.
Netop i denne nat kom en lille skare
mennesker ned fra Roms kejserbolig
på Palatinerbjerget og tog vejen over
Forum op imod Capitolium. På den
dag, som nu var til ende, havde nem-
lig senatorerne forespurgt hos kejse-
ren, om det måtte behage ham at til-
lade, at de rejste ham et tempel på
Roms hellige bjerg. Men Augustus
havde ikke straks givet sit samtykke.
Han vidste ikke, om de gamle guder
ville finde sig i, at der rejstes et tem-
pel for ham ved siden af deres, og han
havde svaret, at han først ved et nat-
ligt offer til sin genius ville udforske
deres vilje i denne sag. Det var ham,
der nu, ledsaget af sine fortrolige,
drog op for at frembære dette offer.
Augustus lod sig bære i en bære-
stol; thi han var gammel og havde
ondt ved at gå opad de mange trin til
Capitolium. Han holdt selv buret
med duerne, som han ville ofre til sin
genius. Hverken præster eller solda-
ter eller senatorer ledsagede ham, kun
hans nærmeste venner. Fakkelbæ-
rerne gik foran ham, ligesom for at
bane vej gennem nattemørket, og bag
ham gik slaver, der bar altertrefoden,
veddet, offerknivene, den hellige ild
og alt andet, der udkrævedes til of-
ringen.
På vejen samtalede kejseren mun-
tert med sine fortrolige, og derfor
lagde ingen af dem mærke til nattens
vidunderlige tavshed og ro. Først da
de havde nået den tomme plads øverst
på Capitolium, hvor det ny tempel
skulle bygges, gik det op for dem, at
der var noget usædvanligt på færde.
Dette, så de, var ikke en nat som
alle andre; thi oppe på klipperanden
så de den forunderligste skikkelse.
Først troede de, at det var stubben af
et gammelt, kroget oliventræ, der-
næst troede de, det var et ældgam-
melt stenbillede fra Jupitertemplet,
der var vandret ud på klippen. Ende-
lig gik det op for dem, at det ikke
kunne være nogen anden end den
gamle sibylle.
Noget så gammelt, så vejrslaget og
så kæmpestort havde de aldrig set.
Denne gamle kvinde var skrækindja-
gende. Havde ikke kejseren været
der, ville de alle straks være flygtet
hjem til deres senge. »Det er hende,«
hviskede de til hverandre, »der tæl-
ler lige så mange år, som der er sands-
korn på hendes hjemlands kyst.
Hvorfor er hun kommet ud af sin hule
netop i nat? Hvad varsler hun kejse-
ren ogriget, hun, der skriver sine pro-
fetier på træernes blade og véd, at vin-
den fører orakelordet til den, det er
bestemt for?«
De var så skrækslagne, at hvis si-
byllen havde gjort blot en eneste be-
vægelse, havde de alle kastet sig på
knæ med panden mod jorden. Men
hun sad så stille, som om hun var liv-
løs. Hun sad på hug yderst ude på
klipperanden, og med hånden skyg-
gende over øjnene spejdede hun ud i
natten. Hun sad der, som om hun var
gået op på klippen for bedre at se no-
get, der tildrog sig langt borte. Hun
— hun kunne altså se noget i en sådan
nat!
I samme øjeblik mærkede kejseren
og alle i hans følge, hvor dybt mørket
var. Ingen af dem kunne se en hånd
for sig. Og hvilken tavshed, hvilken
ro! Ikke engang Tiberens dumpe bru-
sen kunne de høre. Men det var, som
om luften skulle kvæle dem: den
kolde sved brød frem på deres pan-
der, og deres hænder var matte og
kraftløse. Der måtte forestå noget
forfærdeligt.
Men ingen ville vise, at de var
bange: alle sagde til kejseren, at det
var gode tegn og varsler. Hele natu-
ren holdt åndedrættet tilbage for at
hilse en ny gud. De opfordrede Au-
gustus til at påskyde offerhandlingen
og sagde, at den gamle sibylle sikkert
var vandret ud af sin hule for at hilse
hans genius.
Men sandheden var den, at den
gamle sibylle var så optaget af, hvad
hun så, at hun ikke engang vidste, at
Augustus var kommet op til Capito-
lium. Hun var i ånden henrykket til
et fjernt land, hvor hun vandre.de
over en stor slette. I mørket stødte
hun uophørligt med foden mod no-
get, hun troede var græstuer. Hun
bøjede sig ned og følte med hån-
den....nej, det var ikke tuer, men
får; hun vandrede imellem store, sov-
ende fårehjorder.
Nu opdagede hun hyrdernes ild:
den brændte midt på marken, og hun
famledee sig frem til den. Hyrderne
lå og sov ved ilden, og ved siden af sig
havde de lange, spidse stave for at for-
svare hjorden mod de vilde dyr. Men
de små dyr med skinnende øjne og de
buskede haler, som kom listende hen
til ilden — var det ikke siakaler? Og
hyrderne slyngede ikke pigstavene ef-
ter dem, hundene blev ved'at sove, få-
rene flygtede ikke, og de vilde dyr
lagde sig til hvile ved menneskenes
side.
Det var dette, sibyllen så, og hun
vidste intet om, hvad der gik for sig
bagved hende på bjergtoppen. Hun
mærkede ikke, at man rejste alteret
der, tændte brændet, strøede røgel-
ser derover, og at keiseren tog den ene
due ud af buret for at ofreden. Men
hans hænder var så matte, at han ikke
kunne holde fuglen fast. Med et ene-
ste vingeslag gjorde den sig fri og for-
svandt i nattens mærke.
Da dette skete, kastede hofmæn-
dene mistænksomme blikke til den
gamle sibylle. De troede, det var
hende, der voldte ulykken.
De kunne jo ikke vide, at sibyllen
endnu i ånden stod ved hyrdernes bål,
og at hun nu lyttede efter en svag
klang, der bævede gennem den døds-
stille nat. Hun hørte den, længe før
hun mærkede, at den ikke kom fra
jorden, men oppe fra luften. Men da
hun løftede sit hoved, så hun lyse,
strålende skikkelser svæve frem oppe
i det dybe mørke. Det var små skarer
af engle, der fløj frem og tilbage over
den vide slette, lifligt syngende og li-
gesom søgende.
Men medens sibyllen lyttede til
englesangen, gjorde kejseren sig rede
til et nyt offer. Han toede sine hæn-
der, rensede alteret og lod sig række
den anden due. Men skønt han an-
strengte sig til det yderste for at holde
duen fast, smuttede dens glatte leg-
eme ud af hans hænder, og den svang
sig op i det uigennemtrængelige
mørke.
Kejseren blev forfærdet. Han ka-
stede sig på knæ foran det tomme al-
ter og bad til singenius. Han anråbte
ham om kraft til at afværge de ulyk-
ker, som denne nat syntes at varsle.
Heller ikke dette havde sibyllen
mærket noget til. Hun lyttede kun ef-
ter englesangen, der blev stærkere og
stærkere. Tilsidst blev den så mæg-
tig, at hyrderne vågnede derved. De
rejste sig på albuen og så strålende
skarer af sølverhvide engle svæve
frem oppe i mørket i lange, svajende
rækker ligesom trækfugle. Nogle
havde luth og violin i hånden, andre
havde cither eller harpe, og deres sang
klang så munter som børnelatter og
så sorgløs som lærkekvidder. Da hyr-
derne så og hørte dette, stod de op for
at gå til bjergbyen, hvor de hørte
hjemme, og fortælle om underet.
Hyrderne drog langsomt op ad en
smal, bugtet sti, og den gamle Sibylle
f ulgte med. På een gang ble v der ly st
oppe på bjerget. En stor, klar stjerne
tændtes lige over det, og byen på dets
top skinnede som sølv i stjernelyset.
Alle de svævende engleskarer
skyndte sig derhen under jubelråb, og
herderne påskyndede deres skridt, så
de næsten løb. Da de kom derop, så
de, at englene havde samlet sig over
en lav stald i nærheden af byensport.
Det var en fattig bygning med tag af
strå og med den nøgne klippe til bag-
væg. Over den stod stjernen, og om
den flokkede sig flere og flere engle.
Nogle satte sig på stråtaget, andre på
den stejle klippevæg bagved huset,
atter andre holdt sig med flagrende
vinger svævende over det .Højt, højt
op var luften lys af de strålende
vinger.
1 samme øjeblik som stjernen
tændtes over staden på bjerget, våg-
nede hele naturen, og mændene, der
stod på Capitoliums top, kunne ikke
undgå at lægge mærke til det. De
følte luften bevæges af friske, men
blide vinde, en mild vellugt bølgede
op imod dem. Træerne susede, Tibe-
ren begyndte at bruse, stjernerne
funklede, og månen stod på een gang
høit på himlen og oplyste verden. Og
ned fra skyerne svang sig de to duer
og satte sig på kejserens skuldre.
Da dette under skete, rejste Augu-
stus sig i stolt glæde, og hans venner
og slaver styrtede på knæ. »Ave Cæ-
sar!« råbte de. »Din genius har sva-
ret dig. Du er den gud, der skal tilbe-
des på Capitolioums top.«
Og de hyldingsråb, hvormed de
henrykte mænd tiljublede kejseren,
var så skingrende, at den gamle si-
bylle hørte dem. De vakte hende af
hendes syner; hun rejste sig fra sin
plads på klipperanden og trådte frem
blandt menneskene. Det var, som om
en mørk sky steg op fra dybet og sæn-
kede sig over bjergtoppen. Hun var
forfærdelig i sin ælde. Det stride hår
hang i tynde tjavser ned over ansig-
tet. Ledknuderne på hendes lemmer
var opsvumlet, og den mørke hud
dækkede hendes legeme som hård
træbark med rynke ved rynke.
Men vældig og ærefrygtindgy-
dende skred hun frem mod kejseren.
Med den ene hånd greb hun om hans
håndled, med den anden pegede hun
mod det fjerne østen.
»Se,« bød hun, og kejseren opløf-
tede sine øjne og så og så. Rummet
åbnede sig for hans blik, og han sku-
ede ud til det fjerne østerland. Og han
sået usselt skur under en stejl klippe-
væg og i den åbne dør nogle knælende
hyrder. Inde i stalden så han en ung
moder på knæ foran et lille barn, der
lå på gulvet på en kornneg.
Og sibyllens store, krogede finger
pegede hen imod dette fattige barn.
»Ave Cæsar!« sagde sibyllen med
en hånlatter. »Der er den gud, som
skal tilbedes på Capitoliums top.«
Augustus veg tilbage for hende
som for en vanvittig.
Men da kom den mægtige seerånd
over sibyllen. Hendes halvblinde øjne
begyndte at brænde, hendes hænder
hævede sig mod himlen, hendes røst
fik en klang og en kraft, som måtte
høres over den hele verden. Hun ud-
talte ord, som hun syntes at læse oppe
mellem stjernerne:
»På Capitoliums top skal verdens
fornyer tilbedes,
Krist eller antikrist, men ej en skrø-
belig skabning.«
Da hun havde sagt dette, skred hun
bort midt iblandt de skrækslagne
mennesker og gik langsom ned ad
bjerget og forsvandt.
Men Augustus lod næste dag stren-
geligen forbyde at rejse noget tempel
for ham på toppen af Capitolium.
I stedet for byggede han dér et al-
ter for det nyfødte gudebarn og
kaldte det Himlens Alter, Ara Coeli.
Selma Lagerlof
Selma Lagerlof er født 1858 i
Vårmland på Mårbacka i Sveri-
ge. Hun er verdenskendt og hen-
des bøger er oversat til flere sprog.
Hun får i ’ Vor tids konversations
leksikon’ følgende ord med på
vejen:
»Lagerlofs produktion er en
mærkelig blanding af fortrin og
fejl, fantasi og fladhed, geni,
barnlighed og banalitet, hun ma-
ler storslåede billeder side om side
med godtkøbs-olietryk.«
Selma Lagerlof var lærerinde
i Landskrona, da ugebladet Idun
i 1890 tilkendte hende 1. præmie
for brudstykker af GostaBerlings
Saga, en romantisk omdigtning
af sagn og traditioner fra vårm-
landsk herregårdsliv i 1820-erne.
Romanen blev fuldført i 1891 og
kritikken var hård. Efter en ræk-
ke romaner og noveller, samt
kristi-legender udgav hun vel nok
sin, også her i landet mest kendte
bog, Nils Holgerssons underba-
ra resa genom Sverige. ’Vor tids
konversations leksikon’ skriver:
»En i sin art enestående geogra-
fisk lærebog, fantastisk, poetisk,
men med urimeligheder og fejl,
som f.eks. at kronhjortens par-
ringsleg sker i marts »en ringeagt
for viden og videnskab, som ikke
gør noget godt indtryk« (Prof.
Lonnbergs kritik).«
Selma Lagerlof blev i 1907 æ-
resdoktor ved Uppsala Universi-
tet, hun fik nobelprisen i 1909, æ-
resdoktor 1914iSvenska Akade-
mien og 1922 tysk æresdoktor.
AUTOCAMPER uden afgift
En skattefidus
som er lov"9 _____

„eis, w®"1®"
du vtt
\ ca

Spar 400 000,- kr. ved køb.
Bliv medlem i International Motorcaravaning.
Silarsuaq tamakkerlugu bilinik tammaarsimaartitsivimmut
ilaasortanngorit.
Misigisaqarusuttunut - pinngortitalerituunut - niuertunullu!
— Misigisaq puigunngisaannagassat. Bili tammaarsimaarut Eu-
ropami bililiorfinni tusaamasaanerpaaneersoq, atortorissaarluin-
nartoq, naleqquttumik akilik, qinigassallu amerlasuut.
Paasissutissat annertunerusut pissarsiarikkit! Qallunaatut
oqaluttuuvugut. Telex 2 25 67 ramm d.
For eventyrlystne - naturelskere - forretningsfolk!
— en oplevelse, som du aldrig glemmer. Vi leverer kun
nye AUTOCAMPERE fra Europas kendteste fabrikker,
overdådigt udstyr, gunstige priser, største udvalg.
Få nærmere information og oplysninger! Vi taler dansk.
Telex 2 25 67 ramm d.
RAMM
Schåferweg 12 - 2390 Flensburg - Tit tra DK 00949461 61081