Atuagagdliutit - 07.12.1990, Blaðsíða 8

Ilinniartitaaneo
DECEMBER 1990
SS
- Suut piginnaaneqarfigaa-
git suullu soqutigaagit
Bent Ole Kleist Nuummiit Qaqortumut aallaqqam-
merpoq politiassistentitut atorfittaaminut ikkukkiar-
torluni.
- Nukappiaraallungali politiinngorusulersimavun-
ga, oqaluttuarpoq. Qaqortormiuuvunga, stationsle-
deritullu atorfik tassa aatsaat. Illoqarfik nuanner-
suuvoq, suliffillu pissanganarluni.
- Politiiuneq misigisaqarluarnartuuvoq nuanner-
suullunilu, Bent Ole Kleist, oqarpoq - massalu sulif-
fimmi tassani ajortorpaalunniit naammattuuisaralu-
arluta misigisat pitsaasut amerlanerungaarput.
Uannut namminermut naatsorsuutigisakka ajun-
nginnerpaamik piviusunngorsimapput. Inuiaqati-
giinni assigiinngitsorpassuarnut attuumassuteqaler-
narpoq, aammalu paasilluarnarlutik tam akku qanoq
ingerlanersut. Politiinngorniarnissaq pilerisaaruti-
ginngitsoorsinnaanngilara.
Politiini suliumalluinnaraanni tunngavissat pin-
gaarnersaasa ilaat piuvoq. Timi pitsaasuusariaqar-
poq, isumatuujusariaqarpoq, silaatuumillu iliorsin-
naasariaqarpoq.
Inuusuttunut siunnersuut pitsak? Ersarivissumik
paasisariarpoq sorusunnerluni. Tamatuma kingorna
nalilerniartariaqarpoq taamaattunngomissamut pi-
sariaqartut piginerlugit. Tamakkulu aaqqippata pi-
viusunngortitsiniartariaqarpoq - patajaatsumik sang-
oqqajaanngitsumillu.
Bent Ole Kleist - Qaqortumi stationslederi nutaaq.
(Ass.: Knud Josef sen)
Bent Ole Kleist - ny stationsleder i Qaqortoq. (Foto:
Knud José fsen)
- Hvad kan du,
og hvad har du lyst til?
Bent Ole Kleist er netop rejst fra Nuuk til Qaqortoq
for at tiltræde sit nyt job som politiassistent.
- Jeg har haft lyst til at blive politimand lige siden
jeg var knægt, fortæller han. Jeg kommer selv fra
Qaqortoq, og jobbet som stationsleder her er simpelt-
hen et ønskejob. Det er en dejlig by og et spændende
arbejde.
- Politifaget er et positivt og godt fag, siger Bent Ole
Kleist, - og selvom vi naturligvis møder en del dårlig-
dom i denne branche, så er de positive oplevelser langt
i overtal.
- For mit eget vedkommende er mine bedste for-
ventninger blevet indfriet. Man får en stor berørings-
flade til mange dele af samfundet og får et godt ind-
tryk af, hvordan det fungerer. Jeg kan simpelthen
ikke lade være med at reklamere for politiuddannel-
sen.
- Hvis man virkelig har lyst til at arbejde indenfor
politiet, så er en af de vigtigste forudsætninger til
stede. Desuden skal man have en god fysik, logisk
sans og god fornuft.
- Et godt råd til de unge? Man skal gøre sig helt
klart, hvad man har lyst til at beskæftige sig med.
Derefter skal man vurdere, om man har forudsætnin-
gerne for det. Og når det er på plads, skal man sætte
sig for at gennemføre det - målbevidst og uden afstik-
kere.
Assiliisoq sinittarliit assillisariaqarpoq Dorthéraq ineeqqa-
mini marlunnik initalimmiittoq assilisinnaajumallugu.
(Ass.: Knud Josefsen).
Fotografen måtte stå inde i soveværelset for at kunne tage
dette billede afDortheeraq i de to små værelser, hun bori
(Foto: Knud Josefsen).
Nogle gange har man
lyst til at skrige højt
Håbløst at bo på kollegium med små børn
Halvdelen af alle stude-
rende, som flytter til
Nuuk for at f& en uddan-
nelse, opgiver igen. Man-
ge af dem fordi de har
små børn, som gør livet
på et mikroskopisk kolle-
gieværelse til en prøvel-
se. På 25 kvadratmeter
på Egmontgården bor
Grethe sammen med sin
mand, en pige på fire år
og en dreng på to år. Bør-
nelegetøj, plakater på
væggene og blomster for-
milder det klemte ind-
tryk, hvor fire menne-
sker skal udfolde sig.
Dortheeraq Møller Lennert
er 24 år og mor til to børn,
en dreng på tre og en datter
på fem år. Hun har i tre en
halv måned haft sin datter
boende hos sig i de to mikro-
skopiske værelser på Jem-
og Metalskolen, men i no-
vember måtte hun opgive at
klare hverdagen som enlig
mor og studerende på én
gang. Hun sendte barnet til
Maniitsoq, hvor hendes kæ-
reste bor med deres andet
barn.
- Jeg kunne ikke få pigen
passet, så jeg måtte have pi-
gen med på skolen, når vi
skulle arbejde om aftenen.
Hun manglede søvn og til
sidst blev hun syg. Derfor
tænkte jeg: Nej, det er bed-
re, hvis hun kommer hjem.
Det er en god løsning, selv
om det gør ondt, jeg savner
dem alle, fortæller Dorthee-
raq.
Fire på 25
kvadratmeter
Grethe Efraimsen valgte at
tage hele familien med til
Nuuk, nu bor de fire på 25
kvadratmeter. Hun er lige
som Dortheeraq på trejde år
af en kontoruddannelse,
men hun lægger ikke skjul
på, at det er svært at få hver-
dagen til at fungere:
- Det er meget svært at
klare et ægteskab på så lidt
plads. Min mand klarer bør-
nene, så jeg har bedre mulig-
hed for at koncentrere mig
om min uddannelse. Men
der er mange, af dem der bor
her i Egmontgården, som
har børn, så der er larm hele
aftenen. Jeg kommer først i
gang med hjemmearbejdet
klokken 10 -11 om aftenen.
Jeg føler, at det er sjældent,
at jeg rigtigt ser min familie.
For at slippe for den tran-
ge plads på kollegierne, er
Inger Berthelsen sammen
med sin søn på fem år flyttet
ind hos svigerinden i Nuus-
suaq. Hun boede i to rum på
tilsammen cirka 30 kvadrat-
meter.
- Der er alt for mange be-
grænsninger for børnene,
når man bor på kollegiet, de
skal være stille, og der er ik-
ke megen plads at røre sig
på. Nogen gange har man
lyst til at græde eller skrige
højt for at kunne få det lidt
bedre. Jeg har tit tænkt på
at opgive uddannelsen. Det
er også synd for manden og
de to andre børn, som bor i
Maniitsoq.
Svær økonomi
Det er ikke billigt for piger-
ne at bo i Nuuk og stadig
have familie hjemme. Et
kollegieværelse koster 850
kroner om måneden, og så
skal der også betales for pas-
ningen af børnene, ét styk
koster 250 kroner. Mens
man bor i Nuuk, skal man
stadig betale for pasnings-
pladsen til barnet i hjem-
kommunen. Når familien så
stadig skal betale husleje to
steder og der skal købes mad
og tøj er der ikke meget til-
bage af de 3850 kroner, som
man lår i uddannelsesstøtte.
Pigerne er enige om, at
prisen for kollegieværelser-
ne er alt for høj i forhold til
den standard, værelserne
har. Dortheeraq fortæller,
at der ikke var gjort rent, da
hun flyttede ind.
- Jeg skulle underskrive
en kontrakt hos kollegiein-
spektøren, inden jeg havde
set værelserne. Nåir man har
små børn er det ikke smart
med ødelagte stikkontakter
og lignende, siger Dorthee-
raq, og Grethe tilføjer:
- Vi skal dele bad, toilet og
køkken med mange andre,
og tilsyneladende er der ikke
nogen, som har lyst til ren-
gøring, for her er meget
snavset og uhygiejnisk. Jeg
har også flere gange prøvet
at få stjålet en masse mad
fra køleskabet. Det sejler
med opvask, og nogen gange
har jeg simpelthen ikke lyst
til at lave mad i sådan et
køkken.
10 meter opvask
Besøget på Egmontgården
slutter med et kig ind i det
fælles køkken, hvor et 10
meter langt køkkenbord fly-
der med opvask. På komfu-
ret står en pande, som ikke
er blevet rengjort efter den
sidste pandefuld frikadeller.
Grethe forklarer, at det ikke
er særligt slemt idag. Toilet-
ter og fælles bad får også lige
et hurtigt kig, og minder
mest af alt om skolegårdens
fællestoilet.
Væggene ser ud som var
de malet for meget længe si-
den, og gulvtæppet af nylon
er sortprikket af nedtrådte
cigaretskod.