Atuagagdliutit - 16.12.1992, Blaðsíða 22

Den kærlige julemand
Vi kender alle sammen den kære gamle julemand... eller gør vi nu også det?
Er julemanden så kedelig og julet, som vi har en tendens til at gøre ham til,
eller kan hans tanker kredse om andet end Nintendo-spil til drengene og små
nuttede dukker til de artige piger...
Af Herman Stilling
Den gamle julemand, som i
mange år havde delt gaver
ud til børn og voksne, var
blevet træt af det. Han hav-
de ellers i mange år været
meget glad for det og havde
haft et område, som han
havde passet helt alene. Og
der skal mange kræfter og
også megen flid til at passe
et så stort område som hele
København og det meste
Sjælland. Men det var ikke
så meget den legemlige
træthed, som var ved at slå
ham ud, nej, det var den lige-
gyldige måde, han blev mod-
taget på.
For han havde igennem
de sidste par år set og ople-
vet, at hverken børn eller
voksne troede på ham mere.
Og hvem kan leve med, at
ingen tror på en. Juleman-
den kunne i hvert fald ikke.
De ville såmænd gerne ha-
ve noget forærende, men der
kom sjældent nogen hjerteg-
lad tak for gaverne, når de
havde pakket ud og set et
øjeblik på julemandens
hjemmelavede gaver. Der
var flere, som med forkælet
mine og stemme havde sagt
til den gamle julemand: »Vi
tror ikke på dig mere«.
Der er ikke noget at sige
til, at julemanden, efterhån-
den som han hørte den sæt-
ning, fik øjeblikke hvor han
syntes, at alt var håbløst.
Det var jo ikke så godt, for
hele julemandens tilværelse
går ud på, at der er nogen,
som tror på ham.
Der må gøres noget inden
det bliver en vane, tænkte
julemanden og gik hen og
åbnede et vindue og råbte
med høj stemme ud over de
sneklædte marker: »Hvis
man ikke tror på sig selv, er
alt håb ude«. Og med denne
sætning traf den gamle jule-
mand en vigtig beslutning
for at redde sit og sin egen
betydning.
Han ville overlade børne-
ne til en yngre julemand,
som var pædagoguddannet,
og som havde forstand på de
ting, som børn ønsker sig nu
om dage, datamaskiner og
andet elektronisk udstyr.
Da julemanden havde
truffet denne beslutning,
blev han i noget bedre hu-
mør, som yderligere steg, da
han også fik mændende
skubbet ud af sine tanker.
Nu har jeg kun kvinderne
tilbage, tænkte han, og så
for sig dette store og forsøm-
te, uopdagede marked. Som
han med et blev klar over, at
han havde gjort alt for lidt
ved. For det var ganske få af
dem, han havde truffet, for
det var altid gemt af vejen i
køkkener, hvor de var travlt
optaget af at stege og koge
julemad.
Nu blev han igen glad og
næsten forelsket ved tanken
om, at han resten af sit liv
skulle være kvindernes jule-
mand.
Med et kunne han huske
enlige mødre, som han hav-
de trøstet, og han kunne hu-
ske de mange ulykkelige
kvinder, hvis mænd ikke
havde tid til deres børn og
den sengelige kærlighed.
Flere af dem havde med
kærlig varme omfavnet jule-
manden og havde med sød
stemme sagt: »Hvem kan
stå over for en julemand,
som har gaver med sig«.
Han huskede svagt enkelte
gange, hvor han selv havde
virket for ivrig til at trøste
og var blevet afvist. Men
som den handlekraftige
mand, som også kunne tæn-
ke godt, havde han lært, at
hvor der handles, der spil-
des.
Han havde også fundet ud
af, at en mands udseende ik-
ke havde den største betyd-
ning, bare man vaskede sig
og ens tøj var rent og hælene
på skoene ikke var for ned-
slidte, men Uge.
Det, som var uimodståe-
Ugt, var at man blev ved og
ved og så en gang imellem
stod stille og tænkte sig om.
For eksempel som dengang
han havde overværet to
mænds drabehge kamp om
en kvinde. Han havde holdt
sig på afstand, da det jo ikke
var hans problem, kvinden
havde fået øje på ham, og da
hun i forvejen var træt af de
to kæmpende mænd, var
hun Uge så stiUe Ustet af
med julemanden.
Jo mere julemanden
tænkte, dukkede der i hans
tanker flere og flere kvinder
op i hans Uv. Søde og rare, og
nogle meget smukke, men
også grimme, men Uvlige
kvinder havde fået hans
hjertesafter til at flyde over.
Det havde været som i bør-
nesangen, hvor der bUver
sunget »som perler på en
snor«.
Så var det, han kom i tan-
ke om den ene kvinde, som
han tænkte meget på, når
han gik ensom og alene i sit
hjem langt nordpå og arbej-
dede med de gaver, han
skuUe bruge tU jul. En me-
get smuk kvinde, som ikke
brugte sinne ben til at gå
med, men blev båren af sin
skønhed. Men han havde ik-
ke været alene om at se på
hende - for hun valgte en an-
den mand.
Det sidste, julemanden
havde sagt tU hende den-
gang, var at han viUe vente
på hende altid, og at hun
kunne stole på ham tU det
sidste. Det havde hun hu-
sket, for flere år efter kom
hun til ham, som enke, med
hele seks ukomfirmerede
børn. Og havde sagt tU ham:
»Nu kommer vi tilbage til
dig«. Julemanden var blevet
uendeUg rørt og havde stolt
tænkt: »Hvis man kan vente
længe nok, kan man bUve
konge af Sverige«. Men han
måtte sige nej tU enkens
storslåede tUbud, for enken
havde valgt et forkert tids-
punkt, det var nemUg på det
tidspunkt, hvor han var ved
at blive uendeUg træt af
børn. Men han tænkte sta-
digvæk på hende, men mest
på dengang hun var yngre
og uden børn. Hun havde
været som en engel.
Denne vidunderUge sæt-
ning - Hun var som en engel
og svævede som en engel -
denne sætning gik flere gan-
ge igennem hans hoved og
fik ham til at tænke på, at
han aldrig havde kendt det,
man kalder for en rigtig en-
gel af den slags, som flyver
højt oppe meUem skyerne.
Som et gammelt mundheld
siger, at når man tænker
meget på en bestemt ting,
begynder det til sidst at væl-
te ind over en. Det skete og-
så for julemanden, som en
morgen var igang med sin
morgenavis og læste, at pa-
ven i Rom havde udsendt en
officiel meddelelse om, at
engle er usynlige skabnin-
ger. De kan ikke ses, fordi de
er rent åndelige væsener.
Men de eksisterer.
Da julemanden havde
læst det, var han lige ved at
le højt, men høflig som han
var, nøjedes han med at
trække på smilebåndet. For
han vidste bedre, han havde
trods alt været højere oppe
end nogen andre. I hvert
fald uden nogen beskytten-
de metalskal uden om sig.
Det havde været, når han
med sin slæde trukket af
rensdyr, var strøget af sted
ved siden af skyerne. Derop-
pe havde han flere gange set
engle flagre nysgerrige
rundt om hans slæde. Han
havde hver gang ærbødigt
vinket dem bort; engle var
ikke hans område, havde
han tænkt dengang.
Men nu da han havde ta-
get kvinderne til sig, var det
helt naturligt at han udvide-
de sit område med engle, i
hvert fald den kvindelige del
af dem. Ja, måske ville han
møde en dejlig engel, og selv
om det var et stort og usæd-
vanligt ønske, han havde sat
sig for, begyndte han nu at
drømme om det.
Måske er der nogle af læ-
serne af dette som føler, at
det er både stødende og cho-
kerende og på kanten af det
blasfemiske. Men det bliver
vi nødt til at se bort fra, for
ellers kommer jeg ikke læn-
gere med min historie.
Vi må give julemanden en
længerer snor end vi selv
har, ligesom vi giver visse
mennesker en større mar-
gen, enkelte usædvanlige
mennesker, som ikke kan le-
ve i flok. Dem, som vi elsker
at høre og læse om, dem som
vi taler om, og hvis gernin-
ger og historier vi gør større
og til sidst usandsynlige.
Nu da julemanden var
blevet besat af tanken om
engle, søgte han først op, og
afsted på sin himmelflugt
for han med stærke og raske
rensdyr foran sin slæde,
som var fuld af mad så han
og dyrene ikke kom til at
sulte undervejs.
I slæden var der også ga-
ver, som han kunne dele ud,
hvis han i det ydre rum skul-
le møde rumskibe, som hav-
de kvinder med.
Næsten uden hindring,
men kun fordi julemanden
under hele turen opefter
holdt sig vågen, undgik han
sammenstød med en enkelt
engel, som var optaget af at
spille på horn. Samt nogle
højst mystiske rumraketter
som for rundt og fotografe-
rede alt.
Først da julemanden med
sin slæde og rensdyr fløj ind
i den syvende himmel, hvor
han vidste, at engle over-
holdt færdselsreglerne når
de fløj rundt, tog juleman-
den farten af rensdyrene for
at slappe af. Dette at nå så
højt op uden moderne hjæl-
pemidler, var i sig selv noget
af en bedrift, som der burde
skrives mere om. Alene det
at julemanden og hans rens-
dyr kunne færdes uden ilt og
luftmasker, men bare som
engle og andre himmelske
væsener trække vejret på
deres egen særlige måde.
Da der nu fløj en hel del
engle rundt, gav juleman-
den sig god til at se de kvin-
delige engle efter. For når
der var så stort et udbud,
var der jo ingen grund til at
tage den første, som viste
sig. For indimellem så han
et par engle, som var lidt for
luftige og gennemsigtige og
som han ikke kunne bruge
til andet end at tale med. Og
da han havde det som man-
ge mænd får det, når de bU-
ver ældre, gad han ikke
snakke alt for meget. Nu var
det en engel med en krop,
han så efter.
Med et, som et stormvejr,
kom en engel styrtende ned
imod ham, man skulle tro
det var var for at jage ham
ud og væk. Med det viste sig
hurtigt, at englen bare ville
se hvad der foregik, for det
var ret sjældent, at jule-
mænd blev set på så høje
himmelstrøg. Tæt på kunne
julemanden nu se, at det var
en yngre kvindeUg engel,
som han havde for sig. Hun
så meget intenst på ham,
som om hun kunne have
ædt ham på stedet. Men i
stedet for at bide i ham, sat-
te hun sig ved siden af ham
i slæden, klos op ad ham,
hvorefter hun begynder at
knibe ham alle steder. Da
hun havde gjort det et styk-
ke tid, så hun henført på
ham og hviskede: »Endehg
en rigtig mand«.
Det var Uge ved at bUve
for meget for julemanden,
som næsten ikke kunne sty-
re sine hænder for at gøre
gengæld på englens krop.
Men han tog sig i det, for
han var klar over at det var
en engel af kød og blod, for
hun havde både lugt og var-
me og var meget dirrende.
Men grunden til, at han
holdt sig tUbage, var at han
svntes det var upassende at
gøre tUnærmelser Uge på
stedet, som jo trods alt var i
det himmelske sale. »Vil du
med ned til mit mig i mit hus
og det mere jordnære«,
spurgte han hende, og hun
svarede staks ja, men fort-
satte med at sige: »Jeg vil
ikke kede mig, jeg vil have
det Uge så morsomt som
Eva, da hun fik den gode ide,
at hun og Adam skuUe spise
det forbudte æble og blev ja-
get ud af Paradis. Før den
tid havde de kedet sig meget,
har jeg hørt. Jeg ved alt om
at kede sig, det har jeg altid
gjort, og alt for længe. Helle-
re synde, end at kede sig«.
Da de nåede jorden og var
kommet ind i julemandens
hus, blev hun glad og over-
rasket over alt, hvad hun så,
stole og borde og et spejl,
hvor hun kunne se sig selv.
Og så den store seng med
lagner og dyner, og den store
pejs med ild i, som gav var-
me og lys fra sig som en an-
den Me sol.
Da hun så julemandens
køkken, sagde hun tU ham:
»Jeg er sulten, jeg vil have
noget at spise, og jeg træn-
ger til at bruge mine tænder.
Jeg er hele Uvet blevet fodret
med ord, ganske vist åndeli-
ge ord, men det mætter ikke
rigtigt«.
Så fik hun risengrød med
en smørklat til og juleman-
dens egen hjemmelavede ju-
lehvidtøl. Da hun rejste sig
fra bordet, fik hun øje på et
vandfald med vand og et
stykke sæbe. Og begyndte at
vaske sig, for det havde hun
aldrig prøvet før. Hun havde
aldrig været snavset, det
blev hun nemUg ikke der
hvor hun kom fra, hvor alt
er rent og hvidt hele tiden.
Da julemanden lå ved si-
den af hende i sin store seng,
følte han at han var ved at
synde, det var jo trods alt en
engel, som lå ved hans side.
Han så på hende og sagde:
»Tror du, at der er nogen,
som ser os nu«. »Ja«, svare-
de hun, »men han har set så
meget dårligt, at han kun vil
glæde sug over det, vi nu be-
gynder på«.
Hvis De ikke fik gaver sid-
ste år af julemanden, er
grunden den, at han blev i
sengen med sin engel hele
julen.
Det blev til nyt liv, en ny
lille og rask julemand, som
blev født i begyndelsen af
oktober. Hvad der glædede
julemanden så meget, at
han fik lyst til igen at dele
julegaver ud, og det både til
børn, kvinder og mænd.