Atuagagdliutit - 02.12.1993, Blaðsíða 9

Nr. 112- 1993
9
GRØNLANDSPOSTEN
V
Historien om Kathrine
»Historien om Kathrine« er en lærerig roman om en
grønlandsk kvindeskæbne i Danmark. Romanen er
skrevet af Maliaraq Vebæk, som selv bor i Dan-
mark i dag. Følg med i AG's roman hver torsdag.
_____________________________r
strakte min ryg på sofaen.
Det gjorde godt. »Jeg vil ger-
ne fortælle dig noget, hvis
du vil høre på mig,« sagde
hun sagte.
»Fortæl hvad du vil,« sva-
rede jeg. Men hun begyndte
ikke med det samme. Da
hun begyndte at tale var det
med en meget lav stemme,
og hun holdt mange pauser.
Men der var så stille i stuen,
at jeg opfattede alt, hvad
hun sagde. Hun havde væ-
ret gift med en dansk hånd-
værker, som havde arbejdet
i Grønland. »Vi har en lille
pige ...det er ham, der har
hende...« igen begyndte hun
at græde. Jeg satte mig op og
sagde: »Du skal bare græde!
Det hjælper at græde.«
»Bliv endelig liggende,«
svarede hun, »du skal ikke
sætte dig op endnu. Du
trænger til at hvile.« Og med
heftigere stemme sagde
hun: »Det var hans modby-
delige mor, der ødelagde alt
for os!«
Hun tav lidt. Hendes
stemme var lav, da hun fort-
satte, og hun talte langsomt.
Me efterhånden kom ordene
fossende hurtigere og hurti-
gere. Det lød, som om hun
talte til sig selv. Den mono-
tone stemme gjorde mig søv-
nig. Jeg gjorde, hvad jeg
kunne, for ikke at falde i
søvn og prøvede med enkelte
ord en gang imellem at vise,
at jeg følte med hende. Men
pludselig var jeg alligevel
faldet i søvn.
»Historien om Katrine«
Fortsættes næste tors-
dag i AG
Kapitel 3.
Uden for mit dør stod en
grønlandsk kvinde, som jeg
ikke kendte. Hun smilede
usikkert. Hun så på mig og
kikkede derefter ned på et
stykke papir, hun holdt i
hånden. Hendes ansigt var
rødt og opsvulmet, hendes
øjenmakeup ar tværet ud,
hendes tynde hår var pju-
sket, og hendes blanke, dybt
nedbringede silkekjole sla-
skede omkring hendes krop.
Hvem kunne de mon være?
Hendes smil blev nærmest
til en grimasse, da hun sag-
de: »Endelig kommer jeg...«
Så holdt hun en pause og
fortsatte: »Siden dengang
jeg mødte dig i bussen, og du
gav mig din adresse og sag-
de, at jeg skulle komme og
besøge dig...« Hun begyndte
at hakke i det, og nu kunne
jeg pludselig huske den unge
kvinde, jeg havde mødt i
bussen for et par år siden.
Jeg skyndte mig at sige:
»Kathrine?« Hun nikkede
og jeg fortsatte: »Kom in-
denfor.« Hun blev stående
et øjeblik og sagde: »Jeg har
flere gange tænkt på at kom-
me, men ...« Så holdt hun
inde igen, og jeg gentog:
»Kom ind«, mens jeg tænk-
te: ’Kan det være rigtigt? Er
det virkelig hende, jeg mød-
te dengang?’
Jeg havde altid tænkt på
hende som en køn, ung kvin-
de. Og hende her, hun så jo
nærmest uhyggelig ud i køk-
kenet. »Jeg er ved at lave
kaffe. Det var hyggeligt, at
du kom. Nu skal vi ha’ kaf-
fe,« sagde jeg, mens jeg
hældte mere vand på bøn-
nerne. Min gæst lænede sig
mod køkkenbordet og suk-
kede dybt. Hun gravede et
cigaretskod op af sin taske,
tændte det og sugede heftigt
på det.
Jeg tog kopper ned fra en
hylde over køkkenbordet,
smurte brød og sagde til
hende: »Tager du brødet og
kopperne ind i stuen? Så ta-
ger jeg kaffen.«
Inde i stuen satte hun sig
tungt på den nærmeste stol,
og jeg slog mig ned på sofaen
over for hende. Hun drak
hurtigt den første kop, ogjeg
skænkede mere. Imens talte
og talte jeg ivrigt - måske
lidt for ivrigt - om det fine
vejr, min familie og min ho-
vedrengøring. Jeg vidste ik-
ke, om det interesserede
hende, for hun sagde ikke
noget, så blot på mig og nik-
kede lidt engang imellem.
’Bare hun dog ville sige no-
get!’ tænkte jeg. Alligevel
blev jeg næsten forskræk-
ket, da hun pludselig spurg-
te: »Hvor mange børn har
du?«
»Jeg har to børn. De hed-
der Ane og Peter.« Hun
spurgte også, om min mand
var dansk. Det bekræftede
jeg, og skulle lige til at spør-
ge hende, om hun også hav-
de børn, da jeg så, at hun
kom til at se så frygtelig trist
ud. Så lod jeg det være. Det
var nok bedst, hun selv sag-
de noget. Men det gjorde
hun ikke. Hun sagde helt
stille og var holdt op med at
spise og drikke kaffe. Efter
et par minutter, som føltes
meget lange, sagde jeg, så
forsigtigt som jeg kunne:
»Har du børn?«
Uden at se op svarede hun
sagte: »Ja, jeg har et barn,
jeg har ...« Så dækkede hun
ansigtet med sine hænder og
begyndte at græde. Jeg rej-
ste mig for at hente nogle
cigaretter. Jeg standsede ud
for hende, tog om hendes
skuldre og sagde: »Græd du
kun.« Hun græd ikke længe.
Hun fandt et lommetørklæ-
de i sin taske, tørrede øjne
og næse og sagde: »Und-
skyld. Jeg ville ikke ...« Re-
sten af sætningen forstod
jeg ikke, fordi hun viskede.
»Du skal ikke undskylde.
Det er ingen skam at græde,
når der er grund til det.« Da
hun ikke sagde mere, men
blev ved med at lege med sit
lommetørklæde, spurgte
jeg, stadig forsigtigt: »Har
dit barn det godt?«
»Det har det godt ...må-
ske,« svarede hun næsten
hviskende. »Hvor er dit
barn?« spurgte jeg. Hun sva-
rede ikke med det samme.
Og da hun svarede, var det
næsten uhørligt: »Hun er
hos sin far. Men jeg må ikke
se hende.«
Så brød hun igen ud i hef-
tiggråd, ogdenne ganggræd
hun længe. »Det var trist,«
sagde jeg. »Ja, det er meget
slemt,« hviskede hun. »Det
er meget svært for mig. Men
måske er det min egen
skyld...« Hun tav pludselig
og holdt det våde tørklæde
for næsen.
Vi sad i et stykke tid uden
at sige noget. Jeg skænkede
mere kaffe og bød min gæst
endnu en cigaret. Hun søgte
noget i sin taske, men kunne
åbenbart ikke finde det:
»Jeg troede, jeg havde et
lommetørklæde til.«
»Jeg har papirlommetør-
klæde i badeværelset. Nu
skal jeg hente nogle til dig,«
sagde jeg. Da jeg rejste mig,
mærkede jeg, hvor øm jeg
var i ryggen. Det smertede.
Og da jeg kom tilbage med
lommetørklæderne, kom jeg
til at ømme mig. Min gæst
blev forskrækket og sagde
hurtigt: »Har du ondt nogen
steder?«
»Åh, ikke noget særligt.
Jeg har bare lidt ondt i ryg-
gen. Det går snart over. Du
skal ikke tage dig af det. Det
får jeg let, når jeg ikke pas-
ser på. Det er fordi, jeg tog
for hårdt fat i formiddag.
Men det går snart over.
»Du skulle nok have hvi-
let. Måske forstyrrer jeg
dig?« »Nej, jeg sidder jo og
hviler mig. Du forstyrrer
slet ikke. Tænk ikke på det.
Det går snart over. Det ved
jeg.«
Men hun blev ved med at
undskylde og begyndte at
snakke om af gå, så jeg kun-
ne hvile mig, mens hun så på
mig med et lille undskylden-
de smil og lagde hovedet på
skrå.
»Nej, du skal ikke gå,«
sagde jeg, »men hvis du ikke
har noget imod det, så læg-
ger jeg mig her på sofaen et
øjeblik. Vi kan godt snakke
sammen, selv om jeg ligger
ned, ikke?«
»Ja, endelig, du må ende-
lig lægge dig,« sagde hun
stadig med et lille smil. Jeg
Bussimi naapinneq
»Bussimi naapinneq« amap kalaallip Danmarkimi
inuunera pillugu atuakkiaavoq ilikkarfiulluarsinnaa-
soq. Maaliaaraq Vebæk atuakkiortuuvoq, ullumik-
kullu Danmarkimi najugaqariuni. AG-mi nangeqat-
taartunngoriugu saqqummertartoq sisamanngor-
nerit tamaasa malinnaaffigisinnaavat
Kapitalit pingajuat
Sinnattulerpunga timmi-
sartumik ingerlaartugut. Si-
lagissuaq pavani, pavani nu-
issat qulaanni seqinnarik.
Ingerlalluangaaratta soor-
luuna nunarsuarmi aqqusi-
neringaartumi biilimik
ingerlaartugut. Issiavimmi
pingasuuttarissami qiterli-
ullunga issiavunga. Saninni
igalaap killingani qallunaaq
amaq inuusuvinngitsoq is-
siavoq illua’tungaanilu ka-
laaleq angut utoqqaq. Arnaq
sanilera inussiarnisaaqaaq.
Oqaluttuarpoq ernini nulia-
nilu kalaaliusoq Kalaallit
Nunaanni tikeraarsimallu-
git assut nuannisaarsimal-
luni. Aperaanga: »Illit Dan-
markimi suniarpit? ilinnia-
riartorpit«?
»Uinikkiartorpunga«.
Akivara. »Kissaappassi uku-
annguattut ernittullu pillu-
artigalusi aappariikkumaar-
tusi«, qungujulluni isigalu-
nga oqarpoq.
Niaqqunnik angerpara.
Oqaluussiniaraluartoq ilua-
mik akisannginnakku nipa-
ngerpoq. Oqaluukkusunngi-
lara eqqarsaatikka nuan-
naanngimmata. Saninniit-
toq angut oqaaseqanngilaq.
Taamaallunga aperaara
Danmarkimi suniarnersoq.
Akivoq isini ajortut nappar-
simavimmi suliaritikkiar-
torlugit. Arnaq, sunaaffa
napparsimasunik angallas-
sisoq tikiummat angut sani-
lera oqaluunniarlugu inin-
nut ingeqquara Kalaallit ar-
nat allami issiasut orninnia-
rakkit.
Kalaaleqatikka arnat ila-
gilarakkit qiimasaalerpunga
nuannaarnerisa tunillam-
mannga. Imigassarsilluta
issiaqatigiittuarpugut oqa-
loqatigiilluta nuannisaarlu-
ta.
Inigisannulli uterlunga
ingeqqikkama nuannaarun-
naaqqippunga. Naluara
Erip aggernissara pillugu
telegrammikka tigusimane-
rai, imaluunniit aggernera
iluarineraa. Aggerniarlunga
telegrammerama sapaatip
akunneri marlunngortut
suli akinngitsoq timmisar-
tumi inissaqaleriarama aal-
laannarama. Ilaquttakka
nalunngisakkalu ilisimate-
reersimagakkit katigiarlu-
nga Danmarkiliassasunga.
Aasat marluk Erik nunat-
sinni sulisarmat angutaati-
gisimavara kiffaaffigiutiga-
lugu. Suleqataalu angut
utoqqasaaq Gamle Hanseni-
mik taasartagaat illuaqqami
ineqatigisaa aappiullugu
kiffaaffigalugu. Erik Dan-
markimi nuliaqarpoq. Oqa-
luttuuttarpaangali nuliilu
inooqatigiinnertik pitsaan-
ngitsoq. Erninnguaqarput.
Erik oqartarpoq avissagalu-
arlutik meeraq taanna pillu-
gu avinnissartik kinguartit-
tarsimagini avikkaluarunik
nuliami ernertik pissagaa
qularinnginnamiuk. Ukiar-
mili aallalerami oqarpoq
angerlaruni pinngitsoorani
avinniarluni uagut katikku-
maaratta meerartaaru-
maarlutalu. Danmarkimut
uteruni nulii ineqatiginiar-
nagu anaanaminiissagami.
Arnami najugaata aqquser-
ngata aqqa tunniuppaa.
Aallalerami aningaasar-
passuarnik tunivaanga
Danmarkiliarnissannut
atugassannik. Neriorsor-
paanga avinnissartik aalaja-
ngeriarpat erniinnaq nalu-
naarfigissallunga aggeqqul-
lunga. Ilimasaarpaanga si-
vitsunngitsoq tusassasu-
nga. Qaammatilli marluk
qaangiummata tutsiunnani
utaqqikatakkama telegram-
merpunga aggilerlunga ul-
lorlu suna tikissallunga.
Akinngilarli.
Kastrup-imi timmisartut
mittarfiannut pigatta
ingammik annilaangalerpu-
nga Erik tikiutinngitsooqi-
nammat. Qanoq iliussaanga
taama pisoqaraluarpat? Kø-
benhavni ilisimanngilluin-
narpara. Meeraallunga atu-
artuullunga atuaqatikkalu
Danmarkimiikkatta Fyn-
imiippunga. Københavni aq-
qutigiinnarparput. Illoqar-
ferujussuaq angingaarami
soorlu killeqanngitsut. Taa-
manimi aamma taama miki-
tigigama, aqqanilinnik ukio-
qaleqqammerlunga, taa-
maattumik eqqaamasaqan-
ngilanga taamaallaat nuan-
nernersua. Angajoqqaasia-
risimasakkalu ukiut siulliit
allaffigisarmannga akisara-
luarakkit kingorna akissaa-
rakkit nalulerpakka, naju-
gaalluunniit sumiittoq eq-
qaamajunnaarpara. Soor-
mi-taava Eriup telegram-
mikka akinngikkaai? aggin-
ngikkaluarpat qanoq ilius-
saanga?
Kuffertivut utaqqiuarlu-
git kiisami uanga kuffertera
tigugakku aniartorpunga.
Arnap sanilerisimasama sa-
neqquttunga nuannaarluni
inuulluaqquaanga ajunngit-
sussanillu kissaallunga.
Nassatanik misissuisartup
nassatakka takujuman-
ngimmagit ingerlagasuar-
punga. Anillakkama inup-
passuit siumorpakka ataat-
similluunniit ilisarnarto-
qanngitsut. Sumut tamaa-
nga qinerpunga Erik ujarlu-
gu. Takussaanngilaq. Taan-
naqa.
Aa, ila naagga taamaatto-
qarsinnaanngilaq! inuppas-
suit eqimallutik nuannaar-
palullutik tikittut aniffigi-
sartagaannut isikkuttut
qaangereeraluarlugit unil-
lunga misissulerpakka Erik
akornaniittoq takunngit-
soorsimasoralugu imaluun-
niit taassuma uanga anisu-
nga takunngitsoorsimasin-
naammanga. Takunngilara-
li. Arriitsumik ingerlaaler-
punga tamanut qinerlunga.
Ar laler iarlunga tamanut qi-
nerlunga. Arlaleriarlunga
angutit Eriusoralugit orni-
lersaraluarpakka. Qanilliar-
tulerlugillu paasisaraakka
allanuku. Uulittorsuan-
ngorpunga, uffa qiiananga.
Soorunami qiiasinnaanngi-
langa oqortorsuarmik qal-
lersaateqarama aammalu
mittarfik kiammat. Kuffer-
tiga imigassat sikaritsillu pi-
siarisimasakka qamutaasa-
kasinni kaamikattuarpakka
kaavikajaarlunga. Kiisami
Eriugunartoq parcarsuar-
mik kavaajahk ungasiaami
takulerlugu sukaasavillu-
nga ornilerpara tupaallan-
nera nuannaajallanneralu
annilaanganermik akoqar-
tut pissutaasimallutik uum-
matiga kassuttorsuanngor-
toq. Sulili tikeqqajarnagu
takulerpara naapitsilluni,
nuannaarluni ilassinneriar-
luni ilagisani aniartoqatigi-
gaa. Eriunngilaq. Aa, ila qa-
noq iliussaanga? Qanoruna
iliorniassaanga Erik tikiu-
tinngippat? Telegrammikka
Qupp. 11-mi nangissaq