Atuagagdliutit - 06.01.1994, Qupperneq 11

Nr. 1 • 1994
77
tigt, og slet ingen kræfter til
at opsøge den jurist, jeg hav-
de talt så meget om. Mine
planer syntes pludselig helt
uoverskuelige. Og jeg be-
gyndte at drikke igen.
Da Emilie besøgte mig
næste gang, frygtede jeg af-
skeden så meget, at jeg fandt
på at gå langt bort med hen-
de for at trække tiden ud. Vi
kom til en helt anden bydel.
Og selv om det blev aften,
gik jeg ikke hjem med hende
som aftalt. Vi bare gik eller
sad, spiste is og slik. Pludse-
lig kom en politibil langsomt
imod os. Jeg blev bange og
forsøgte at skjule Emilie bag
mig. Men bilen standsede i
nærheden af os, og en be-
tjent kom hen til mig og sag-
de, at vi var efterlyst, og bad
mig komme ind i bilen sam-
men med barnet.
Jeg fik besked om, at der
skulle gå en længere tid, in-
den jeg fik besøg af Emilie
efter denne episode. Måske
fik jeg ikke mere besøg af
hende. At det skulle være re-
sultatet af min lille flugt for
at være sammen med min
lille datter lidt længere, fat-
tedejeg ikke. Havde ikke an-
et, at sådan noget kunne
ske. Jeg følte det uretfær-
digt og urigtigt og ville ikke
tro det. Det var, som om jeg
bare dørmte og ville vågne
og opdage, at virkeligheden
var helt anderledes.
Da det efterhånden gik op
for mig, at det var sandt, at
jeg ikke skulle se Emilie fo-
reløbig, blev jeg syg. Jegblev
liggende både nætter og da-
ge. Ville ikke spise. Ville ikke
modtage nogen hjælp. Når
Amalie og Jens var ude, stod
jeg op og lavede the ior at
væde min hals og gik så i
seng igen. Når Amalie kom
hjem, forsøgte hun at få mig
til at spise noget, men jeg
lystede bare på hovedet.
Efterhånden syntes jeg, at
jeg kunne mærke, at Amalie
begyndte at blive træt af
mig, og jeg begyndte at iagt-
tage hende og hendes ven.
Jeg lagde mærke til, at de
nogle gange talte hviskende
sammen, og Jens holdt op
med at sige noget til mig
overhovedet. De vil gerne af
med mig, tænkte jeg.
Da de en dag var gået, lag-
de jeg en plan. Når de kom
hjem, ville jeg sige, at jeg
godt kunne mærke, at de var
kede af at have mig boende.
Jeg var klar til at flytte. Jeg
vidste godt, at jeg var så slet
et menneske, at ingen brød
sig om mig. Men jeg kunne
ikke lave om påmigselv. Jeg
skulle nok flytte.
Inden de kom, stod jeg op
og samlede mine få ejendele
sammen, lavede kaffe og
drak den. Hvis Amalie spur-
ge, hvor jeg så ville bo, ville
jeg svare: »Jeg er ikke mere
værd, end at jeg kan bo på
gaden. I skal bare lade mig
gå.«
Jeg havde lagt mig på so-
faen igen. Så hørte jeg nogen
komme op ad trappen. Med
det samme fikjeg hjerteban-
ken. En kedelig vane jeg
havde fået. Bare jeg kunne
klare at sige alt det, jeg skul-
le fortælle dem. Men mon
det var dem? Jeglyttede. Jeg
syntes, jeg kunne høre en
fremmed mand, en grøn-
lænder. Amalies stemme
kunne jeggenkende. Hun lo.
Jeg kom til at ryste over hele
kroppen.
Amalie kom leende ind.
»Halløj, hvem tror du, jeg
har med her?« sagde hun.
Jegsvarede ikke. Jeg var ik-
ke oplagt til spøg.
»Hvem tror du?« gentog
hun, og jeg så op. Der stod
hun sammen med min bror
Ole. Jeg vendte mig mod
væggen og begyndte at græ-
de stille.
Ole satte sig ved siden af
mig og tog min hånd. »Jeg
skal nok hjælpe dig, lille sø-
ster,« sagde han.
Jeg kunne ikke sige noget.
»Amalie har fortalt mig det
hele,« fortsatte Ole. »Jeg var
kommet til København for
at besøge dig, men da jeg ik-
ke traf nogen i jeres lejlig-
hed, tog jeg ind til Grønlæn-
dernes Hus. Jeg tænkte, at
du måske var der, eller at jeg
nok traf nogen, jeg kendte.
Så mødte jeg Amalie. Vi vid-
ste jo ikke spor. Hvorfor har
du ikke fortalt Tove noget?«
»Det var ikke så nemt,«
hviskede jeg. »Hun kunne
heller ikke gøre noget,« til-
føjedejeg.
»Du ved, jeg har været på
denne her lange tur i Østen.
Jeg kom først hjem for en
uge siden.«
»Jeg skal flytte herfra,
men jeg har intet sted at
bo,« sagde jeg.
»Jeg kender én, som lejer
værelser ud,« sagde Ole ef-
ter at have tænkt sig om en
lille tid.
»Jeg er skrevet op på kom-
munekontoret,« sagde jeg.
»Det tager jo sin tid. Lad
os hellere tage ud til ham,
jeg kender.«
»Jeg vil hellere gå til PO-
OQ og bede dem om at hjæl-
pe mig,« sagde jeg. POOQ er
det grønlandske rådgiv-
ningskontor i København.
»De kan ikke gøre ret me-
get, selv om de gerne ville.
Det ved du godt. Du har jo
selv været der før. Du ved,
hvordan det går til, når ud-
lejerne hører, at det er til
gørnlændere, der søges en
bolig: ’Den er opaget, ’ siger
de. Jo, den kender vi.«
Ole fortalte så, at den
mand, han kendte, var en
gammel sømand, som han
engang havde sejlet med i
flere år. Manden var holdt
op med at sejle og havde
købt en gammel ejendom og
lejer nu værelser og små lej-
ligheder ud. »Hvis han har
noget ledigt, vil han hjælpe
os. Det er sikkert,« sagde
Ole og jeg gav mig.
Selv om Ole ikke boede i
København, kendte han by-
en bedre end jeg. Han fik fat
på en taxa, og vi kørte ud til
en sidegade til Vesterbroga-
de. Ole boede selv i Esbjerg
sammen med Tove og deres
søn Søren, som lige var be-
gyndt at gå i skole. Ole og
Tove var ikke gift, men hav-
de boet sammen i mange år.
Tove var dansk. Den eneste
gode danske kvinde, jeg
kendte. Hun var virkelig
god, også imod min mor,
som hun og Ole besøgte
sammen for flere år siden.
Hun havde også hjulpet mig
nogle gange i den første tid,
jeg var i Danmark. Men min
vanskeligheder i den seneste
tid, syntes jeg, var så håblø-
se at gøre noget ved, at jeg
opgav at sætte migi forbin-
delse med hende. Og det var
jo også svært, når hun ikke
boede i samme by. I det hele
taget var der ingen danske,
som jeg kunne kalde for ven,
selv om jeg havde boet her i
mange år efterhånden. Slet
ingen kvinder. Og jeg regner
ikke med de mænd, som
man drak sammen med, og
som man kun havde drikke-
riet til fælles med. Engang
troede jeg, at jeg fik danske
veninder, når jeg kom til at
bo i Danmark. Jeg fik det
ikke. Det kunne jeg godt væ-
re ked af nogle gange, men
så tænkte jeg: hvad skulle

GRØNLANDSPOSTEN
man også snakke med dan-
ske damer om? Vi var jo så
forskellige. De ting, vi grøn-
lændere var glade for, varde
øjensynligt ikke interessere-
de i. Tove var god, og hun
hørte til familien. Det var li-
gesom noget andet med hen-
de.
Vi kom til Oles vens bo-
pæl, og Ole ringede på. Dø-
ren bive åbnet af en grim,
tyk mand. Hans tykke mave
hang ud over livremmen.
Hans tynde hår og hans
bryn var så lyse, at man
skulle tro, at han slet ingen
hår havde på hovedet. Han
så et øjeblik forbavset på os
med sine små lyse øjne. Så
bredte der sig et lidt nedla-
dende smil på hans ansigt.
Jeg kunne ikke lide ham.
»Det var satans! Er det
dig, Ole? Gamle dreng!« sag-
de han og fortsatte: »Det lig-
ner dig at komme her med
en pige, hvad?« Han grine-
de: »Du var sgu den sidste,
jeg havde ventet at se. Kom
indenfor.«
Ole fortalte ham om grun-
den til vores besøg.
»Det var sgu meget uhel-
digt. Alle mine værelser er
udlejet i øjeblikket. Men lad
mig lige tænke mig om et
øjeblik. Siden det er dig, Ole,
min gamle kammerat, kan
det sgu godt være, at vi kan
finde ud af noget.« Og hen-
vendt til mig, sagde han:
»Hvad var det, du hed, min
ven?«
»Katrine,« sagde jeg.
»Du har vel også et efter-
navn?«
»Jensen.« Da jeg havde
sagt mit efternavn, lo han og
slog sig på sine tykke lår.
»Det må jeg sgu nok sige!
Vi har samme efternavn.
Jeghedder Tage Jensen. Det
var sgu pudsigt, ikke?« Og
til Ole sagde han: »Hvis jeg
kender dig ret, har du ikke
noget imod en lille én? Eller
er du måske blevet afholds-
mand? Ja, man ved sgu al-
drig. Det er jo nogle dage si-
den, vi sidst så hinanden.«
Efter at Ole havde forsikret,
at han ikke var blevet af-
holdsmand, gik vores vært
hen til et skab og kom tilba-
ge med flasker og glas.
Jeg så på hans rummelige
stue, der var fyldt med møb-
ler og mærkelige fremmed-
artede genstande. Og jeg
tænkte, at han nok havde al-
le de ting fra sine mange rej-
ser i fjerne lande. Han var
ved at skænke i vores glas,
da jeg hørte en forvrænget
stemme et sted fra stuen.
Stemmen sagde:
»Satan, en grim mand.
Satan, en grim mand.«
Jeg blev forskrækket, og
det gav et gib i mig.
Vores vært så på mig og lo
højt, og idet han pegede mod
et hjørne, sagde han: »Det er
min eneste trofaste ven,
ham der.«I et hjørne stod et
fuglebur, og inde i det sad en
farvestrålende papegøje helt
stille. Tage Jensen slog med
armen hen mod den og sag-
de leende: »Nu kan du godt
holde kæft, gamle ven. Nu
har de set dig!« Og til os sag-
de han: »Jeg tror næsten,
jeg har et ledigt værelse,
snarere en lille lejlighed fra
idag. Jeg skal sige jer, jeg
har en narkoman som lejer.
Fandens unge. Jeg har et
helvedes vrøvl med ham,
hver gang månedes slutning
nærmer sig, og han skal th
at betale. Så forsvinder han,
den rad! Jeg havde netop
tænkt migat smide ham ud.
Man kan sgu ikke blive ved
med at finde sig i en sådan
fisk. Jeg skal jo selv leve. Jeg
må have penge. Jo, jeg smi-
der ham ud, gør jeg. Så kan
... hvad var det, du hed?«
»Katrine.«
»Jo, så kan Katrine få
hans lejlighed.«
Vi gik over og så på lejlig-
heden. Det var ét værelse
med et lillebitte køkken. Jeg
var forfærdet over at se det
rod, der var i de to rum. Men
det værste af det hele var
luften. Den var så dårlig bå-
de af snavs og indelukket-
hed, at det næsten gjorde
ondt i næseborene. Vi bane-
de os vej gennem rodet ud til
køkkenet. Her var det ikke
stort bedre med ordenen.
Bordet var fyldt med snavse-
de tallerkener og kopper og
en gryde med tørre madre-
ster. På en gammel træstol,
som kun havde halvt ryg-
stød, lå snavsede klude ogen
pande med gamle tørre mad-
rester.
»Det ser måske ikke så
godt ud, som det er lige nu,
men der kan godt blive en
hyggelig lejlighed ud af den,
hvis der bliver gjort ordent-
ligt rent og luftet godt ud.
Hvad siger I?« spurgte lejlig-
hedens ejer.
Min bror så på mig og
spurgte på grønlandsk:
»Hvad mener du?«
»Aldrig i livet! Py, hvor
ulækkert! Sådan kan jeg ik-
ke bo.«
»Jeg tror nu, her kan blive
ganske rart, hvis der bliver
gjort virkelig godt rent, som
Tage siger,« sagde min bror,
og han fortsatte: »Også fin-
der vi nogle brugte møbler.
De kan sikkert fås billigt.
Hvis du vil have det, skal jeg
nok hjælpe dig. Jeg kan blive
her i byen nogle dage. Jeg
ringer til Tove, at jeg bliver
her lidt længere. Jeg er sik-
ker på, at Amalie og måske
også Karoline vil hjælpe os
med rengøringen. Måske be-
høver du heller ikke bo her
så længe. Mens du venter,
kan det være godt nok. Det
er jeg sikker på. Du kan jo
ikke bo på gaden.«
»Skulle vi ikke først prøve
POOQ igen ?« sagde jeg uden
særlig håb.
»Nej, lille søster, du har jo
prøvet. Lad os tage tilbage
til Amalie og tænke over
det.«
»Hvad siger hun?« spurg-
te Tage Jensen. Vi havde
talt grønlandsk, og han hav-
de ikke forstået noget. Mens
vi talte sammen, havde han
åbnet vinduerne i stuen og
køkkenet. Nu åbnede han
døren fra køkken ud til bag-
trappen og sagde: »Dernede
i næste etage er der et WC på
trappen. Det bruges af fire
lejligheder, også af den her.«
Han stod og pegede ned.
»Kan vi ikke vente med at
bestemme os til i morgen?«
spurgte Ole.
»Allersenest i morgen!
sagde Tage Jensen. »Jeg
skal sige jer: der er masser,
der står i kø for at få sådan
en lejlighed. Hvis I ikke vil
have den, er der en anden,
der flytter ind i morgen. Så
jeg skal have besked imor-
gen inden ti. Inden aften
skal jeg smide alt det lort
ud!« Han pegede på rodet i
stuen. »Hvis fyren skulle vi-
se sig, får han besked om, at
han ikke bor her mere. Så-
dan er det!«
»Hvad koster boligen her
for en måned?« spurgte Ole.
»2000 kr. og 500 i deposi-
tum.«
»Så meget?« slap det ud af
mig.
»Du kender nok ikke så
meget til boligmarkedet,«
smilede vor vært, »jeg kun-
ne godt have forlangt mere.
Der er sgu nok, der vil give
mere for at få en lejhghed
sådan uden videre. Det kan
jeg godt lovejer.«
***
Hjemme hos Amalie blev vi
enige om, at jeg skulle tage
den lejlighed. Amahe var lidt
stille den aften. Uden at se
på mig, sagde hun: »Du ved
godt, Katrine, at vi har ikke
smidt dig ud.« Jeg svarede
ikke. Men lidt efter sagde
Ole: »Det er nu også bedst,
at Katrine får sit eget.«
Den næste morgen tidhg
pjækkede Amalie fra arbejde
og gik sammen med Ole og
mig hen til lejligheden forat
rydde op og gøre rent. Vi vil-
le gerne have haft Karohne
med, men hun var ikke
hjemme, da vi var henne hos
hende om aftenen. Om mor-
genen sov hun, og hun var
ikke til at vække. Jeg kunne
ikke rigtig finde ud af Karo-
line. Hun var pæn, altid vel-
klædt, velplejet, og hendes
lille lejlighed var altid or-
dentlig og hyggelig. Hun
havde pæne, ret dyre møb-
ler, i hvert fald i forhold til,
hvad jeg var vant til at se.
Men h un fortalte aldrig,
hvad hun lavede. Da jeg
spurgte Amalie, hvad Karo-
line levede af, sagde hun
smilende: »Hun lever af sin
krop.« Jeg ville ikke tro det.
Nej, hun kunne ikke være
luder! Kan en luder se så
pæn ud?Nej, det måtte være
Amalies spøg. Men alligevel
begyndte jeg efterhånden at
tro på Amalie, fordi Karoli-
ne altid sov om formiddagen
og sjældent var hjemme om
aften. Da jeg bemærkede det
til Amalie, sagde hun: »Hun
arbejder jo om natten.«
Da vi kom hen til min nye
lejlighed for at gøre rent, så
vi, at tykke Tage havde
smidt den arme fyrs ejende-
le ud. De lå spredt nede i går-
den. Lejligheden virkede
straks større uden rodet,
selv om køkkenet var ikke så
lille endda. Og Tage havde
haft vinduerne åbne, så luf-
ten var meget bedre idag.
Ole gik op til værten forat
give besked og betale h usleje
og depositum. »Så, lillesø-
ster, næste måned må du se
selv at klare,« sagde Ole,
»men husk, at du har altid
Tove, hvis du skulle komme
i vanskeligheder.«
Og vi gjorde rent. Vi gjor-
de rent hele dagen. Der blev
virkelig pænt i begge rum.
Da træværket var tørt da-
gen efter, købte Ole noget
maling, og vi malede, hvor
det var mest tiltrængt. Så
gik Ole på jagt efter brugte
møbler, som han kørte ud til
lejligheden i en lille lastbil,
som han havde lejet. Han
var så praktisk, og han
kendte så mange. Vi var alle
meget tilfredse med resulta-
tet. Det var vist rigtigt nok,
hvad den fede Tage sagde:
de 2000 kr. var ikke for me-
get om måneden, når man
kunne flytte ind uden at
vente. Det var jo så svært at
få lejhghed gennem alle de
»kontorer«, tænkte jeg. Jeg
var virkehg glad for min nye
lejlighed, min egen! Og der
var længe, til der skulle be-
tales næste gang. En hel må-
ned!
Da det så blev den første,
var det alhgevel svært at
skulle af med de mange pen-
ge i husleje. Men jeg ville og
måtte gøre det, for jeg tænk-
te, at nu kunne jeg nok få
besøg af Emihe. Jeg huske-
de, at der var blevet sagt, at
når jeg havde mit eget, så
var chancerne for at jeg fik
besøg af hende størst. Jeg
havde da også penge til hus-
lejen. Erik sendte mig noget,
men da det ikke var nok til
også at leve af, fik jeg nogle
fra socialkontoret.
Ognu villejegse lille Emi-
he. Jeg havde ventet længe
nok! Jeg måtte på en eher
anden måde få meddelt Erik
det. Men det var svært for
mig. Jeg skrev så dårhgt
dansk, og jeg vidste ikke, om
Erik havde fået en telefon.
Der var vist ikke andet at
gøre end at gå derhen selv.
Hver dag blev min læng-
sel efter Emihe stærkere.
Måske skyldtes det også, at
julen nærmede sig. En mor-
gen besluttede jeg, at idag
skuhe det være!
Det var lørdag. Erik vihe
ikke være på arbejde, og
Emihe vihe ikke være i vug-
gestuen. Ved middagstid
gjorde jeg mig pænt i stand
og gik med bankende hjerte
hen th vores gamle lejhghed.
Jeg ringede på døren. En
dreng lukkede op. Han så
meget forvirret ud og løb ind
i stuen igen og råbte: »Mor,
mor...« Jeg kunne høre, at
der var endnu et barn derin-
de, et mindre, og en voksen
kvinde talte th barnet. Jeg
kom th at ryste over hele
kroppen. Hvem kunne de
mennesker mon være? Kun-
ne det tænkes, at Erik...?
En ret ung kvinde kom
ud: »Hvem søger De?«
spurgte hun venhgt.
»Er Erik Jensen derin-
de?« sagde jeg, så rohgt jeg
kunne.
»Erik Jensen bor her ikke
mere,« sagde hun.
»Er de flyttet?« spurgte
jeg forfærdet.
»Ja, de flyttede for ca. to
uger siden.«
»Hvor flyttede de hen?«
spurgte jeg usikkert.
»Det ved jeg ikke,« svare-
de damen, og hun løftede et
hile barn op på armen: »Jeg
er ked af det, men jeg kan
ikke hjælpe Dem, desvær-
re.«
Jeg var helt slået ud.
Langsomt gik jeg ned af
trappen og tænkte, at Erik
og Emihe nok var hos hans
mor. Det dunkede i mit ho-
vedet. Og selv om jeg var
meget bange for Eriks mor,
var jeg nu på vej hen th hen-
de.
Jeg gjorde mig så hård,
som jeg kunne, og ringede
kraftigt på døren. Eriks mor
lukkede op og så forskræk-
ket på mig.
»Hvor er Erik?« spurgte
jeg med påtaget ro, men jeg
mærkede ahigevel usikker-
hed i min stemme, og da jeg
fortsatte: »hvor er hlle Emi-
he?« måtte jeg synke mange
gange for ikke at komme til
at græde.
»Jeg kan ikke fortælle dig,
hvor de er,« sagde hun, og
også hendes stemme rystede
let. Da jeg så, at hun vihe th
at lukke døren igen, skreg
jeg: »De er derinde! De er
derinde!«
»Det er de ikke,« sagde
hun, nu rohgt, og lukkede
døren.
Jeg trykkede hårdt på
dørklokken og lod den ringe
længe, imens jeg råbte: Luk
op! Luk op!« men der skete
ingenting.
Naboen havde åbenbart
hørt mig råbe og lukkede sin
dør op. Hun så på mig, og jeg
kunne se, at hun genkendte
mig. Hun skyndte sig bare at
lukke sin dør igen uden at
sige noget. Da der ikke skete
noget trods mine gentagne
banken og ringen på døren,
opgav jeg. Jeg begyndte at gå
grædende ned ad trappen.
Fortsættes næste side.