Atuagagdliutit - 22.02.1994, Page 12

Nr. 14 • 1994

GRØNLANDSPOSTEN
Sej Start
5 dagsrejser til start for ULU 94
tavse og fromme, da de en
efter en, bliver bundet fast i
båden. Alle er for optaget af
at snuse til havluften til at
tænke på at slås. Slæderne
bliver løftet op -150 kilo pr.
stk. - i mange stærke arme -
og bliver Uge så let vippet
ned igen på den anden side.
Dog først efter at skipper
har været ude med en tooq
(Lone Madsen) - Et eller an-
det sted havde vi forestillet
os, at starten på ULU 94
skulle foregå ved at Grøn-
landsfly sendte en S-61 heU-
kopter til vores base i Kan-
gaatsiaq for at hente os, 2
slæder og et par dusin hun-
de og løfte os til Sisimiut.
Men det havde Grøn-
landsfly ikke forestillet sig,
så vi måtte tage de drøje vej
og selv køre hundene tU
start.
Starten
Lørdag den 5. februar gik
starten. Nogen var vist let-
tede, da vi kørte:
Leo og Amajut for eksem-
pel, henholdsvis kommunal-
direktør og borgmester, som
nu slap for at have et spand
urohge hunde i baghaven.
- Og Mathilde, der hele janu-
ar har Ugget vandret i luften
for at få os ekviperet i sæl
fra top til tå og helt ud til
fingerspidserne. Og God-
mand, der har haft døds-
dømt vores projekt Uge si-
den vi satte vores ben i Kan-
gaatsiaq sidste vinter:
-Skal i absolut begå selv-
mord, kan i så ikke finde et
andet sted at gøre det end i
Grønland. Den holdning har
han ikke ændret siden.
Kritiske punkter
På vores cirka 300 kilome-
ter, 4 planlagte dage, mel-
lem Kangaatsiaq og Sisi-
miut får vi følgeskab af Ni-
kolai, fanger fra Kangaatsi-
aq, men opvokset i Sisimiut.
Omkring ruten er der 3
ting, der optager os meget:
* Ved Niaqornaarsuk skal vi
sejle over et stykke åbent
vand. Hvordan tre slæder,
33 hunde og vi selv, skal stu-
ves i en 30 fods båd, kan vi
ikke begribe. Og hvad sker
der, når samme 33 hunde
bUver frigivet på usikker is
på den anden side...
* Passage af Nordre Strøm-
fjord. Den skuUe være lune-
fuld og usikker og fyldt med
strømsteder.
* Majoriaqen. En Stejl ned-
kørsel nær Sisimiut, som vi
har hørt utalUge historier
om. Nikolai har utalUge gan-
ge med grimasser, øjne og
fagter beskrevet, hvad han
tror, der vU ske, når Inge og
Lone skal ned af den bakke -
og DET lover ikke godt for
resten af ruten.
Den første dag fører os
imidlertidig bare til Niaqor-
naarsuk. 38 lette, kendte og
problemfrie kilometer. AUi-
gevel er der et eUer andet
med den bygd. Første gang
vi besøgte den, arriverede vi
i ukontrolabel fart ned gen-
nem byen - og tværs gennem
en trappe. De husker det
endnu - og vi glemmer det
aldrig.
Fromme hunde
Søndag morgen tidUg er tre
blevet til fire, Elias fra Nia-
qomaarsuk slår følge med
os - dog uden hunde. Pak-
ningen af den lille båd går
forbløffende let. Hundene er
Tamarmimmi paanissaminnut piftissaqanngillat, tassami
imarsunni naasinnaagamikku narajortoramik. Qamutit -
tamarmik immikkut 150 kilo-sut - tallinik nukilissuarnit
kivinneqartarlutik issoraanneqarput, taamannallu ajor-
nanngitsigisumik niooqqarneqarlutik. Kisiannili umiatsiap
aquttuanit siku ajunnginnersoq misilinniarlugu toortaq-
qaarpaa.
Alle hundene er for optaget af at snuse til havluften til at
tænke på at slås. Slæderne bliver løftet op -150 kilo pr. stk.
- i mange stærke arme - og bliver lige så let vippet ned igen
på den anden side. Dog først efter at skipper har været ude
med en tooq for at kontrollere om isen er sikker. (Ass./Foto:
Lone Madsen)
Upernaaru qallunaat arnat marluk, tassa aviisiliortoq Lone
Madsen (assimi) aamma farmaceut Inge Mortensen (na-
korsaasianut tunngasunik ilinniagartooq) Knud Rasmus-
sen-ip atuakkiornermut tunngatillugu qimussimik 1902-
1904-mut angalanersuata illerngi atuarlugit angalanialer-
saarput. Taakkua qaammatini sisamani angalaassapput
imaluunnit kilometerini 2000-ini, tassa Sisimiuniit Qaanaa-
mut angalaassallutik. Taama angalanerminni piniartuuner-
mi 1994-mi atugassarititaasut samminerussavaat. Taak-
kua angalanerat AG-mi atuartartut Lone Madsen-ip allaa-
serisaasigut malinnaaffigisinnaavaat.
Her I foråret 1994 rejser de to danske kvinder journalist
Lone Madsen (billedet) og farmaceut Inge Mortensen i
sporene til Knud Rasmussens første slæderejse, den litte-
rære ekspedition 1902-1904. En 2000 kilometer og fire
måneder lang slæderejse mellem Sisimiut/Holsteinsborg
i syd og Qaanaaq/Thule i nord. I forbindelse med turen vil
de to kvinder sætte focus på grønlandsk fangerkultur anno
1994. AG's læsere kan følge med i rejsen gennem Lone
Madsens artikler.
for at kontrollere om isen er
sikker. En efter en bliver
hunde skubbet fra borde og
løber lydigt hen til deres eje-
re og forholder sig roligt til
alle er samlet.
Så følger en lang og diset
dag ned over Atamgup Nu-
nå. Vi ser ikke meget. Mær-
ker, at det går op - og ned - at
slæder sidder fast, og hun-
dene mener, at nu kan men-
neskene godt stå af og hjæl-
pe tu.
Nikolai ser en moskusok-
se, vi andre blot en stor sten.
Oksen må være en af de, der
blev sat ud på Lersletten i
august. Dagen efter kom-
mer vi på Ataneq fjorden på
årets første Uuttoq-fangst.
Men ingen har på denne års-
tid skydesejl med, så forsø-
get bliver gjort på lang af-
stand, og sælen hopper i hul-
let, mens tænder tørrer ud.
Der blev ingen frisk kød
denne aften.
Masser af rensdyr
Mellem Nordre Stømfjord
og Nordre Isortoq er der
masser af vUdt på skudhold.
Men desværre er den slags,
der er fredet. På en dag tæl-
ler vi 60 rensdyr. Flere af
dem så nysgerrige, at vi må
drive dem væk. Hundene
forholder sig næsten roligt,
og rensdyrene går fri - indtU
1995.
Passagen af Nordre
Strømfjord foregik i begyn-
delsen tU fods og med tooq.
Den var rigtig nok, det, de
gamle og erfarne fra Kan-
gaatsiaq, havde sagt. ER
isen skør i Kangaatsiaq, som
den er i år, så er den god i
Nordre Strømfjord.
Vi rejser lange dage. Dags-
marcher på 90 kUometer og
12 timer gennem uopkørt
tærren slider på kræfterne -
for os og for hundene. Tåge,
snevejr, blæst gør ingen
fremmarch nemmere, så vi
bliver forsinket en dag, men
som vi har indprenetet aUe:
Nok regner vi med at være
fremme onsdag aften, men
er vi ikke det, er det IKKE
tegn på ulykke. Vi har ek-
stra mad tU hunde og men-
nesker i flere dage samt telt,
primus og alverdens nød-
hjælp og reparationsgrej - og
hvis det skuUe gå rigtigt galt
en nødradio - og en forsik-
ring tU at betale en eventu-
elt evakuering.
Ned i mørke
Når det gælder Majoriaqen,
gik det ikke som Nikolai
havde spået. AUe kom hele
ned. Mennesker,slæder og
hunde, men om den er så
slem, som blev spået, ved vi
ikke, for det var blevet
mørkt, da vi skulle køre de
sidste kUometer mod Sisi-
miut.
Ved otte tiden torsdag af-
ten så vi byens lys, hvad er
dog det, tænker man uvU-
kårUgt efter at have været
ude en række dage uden at
se nogen form for civilisa-
tion. Da vi slæder ind i byen,
ser bUer, og snescootere,
højhuse og gadelygter, er vi
lige så forvirrede som hun-
dene, men det er der ingen
grund tU. Repræsentanter
fra slædeforeningen møder
os midt i byen, byder vel-
kommen og anviser et godt
sted til hundene. De giver en
effektiv hånd med ved rejse-
kæderne, klarer hundefoder
og snart er vi færdige. End-
Ug fremme efter 5 lange da-
ge. Men kun fremme ved
startlinien, for først NU
starter turen nordpå....
Ulloq siulleq Niaqornaasunnuinnaq killippugut. 38 kilometeri
fiunngitsullu. Taamaakkaluartorh nunaqariik taanna soqarsin.
soorujussuulluta nunaqariiup qeqqatigoorpugut - majuartarfiil
mavaat - uagullu aamma puigornavianngilarput.
Den første dag fører os imidlertidig bare til Niaqornaarsuk.
kilometer. Alligevel er der et eller andet med den bygd. Første,
i ukontrolabel fart ned gennem byen - og tværs gennem en tra
glemmer det aldrig. (Ass./Foto: Lone Madsen)
Ullup tulliani Atamgup Nunaatigoorpugut sila iseirattorsuusi
mukarluta ammukarlutaluunniit malugisarparput - ilaannilu q
gata qimmit eqqarsartarunarput inuttatik niullutik ikiuuttari
Der følger en lang og diset dag ned over Atamgup Nunå. Vi st
op - og ned - at slæder sidder fast, og hundene mener, at nu kan
til. (Ass./Foto: Lone Madsen)
Nikkulaat Kangaatsiami piniartuusoq, Elias Niaqornaarsumi
ullorsuaq qimussereerlutik kissaallaatigeqisaminnik tiitortut.
Nikolaj, fanger fra Kangaatsiaq, Elias fra Niaqornaarsuk oglng
te efter en hård dag på hundeslæde. (Ass./Foto: Lone Madsen,