Atuagagdliutit - 07.04.1994, Page 8

s
Nr. 26 • 1994
Quppersimaan og Pitsuana
Lige efter at jeg blev født og
ifølge sagens natur på en tid,
som jeg ikke har nogen erin-
dring om, var min far en dag
taget ud i kajak på sælfangst
sammen med sin yngre bror,
Ukussoqarteq. En rejse
hvorfra han aldrig kom til-
bage. Min mor har senere
fortalt Iikkiittuuk, at min
far den morgen i det øjeblik
han skulle afsted, havde
sagt henvendt til mig: »Vent
på mig, jeg skal hente dig en
bagluffe af en sæl!« Det hav-
de han sagt til mig, skønt
han jo måtte vide, at jeg ikke
kunne forstå ham, men det
var udtryk for hans taknem-
melighed over, at jeg var de-
res første barn, og at jeg
overnikøbet var en dreng.
Man fortalte mig, at der
derefter var sket følgende:
Det varede ikke længe før
min far harpunerede en
klapmyds, og bugserende
den var de to brødre på vej
hjem. På den tid var der an-
dre folk på deres boplads,
folk, som var kommet fra en
anden boplads. Det var Qa-
qattuk og Iisimmarteq, den
berygtede drabsmand. De
var kommet dertil på gen-
nemrejse eller måske bare
på besøg, og var netop på
den samme dag roet ud på
fangst.
Tilfældet ville altså, at de
fire kajakker var i samme
område, og da de fremmede
så min far og hans bror bug-
serede en sæl, begyndte Qa-
qattuk at opfordre Iisim-
marteq til at myrde dem. Ii-
simmarteq var til at begyn-
de med uvillig og skal have
sagt til Qaqattuk: »Jeg har
da ingen grund til at gøre
det!« Men Qaqattuk havde
svaret: »Mit liv synes meget
kort. Quppersimaan og hans
bror kan finde på at myrde
mig! Du må myrde dem!«
Iisimmarteq, som allerede
dengang var begyndt at
myrde, gik til sidst ind på
forehavendet. Skæbnen vil-
le at det blæste fra sydvest
med usigtbart vejr. Min far
og broderen roede imod vin-
den og blev generet af sne-
fog, og de kunne derfor ikke
se ret langt frem. De havde
derfor ikke set de to andre,
som var på vej imod dem før
i sidste øjeblik. Iisimmarteq
ramte min far med sin fugle-
pil gennem brystet. Da det
skete, og han kæntrede, roe-
de hans bror væk for at flyg-
te fra dem, men Iisimmar-
teq forfulgte ham, nåede
ham og kæntrede ham. Men
farbror var dygtig til kaja-
kvending, og han kom med
det samme på ret køl igen.
Men det lyalp ikke. Det lyk-
kedes Iisimmarteq at ram-
me hans hoved med sin kqja-
kåre og holde det under van-
det ved ly ælp af åren, så han
ikke mere kom op.
Deres pladsfæller og mor
ventede på dem, men forgæ-
ves, - de var begge blevet
myrdet, som allerede sagt,
var jeg uvidende dengang,
for dette skete på tredieda-
gen efter min fødsel.
At Qaqattuk ønskede min
far og hans bror myrdet,
havde sin grund i en tidlige-
re hændelse, hvor Qaqattuk
havde forsøgt at myrde min
bedstefar, Pitsuana. Forsø-
get var mislykkedes, og han
var blevet bange for, at hans
sønner ved lejlighed ville
hævne sig på ham. Jeg ken-
der ganske vist ikke den
egentlige baggrund for det,
men efter hvad der er blevet
mig fortalt er misundelse ro-
den til alt det onde. Jeg har
hørt følgende:
Flere kajakmænd som var
på fangst sammen var gået i
land for at spise sortebær.
Mens de søgte efter steder
med mange bær, var de
kommet op på en afsats, som
endte i en stejl skrænt.
Mens de plukkede og spiste,
bevægede Qaqattuk og hans
to fæller sig væk fra den
stejle skrænt, og på den må-
de kom min bedstefar til at
være nærmest kanten af af-
grunden. De havde onde
tanker og ventede kun på et
belejligt øjeblik til at gøre
det af med Pitsuana. Men
Pitsuana har sandsynligvis
haft åndemanerevner, for
han var blevet mistænksom
og skal have sagt: »Mon ikke
disse mennesker fra de
nordlige steder er ude efter
mig for at gøre noget ondt?«
Og med det samme sprang
han tilbage, så han kom
længere væk fra skrænten
end de andre, som ikke mæ-
lede et ord og intet foretog
sig. Men Pitsuana var fort-
sat mistænksom.
Der skete ikke mere og ef-
ter at have spist flere bær
gik de alle ned til deres ka-
jakker. Men kun Qaqattuks
følge gik i kajakkerne. Qa-
qattuk selv var sandsynlig-
vis stadig ude efter Pitsua-
na, for han blev i land. Det
samme gjorde Pitsuana af
forsigtighed, men tilsidst
gik han dog også i sin kajak,
for de andre var efterhån-
den kommet ret langt ud.
Det viste sig imidlertid, at
det var det øjeblik Qaqattuk
havde ventet på. Pludselig
skubbede han Pitsuana i si-
den, så han kæntrede. Pit-
suana ville ikke uden videre
finde sig i den andens forha-
vende - han havde ganske gi-
vet øvet sig for påkommende
tilfælde - for han lod sig hur-
tigt glide ud af sin kajak og
kravlede op på land. Qaqat-
tuk vedblev at skubbe til
ham. Men Pitsuana lod sig
ikke så let overvinde. Da det
så ud til, at det ville lykkes
for Pitsuana at kravle op på
land, fik Qaqattuk i hast fat
på sin lanse og prøvede at
ramme Pitsuanas skulder
for at skubbe ham ned igen.
GRØNLANDSPOSTEN
Det lykkedes ikke, men da
Pitsuana samtidig med at
han prøvede at undgå lan-
sen, kom op på land og gled
lidt, blev han ramt af den
andens lanse i maven og blev
meget slemt såret. Det gjor-
de så ondt, at Pitsuana faldt
tilbage i havet.
Men han ville op, og det
lykkedes minsandten for
ham, skønt Qaqattuk hele
tiden gjorde alt for at for-
hindre ham i det. Pitsuana
var meget generet af sit sår,
men han ville leve, og han
sprang ind på livet af den
anden og smed ham ud i ha-
vet. - Sikken en masse kræf-
ter han måtte have haft!
Da Qaqattuk blev smidt i
vandet kaldte han på én i sit
følge, som var hans sangven,
og som var tilskuer et stykke
derfra: »Hør min sangven,
vær rar at komme og redde
mig før jeg synker!« Vennen
gjorde det og sagde så til Qa-
qattuk: »Se, han er jo ude
efter at myrde!« På den må-
de ville han sløre deres egne
hensigter og prøve på at få
det til at se ud som om, at
det var Pitsuana, som ville
myrde ham. Samtidig med
at han sagde det, tog han sin
harpun og kastede den og
ramte Pitsuana i højre arm,
så den kom til at hænge
slapt og kraftesløs.
Pitsuana kunne ikke
knækkes så let. Da han blev
ramt i sin arm, uheldigvis i
højre arm, begyndte han at
se sig om efter kastesten.
Men der var ingen sten i
nærheden; så han tog den
harpun, der havde ramt
ham og knækkede den i små
stykker, næsten uden at
bruge sin højre arm. Han
smed den væk, men beholdt
benspidsen af selve harpu-
nen og begyndte at gå op i
land, ikke flygtende, men i
forsøg på at finde noget til at
forsvare sig med. Han stop-
pede på en lille forhøjning.
Så kom de andre kajak-
mænd op på land, og sam-
men begyndte de at gå op
imod Pitsuana.
I melletiden havde Pitsu-
ana samlet en hel del sten.
»Giv mig min harpun-
spids,« sagde harpunejeren.
»Hent den selv! Du får
den først, når du selv henter
den!«
Idet Pitsuana sagde disse
ord, tog han en sten med
venstre hånd og samtidig
med, at han mumlede noget
om, at han ville gøre noget
lignende med dem, kastede
han stenen med så stor
kraft, at den pløjede jorden
op. Da stoppede de andre
brat.
De turde ikke komme
nærmere, men ville heller
ikke gå væk fra ham. Pitsua-
nas blev mere og mere gene-
ret af sit sår i underlivet, og
skønt han ikke kunne øjne
nogen som helst, begyndte
han at råbe: »Hør du kære
kajak derovre, kom herind,
disse usle mennesker her
prøver at myrde mig!«
Det viste sig at være hel-
digt, for i det samme kom en
kajak til syne bag en pynt, og
da han måtte have hørt rå-
bet, begyndte han at ro heni-
mod dem. Da de andre så ka-
jakken, begyndte de endelig
at gå nedefter. De skyndte
sig at komme i deres kajak-
ker og roede i retning mod
deres hjem.
Først da den kommende
kajak nåede helt til stran-
den, gik Pitsuana ned. Men
han kunne ikke ro selv, fordi
han havde det store sår i un-
derlivet og hans højre arm
var noget følelsesløs endnu.
Derfor bandt den anden
ham fast på sin kajak og roe-
de ham hjem.
De andre nåede først hjem
og da Qaqattuk var helt gen-
nemvåd, spurgte en af hans
pladsfæller ham: »Hvorfor
er du så våd?«
»Når man er til års, kan
det da ske, at man kæntrer,«
svarede han. Han ville jo
hemmeligholde sit forsøg på
at myrde.
Først da kajakmanden
med Pitsuana nåede hjem og
berettede, hørte man rigtigt,
hvad der var sket.
Så snart Pitsuana kom
lyem, lagde han sig på brik-
sen, uden at kunne røre sig
mere og var meget generet
af sit sår.
Det varede længe før hans
sår blev lægt. Der gik betæn-
delse i såret, og der sivede
ildelugtende materie ud.
Han fik det dog efterhånden
lidt bedre, og langt om læn-
ge blev han helt rask.
Pitsuana var nok i stand
til at klare Qaqattuk, skønt
han eller allerede dengang
var en ældre mand. Han vil-
le imidlertid ikke hævne sig
på ham ved at myrde ham.
Fortælleren Georg tøver
lidt på dette sted og fortsæt-
ter så, nærmest henvendt til
mig: »Han skulle bare have
gjort det, altså myrdet ham,
så havde min barndom even-
tuelt været lidt behagelige-
re.« - »Men Pitsuana ville
hævne sig på ham ved at
synge en nidvise over ham.
Det skete også og gik for sig
således:
Da tiden var inde og man
gik til Pitsuanas hus til
tromme- og nidvisesang,
kom Qaqattuk og satte sig
på den lille briks ved indgan-
gen. Da gik Pitsuana hen til
ham, satte sig ved siden af
ham og idet han henvendte
sig til de, som sad på den
rigtige briks, sagde han:
»Hør I deroppe, han dér for-
søgte at myrde mig, mens
jeg opholdt mig i havet, og
da jeg prøvede at kravle op
på land, skubbede han mig
hele tiden tilbage, men alli-
gevel halede jeg mig op på
land! Og nu sidder jeg ved
siden af ham! Hvorfor skulle
jeg dog egentlig holde mig
tilbage fra at tage lidt hårdt
på hans ben!«
Og idet han sagde det, og
folk var blevet helt tavse af
spænding, begyndte han at
klemme på hans ben med si-
ne hænder så hårdt, at Qa-
qattuk nærmest grædende
skreg af smerte.
»Og dog prøvede du at
myrde mig, så nemt kan jeg
ellers klare dig!« sagde Pit-
suana til ham.
Uden at vente på den an-
dens svar, stillede Pitsuana
sig nu midt på gulvet og be-
gyndte at synge en nidvise
over ham:
Ih, hvor du altså trænger
til at hånes,
Ih, hvor du trænger til at
lastes, du snavsede,
der ville myrde en mand!
Aja, du kunne ikke for-
hindre ham i at hale sig op
på land!
Ih, hvor du trænger til at
hånes,
Ih, hvor du trænger til at
lastes, du snavsede,
der ville myrde en mand!
Aja, men han vristede sig
ud af dine hænder!
Hold da så op med at be-
handle dine medmennesker
sådan,
hold da så op med at be-
handle dine medmennesker
sådan!
Du kan jo ikke magte
dem,
Du kan jo ikke magte
dem, som er på din alder,
du kan jo ikke magte at
myrde dem!
Aja, han sprang op på
land, som en bjørn, skønt
omringet, omringet af hun-
de uden at ænse disse!
Aja, han kom op på land,
aja, han bevægede sig,
aja, han sprang jo op på
land,
qja, han knækkede din
harpun!
Pitsuana kendte sin styr-
ke, og han sammenlignede
sig selv med en bjørn. Deref-
ter trak han sig tilbage til
briksen, og efter nogen usik-
kerhed rejste Qaqattuk sig
endelig op for at svare for
sig, stillede sig midt på gul-
vet og sang:
At jeg anser mig for at mag-
te,
at kunne myrde et menne-
ske,
at kunne myrde et menne-
ske, -siges der,-
men denne mand som jeg
ville aflive,
som jeg ville myrde,
lod jeg springe op på land,
-siges der,-
som en bjørn,
det lykkedes ham at komme
op på land,
han knækkede min harpun,
-siges der,-
derfor skal jeg holde op med
at behandle dem sådan,
-fordi jeg ikke kunne magte
dem,
fordi jeg ikke kunne magte
dem, som er på min alder,
fordi jeg ikke magtede at
myrde dem.«
Qaqattuk var blevet ban-
ge for den anden, hvad styr-
ke angik. I stedet for at sva-
re den anden, vendte han
brodden mod sig selv.
Dengang var Pitsuanas
børn, Quppersimaan, Qaa-
tak og Ukussoqarteq over
barnealderen, nogle af dem
næsten unge.
På den måde var Qaqat-
tuk blevet ængstelig for
hævn fra Pitsuanas børn,
når de blev voksne. Og der-
for havde han opfordret Ii-
simmarteq til at myrde dem,
hvilket også lykkedes, med
undtagelse af én.
Qaatak var undsluppet,
jeg ved bare ikke hvordan,
måske fordi han havde op-
holdt sig et andet sted den-
gang, eller Qaqattuk havde
ikke regnet med ham, fordi
han blev alene. - Heldigt for
mig, for senere hen kunne
jeg bo hos ham, selvom der
gik lange tider imellem.
GEORG QUPPERSIMAAN
fortsætter næste torsdag
i AG.
v_________________y