Atuagagdliutit - 26.04.1994, Blaðsíða 8

s
Nr. 31 • 1994
GRØNLANDSPOSTEN
- Sapaatit akunnialunngui qaangiupput naalakkersuisunut ilaasortaq Ove Rosing Olsen - For nogle uger siden havde vi besøg af landsstyremedlem Ove Rosing Olsen angående
mingutsitsinermut tunngatUlugu tikeraartorigatsigu, taannalu aqqutigalugu nunaqarlim- forureningen, og via ham har vi stillet krav om at få alle beboere helbredsundersøgt. Vi har
mi innuttaasut tamarmik misissorneqarnissaat piumasaraarput, massakkumulli sulipaa- endnu ikke fået af vide, om det kan lade sig gøre, siger Jakob Amossen fra Ukkusissat.
sinngilarput taamaaliortoqarsinnaanersoq, Jakob Amossen Ukkusissaneersoq oqarpoq. (Ass./Foto: Lone Madsen).
Ukkusissat ønsker alle sine
beboere helbredsundersøgt
Mange af bygdens beboere har tjent penge ved at arbejde i Maamorilik-minen,
så de har kunnet investere i joller og kuttere
Af Lone Madsen
Det er ikke til at se det...
At der inde i det 1160 me-
ter høje fjeld med en karak-
teristisk tegning af en sort
engel befinder sig 100 kilo-
meter minegange. Men når
man kommer nærmere, be-
gynder man at forstå, at der
her få kilometer fra ind-
landsisen i bunden af en dyb
fjord har været en aktiv mi-
neby med knap 400 ansatte.
Tomter fra nedrevne huse,
en landingsbane, kajanlæg,
en hangar og såmænd den
gamle minebys hjelm. Synli-
ge efterladenskaber fra en
økonomisk storhedstid for
den nordgrønlanske kom-
mune Uummannaq.
I den Sorte Engel er der
blivet udvundet bly og zink
siden 1972. Tidligere har der
på stedet været brugt mar-
mor - deraf navnet Maarmo-
rilik.
Minen er lukket. Produk-
tionsanlægget er fjernet, de
lokale medarbejdere er igen
blevet fiskere og fangere, og
alt er som før Greenex satte
gang i udvinding af bly og
malm
Og dog, for mineselskabet
har efterladt sig andet. No-
get der ikke er synligt for
øjet. Tungmetaller i vandet
fra malmafiald, dels fra den
knap 20 år lange produk-
tionstid og dels fra opryd-
ningsarbejdet, da minen
skuUe lukke i 1990.
Fangstområde lukket
Så i praksis er det ikke bare
minedriften, der er lukket.
Det er hele fjorden, hvor
Maaarmoralik ligger.
Qaumarujuk-fjorden
plejede at være et godt fiske
- og fangststed, fortæller
kommuneassistent Jakob
Amossen fra bygden Ukku-
sissat, der ligger 25 km fra
Maarmorilik.
- Men nu er der ingen, der
fisker og fanger derinde.
Følger man slædesporet -
hovedsporet - Fra Ukkusis-
sat mod Maarmorilik, fører
det ind til fjorden ved siden
af den, som Maarmorilik lig-
ger i. Fangsstedet er i prak-
sis lukket:
- Vandet er forurenet, og
selvom der i dag reelt kun er
forbud mod muslinger indtil
35 km fra minen, er der in-
gen, der har lyst til at fiske
og fange derinde. Der er
konstanteret tungmetaller i
flere fiskearter. Tidligere
måtte vi ikke spise sæler,
fjord torsk, ulk og ammassat
fanget i fjorden. I dag er for-
ureningen mindre. Vi har
fået at vide, at vi godt kan
spise fisk derindefra. Bare
ikke for mange.
Fiskerne er utrygge
Men når Grønlana ellers
kan prale af verdens reneste
fisk, er der naturligvis in-
gen, der er interesseret i
fisk, der er forrurenet, selv-
om det kun er ganske lidt.
Og det er noget fiskerne og
fangerne kan mærke økono-
misk:
- For eksempel ammassat.
Dem kan fiskerne indhandle
til 1 krone pr. kilo. Sælger
man dem til private, kan
man få 10 kroner pr. kilo.
Der er bare ingen private,
der vil købe ammassat fra
Ukkusissat...
Jakob Amossen fortæller
også, at fiskerne fra tid til
anden har observeret fisk,
der opfører sig underligt.
Ammassat, der har mistet
skindet og fjordtorsk, som
opfører sig underligt sløvt
og dovent:
- Fiskerne er utrygge ved
disse fisk, og vil ikke engang
fange dem til hundene. Bio-
logerne har sagt, at vi allige-
vel skal fange nogen, så de
kan undersøge dem.
Vandet i fjorden, hvor
Maarmorilik ligger, bliver
undersøgt en gang om året.
Normalt i eftersommeren,
men i år har Jakob Amos-
sen, der er bygdens tals-
mand i forbindelse med for-
ureningssagen, fået igen-
nem , at undersøgelsen
kommer til at foregå i for-
sommeren:
- Jeg tror, at det kommer
til at give nogle helt andre
resultater end i eftersomme-
ren, hvor der har været så
meget mere bevægelse i van-
det. Vi, der bor så tæt på mi-
nen, er utrygge ved forure-
ningen fra malmrester, for-
di det er svært at vurdere,
hvor alvorligt det egentlig
er. Er det noget vi kan blive
syge af? Vi har tidligere
hørt, at vi har øget risiko for
at få kræft og for misdannel-
ser for nyfødte, men reelt
ved vi ikke, om det er rigtigt.
- For nogle uger siden
havde vi besøg af landsstyre-
medlem Ove Rosing Olsen
angående forureningen og
via ham har vi stillet krav
om at få alle beboere hel-
bredsundersøgt, men vi har
endnu ikke fået af vide, om
det kan lade sig gøre.
Krav om erstatning
Bygden har også stillet krav
om økonomiske erstatning,
men det tror Jakob Amos-
sen ikke går igennem:
- Det ville komme til dan-
ne præcedens for fremtidig
mineraludvikling i Grøn-
land. Det vil afskrække virk-
somheder fra at investere i
Grønland. Og fra politisk
hold satses der jo meget på
undergrunden for tiden, så
det tror jeg ikke på.
Med erfaringerne fra
Maarmorilik i baghovedet,
hvad mener Jakob Amossen
så selv om eventuel fremti-
dig mineraludvinding i
Grønland?
- Jeg er bestemt ikke afvi-
sende overfor det. Vi skal jo
have noget at leve af. I dag
ved man heldigvis meget
mere om forurening end i
begyndelsen af 1970’erne.
Men jeg mener ikke, at man
skal etablere minedrift i
nærheden af bygder eller by-
er eller traditionelt gode fi-
ske - og fangststeder. Udo-
ver forureningen af vandet,
har vi også oplevet, at lar-
men fra Maarmorilik, hyp-
- Qaamarujuk aalisagaqarluarlunilu piniagassaqarluartu-
aannaraluarpoq, kommune-mi assisten ti Jakob Amossen,
Ukkusissani Maarmorilimmiit 25 kilometerinik ungasissu-
silimmi najugaqartoq oqaluttuarpoq. - Kisiannili taqqamani
aalisartoqartaranilu piniartoqartanngilaq.
- Qaumarujuk-fjorden plejede at være et godt fiske - og
fangststed, fortæller kommuneassistent Jakob Amossen fra
bygden Ukkusissat, der ligger 25 km fra Maarmorilik Men
nu er der ingen, der fisker og fanger derinde. (Ass./Foto:
Lone Madsen).
pigere helikoptere, isbryde-
re osv. har skræmt fugle - og
dyreliv bort. Et lomviefjeld i
nærheden af bygden er tomt
nu. Og siden 1972 har det
ikke været set narhvaler tæt
på bygden, som der plejede
at være før i tiden... Det er
nu ikke helt rigtigt, for i
1993 blev der faktisk obser-
veret enkelte her i nærhe-
den. Måske er de ved at
komme igen.
- Tiden med minen havde
bedstemt også gode sider.
Arbejdspladser til kommu-
nens befolkning, store skat-
teindtægter. Her i bygden
havde kunsthåndværkerne
gode afsætningsmuligheder
for deres produkter. Bygden
havde også bedre sundheds-
mæssige forhold dengang
end idag, fordi vi kunne be-
nytte sundhedspersonalet i
minebyen. Desuden havde
de en helikopter, der kunne
bruges til eftersøgning og
sygetransport, og den havde
vi også glæde af.
TU sidst men ikke mindst
har mange tjent penge ved
at arbejde i minen, så de har
kunnet investere i joller og
kuttere. Og det har de stor
glæde af nu....