Atuagagdliutit - 24.11.1994, Blaðsíða 10

10
Nr. 91 • 1994
-----^---------
GRØNLANDSPOSTEN
INUIAQATIGIITTUT AVIISI
1861-imi tunngavilerneqartoq
Partiilersuulluni politikkimut
aningaasaqarnikkullu immikkut
arlaannaanulluunniit atanngitsoq
GRØNLANDS NATIONALE AVIS
Grundlagt 1861
Uafhængig af partipolitik
og økonomiske særinteresser
Naqiterisitsisoq
Udgiver
Suliffeqarfik imminut pigisoq:
Den selvejende institution
Atuagagdliutit/
Grønlandsposten
Aqqusinersuaq 4,
Postbox 39,3900 Nuuk,
Tlf.: 2 10 83 Fax: 2 54 83
Fax: 2 31 47
Slulersulsut
Bestyrelse
Arqalo Abeisen
(siulittaasoq/formand)
Agnethe Nielsen
(siulittaasup tullia/næstform.)
Ib Kristiansen
Juaaka Lyberth
Hans Anthon Lynge
Jens Carsten Nielsen
Egon Sørensen
Miki Larsen
Allattoqarflk
Administration
Jan H, Nielsen (forretningsfører),
Jørgen Olsen
Inge Nielsen
Allaffiup ammasarfia/Kontortid:
Mandag-fredag: Kl. 9-12 og 13-16 .
Aaqqissulsuuneqarfik:
Chefredaktion:
Laila Ramlau-Hansen (akis./ansv.)
Martha Labansen (adm.)
Aaqqlssuisoqarfik
Redaktion
Kurt Kristensen
John Jakobsen
Pouline Møller
Jens Brønden
Frederik Lund
Malene Lynge Andersen
Aleqa Kleinsohmidt (nuts./tolk)
Larséraq Nielsen (nuts./tolk)
Knud Josefsen (ass./fot.)
Ilanngutasslortortaavut
Korrespondenter
Nanortalik: Klaus Jakobsen,
Qaqortoq: Paulus Simonsen
Narsaq: Johan Egede,
Paamiut: Karl M. Josefsen,
Manlltsoq: Søren Møller,
Sisimiut: Magdaline Fontain,
Kangaatsiaq: Lone Madsen,
Aaslaat: Oluf Ostemann,
Kangaatsiaq: Lone Madsen,
Qeqertarsuaq: Hans Peter
Grønvold,
Upernavik: Knud II Kristiansen,
Uummannaq: Thorkild Nielsen,
Emil Kristensen,
Qaanaaq: Hans Karlsen,
Taslilaq: Simon Jørgensen,
Ittoqqormiit: Jonas Bronludn,
Annoncet
Annoncer
Laila Bagge Hansen
(annoncechef).
Tlf. (009 299) 2 10 83
Fax: (009 299) 2 31 47
Telefontid: KI.09-12 og 13-16.
(Danmark: Kl. 13-16 og 17-20).
Svend Aage Svalberg
Tlf. (009-299) 2 50 46
Fax. (009-299) 2 50 47
Ullut tunnlussiffissaq kingulleq:
Marlun. aviisimut: Talliman. nal. 10.
Sisiman. aviisimut: Ataasin. nal. 10.
Sidste indleveringsfrist for:
Tirsdagsavisen: Fredag kl. 10.
Torsdagsavisen: Mandag kl. 10.
Pisartagaqarneq
Abonnement
Ukiup affaanut: kr. 675,-
Ukiup affaanut Politiken Weekly
ilanngullugu: kr. 857,-
Ataasiakkaarlugit
pisiarinerini: kr. 15,-
1/2 årligt abonnement kr. 675,-
1/2 årligt abonnement
m/p.w. kr. 857,-
Løssalgspris: kr. 15,-
Giro 9 06 85 70.
Nuna-Bank: 120-00-26973
Grønlandsbanken: 150-424-7
Suliarinnittut
Produktion
David Petersen (Tekn. Dir.),
Miki Larsen (Grafik),
Naqiterneqarfla
Tryk____________________
Kujataata naqiterivia/
Sydgronlands Bogtrykkeri
Nissik
Reklame
Silvana Maqe Nielsen
Lis Stender
Box 929.3900 Nuuk
Fax 2 31 47
KAPITEL

Mellemspil
Vores fortæller Georg har
således haft mange og store
oplevelser under sin uddan-
nelse til åndemaner, og har
mødt meget andet end det,
jeg indtil nu har beskrevet,
især for så vidt angår hjæl-
peånderne. Men for ikke at
trætte læseren, vil jeg stand-
se her med de meget detalje-
rede beskrivelser af hans sø-
gen efter andre hjælpeånder
- i mange tilfælde er oplevel-
serne ret ensartede. Men for
at de vigtigste ikke skal sav-
nes, skal jeg i al korthed for-
tælle, hvilke andre hjæl-
peånder han havde fået.
En af dem var en såkaldt
»qimarrat« (en flugtånd),
som alle åndemanere pleje-
de at anskaffe sig. Den var
en af hans sidste. Man pleje-
de at møde dem under en tur
langs en søbred, en hjæl-
peånd i mange skiltkeiser.
Georg fortæller at denne
hans hjælpeånd så nogen-
lunde pæn ud. Den gik med
næsten bøjede knæ, men
med arme som lignede men-
neskers.
Ligeledes fortæller han,
at han havde anskaffet sig
en »pooq« (»klædning«). Det
gjorden han som sædvane
alene, da han i en afsides lig-
gende husruin manede for
at øve sig. Mens han gjorde
det, hørt han en lyd som
kom og forsvandt igen, men
hele tiden nærmere og nær-
mere, som sagde: »Amuu!«
(trække til sig). Første gang
lød det langt væk, anden
gang var den allerede i nær-
heden af husgangen, og da
lyden kom tredie gang, blev
han »trukket ud fra sin
plads«. Denne »amuu« var
en hjælpeånd, som adskilte
sig fra andre ved sine om-
fangsrige lår. Men den var
kun hjælper for andre væ-
sender, nem li en bjørn og en
hvalros. Da han blev trukket
ud, fik den i husgangen ven-
tende bjørn fat i ham. Den
smed han ned til havet vend-
tende hvalros, hvorefter dis-
se to skiftevis bragte ham
langt ud til havs.
Da jeg tidligere har hørt om
dette tilfælde mange gange,
spurgte jeg Georg hvordan
han brugte sin »klædning«.
Og han svarede:
»Fra jeg begyndte at sanse
var jeg bange, og det første
jeg sansede var min mors
blod. Jeg havde også hørt, at
nogen ville myrde mig. Bjør-
nen og hvalrossen bragte
mig ud i et sådant tempo, at
det så ud som om at de ville
myrde mig. Det gjorde, at jeg
følte mig stærkere end min
fjendes styrke i sin lyst til at
myrde. Da jeg havde oplevet
det, blev jeg klar, at nu kun-
ne min fjende ikke myrde
mig, - jeg havde mod til at
gennemleve en sådan ople-
velse. «
Han fortsætter: »At søge
og prøve at møde disse hjæl-
peånder kan først lade sig
virkeliggøre, når man er
bange. Alle ånderne virkede
frygtelige, første gang man
så dem, men man vænnede
sig til dem. »Iførelse af
klædningen« var den tunge-
ste, den mest angstskaben-
de. Under selve oplevelsen
lagde jeg ikke mærke til at
jeg græd. Først da jeg kom
tilbage til land derudefra,
observerede jeg, at siderne
af mine næsebor var helt sti-
ve, og opdagede så, at det var
min store gråds tårer, der
var blevet tørre. Jeg havde
altså grædt meget - af
angst.«
En anden hjælpeånd, han
havde fået, var »Nattor-
neq«, en hjælpeånd, som gik
i arv. Nattorneq boede i kva-
nerne, kvanens rødders be-
boer. Engang de var i Qeqer-
taasaq, var han taget ud for
at plukke kvaner. Så hørte
han sang, og da han lokalise-
rede den, fandt han et men-
neske mellem kvanerne, lig-
nende et almindeligt men-
neske, men meget mindre.
Nattorneq ville gerne vide,
hvad Georg skulle lave her,
hvortil han svarede, at han
skulle plukke kvaner, og da
han hørte sang, ville han fin-
de ud af, hvem der sang. Den
anden svarede: »Det var
mig, der sang; da jeg så dig,
anstrengte jeg mig for, at du
skulle høre min sang, for jeg
kunne ane, at du ville være
en åndemaner, på grund af
lyset som omgav dig!« Og ef-
ter en kort tavshed fortsatte
han: »Min ejermand er død.
Det var ellers så henrykken-
de at få varme hos landets
beboere. Du ser ud til at bli-
ve åndemaner, hvorfor må
jeg ikke have dig som mit
tilflugtsted?«
Vores fortæller kunne ik-
ke hemmeligholde sit for-
sæt, da det så ud til, at Nat-
torneq kunne se lige igen-
nem ham og svarede ja. Og
da han skulle plukke flere
kvaner, sagde hjælpeånden:
»Når du nu skal plukke kva-
ner, skal du ikke tage rød-
derne med, kun det, som er
ovenover jorden. Hvis rød-
derne tages op, har jeg ingen
steder mere at flygte hen. Så
dør jeg, da jeg ikke kan føde
mig selv af egen fangst. Rød-
derne er mit hjem - uden
hjem, intet liv.«
- Nattorneq var en hjæl-
peånd, som andre hjælpeån-
der satte deres lid til. Hvis
en tupilak farer under jor-
den og de andre af den grund
ikke kan kklare den, så kun-
ne Nattorneq, da den jo boe-
de underjorden, forfølge tu-
pilakken, så den tilsidst kom
op på overfladen, hvor de
andre kunne få fat i den.
Nattorneq havde sin egen
trommevise.
- Hvorfor er han sådan -
den gode Nattorneq?
Hvorfor er han så stille?
Han forventer at se
noget med hår på,
forventer at se,
noget med spæk på!
og en kajakmand, -
når jeg ser den,
som roede
på havoverfladen -,
så kkigger jeg efter en sæl!
Og når jeg ser
en sæl,
og når denne kajakmand
ser
denne sæl,
så harpunerer han den.
Når denne kajakmand
er taget af sted -
og en smule dis
på havoverfladen
danner sig -
da gående på disen
kommer jeg selv ud, -
og kommer til det sted
hvor han ordnede sin sæl,
P5S s M A L
S T R 0 M 5 V 1 G T
A 1 R hl O N hi ÉT
E L S K V Æ R D 1 G
D 0 E S T D e
T A R e G b 1 S A K
B 1 S L A G E R H O L D E
P A L O V N E N A N
E S B E N E E L G A D
E R S kj E S O ? E
O P L 0 F T E L S E 4L 6
O D U E G e R E R 6 R
L Æ S hl U E O N D E
F 1 S K E R hl <€ B 1 L T
T E A 1 5 D R A G E T
T l L B A G e B L 1 K V E
M 0 L L E K E N H A
L E. R E T V O G 1 6 O t
L 5 5 E P A i D A G R E B
F [A R T Q T N A R c 1 S S E R R
§1 O K r P G R E N e N E R O
£ K K O R 1 O 5 r
C F A L Y N E
u D B E r A L t N i
E 1 R 6 £ N G E M
det blod der er tilbage
begynder jeg at spise,
samt den smule tran
spiser jeg også. -
Hvorfor er han sådan,
- den gode Nattorneq -
hvorfor er han så stille,
den gode Nattorneq?
Han forventer at se,
noget med spæk på!
Vores fortæller fortsætter:
»Muligvis har jeg trådt i mi-
ne forfædres spor, hvad an-
går oplevelser og gøremål,
og selv har jeg lagt noget til
ved mine stadige øvelser.
For som tiden gik, ipdagede
jeg, at mine evner iorøgedes,
det umulige blev muligt,
selvom disse ikke var rele-
vante til mine hævnplaner. -
Engang vi var i Toqqutaq vi-
ste jeg noget at min kunne
til en af Kunnaks sønner. Vi
gik en lille tur ikke langt fra
husene, så sagde han: »Hvor
ser de rosenrod deroppe
lækre ud.« Jeg sagde til
ham: »Hvorfor vil du så ikke
have dem?« Han svarede:
»Det er jo umuligt at hente
dem«.
»Så lad mig hente dem.«
Ganske rigtigt voksede de
et sted, som var umuligt at
komme op til, de groede i en
revne på en brat klippevæg,
der var fyldt med jord. Jeg
begyndte at kravle op, men
da jeg hele tiden gled tilbage
på den meget bratte væg,
spyttede jeg på mine finger-
spidser. Hvilken forandring!
Som om klippen blev blød,
sådan kunne jeg nu bore mi-
ne fingre i den. Jeg nåede
planterne og kastede dem
ned. Han ville gerne spise
dem med det samme, men
jeg bød ham at vente på mig.
Mine evner har jeg også
benyttet på andre måder.
Især når vi overvintrede i
Akorninnaq og jeg skulle til
Tasiilaq - det var da jeg var
næsten færdiguddannet
som åndemaner - jeg plejede
at lette fra jorden og fare af-
sted, mens jeg krumbøjet
holdt mine ski trukket ind
til mine ben. For at starte en
sådan fart benyttede jeg en
forhøjning med stejl afslut-
ning. Når jeg nærmede mig
den, lukkede jeg mine øjne
og pustede luften ud med
sammenknebet mund - så
var jeg i luften. Og så kunne
jeg åbne øjnene. I sådanne
situationer benyttede vi ik-
ke øjnene, men vi »så« gen-
nem hårranden, og skulle vi
opefter, så trak vi hårran-
den opad, og nedad når vi
skulle ned ad en bakke, samt
skelede til siden, hvis vi
skulle dreje.
Den »åbning« i hårranden
opstod ved, at trommen un-
der en trommedans bombar-
derede hårranden; ved tre-
die slag skete det så, at der
kom en »åbning«. På den
måde blev det muligt at se
klart, som øjnene ellers ikke
kunne nå, især det, som var
bag én.