Atuagagdliutit - 29.12.1994, Blaðsíða 11

Nr. 100 • 1994
11
Toornaarsuk Nattaannguarlu
Toornartaarisama ilaat taa-
maariataarsinnaapput, aana-
mi tamatuma siornatigulli
misigisimagikka. Ilaanni
pisoqarujoq amiilaarnartu-
mik, Akorninnarmiilluta,
kangerlummi Sermilimmi.
Maannalu toornama pigin-
naassusii pinerini ilanngu-
teriiginnarlara, allakkut pisi-
magaluartoq. - Taamani i-
maroqqammersimavoq, si-
korsuillu soorluuku qanganit
amerlanerulluinnartut pula-
simapput - uperaaraangat
taamaattaramik. Tamassa a-
kunneqaleriaraangata qajar-
tortarpugut. Aamma ilaanni
taamaaleriarmata qajartor-
fissaqaleriarmat arlaqarluta
qajartorpugut, mannalu
silarsuaq alianaak, tamassa
sikorsuit akornisigut qaq-
qarsuartat tarranitsitersima-
sut. Angulertoriarama siko-
qarpallaaqimmat angerlaler-
lunga aamma qaannat allat
marluk naammattoorpakka.
Aavaartillu allallu. Ajorna-
torsiorata sikorsuit anginer-
saat marluk nerukikkattaat
akulloqqugiartulerpavut,
aappaa marlunnik takilaartu-
nik nungersimaneqqiisalik,
akornat taanatuaalersoq aq-
qutissaalluni. Pingajorput si-
ulliutsiartoq uanga qeqqarsi-
ullunga, atuleripputtaaq im-
maqa sarfarisseriataarnera-
nit sarfalluunniit kaavikula-
ameranit pineqariaramik
tassanngaannaq aallarsima-
riarmata, misigilerpunga
tassa sikorsuit kiggigunnia-
leraannga, asulu nalaatsoqa-
lutik itsineqaratik sikkigik-
kattaat. Aappara siulliusoq
nillerfigeriaraluarpara, taku-
aralumi kingumut saakkalu-
artoq, aqqutissanili mami-
giartoriarmat qimatsiarlunga
ingerlaannartoq, tassaalaa
nioriarnissannut piffissaqan-
ngitsungaluunniit, ukuami
aamma portunerinit, sikor-
suit kiivaannga emgerlugu
qajara aseroqqissaarlugu a-
tortussaajunnaarlugu, qa-
ngami seqqulaannguarsi!
Tassalu uppatikka tapumma-
tigik anningaarama nipera i-
luatigiunnaarlugu nillersi-
mavunga. Taamaalillutillu
sikorsuit unillutillu. Allatut
ajomarmat qanorlu aqqunar-
tiginera nalullugu niunia-
rama taama uppatikka ator-
sinnaajunnaarsimavakka,
taamaallaammi uniarniarak-
kit, taliinnannik pisinnaal-
lunga.
Sikumut qaqillungalu ni-
kuinneq saperama issiaan-
nariarama, taakkulu sikor-
suit kiisisut imminnullu suli
tulorluaratik avissaariartu-
lersut, tamanna akomat i-
marujutseqqeriarmat, am-
mut qiviariarpunga, nuiler-
soq-una tamaana sikumernit
imarujutsinnerata akomati-
gut, takoqqaarakku kassu-
minersuaq qemertuinnaq,
aalasutut illuni sanneriartor-
toq, pilerpara qittutilik-una,
aatsaallu eqqaallarlugu,
taannamanna toornaarsuga.
Sunaaffaana taama sikut
keeriarmannga annerlunga
nipeqarnerinnannik aggersi-
masoq, immikkut eqqaa-
mannginniaraluarinni agger-
simasoq. Aana kiilluinnaler-
manga eqqaasimasassara.
Qujanarli angumersilluni ti-
kiussimasoq, tassami tikiul-
luni sikorsuaq qerluinnar-
magu kiiartortorsuulluni u-
nissimavoq. Tikiutinngikka-
luarpat sikorsuarlu unitsin-
ngikkaluarpagu tassa
qanganngoriissagaluarpu-
nga. Sumillu nilleranilu
aamma taamak kiviartortut-
ut illuni tasamunga itinerin-
narsuarmut aanngaqqippoq.
Tassa qanoq periassaa-
nga? Tassa taama isumali-
oqqaarpunga: Qanoq perias-
saanga? Kingullermik misi-
lillugu nikueriaraluarpunga,
kisianni ajornaqaaq, nikuif-
fiunngilaq, niuma saarni a-
serortersimagunarput, niuk-
ka qitulleraartuinnaammata
imusuinnaallutik. Taava al-
latut ajomarmat uannut iki-
orsinnaannginnama eqqarsa-
riarpunga: Taava-aasiit Nat-
taannguup takugaluarunigit
eqqarsaatigissagaluarai! Aa-
tsaat eqqarsariartunga taa-
vaana tikiuttareersoq.
Pivaanga: »Qanoq-ittutit-
una?«
»Tuttartiitikka nungoqqis-
sartut.«
»Sooq?«
»Sikut kiggillugit aseror-
teraat.«
»Tassami qanormi pisun-
niartalissavit?«
Taama oqarmat ajuallan-
naqaaq. Sunaaffali takutitsi-
niarpoq.
Taama oqarlunilu timera
allanngortinnagulu niukka
siaarluariaramigit - aamakku
ilisimanngeqqissartut - taa-
maalillugillu toraartiteria-
ramigit isikkakkalu nappa-
rissisillugit isuisillugillu,
taamaaseriaramigit tappa-
vuuna kangiatigut attorlugil-
lu, ilisimasup killingatigut
tigoriarlugit sulluartumi-
saarlugit eqittariarmagit ta-
amak ippinnartoqalaanngi-
larluunniit. Aammaaqqeria-
ramigit tamatumani ippin-
naamilaaraluarlutillu. Pinga-
tsiutaanik taamaaligamigit
soorluli tassa kingumut ase-
roteqqissarai, tassa anner-
narnerinnaanik, taamaattor-
mi nillernangalu. Taamaali-
sunga paasisimallunga piler-
paanga: »Tamassa pisunni-
arsaassaanngilatit, atsaat i-
nummik takusaqariaruit pi-
sunniarsaalerumaarputit. U-
anga tassa ingerlaqqilerpu-
Ca ap'O.g'c/é/'a
GRØNLANDSPOSTEN
nga inummik takkut-
toqaqqaartarneranik.« Taa-
maalisinnarlunilu oqarian-
ngitsunga tikkiuffimmi tu-
ngaannaanut aallaqqippoq.
Soorlu aatsaat sikut portu-
nersat ilaannut tarrisimatsia-
annartoq taanna Aavaartik
alakkaratarpoq, sunaaffa si-
kut kiilermata utaqqiinnarsi-
masoq unilluni. Sunaaffaa-
nalu siulitta sikunit kiineqa-
rani angumeriteqqajaannar-
luni anigoriaramigit kaajal-
lagulluni taanna pingajorput
kingulliusoq oqarfigiartorsi-
magaa: »Pingajorput tassa
sikut kiivaat, qularnanngi-
tsumik tassa emgerlugu
morsutsippaat.«
Taama oqariarluni takus-
sanganangalu alakkariartu-
innartut, angusara tigusin-
naassasoralugu, qaannamal-
uunniit pisataanik takussaa-
soqassasoralugu, qajara-
luunniit nillikarsimassaso-
ralugu. Qajaralumi nilliikar-
simavoq, kisianni tassa ase-
rorterlunilu atorsinnaajun-
naarsimavoq.
Tikiuteriarmata tummar-
niariarama taamak ajoralu-
anngilaq. Qajaallu ataatsi-
moorteriarlugit ikiffigalugit
timmukarpugut, erininarsi-
lersortaaq tikiulluta.
Qaammat iluitsoq matsii-
vunga. Oqariaraangata:
»Kikkaanik (saaniinik) aser-
orsimasoqannginniaraluar-
pa?
»Ii, aserorsimasoqanngit-
soq!«
Massa-massa nungoqqis-
sarsimasut, tassalimi anngi-
giniinnaq. Aatsaat kingune-
rilermat allamik qajartaar-
lunga piniaqq'ittalerpunga.
Toornakka taamaapput -
toornat taamaattarput, ikin-
ngutigilikkaminnut ikiuuk-
kumasaqaat. Kiammi allap
ikiussammatigut? Tusartale-
raluarpunga allamit ikior-
neqarsinnaanermik, sulili
nalusannik.
'GEORG QUPPERS1MANN'
Tulliani sisamanngornermi
AG-mi nangissaaq
V J
Lidt om mine egne evner
De begivenheder som jeg
anser for vigtige i mit lig, de
oplevelser som jeg gerne vil
fortælle om og det, som ske-
te for mig - dengang Gud
var ukendt for mig - nærmer
sig sin afslutning. Nu holder
jeg op med at fortælle om
hjælpeånderne, det var alli-
gevel ikke kun gennem dis-
se, jeg havde mine evner,
som du nu skal høre lidt om.
Som et sidespring skal jeg
nemlig fortælle dig noget,
der skete for mig, en anden
gang vi var i Akorninnaq,
og når jeg er færdig med
det, fortsætter jeg min beret-
ning fra før.« - Jeg, skrive-
ren af hans biografi, kunne
bare nikke til ham.
Og han berettede: »Den-
gang havde jeg været gift i
flere år. Vi boede i Akornin-
naq, havde haft kontakt med
missionærerne og lært så
meget, at der ikke var langt
igen til vi skulle døbes. - en
dag tog jeg ud i kajak i ret-
ning mod Umittuarsuit. Jeg
var derude ret længe og så
ingen sæl, da det begyndte
at blæse piteraq, som sæd-
vanlig med stor styrke. Da
den tog til i voldsomhed, gik
jeg i land på en ø lidt uden-
for Umittuarsuit. Så tog jeg
min kajakpels frem, klar-
gjorde den og ventede på, at
vinden blev endnu stærkere.
Det gjorde den, blev mere
og mere voldsom, og det va-
rede ikke længe, så kunne
man ikke se det nederste af
landet på grund af vandfyg-
ning. Kun den højere lig-
gende halvdel kunne ses.
Jeg ventede endnu en tid, til
det skulle blæse stærkere,
men nu forandredes styrken
ikke mere, og da jeg regne-
de med at kunne klare stor-
men, tog jeg min kajakpels
på og bandt den stramt hvor
den skulle bindes, hvorefter
jeg vendte mig rundt et par
gange i min kajak ved stran-
den for at få min kajakpels
endnu mere våd og dermed
blød, og da jeg mente den
var smidig nok, tog jeg af
sted.
Jeg tog retning mod en ø,
som ligger omtrent midtvejs
mellem Akorninnaq og Tini-
teqilaaq, selvom jeg ikke
kunne se den på grund af
vandfygning, men bare gæt-
tede mig til retningen. Fjor-
den er ikke bred, og det tog
ikke lang tid at ro over til
den anden side, selv med to
sæler på slæb, men nu føltes
det meget langt til trods for,
at jeg havde vinden i ryggen
- de høje skumbølger kurede
jeg nedad. Når jeg så kom
på toppen af disse, lød vand-
dråberne mod min nakke
meget voldsomt, nærmest
som skud. Og lidt efter, når
jeg kurede ned og kom i læ,
var det ligesom i stille vejr.
Det var virkelig morsomt,
nu da jeg kunne klare mig!
Stadigvæk kunne jeg ikke
se den lille ø, og derfor
holdt jeg op med at regne
med den, kun de høje fjeld-
tider, som jeg kunne se,
kunne jeg bruge som land-
kending. Pludselig så jeg, at
jeg snart var hjemme - og
nåede hjem. Jeg havde øn-
sket at turen varede lidt læn-
gere - hvor jeg mange gange
ikke behøvede at bruge min
åre. Det store vindtryk holdt
mig i god fart, og jeg benyt-
tede min åre som ror.
Der var ingen mennesker
ude i den storm, og i det øje-
blik jeg kom ind, sagde min
kone: »Hvorfor skyndte du
dig ikke hjem, før stormen
tiltog i styrke?«
»Hvorfor?«
»Disse mennesker er så
bekymret for dig i den tro at
stormen kom, mens du var
på havet, at du måske var
forulykket og død.«
»Da jeg så, at stormen var
på vej, skyndte jeg mig til
en lille ø. Jeg ventede dér til
den tog til i styrke, og da
vindstyrken blev mere kon-
stant, roede jeg hjemad. Jeg
tænkte, at jeg kendte mit
land og derfor kom hjem u-
den at tage skade, da jeg
havde vinden i ryggen.«
Så sagde Maqe: »Du ple-
jer at være alene, så hold
øjnene åbne, når du er ude
på fangst, enten for eventu-
elle kommende storme eller
for noget andet!« Det sagde
han, fordi han nødig ville
miste mig - ja, der var ellers
ingen, der sagde den slags
til mig dengang, jeg var en
lille forældreløs dreng.
Jeg svarede: »Hvis jeg
ligger i læ af landet under en
storm, så kommer jeg ikke
hjem, når sigtbarheden bli-
ver dårlig. Hvis jeg ligger i
vindsiden, og landet ikke
bliver borte for mig, så
kommer jeg hjem. Det ene-
ste jeg plejer at være æng-
stelig for, at at ro mod vin-
den«.
Da jeg sagde sådan, hen-
vendte Maqe sig til sin ko-
ne: »Han skal altid være for-
synet med en kajakpels. Og
hans kajakpels skal I altid
behandle korrekt. I skal ikke
spare spæk til den.«
I mellemtiden havde jeg
taget et stykke kød, det styk-
ke, som jeg allermest kunne
lide, så henvendte han sig i-
gen til mig: »Hvis landet er i
vindsiden under piterakkens
pludselige komme, så lad
være med at føre din åre alt-
for højt. Gør man det under
en storm, så er det hårdt at
ro. Man skal føre sin åre li-
ge over havoverfladen og
bare sørge for, at man ikke
rører bølgetoppene. Og når
vinden er meget stærk, skal
man passe på, at man ikke
bruger alle sine kræfter. Det
er nok bare at sørge for, at
man ikke driver med vin-
den. Når vinden tager lidt af
i styrke, så skal man ro
stærkt frem, og man nærmer
sig da landet hurtigere.«
Sådan gav han mig anvis-
ninger. Han vidste, at jeg
lærte kajakroning ganske af
mig selv, og det eneste, som
jeg kunne sætte min lid til,
var mine kræfter og min
kunnen med disse. Jeg hav-
de ikke fået anvisninger på,
hvordan jeg skulle bære mig
ad f.eks. under øvelse oven-
på et skær under stærk bøl-
gegang. Han lærte mig det,
da han plejede at opholde
sig i Pikiullit, hvor der ofte
blæste piteraq. Han havde
fået stor erfaring af sine lan-
ge ophold i sin kajak, havde
fået erfaring om kajakroning
under storm og søgang.
Senere hen, da jeg skulle
nå land mod vinden, fik jeg
vanskeligheder. Dagen i for-
vejen havde det været regn-
vejr og jeg havde været ude
i kajak med pels på. Jeg var
længe ude og min kajakpels
var blevet våd af regnvejr.
Dagen efter var det mags-
vejr og da den endnu var
våd,havde jeg ladet den lig-
ge hjemme, da jeg skulle ud
i kajak. Da jeg kom derud,
kravlede jeg op på en isfla-
ge. Lidt efter så jeg at Ortu-
naviaqs top begyndte at fyge
med sand, - det var om som-
meren - og jeg blev klar, at
piterakken kunne komme i
løbet af et øjeblik - skønt
vejret ikke så ud til piter-
aqstorm, men nærmest så ud
til at blæse fra nordøst. Når
noget sådant skete, plejede
vi at sige at den »fortræn-
ger« (piterakken fortrænger
nordøsten), og den plejer så
at være meget voldsom.
Så bandt jeg min halvpel-
ses overkant meget stramt
med min harpunrem og
kravlede ned i min kajak og
spændte underkanten om
mandehullet og begyndte at
ro mod land, da piterakken
kom i al sin styrke. Meget
heldigt var jeg ikke langt fra
land - men hvornår mon det
ville begynde at blive koldt
inde i min kajak? Men inden
jeg lagde mærke til noget
koldt (havvand som sivede
ind fra overkanten af min
halvpels) nærmede jeg mig
landet og kom i læ. Så ville
jeg runde pynten, og det
lykkedes ved at følge kysten
nøje. Men jeg skulle tværs
over et smalt sund (ikke en-
gang 1/2 km), og selvom jeg
ikke frygtede den, ventede
jeg til stormen skulle lægge
sig lidt, da jeg jo ingen ka-
jakpels havde på. Havet
havde et rødligt skær, grun-
det fygning med sand og
hav, og da min erfaring lidt
efter sagde mig, at stormen
ikke ville lægge sig fore-
løbig, startede jeg bare. Jeg
var kommet halvvejs - og
det var mod vinden - da jeg
begyndte at mærke noget
koldt på mit bryst. Mens jeg
roede var remmen blevet
noget slap under bestemte
åretag, hvorved vandet fik
adgang. Det varede ikke
længe, så nåede det kolde
vand ned i min kajak - og
piterakken steg mere og me-
re i styrke.
Vores teltplads var ikke
langt væk, men jeg blev
nødt til at dreje mod det
nærmeste land, da jeg mær-
kede at vandet nu løb meget
hurtigt ned i min kajak. Lidt
efter nåede jeg land, men på
den korte tid var min kajak
næsten fuld af vand, som
kom ovenfra min halvpels.
Fra det sted kunne jeg gå til
vores telt, hvorfor jeg krav-
lede i land. Hvis jeg havde
haft min kajakpels på, havde
jeg roet videre til vores telt-
plads.
Det viste sig, at min svi-
germor Ivernaajik var gået
op på en lille høj for at kig-
ge efter mig, fordi hun hav-
de set, at jeg ikke havde ta-
get min kajakpels med. Da
hun så, hvor meget havet
føg, var hun vendt om med
det samme, og i samme øje-
blik jeg begyndte at gå fra
min kajak. Da jeg gik hur-
tigt og kom op på en højde-
ryg, så jeg hende nå til tel-
tet. Jeg prøvede at nå hende
før hun gik ind, men det
lykkedes ikke. Hun kiggede
ikke engang bagud og gik
ind, samtidig med at jeg
nåede teltet, og jeg kunne
høre hende sige: »Min gode
svigersøn omkommer gan-
ske givet på havet«.
Så gik jeg ind, og hun så
på mig med forbavsede øjne
og sagde: »Men der er du
jo!«
Jeg sagde: »Hvis det lille
sund dernede var lidt brede-
re, så var jeg sikkert sunket,
før jeg nåede på den anden
side, vandet sivede så meget
og så hurtigt over kanten af
min halvpels, at min kajak
blev halvvejs fuld.«
»Hvorfor har du så ikke
taget din kajakpels med?«
»Den var så våd i går, at
den skulle tørres.«
»Jeg troede, at du havde
taget den med, hvorfor jeg
ikke var bekymret for dig.«
De havde først set min ka-
jakpels efter, at piterakken
var kommet.
Jo, piterakken kunne være
slem. Det skete også samme
sommer, at det begyndte at
storme, og jeg gjorde vores
telt mere modstandsdygtig
ved at surre den med rem-
me. Da skete det, at et ekstra
stærkt vindstød trykkede tel-
tet så meget, at en af telts-
tængerne skar igennem
skindlagene.
'GEORG QUPPERSIMANN'
Fortsætter næste torsdag
i AG
V_______________________J