Atuagagdliutit - 13.07.1995, Blaðsíða 6

6
Nr. 54 • 1995

GRØNLANDSPOSTEN
Vi troede først, at en bil
var kørt ind i barakken
Den 53-årige rørlægger i Nuuk Frede W. Jensen arbejdede på Thule Air Base
den fatale søndag i januar 1968 -1 dag har han vrøvl med helbredet
NUUK(KK) - Den 53-årige
rørlægger i Nuuk Frede W.
Jensen har vrøvl med helbre-
det.
Både blodtrykket og blod-
procenten er for høj, og han
går i dag til ambulant be-
handling på den medicinske
afdeling på Dronning Ingrids
Hospital i Nuuk.
Ved hjælp af den medicin,
som lægerne ordinerer, kan
han holde blodtrykket så
nogenlunde i skak, og Frede
Jensen passer sit daglige ar-
bejde i firmaet Godthåb
Smed & Rør.
Frede Jensen kan ikke slip-
pe tanken om, at hans syg-
dom skyldes et amerikansk
bombeflys havari på isen ud
for Thule Air Base en januar-
dag i 1968.
En ulykke, som på grund
af B-52’erens last af fire
brintbomber, som blev knust
mod isen, resulterede i en al-
vorlig radioaktiv forurening.
En ulykke, som 28 år senere
giver anledning til flere
spørgsmål end svar.
Vrøvl med blodtrykket er
ofte en arvelig sygdom, men
Frede Jensen er den eneste i
sin familie, som har forhøjet
bloktryk og blodprocent.
Og han fik først disse ska-
vanker efter styrtet i Thule i
1968.
Netop forhøjet blodtryk er
en af de sygdomme, som
mange af de 400 medlemmer
af »Foreningen for stråle-
ramte Thule-arbejdere« kla-
ger over i dag.
Til Thule
Frede W. Jensen er uddannet
som blikkenslager og rør-
lægger i Århus i 1964.
Efter endt soldatertid så
han en dag en annonce i avi-
sen. Det danske selskab
Danish Construction Coope-
ration, forkortet GCC, søgte
medarbejdere til konsortiets
servicekontrakt med det
amerikanske militær på Thu-
le Air Base.
I 1965 kunne en håndvær-
ker på Thule tjene 45.000
skattefrie kroner. En stor års-
løn dengang.
Frede W. Jensen sendte en
ansøgning, og den 12. maj
1965 sad han sammen med
57 andre håndværkere i ni
stive klokketimer i en DC-
7’er fra SAS, inden maski-
nen landede på Thule Air
Base.
En søndag i Thule
I denne sommer bliver Frede
W. Jensen dagligt mindet om
de seks år fra 1965 til 1971,
hvor han arbejde på Thule
Air Base.
Nye afsløringer af dobbelt-
spillet i den danske atom-
politik og Thule-arbejdernes
utrættelige kamp for erstat-
ning har præget nyhederne i
juli.
Hver gang Thule bliver
nævnt i radio eller TV, står
søndag den 21. januar 1968
klokken 16.29 på Thule Air
Base lyslevende i hans erin-
dring.
Frede W. Jensen lå denne
søndag eftermiddag på sin
køje i en af de mange beboel-
sesbarakker på den store
base, hvor der boede om-
kring 5.000 amerikanske mi-
litærpersoner og 1.200 dan-
ske civilarbejdere.
Over radioen
Arbejdsugen for de danske
håndværkere var på 63 timer:
11 timer på hver af de første
fem dage i ugen og 7 timer
om lørdagen. Søndag var fri-
dag, men i januar med polar-
mørket rugende over en
bundfrossen Thule var der
ikke meget at lave i fritiden.
Og slet ikke den 21. janu-
ar, hvor det omkring basen
blæste op til 200 kilometer i
timen.
- Pludselig lød der et vold-
somt brag, og lufttrykket fik
vinduerne til at klirre, fortæl-
ler Frede W. Jensen til AG.
Først troede vi, at der var
kørt en bil ind i barakken. Så
tæt på fornemmede vi braget
og lufttrykket.
Over den interne radio i
Thule fik vi hurtigt at vide, at
et amerikansk bombefly var
styrtet ned og sprængt i
stumper og stykker.
- Vi gik udenfor barakken,
og i polarmørket kunne vi se
et vældigt flammehav stige
flere hundrede meter til vejrs
10 kilometer ude på isen.
Styrtet
Fem timer tidligere var den
amerikanske bombemaskine,
»Hobo 28«, startet fra det
amerikanske flyvevåbens
base ved Plattsburg, New
York, på en forventet 24
timers mission.
Flyet deltog i en storstilet
beredskabsaktion »Chrome
Dorne«, som blev startet den
10. august 1961. Formål var
at beskytte amerikanske fly
mod et sovjetisk angreb ved
at holde flyene i luften med
henblik på en øjeblikkelig
gengældelse.
De amerikanske fly blev
tanket i luften, og der var året
rundt amerikanske maskiner
med atomvåben på vingerne.
De fløj i tre fastlagte korri-
dorer: Den ene rute gik ind
over Alaska, den anden over
Middelhavet - og den tredie
over Grønland.
Der opstod knap 90 sømil
syd for Thule Air base brand
i den fuldtlastede »Hobo
28«.
Kaptajn John M. Haug og
hans besætning forsøgte
uden held at slukke ilden, og
seks af den syv mands store
besætning på bombemaski-
nen lod sig derefter skyde ud
i katapult.
De landede alle i rimelig
god behold på havisen eller i
nærheden af Thule Air Base,
men for den syvende, reser-
vepiloten, gik det galt. Han
blev ulykkens eneste døds-
offer.
Det mennesketomme bom-
befly med den dødbringende
last af fire brintbomber blev
knust på isen mellem Thule
Air Base og Saunders 0.
Oprydningen
Ulykken betød, at det ameri-
kanske specialprogram om-
kring nukleare ulykker »Bra-
ken Arrow« trådte i kraft.
Specialmandskab under le-
delse af generalmajor R. O.
Hunziker hastede til Thule.
1 mellemtiden var de seks
overlevende blevet eftersøgt
og fundet i god behold.
-1 løbet af søndag aften og
mandagen den 22. januar
landende 35 amerikanske
maskiner på Thule Air Base,
husker Frede W. Jensen. Vi
kunne af den hektiske ameri-
kanske aktivitet forstå, at
bombemaskinens styrt var en
meget alvorlig ulykke.
130 af de 1.200 danske
håndværkere på Thule Air
Base deltog i oprydningen
efter nedstyrtningen.
Frede W. Jensen deltog
ikke i selve oprydningen på
ulykkesstedet, men han kom
alligevel meget tæt på ulyk-
ken.
- Rørlæggerne og blikken-
slagerne fik sammen med
andre håndværkere mandag
den 22. januar ordre til i en
susende fart at ombygge en
af basens mange beboelses-
barakker, fortæller Frede W.
Jensen.
- Vi fik fortalt, at barakken
skulle ombygges til brug for
»Decontamination«.
(Dette engelske ord bety-
der rensning af for eksempel
giftgas eller radioaktivt
støv).
Too much!
De mange skillerum mellem
værelserne blev revet ned for
at give plads til større loka-
ler. Barakken fungerede der-
efter som modtagelsesrum
for de folk, som havde været
ude ved ulykkesstedet for at
deltage i oprydningen af
vragdele og det radioaktive
sne og is.
- Vi arbejdede i døgndrift
for at gøre barakken klar,
fortæller Frede W. Jensen,
men allerede inden vi var
færdige med ombygningen,
kom det første mandskab fra
ulykkesstedet tilbage til
basen.
- Mens vi arbejdede helt
ubeskyttet i støv og skidt,
kom mandskabet ind i barak-
ken med radioaktivt sne på
støvlerne og de orangefarve-
de kedeldragter.
De første hold bestod af
amerikanske soldater, danske
civile og 6-7 slædehold fra
Thule-distriktet, som havde
været ude ved ulykkesstedet
kort efter nedstyrtningen for
at lede efter de overlevende.
- Disse mennesker blev i
barakken målt med en gei-
gertæller, fortæller Frede
Jensen. Hvis der var for stort
et udslag af radioaktivt stof-
fer på mandskabet, blev der
givet ordre til at vaske gulvet
de steder i den opvarmede
barak, hvor der fra sneen og
isen på mandskabets tøj og
støvler havde dannet sig en
sø af vand.
- Jeg husker en kort ord-
veksling mellem manden
med geigertælleren og den
vagthavende sergent, da en
mand, fyldt med sne og is fra
ulykkesstedet, kom ind i
barakken og blev målt med
geigertælleren:
-'How much, spurgt ser-
genten.
- Too much, svarede ham
med geigertælleren.
Og så blev gulvet i barak-
ken vasket en gang til.
Næseprøver
Frede W. Jensen og de øvri-
ge danske håndværkere, som
havde deltaget i ombygnin-
gen af barakken, blev også
målt med en geigertæller,
lige som de fik taget næse-
prøver for at se, om de havde
indåndet radioaktivt forure-
net luft.
- Vi fik aldrig resultatet af
disse næseprøver, konstate-
rer Frede Jensen.
- Den almindelig holdning
blandt de danske håndværke-
re var, at opgaven med at
ombygge beboelsesbarakken
til »decontamination« selv-
følgelig skulle løses, men at
amerikanerne godt kunne
have ventet med at sende
folk til »Decontamination«,
indtil vi var færdige med at
ombygge barakken, siger
Frede W. Jensen.
130 danskere og mange
amerikanere deltog i opsam-
lingen af forurenet sne og is
fra nedstyrtningsstedet.
Dette radioaktive stof blev
hældt på store brændstoftan-
ke, som stod på basen indtil
sommeren 1968. Derefter
blev tankene sejlet til USA,
hvor de blev opbevaret på en
atomlodseplads.
Den sidste container med
radioaktiv sne og is blev fjer-
net 13. september 1968.
Til Nuuk
I 1971 ophørte Danish Con-
Ruujorilerisoq Frede IV. Jensen aamma Danish Construc-
tion Cooperation-imi suleqatai sapaammi januarip 21-iani
timmisartorsuaq sakkutooqarfimmut ungasinngitsumi nak-
karmat ajunaarfimmi saleeqataasimasunik misissuisarfim-
mik allanngortiterilertortinneqarput. Sanasut suli naammas-
sinngitsut misissuisarfik atorneqalerpoq. Sanasut qinngor-
nernik ulorianartunik najuussuisimanersut misissorniarlugit
sorluinit peersisoqarpoq, misissorneqartulli misissuinerit
inernerinik paasitinneqanngillat.
Rørlægger Frede W. Jensen og hans kammerater i Danish
Construction Cooperation ombyggede i dagene efter flystyr-
tet på Thule Air Base søndag den 21. januar en barak, som
blev brugt til modtagelse af de folk, som havde været ude
ved ulykkesstedet på isen. Disse folk slæbte det radioaktive
sne og is med ind i barakken, mens håndværkerne stadig
arbejde med ombygningen. Håndværkerne fik taget næse-
prøver for at undersøge, om de havde indåndet radioaktivt
luft, men de fik aldrig resultatet af prøverne at vide.
(Ass./Foto: Vivi Møller-Olsen).
struction Cooperation sit
arbejde på Thule Air Base.
Servicekontrakterne med
amerikanerne blev overtaget
af et andet dansk konsortium
Danish Arctic Contractors.
Frede W. Jensen fik tilbudt
at følge med over i det nye
selskab, men takkede af efter
seks år på Thule Air Base.
Han flyttede til Nuuk, hvor
han har arbejdet siden.
Efterhånden begyndte pro-
blemerne med blodtrykket at
melde sig. Samtidig begynd-
te »Foreningen af stråleramte
Thule-arbejdere« med for-
manden Marius Schmidt i
spidsen at gøre opmærksom
på den store dødelighed
blandt de 1.200 danskere,
som arbejdede i Thule fra
januar til september 1968.
I 1990 blev Frede W.
Jensen sammen med fire
andre i Nuuk, som havde
været på Thule Air Base den
ulyksalige søndag i januar
1968, opfordret til at deltage
i en sundhedsundersøgelse.
En arbejdsmediciner kom
til Nuuk for at teste gruppen.
Frede W. Jensen fik taget
en række blodprøver, blev
set i øjene og slået på knæet.
Det tog et kvarter.
Derefter fik han udleveret
en tyk bog, som på lægelatin
fortalte om de mulige syg-
domme, som Thule-arbejder-
ne har kunnet pådrage sig.
Deriblandt forhøjet blodtryk
og blodproeent.
Frede W. Jensen er aldrig
blevet orienteret om resulta-
tet af undersøgelserne.
I 1993 konkluderede Can-
cerregisteret i en rapport, at
der ikke har kunnet konstate-
res nogen strålingseffekt i
form af kræftsygdomme hos
de personer, som deltog i
oprydningsarbejdet i Thule.
Rapporten påpeger, at der
hos Thule-arbejderne gene-
relt ses en øget forekomst af
kræftformer i forhold til det
normale.
Det er især kræft i luftveje-
ne, lungekræft og lungehin-
dekræft, der er tale om. Årsa-
gen kan være tobak, alkohol
og muligvis asbest, anfører
Cancerregisteret.
Erstatning
AG: - Er Du medlem af
»Foreningen af stråle ramte
Thule-arbejdere« ?
Frede W. Jensen: - Nej, det
er jeg ikke. Selvfølgelig har
jeg fulgt foreningens arbejde,
men det kan være svært at bo
i Nuuk og være med i et for-
eningsarbejde i Danmark.
AG: - Melder Du dig nu
ind i foreningen?
Frede W. Jensen:- Nej, det
har jeg ikke tænkt mig. Jeg
synes, at formanden for fore-
ningen Marius Schmidt har
gjort et stort og flot arbejde.
- Jeg har også læst en arti-
kel, hvor Marius Schmidt er
bitter over, at masser af folk
pludselig melder sig ind i
foreningen. Der er nu opstået
en chance for at få en økono-
misk erstatning, men de støt-
tede ham ikke, da han havde
mest brug for dem.
- Jeg kan godt følge den
tankegang.
AG:- Tror Du, at Du kan
få erstatning?
Frede W. Jensen:- Det sat-
ser jeg ikke min tilværelse
på, men kommer der en
erstatning, siger jeg ikke
»Nej tak«. Jeg spekulerer
somme tider på, om mit for-
højede blodtryk har noget
med Thule-ulykken at gøre.
Er det rigtigt, vil jeg hellere
have haft et godt helbred end
en økonomisk erstatning.