Atuagagdliutit - 01.02.1996, Síða 12

12
Nr. 9-1996
GRØNLANDSPOSTEN
- Man bliver ikke levebrødspolitiker i min alder
Idrætsmanden, skolemanden og politikeren Daniel Skifte fylder 60 år torsdag den 1. februar
NUUK(KK) - Landsstyrets
nestor, landsstyremedlem-
met for økonomiske anlig-
gender og boliger, vicelands-
styreformand Daniel Skifte,
Atassut, fylder 60 år torsdag
den 1. februar.
Trods det skarpe hjørne
har Daniel Skifte kun været
valgt til Landstinget i mindre
end et år, men det har skam
også sine fordele.
- Man bliver ikke leve-
brødspolitiker i min alder,
siger Daniel Skifte til AG.
Hans politiske ambitioner
omfatter foreløbigt kun den
valgperiode, som udløber til
foråret 1999.1 denne periode
skal partiet Atassut sætte sit
fingeraftryk på så stor en del
af lovgivningen i Landstin-
get som muligt, men Daniel
Skifte vil ikke som 63-årig
ved valget i 1999 klæbe til
taburetten for enhver pris.
- Det giver frihed at blive
valgt til Landstinget så sent
som 59-årig, siger Daniel
Skifte. Jeg har råd til at stå
fast på de ideer, som partiet
Atassut og jeg selv person-
ligt står for, og jeg behøver
ikke at forfalde til overfladi-
ske og poppede løsninger for
at tækkes vælgerne.
Barndommen i
Maniitsoq
Daniel Skifte har været læn-
ge undervejs, før han i for-
året 1995 kunne underskrive
en 11 punkts samarbejdsafta-
le mellem Atassut og Siumut
og sætte sig til rette i stolen
som landsstyremedlem og
vicelandsstyreformand.
Daniel Skifte havde fra
starten mange odds imod sig.
Han blev født faderløs, idet
hans far, storfangeren Daniel
Skifte under en fangsttur ef-
ter ørreder i sommeren 1935
fik blodforgiftning i armen.
Han sejlede i kajak fra fang-
stedet syd for Atammik til
Maniitsoq for at blive be-
handlet på sygehuset, men
døde et halvt år før Daniel
blev født. Det var naturligt,
at den nyfødte fik sin afdøde
fars navn.
- Min far var storfanger
med egen umiaq og båd til at
hente brændsel, og jeg har
hørt meget om ham og hans
fangst af narhvaler og hvi-
dhvaler, af sæler og saltede
ørreder.
- Det påvirkede naturligvis
min barndom, at jeg voksede
op som faderløs. Materielt
var det ikke et rigt hjem, men
kærlighedsmæssigt havde
jeg en meget tryg barndom.
Vi var en stor søskendeflok
på syv, og min mor måtte
arbejde som rengøringshjælp
for at holde sammen på fami-
lien. Mine ældste brødre,
Vittus og Jakob, overtog
faderrollen i hjemmet, og der
har altid været et stærk sam-
menhold i familien. Selv om
jeg desværre ikke så ofte
kommer til Maniitsoq længe-
re, holder vi stadig kontakt
med hinaden.
AG: - Hvordan har din
barndom påvirket dit videre
liv?
Daniel Skifte: - I min
barndom lærte jeg, at vi skul-
le tage ansvaret for vort eget
liv og klare os selv, uanset
om det er nemt eller ej. Det
er en sund holdning. Samti-
dig oplevede jeg en solidari-
tet med de svage, som vi
fortsat kan lære meget af.
Familien Heilmann, som min
far havde tæt forhold til, del-
te ud af deres fangst, så vi led
aldrig nød.
- Der var et helt andet soci-
alt sikkerhedsnet og helt
andre værdier, end vi kender
i dag. Jeg taler ikke om de
gode, gamle dage som en tid,
vi skal vende tilbage til.
Tiden udvikler sig, og det er
ikke retfærdigt, hverken for
1930’eme og 1990’erne, at
sammenligne disse to perio-
der med hinanden. Men vi
skal ikke forkaste den tid,
som er gået, men bringe erfa-
ringerne videre til den tid,
som vi i oplever dag.
Ung i Nuuk
- Vi havde i Maniitsoq en
god lærergruppe, blandt
andet Lars Møller, Frederik
Heilmann, Kaaleerannguaq
Heilmann og den gamle ajo-
qe Klaus Biilmann, og de
kunne skabe interesse for
skolen og dens arbejde. Helt
i tråd med tidens ånd blev et
par elever udpeget til at læse
videre i Nuuk, og jeg var
blandt de udvalgte.
AG: - Hvordan var det
som 14-årig at flytte fra
familien i Maniitsoq til efter-
skolen i Nuuk?
Daniel Skifte: - Jeg havde
aldrig været udenfor Maniit-
soq før, og det var en helt
anden verden at flytte til
Nuuk. Vi kunne ikke komme
hjem på ferie i julen og
påske, men måtte vente et
helt år. Vi accepterede, at så-
dan var forholdene.
- Det var jo helt andre for-
hold end i dag, hvor de
uddannelsessøgende flyver
hjem på jule- og påskeferie.
Til gengæld var det utroligt
dejligt at komme hjem efter
et helt års ophold i Nuuk, og
jeg blev godt modtaget af
familie og venner i Maniit-
soq.
AG: - Hvad gjorde indtryk
på en 14-årig i Nuuk?
Daniel Skifte: - Vi havde i
klassen et utroligt godt sam-
menhold, for vi var jo alle i
samme båd. Vi kom fra for-
skellige byer, og det var
lærerigt at møde unge fra
hele Grønland. Helt fremme-
de unge blev nu mine venner,
og det var med til at tage
brodden af den store omvælt-
ning.
- Vi lærte at tage fat, og
der blev stillet store krav til
os. 1 realskolen havde vi
mange praktiske opgaver at
løse:Vi slæbte toiletter helt
nede ved Myggedalen for at
tømme dem, vi huggede
brænde og hentede vand til
lærerne og vi tændte kakkel-
ovnene, så klasseværelset
kunne være varm til under-
visningen klokken 8. Sam-
men med Isak Heilmann,
som nu er rektor ved gymna-
siet i Nuuk, har jeg mange
gange stået op klokken halv
fem for at nå det hele.
- Sådan var det, og vi fik
lidt lommepenge for at lave
disse tjanser. Vi kunne for
pengene købe sportsudstyr
som fodboldstøvler og ski,
bestilt i Danmark eller Nor-
ge. Om sommeren tjente vi
også penge: Vi fiskede og
saltede torsk.
- Der var altid et stykke
arbejde at udføre, og kollegi-
elivet lagde faste rammer om
vort liv. Ikke noget med at
rende rundt på gader og veje
om aftenen, for vi skulle væ-
re hjemme på kollegiet klok-
ken 9, og lyset blev slukket
klokken 11. Skulle vi læse
videre, foregik det i lomme-
lygtens skær i sengen.
»Det Bedste«
AG: - Var der lærere, som
påvirkede jer mere end
andre?
Daniel Skifte: - Augo Lyn-
ge, Nikolaj Rosing og Peter
K. S. Heilmann var lærere,
som jeg så op til. Både for
deres lærergerning og deres
politisk liv, hvor de var med
til at påvirke udviklingen i en
vigtig fase af Grønlands
udvikling.
- Vi fra kysten kunne ikke
så meget dansk, men læse-
stof, hvor vi skulle være flit-
tige, det satsede vi på for at
få gode karakterer. Nikolaj
Rosing sagde til os: -1 bliver
nødt til at lære dansk, hvis I
skal videreuddanne jer, og
derfor skal I læse så mange
danske bøger som muligt.
- Jeg abonnerede på tids-
skirftet »Det Bedste« i som-
meren 1952, og det første
nummer, jeg fik med skibet,
var fra maj 1952. Jeg læste
dette nummer af »Det Bed-
ste« fra A til Z. Senere fandt
jeg ud af, at flere af artikler i
»Det Bedste« var ren propa-
ganda for de amerikanske
holdninger i 1950’erne.
- Jeg startede for alvor med
at dyrke idræt i realtiden. Vi
var meget fritidsengagerede,
og GSS var en god sports-
klub med atletik og fodbold
på programmet. Vi løb på ski
om vinteren, og træneren
Lars Svendsen havde en stor
indflydelse på min videre
interesse for denne idræts-
gren. Grønlands Idrætsfor-
bund blev dannet i 1953, og
kort tid efter blev det første
GM i skiløb afviklet. Kon-
kurrencerne gav skiløbet en
ekstra løft, og jeg nåede at
blive grønlandsmester i den-
ne periode.
- Hvor ligger Ranum?
- Jeg gik to år på efterskolen
og derefter fire år på realsko-
len i Nuuk. Så var vi til eksa-
men, og jeg og Adolf Abei-
sen blev sendt til videreud-
dannelse i Danmark. Vi kom
til København i sommeren
1956 og gik op i Ministeriet
for Grønland. Vi fik så
besked om, at vi skulle læse
til lærer i Ranum.
- Ranum! Hvor mon det
ligger? Langt om længe
fandt vi ud af, at vi skulle
helt over til Jylland. Vi hav-
de for øvrigt en dejlig tid i
Ranum, som var en lille by,
bygget op omkring seminari-
et. Der var ingen kollegium,
og de 450 lærerstuderende
lejede sig ind på værelser hos
byens indbyggere. Jeg boede
to steder, hos Maren Hansen
og Thyra Sørensen, og jeg
mindes tiden med glæde.
AG: - Det lyder som om, at
andre hele tiden tog beslut-
ning om dit liv helt frem til
lærereksamenen i 1961, hvor
du var 25 år gammel?
Daniel Skifte: - Vi var ikke
særlig revolutionære den-
gang i 1950’erne. Vi fandt os
i, at andre tog beslutningerne
for os. Der var kun gange få
muligheder, hvis vi ikke
skulle være fiskere og fange-
re som vore fædre. I dag er
der mange muligheder for de
unge, men sådan var det
bare, og ingen satte spørgs-
målstegn ved det forhold.
Grønland manglede lærere,
og derfor sagde vi straks ja,
da muligheden for at blive
lærer bød sig. I dag er der -
heldigvis - mange forskellige
uddannelsestilbud til de
unge.
At være anderledes
AG: - De fremmede optager
en stor del af diskussionen i
Danmark i 1990’erne, men
hvordan var det at være an-
derledes i Danmark
1950’erne?
Daniel Skifte: - Jeg havde
heldigvis min idræt som nøg-
len til en hurtig integration i
lokalsamfundet i Ranum. Jeg
var allerede grønlandsmester
i skiløb, da jeg kom til
Ranum, og jeg blev senere
også danmarksmester. Selv
om skiløb ikke er den mest
folkekære sport i Danmark,
havde det alligevel en vis sta-
tus i Ranum at være Dan-
marksmester i skiløb. Jeg
blev pludselig sportsidol, og
jeg spillede også foldbold på
det lokale seriehold. Det er
meget vigtigt at engagere sig
lokalt i stedet for at låse sig
fast i gamle normer. Både i
1950’erne og 1990’eme.
AG: - Du tog ikke straks
tilbage til Grønland efter
lærereksamenen i 1961, selv
om der var en voldsom
lærermangel i 1960’erne.?
Daniel Skifte: - Der var to
ting, som spillede ind, da jeg
som nybagt lærer besluttede
at blive nogle år i Danmark.
- Jeg havde i skiløb delta-
get både i danmarks- og ver-
densmesterskaber, lige som
jeg med stor interesse dyrke-
de atletik. I begyndelsen af
1960’erne ville det betyde et
stop for min idrætskarriere at
flytte tilbage til Grønland,
hvor træningsmulighederne
ikke var særlig godt udbyg-
get.
- Dengang var reglerne, at
unge grønlændere kunne få
udsendt status efter 10 år i
Danmark. Jeg valgte at blive
i Danmark i disse 10 år, fordi
jeg var imod denne forskels-
behandling, som fødested-
skriteriet var et udtryk for.
Jeg havde en dansk uddan-
nelse, jeg talte det grønland-
ske sprog, og derfor kunne
jeg ikke affinde mig med, at
jeg skulle have mindre i løn
end danske lærere i Grøn-
land.
Til Trongården
- Jeg søgte derfor en lærer-
stilling i Lyngby-Taarbæk
for at komme tættere på
København. Den daværende
skoleinspektør Thormod
Thomsen var meget idræt-
sengageret og var blandt
andet formand for Dansk
Hockey Union. Det skadede
derfor nok ikke, at jeg i min
ansøgning skrev, at jeg var
danmarksmester på ski. Det
Daniel Skifte piginnaanerpassuaqarpoq, eqqumiitsuliortutullu piginnaasaqarnini ilaatigut
ilusilersuinermik ilinniartitsisuunermigut atorluarsimavaa. Den grønlandske Julemærkeko-
mité-mut ukiorpaalussuarni ilaasortaanermini eqqumiitsuliortut, julemærkimik assiliartaliu-
ussisimasut attaveqarfigilluartarpai. Nammineq suliaasa ilagaat linoleumik kigartuilluni
naqitaq una, 1958-imi suliarisimasaa.
Daniel Skifte har mange talenter, og den kunstneriske åre er også blevet udnyttet, blandt
andet som lærer i faget formning. Som medlem af Den grønlandske Julemærkekomité havde
han i en årrække tæt kontakt med kunstnene, som formede det grønlandske julemærke. Selv
har han skabt en række billeder, blandt andet dette linoleumstryk fra 1958.