Atuagagdliutit - 11.07.1996, Blaðsíða 12

12
Nr. 53 ■ 1996
GRØNLANDSPOSTEN
Grønlandsk gæstfrihed
Kujammut ingerlaamermi nutaanik
aalisagartugassaqarneq pingaartinneqarpoq.
Uani angalaqatigiit umiatsiaq
ulikkaartoq naapippaat.
Frisk fisk er en del af maden på turen mod syd.
Her møder holdet en hel båd fuld.
Vi bruger ikke meget af vores medbragte proviant på Qajaq 96.
Tekst og foto: journalist Lone Madsen
Det er utrolig så længe en
håndfuld tørfisk, en pakke
nudelsuppe og 10 skiver rug-
brød kan strække på »Qajaq
96«.
Og nej, vi er ikke på slan-
kekur.
Vi ankommer til bygden
Atammik, sydligst i Maniit-
soq Kommune, en tidlig grå
tågefyldt morgen mellem syv
og otte.
10 kilometer nordligere har
vi ligget vejrfast i ca. et døgn,
mens vi har ventet på stille
vejr til at runde en udsat pynt
ved Atammik. Klokken 5.00
denne morgen var kysten
klar, og så var det afsted.
Amisut er de første, der hil-
ser os velkommen til Atam-
mik, men da vi nærmer os
bådebroen, er der allerede fle-
re mennesker samlet trods det
tidlige tidspunkt.
Vi bliver hilst velkommen
Skal du .iTll
ny båd? ^l
TAL MED OS FØRST 1
VI FORHANDLER BL.A:
Svenske CRESCENT
Norske helårsbåde NB
Amerikanske SEASPORT
Norske Nidelv

asaat
BOX 5162 - 3905 NUUSSUAQ
TLF. 2 66 04-MOBIL 7 76 04
TELEFAX 2 62 04
og lister kolde og klamme
gennem bygden til kommune-
kontoret for at orientere os
om mulighederne for overnat-
ning. Den ansatte er akkurat
på vej på arbejde og fortæller
os, at hun skal undersøge mu-
lighederne, kigger op og ned
af os og nikker over mod et
blåt hus:
-1 kan drikke morgenkaffe
derovre.
Generte og lidt forsigtige
kigger vi ind hos Tipo, der i
natkjole er i gang med at sæt-
te kaffe over. Kom ind, kom
ind, kaffen er straks færdig.
Vi afklæder os taknemme-
ligt de klamme tørdragter,
sætter os til et veldækket
bord, mens Tipo ustandseligt
beklager, at hun ikke kan
byde på mere.
De lever endnu
Der er mange, der er interes-
seret i vores ankomst, opda-
ger vi, blandt andet kommu-
nefogeden og sygeplejesken,
for der er udsendt satelit-nød-
signal i lokalområdet, og alle
tror at det er de tre kajakpiger,
der er kommet galt afsted. Nu
skal de se os i live. Vi får en
række anerkendende ord med
på vejen, og vi kan forsikre
alle om, at vi ingen nød lider
og slet ikke efter morgenbor-
det hos Tipo.
Da vi akkurat er indkvarte-
ret i kommunes gæstehus, står
Tipo i døren og på sin fars
vegne inviterer os til kogt
hvalkød og suppe klokken 12.
Det er lige, hvad vi trænger
til efter et dovent døgn på
snacks.
Kan DU også spise det?
Spørger Tipo mig og nikker
til hvalkødet og suaasatten.
Jeg er jo dansker.
Jo tak, det kan jeg. Lige nu
kan jeg ikke forestille mig
noget bedre, og ser længsel-
fuldt hen på bordet, hvor der
står et stort fad med dampen-
de varme hval- og spækstyk-
ker.
Hvem er i nød
Maden bliver tygget meget
omhyggeligt - og lydløst,
mens vi lytter efter rotoren fra
en helikopter. Politiet fra
Maniitsoq har netop fortalt
os, at der er en militær heli-
kopter på vej fra Maniitsoq til
Nuuk. Den vil mellemlande i
Atammik for at tjekke vores
radio. Efter 14 timer med
nødsignaler, har eftersøgning
med såvel helikoptere og ski-
be ikke givet resultat. Vi
HAR undersøgt vores radio.
Jo plomben sidder der endnu.
Den røde lampe, der skulle
lyse, hvis radioen var aktive-
ret, lyser ikke. Det burde ikke
kunne være vores radio. Men
helikopteren skal alligevel
samme vej, så piloten kigger
lige forbi og tjekker radioen,
forklarer Hans Peter fra Poli-
tiet i Maniitsoq - bare så I er
advaret.
Vi har orienteret politiet
om alt, hvad vi ved. Om nor-
ske Peder vi mødte i kajak i
Napasoq på vej nordpå. Ale-
ne, da han og hans tidligere
makker, grønlandske John
Petersen, har valgt at skilles.
Og om John Petersen, der nu
også er alene nordpå.
- Om de har nødsendere
med? Nej, det ved vi ikke.
Kaffe derpå. Vi dypper kik-
sene i kaffen for, at de ikke
skal støje så meget, så vi sta-
dig kan høre om helikopteren
er på vej.
Da vi dagen efter er ved at
forlade Atammik, kommer en
jollefisker hjem med båden
fuld af torsk. Vil I have par
fisk med til aftensmaden,
spørger han. Jo, tak det vil vi
gerne. Årets første friske
torsk for os alle, konstaterer
vi på lejrpladsen om aftenen.
Stor gæstfrihed overalt
Flere steder på vores tur syd-
på, har vi mulighed for at bo
på skolerne.
Da vi et par dage før Atam-
mik, ankom til nabobygden
Napasoq, stod pedellen på
broen med nøglen:
- Skolelederen er inde i
byen, så jeg har fået nøgler til
jer - hvis I skulle komme
imellemtiden.
Og der spørges: Har I brug
for at ringe nogen steder hen
og sige at I er kommet frem.
Rinas 13-årige datter Sanne
har fødselsdag - også hun får
en telefonisk hilsen.
På skolen kan vi udfolde
os. Her er køkken, kaffema-
skine, brusebad og vaskema-
skine - og tegneserier....
Er der noget I mangler?
Efter en kort smuttur i byg-
den kommer Rina hjem med
en stor pose mad: Frisk sæl-
kød, tørret sælkød og tørret
fjordtorsk.
Og vi har stadig rejer fra
fabrikken i Maniitsoq samt en
pose ammassatter, som en
fisker vi mødte på havet, stak
over til os.
Flæskesteg og rødkål
Den grønlandske gæstfrihed
er velkendt, men alligevel
overraskes vi gang på gang
over så gæstfrit, vi modtages
overalt.
Vi kan se tilbage på Erling
og Sofies afskedsmiddag med
dansk flæskesteg og rødkål -
måske har de anet bedre end
vi, at det grønlandske køkken
ville vente på os langs ruten.
Vi kan tænke tilbage på det
store kolde Grønlands bord
hos skoleleder Ole Lennert.
Her var alt hvad grønlandske
maver kan begære. Tørrede
ammassatter og torsk, frossen
hellefisk, helleflynder, rød-
fisk og hvalkød, rå hvalhud
og kogte rejer.
Og tanken om Jensines gry-
destegte ryper, kan stadig få
tænderne til at løbe i vand for
ikke tale om dessertpandeka-
geme, der var lavet på måge-
æg.
Og inden vi forlod Jensines
Kangaamiut, spiste vi os stær-
ke i frisk vågehval hos Jens
og Marie.
Mange, mange andre kunne
nævnes.
Spæk giver varmen
De grønlandske råvarer er
god proviant på vores tur
Og der er ingen tvivl om, at
behovet for de fede spiser sti-
ger, når det er koldt, klamt og
blæsende. Kan for eksempel
huske en kold og blæsende
dag, hvor vi var gået i land til
frokost:
- Spæk, spæk, spæk til mig,
sagde Inngi og skar store
lunser ren spæk af den med-
bragte mattak, spiste dem
hurtigt og sank sammen i en
behagelig varme.
En hel del af vores rejse-
proviant er faktisk traditionel
grønlandsk rejseproviant.
Tørret torsk, tørret hellefisk
og mattak med masser af
spæk på. Venligst sponsoreret
af Royal Greenland.
Nej, nød lider vi ikke på
Qajaq ’96. Hverken når det
gælder mad eller radiosende-
re. Det VAR ikke vores nød-
sender, der var i stykker. Sig-
nalet kom fra en båd i Maniit-
soq, der lå på land.