Atuagagdliutit - 20.08.1996, Qupperneq 10

10
Nr. 64 • 1996
/^fCa ap'ag'c/é/'a É/É
GRØNLANDSPOSTEN
Ilisimariinngikkaanni ilaanneeriarluni allaaneq ajorpoq Horsens-ip kangerluatigoorluni.
Til tider kunne man tro, hvis man ikke vidste bedre, at det var Horsens fjord, der lagde vand til.
Overrasket af føhnvind
Tekst og foto af journalist Lone Madsen
Det var en af de dage, hvor
øjnene var fyldt med sand,
ørerne lukket af salt, og hele
hovedet føltes som om det var
fyldt op med havregrød.
Det gør ikke så meget, når
man er flere på tur, sålænge
armene fungerer normalt, for
så kan man bare sætte dem til
at padle kajakken og blot be-
de øjnene følge de to rød hvi-
de brikker foran og så kører
rutinen, og man kommer så-
mænd også frem den dag.
Gennem saltlaget hørte jeg
godt de to andre snakke om
vejret og om hvordan en fore-
liggende fjord skulle krydses.
Om kursen skulle være mod
den eller den ø, mod det eller
det forbjerg, men gennem de
sandfyldte øjne så det hele ud
til at være en lang kyst-
strækning, så jeg brummede
blot min mening med et
hmmm, og ventede på at der
atter skulle være to røde hvide
prikker at følge efter. Det
kom der snart.
Bølgerne vokser
Vi krydsede fjorden med sto-
re dønninger, der løb samme
vej som os. Vel store til så
bred en fjord, men så længe
det kun er dønninger, så er det
OK for mig. Havregrød eller
ej. Men når dønningerne be-
gynder at blive pyntet med
hvide skumtoppe, så er min
grænse ved at være nået. Og
det gjorde disse.
De rød hvide prikker var så
små, at det var umuligt at råbe
dem op, så jeg satte blot kur-
sen lidt mere langs fjorden
end over den og fandt inden-
for en grænse, hvor dønnin-
gerne atter var uden skumtop-
pe.
Sand, salt og havregrød til
trods var jeg nu - alene - nødt
til at lade en enkelt hjernecel-
le eller to arbejde lidt. Som
den første øvelse lod jeg blik-
ket glide ind over bunden af
fjorden, ind mod indlandsisen
og registrerede i første om-
gang, at himlem derinde jo så
ud som om der var føhn på
vej.
En føhn.
Det ord fik vækket adskilli-
ge andre tusinde hjerneceller.
En føhn, en kraftig varm fald-
vind fra indlandsisen, som
kan starte i løbet af nul kom-
man fem.
Denne dag skete det i løbet
af nul komma tre, for før jeg
havde tænkt tanken til ende,
fik jeg et meget varmt vind-
pust i hovedet - inde fra isen.
Et vindpust der på et sekund
fik blæst saltet ud af ørerne,
sandet ud af øjnene og fik ud-
tørret havregrøden og forstø-
vet havregrynene, så hjernen
blev HELT KLAR.
En Føhn her, nu.
Alverdens ukvemsord fløj
gennem hovedet. Land, læ,
hvor? Øerne, ret fremme,
men efter tre tag i den retning:
- Umuligt, jeg når det aldrig.
Tilbage mod land i stedet
for.
De store bløde medsødøn-
ninger var på 30 sekunder for-
vandlet til små krappe mod-
søbølger ledsaget af en enorm
kraftig vind med kæmpe
vindstød.
Hvad med de andre to? Jeg
sendte et kort blik i retning af
de to rød hvide pletter og fik
derefter andet at tænke på:
Mig selv.
Og jeg skulle ind i land.
Bølger og vind tiltog, mens
jeg knoklede afsted. Jeg ban-
dede ad mig selv. Hvordan
kunne jeg tage over en fjord
som denne uden at have tan-
ker for en eventuel føhn. Og
havde der overhovedet været
noget at se, da vi startede
krydsningen. Men jeg havde
da haft mulighed for at tjekke
barometeret. Jeg havde ikke
andre at takke for den aktuel-
le situation end mig selv - og
det gjorde det ikke bedre.
Skulle jeg virkelig ende mi-
ne dage her på fjorden - eller
blive blæst langt ud på havet
og ende dem der.
Hvis jeg kæntrer
Hvad nu hvis jeg kæntrede.
Jeg kiggede på alle mine løs-
dele ovenpå kajakken og
tænkte på alt det, jeg havde i
cockpittet, som ville ryge ud,
hvis jeg kæntrede. Hvad med
filmene med alle de flotte
isbjerge, var de pakket ned i
pakrummene eller? Og hvis
jeg kæntrede, ville jeg miste
kajakken?
Ville jeg i det hele taget
kunne komme ud af den. Vil-
le mine store gummistøvler
sidde fast. De gange, jeg hav-
de prøvet at kæntre for sjov,
havde vist altid været med
bare tæer. Og ville tørdragten
bestå prøven. Holde mig
varm og flydende. Mange
gange havde jeg tænkt på at
hoppe en tur ned i havet med
den på, men det var ikke ble-
vet til noget endnu. Horfor ik-
ke?, spurgte jeg nu mig selv.
Jeg kiggede mod land. I
virkeligheden var der ikke
særlig langt, men problemet
var, at uanset, hvor meget jeg
padlede, så kom jeg ikke ud
af stedet. Mit første mål var et
isfjeld tæt på land. I forhold
til det kunne jeg måle mine
fremskridt, og længe så de
ikke ud af noget som helst.
I sikkerhed
Tre gange var jeg så tæt på
isfjeldet, at jeg åndede lettet
op og tænkte: Det går, du kla-
rer det, du når land, du over-
lever, men så tog vinden til og
mindede mig om, at jeg ikke
skulle tage noget for givet.
Vindstødene voksede i en
grad, at jeg atter blev i tvivl
om jeg ville nå i sikkerhed el-
ler ej! Men det gjorde jeg. Jeg
kom ind i læ i en lillebitte
bugt, hvor jeg kunne holde
vind, bølge og isskosser i
skak, og først nu kunne jeg
begynde at tænke:Hvad med
de andre?
Jeg kunne ikke se dem, og
uanset hvad jeg kunne have
set, ville jeg ikke være i stand
til at hjælpe. I stedet koncen-
trerede jeg mig om at prøve at
komme i land. Havde det
handlet om liv eller død eller
smadret kajak, kunne jeg sag-
tens komme i land, men nu
hvor jeg var klar over, at jeg
ville beholde livet, hvorfor så
ikke også satse på at beholde
kajakken. Og med den, VHF
radioen. For det at komme i
land lige nu handlede først og
fremmest om at prøve at få
kontakt med de andre. For at
finde ud af om de var kommet
sikkert i land begge to - og for
at fortælle at jeg var uden for
fare. Men det var ikke let at
komme i land. Store dønnin-
ger slog op over klipperne.
Chancen var at ride med ind
på sådan en, men risikoen var
ikke at komme helt med ind -
eller værre at komme halv-
vejs ud igen. Eller blive hen-
tet af næste bølge, før jeg var
kommet ud af kajakken.
Hvor er de andre to
Jeg konsulterede på skift tre
forskellige muligheder, mens
vandet steg mod højvande.
Tiden gik, uden at mulighe-
der for landgang bedres. For
så vidt sad jeg udmærket i ka-
jakken i læ i den lille bugt,
men tænkte hele tiden på om
de andre sad et sted med åben
radio og var blevet nervøse.
Så nervøse at de begyndte at
tilkalde hjælp og jeg frygtede
hvert sekund at høre rotoren
fra en eftersøgningshelikop-
ter. Nej, så lang tid var der
ikke gået endnu.
Men det var jo slet ikke sik-
kert, at de andre var kommet
på land. Så vidt jeg havde
kunnet se, havde de haft langt
længere til land end jeg.
Måske lå de og kæmpede et
eller andet sted ude i Davis
Strædet - eller måske lå de på
havets bund. Også derfor bur-
de jeg komme i land - for at
finde ud af om de var OK.
Hvis de ikke svarede radioen,
var det mon så tegn på, at de
var drevet til havs eller at de
blot som jeg, lå i læ uden mu-
lighed for at komme i land.
Måske var de slet ikke samme
sted.
Selvfølgelig burde jeg have
haft VHF radioen tilgængelig,
så jeg kunne nå den siddende
i kajakken, men det er der så
mange ting, der skal være til-
gængelige.
Vinden lægger sig
Pludselig slog det mig, at bøl-
gerne havde skiftet karakter
og jeg opdagede, at føhnvin-
den havde lagt sig. De gamle
dønninger var kommet tilba-
ge. Det fik mig til at blive
overmodig og liste ud af bug-
ten og rundt om hjørnet som
om unødig støj kunne få føh-
nen til at blæse igen. Jeg hav-
de aldrig før oplevet så kort-
varig en føhn. Hvor lang tid
var der mon gået? En time,
halvanden?
Jeg prøvede landgang flere
steder, men det var ikke let
langs den lodrette klippevæg
og pludselig kom jeg til at
kigge ud i fjorden på de øer,
som jeg havde opgivet at nå
frem til, da jeg lå ude i stor-
men. Dér ville landgang være
let. Kunne jeg komme derud?
Turde jeg? Kiggede mod isen
og land. Havde vinden lagt
sig eller var det blot en pause?
På øerne ville der være
masser af gode landgangsmu-
ligheder, men hvis nu vinden
kom igen, mens jeg var halv-
vejs derude. Jeg ville aldrig
tilgive mig selv at have op-
søgt en storm på den måde.
Jeg besluttede at tage chan-
cen. Kiggede fra land til øer-
ne. Hvor langt var der, hvis
jeg lagde alle kræfter i og
padlede målrettet? 15-20 mi-
nutter?
Jeg tog en dyb nervøs ind-
ånding og vovede forsøget.
Havde blikket fastnaglet må-
let og var hundrede procent
koncentreret om vinden. Kom
den stadig vestfra, var der en
antydning af et pust østfra,
var det varmt?.
Jeg var næsten fremme ved
øerne, før jeg kiggede op og
så en af de rød hvide oppe på
land, ivrigt vinkende.
Jeg kunne ikke se, hvem det
var. Og var dybt overrasket
over at finde en af dem her.
Jeg troede, de var på den
anden side af ljorden - hvis de
var i land. - mon de var der
begge to, og hvis ikke, ved hun
derinde, hvor den anden er?
Jeg kom så tæt på, at jeg
kunne se, at det var Helle, der
havde fanget min opmærk-
somhed, og da jeg drejede
rundt om den første ø, så jeg
til min lettelse TO røde kajak-
ker.......
Qaannamik angalatilluni imarluinnaleraangat qaarsut issiaarfigissallugit ajumiginnerusarput.
Den faste klippe er et udmærket sted at opholde sig, når situationen på vandet ikke vil arte sig, som det er ønskeligt for en
kajak.