Atuagagdliutit - 10.09.1996, Síða 12

12
Nr. 70 • 1996
7rf£aa&a&'</é/'a. £/£
|y y ■
GRØNLANDSPOSTEN
Kap Farvel - næsten
Det gik ikke, men det går over
Det går nok, og går det ikke,
så går det over. Disse ord har
på mange måder været vores
motto på den tre måneder lan-
ge kajaktur mellem Sisimiut
og Kap Farvel. Både når det
har handlet om modvind, tå-
ge, regnvejr og træthed såvel
som mangel på chokolade,
smør og smøger.
Og disse ord kom altså og-
så til at gælde for selve Kap
Farvel. 5 kilometer fra målet
måtte vi returnere. Det gik ik-
ke, og skuffelsen? - det går
over.
Dønningerne VAR for sto-
re - eller var de ?
Måske returnerede vi lidt
for tidligt, fordi vi en halv
times forinden havde forladt
sidste mulighed for at gå i
land og stadig havde mere
end en times roning til den ef-
tertragtede sydspids - uden
landgangsmulighed. Og tilba-
ge skulle vi jo også. Store
dønninger er sådan set ikke
noget problem for en sødyg-
tig kajak, selvom det var lidt
underligt at se de andre for-
svinde i en bølgedal og tælle
6 langsomme sekunder før de
dukkede op igen.
Det vi frygtede var, at det
skulle begynde at blæse op.
Vind sammen med disse døn-
ninger ville kunne give os
alvorlige problemer - Ikke
mindst fordi der ikke var
mulighed for at gå i land.
Ingen vejrudsigt
Selvom vejrudsigten de sene-
ste dage slet ikke havde holdt
sine løfter, var vores beslut-
ning om at returnere også
præget af, at vi ikke havde
været i stand til at fange vej-
rudsigten med radioen i mere
end et døgn.
Også alle skrækhistorierne
om vejr og vindforhold ved
Kap Farvel og historiens
mange skibsforlis i netop det
område, begyndte også at
gøre deres indvirkning, da vi
sad i de to meter høje dønnin-
gerne 5 kilometer fra Grøn-
lands aller sydligste punkt.
Vi vendte om, men tvivlen
sad i os. Var det for tidligt,
skulle vi have fortsat ?
Vi sad tilbage med en følel-
se som efter en eksamen, hvor
man godt ved, at man ikke har
gjort sit bedste, ikke har givet
sig fuldt ud.
Selvom vi havde lovet hin-
anden at være tilfredse, hvis
vi nåede sidste station før Kap
Fravel, bygden Aappilattoq,
var stemningen trist, da vi
havde vendt ryggen til døn-
ningerne og roligt lod os
skubbe ind i fjorden igen. Der
blev ikke sagt mange ord.
Tvivlen nagede stadig. Havde
det været for tidligt at returne-
re? Havde vi været lidt for pi-
vede? Skulle vi have fortsat?
Humøret steg lidt, da vi i
bunden af fjorden mødte to
mænd, der med en lille fiske-
kutter havde forsøgt at sejle
til Kap Farvel for at fotogra-
fere os, og også de havde op-
givet at komme frem på
grund af dønningerne.
Godt nok havde den tidli-
gere kajakfanger Enok Jensen
fra Qaqortoq et par uger for-
inden fortalt os historier om
oplevelser i sin ungdom, hvor
politikuttere og andre store
både måtte opgive at gå på
vandet, mens han kunne kom-
me frem i kajak. Som han
sagde: Alene kajakken er
skabt til det grønlandske far-
vand, og vejret er aldrig for
dårligt til en grønlandsk ka-
jak.
Men vi kunne nu godt ac-
ceptere at returnere, når også
en 33 fods fiskebåd valgte
samme løsning.
Mange gode råd
Kortet over Kap Farvel havde
været igennem mange kløgti-
ge hænder, siden vi forlod
Nanortalik en uges tid forin-
den. Mange havde gode råd
om ruten sydpå. Nogen med
store armbevægelser og løse
pegefingre, der hurtigt havde
fået os i en stor bue udenom
Kap Farvel og et godt stykke
op på Østkysten. Andre med
et mere realistisk forhold til,
hvad man kan nå med en
kajak.
I en uge havde vi drømt og
haft mareridt om dønninger
og tilbageslagsbølger, strøm-
søer og overraskende vinde,
for på hele turen fra Nanortal-
ik forbi de to bygder Narsaq
Kujalleq og Aappillattoq er
der udsatte pynter og smalle
fjorde med stejle sider.
Narsaq Kujalleq, Grøn-
lands sydligste bygd, er et
velkendt sted for Inngi. Her-
fra kommer hendes mor, og
her har hun tilbragt mange
somre:
- Jeg kan huske, hvordan
fangerne kom hjem i kajak
med masser af sæler efter sig,
fortæller hun. De sad som
perler på en snor.
På kirkegården i Narsaq
Kujalleq ligger Inngis bedste-
far, der for akkurat 40 år siden
omkom under kajakfangst, og
Arnat qajartortut qoorortuunik seqqortaarluni Aappilattumut tikilluaqquneqamertik sakkortortuttormat isumaqaleraluarput sorsunnersuit pingajuat
aallartissimasoq.
Ved ankomsten til Aappilattoq blev de kvindelige kajakroere budt velkommen af en geværsalver i sådan et omfang, at de troede at 3. Verdenskrig var brudt ud.
De yderste øer
Hvor isoleret livet i Aappilat-
toq føles, havde vi ikke ro til
at opleve. Vi skulle videre, vi
skulle ud på de yderste øer. Vi
havde to dagsrejser dertil. To
dagsrejser til et land længere
ude end nogen folk i Grøn-
land i dag har valgt at bosætte
sig. Men tidligere boede her
folk. Her er flere nedlagte
bopladser, og den som vi be-
nytter som afsæt for at forsø-
ge at nå Kap Fravel er en af de
frodigste og mest smukt be-
liggende steder vi oplevet på
vores vej.
Den nedlagte boplads hed-
der Itilleq, som betyder et
overbæringsted. Det er fire
kilometer bredt, hvorover vi
delvist må trække og delvist
padle kajakkerne.
Fra Itilleq skal forsøget på
at nå Kap Farvel foregå.
Et forsøg, der som nævnt
ikke blev særligt helhjertet,
og skuffelsen - ja den er gået
over.
Og således også interessen
for de sidste fem kilometer.
Dem er der ingen der spørger
til, i stedet må vi igen og igen
svare på spørgsmålet:
Hvor skal I hen næste
gang?
Inngip eqqaamavaa meeraalluni piniartut puisinik kalillutik Narsaq Kujallermut
tikeraraangata. Aana oqaluffik Inngip kuisifftgisaa.
Inngi husker, hvordan fangerne i hendes barndom i Narsaq Kujalleq kom hjem med masser
af sæler efter kajakkerne - som perler på en snor. Her er kirken, hvor Inngi blev døbt.
bygderådsformanden nævnte
i sin velkomsttale, at hvis han
nogen sinde havde forestillet
sig et af Peter Mathæussens
børnebørn ankomme i kajak
til Narsaq Kujalleq havde han
ventet at se en af Inngis tre
brødre.
Nunap isua -
landets ende
Få kilometer efter Narsaq
Kujalleq passerede vi det
grønlandske fastlands sydlig-
ste punkt, det sted som mange
mennesker de seneste uger
havde ment måtte være det
rigtige mål for vores tur. Vi
tog billeder. Af os og af en
klippenknold, der kunne være
hvor som helst i Grønland og
ikke føltes særlig yderlig, da
den var omgivet af småøer og
klippeskær.
Narsaq Kujalleq er den
sydligste bygd i Grønland,
men faktisk var Aappilattoq
den sidste bygd, vi besøgte
inden Kap Farvel. I stedet for
at følge kysten til Kap Farvel,
drejede vi nemlig nordpå op i
en fjord til bygden Aappilat-
toq. Herfra er der et større
fjordsystem, der fører ud til
Kap Farvel og farvandet her
er mere beskyttet end selve
yderkysten.
Ved ankomsten til Aappi-
lattoq, der ligger omgivet af
høje og stejle fjelde, begyndte
vi at tvivle på, om vi nogen-
sinde skulle få muligheden
for at nå Kap Farvel, for vi
blev budt velkommen af en
geværsalver i sådan et om-
fang, at vi troede at 3. Ver-
denskrig var brudt ud, og de
omkringliggende stejle fjelde
hjalp velvilligt med til at re-
turnere lyden.
Tour De France
I Aappilattoq blev vi indkvar-
teret i bygdens servicehus. I et
af lokalerne stod et fjernsyn
tændt, en dansk TV avis var
på og viste et indslag med en
række interviews af folk på
gaden om et eller andet cykel-
løb i Frankrig som Bjarne
Riis havde en chance for at
vinde.
Bjarne Riis!
Nok havde vi ikke fulgt
meget med i nyhederne, men
synes dog at kunne erindre
noget om, at han netop HAV-
DE vundet Tour De France.
Hvad var nu for et løb ?
Kort efter gik det op for os,
at TV avisen var en måned
gammel. Aappilattoq er en af
de bygder, der ikke har direk-
te TV, men har en lokal TV
forening, der udsender fjern-
synsprogrammer med en må-
neds forsinkelse.
Vi gad egentlig ikke høre
om Bjarne Riis, men vi sluk-
kede ikke. Heldigvis, for i så
fald havde vi også slukket for
udsendelsen i alle hjem i Aap-
pilattoq.
Aappilattoq er en noget iso-
leret bygd. En lille beboet plet
på et klippeforspring uden
mulighed for at komme ud af
bygden bortset fra med båd.
Nærmeste nabo til den ene
side er Narsaq Kujalleq, der
ligger 35 kilometer borte. På
den anden side er det bygden
Isortoq i Ammassalik Kom-
mune, cirka 1000 kilomter
væk.