Atuagagdliutit - 12.06.1997, Blaðsíða 17

Nr. 44 • 1997
17
GRØNLANDSPOSTEN
SELVMORDSFORSØG
EFTER AFTALE
Af stationssygeplejerske Kim Leine Rasmussen
HVEM ØNSKER at købe et
stk. samvittighed? Den kan er-
hverves formedelst et stk. fred
i sindet og en passende mæng-
de god nattesøvn.
Inden man kontakter mig,
bedes man dog venligst læse
nedenstående.
Sagen er den, at jeg er sta-
tionssysgeplejerske i en bygd i
Østgrønland. Tre hundrede
mennesker, der modtager en-
hver nyankommen med åbne
arme. Omtrent samme antal
hunde, der hyler hver onsdag
klokken tolv, når brandsirenen
bliver testet (de tror sikkert,
det er den store hundegud, der
kalder). Derudover is, sne og
gletscher, som jeg har udsigt
til fra mit køkkenvindue, og så
fjordisen, der strækker sig fra
væg til væg af lodrette fjelde.
Venlig befolkning, Storslået
natur. Men jeg haret problem:
Folk slår sig selv ihjel.
EN NAT BANKER det på
døren. Det er... lad os kalde
hende Judithe. Hun har sin
mand med. Han står bag ved
hende og skutter sig og ser
bedrøvet ud. De er begge to
småfulde.
»Jeg gør det i nat«, siger
Judithe og ser ud, som hun
mener det.
Jeg trækker vejret dybt og
siger: »Vent lidt, så kommer
jeg«.
Jeg tager dem med op på
sygeplejestationen og tilbrin-
ger en times tid med at forsøge
at snakke Judithe ud af hendes
krise. Jeg kender dem så godt,
jeg har levet her i fem år. Jeg
ved, hvad de har brug for, og
jeg kender koderne i deres
sprog.
Judithe har brug for at græ-
de, men af forskellige grunde
behøver hun en udenforståen-
de - mig - til at arbejde gråden
frem. Da den endelig kommer,
og hun bryder hulkende sam-
men i sin mands arme (han
græder også), er krisen over-
stået for denne gang. Vi kan
gå hver til sit med god samvit-
tighed. jeg tilbringer resten af
natten søvnløs i min seng.
Næste dag stiller Jonas sig
op midt i bygden, vender en
riffel den forkerte vej og sky-
der sig. Kuglen går tværs gen-
nem hjertet. Han er stendød,
da de kommer med ham på en
slæde. Alligevel kigger de
andre mænd spørgende på
mig, fagmanden. Jeg afsiger
dommen, og de giver los for
deres følelser ved at græde
som børn.
Det værste er ikke, at en ung
dreng har skudt sig. Det vær-
ste er, at jeg ikke har haft den
mindste forudanelse om, at
han ville gøre det. Det kan
man også godt ligge og speku-
lere på om natten.
Tidligere om vinteren var
det Aron. Han var fjorten. Han
hængte sig i stuen, mens for-
ældrene lå ovenpå og sov. Da
jeg tog ham ned, var han ble-
vet stiv. Hovedet var bukket
forover og nægtede at lægge
sig på plads. Det så ud, som
om han lå og kiggede skræk-
slagent ned ad sig selv.
At Aron skulle begå selv-
mord var lige så umuligt at
forudsige, som at enogtyve
skal komme ud på rouletten.
Det kunne have været hvem
som helst. Og det ligger jeg så
og spekulerer på.
MEN SÅ ER der på den anden
side Ezekiel, vores kommune-
foged: Første juledag tager
han ud på iskantfangst. Vejret
er halvdårligt med nogle arri-
ge vindstød fra nordøst, men
det er ikke værre end, at de
fleste af bygdens fangere er
ude. Ezekiel skyder en sæl fra
iskanten, kravler i kajakken,
lader sig glide i havet og be-
gynder at padle. Et stykke ude
vælter han og er ikke i stand til
at rette sig på igen. Snart lig-
ger han og bakser i grødisen.
Ingen hører ham råbe. Strøm-
men tager ham, og til alt held
fører den ham mod iskanten.
Da han når hen til den, får han
akkurat lagt armene op over
isen, hvorefter de fryser fast.
Ezekiel mister bevidstheden.
Nogen tid senere kommer en
anden fanger tilfældigt forbi.
Han for øje på Ezekiel og
hiver ham op og lægger ham
på slæden. Han konstaterer, at
han er livløs og begiver sig så
hurtigt han kan mod bygden,
som ligger femten kilometer
væk.
Da jeg selv er ude på slæde-
tur (jeg sidder og småfryser på
en anden iskant), må min kone
træde til i optøningsprocessen.
En halv times tid senere våg-
ner Ezekiel op og beder om en
cigaret. Han har lige overle-
vet, hvad enhver autoritet på
området ville hævde var umu-
ligt. Det kan man jo godt ligge
og undre sig over.
EN ANDEN GANG er del
Tittus, der kommer galt af-
sted. Han driver en dag af sted
på en isflage med sine hunde.
Redningsaktionen bliver
straks sat i gang, og flere joller
tager afsted for at hente ham
tilbage. Han er sidst blevet set
et sted syd for øen, vinkende
som en afsindig. Men mænde-
ne i jollerne kan ikke finde
ham. De sejler rundt derude,
til mørket falder på. Tittus er
og bliver væk. Næste dags
helikopteraktion giver heller
ikke resultat. Man opgiver al
redde ham og anser ham for
omkommet. Familien er op-
løst i tårer.
Fem dage senere kommer
Tittus kørende til bygden med
et stort grin på munden. Isfla-
gen drev i lgnd, fortæller han,
og så kunne han ligeså godt
tage afsted på den fangsttur,
han havde planlagt i forvejen.
Alle jubler over historien. Kun
danskerne er forargede.
Så skrøbelige er de - og så
hårde er de også. Det ligger
jeg og undrer mig over.
I AMMASSALIK distrikt be-
gås der hvert år omkring ti
selvmord. De fleste mænd. De
fleste endda for unge til at kal-
des mænd. Hvert år fødes
knap fyrre drengebørn. Ved
simpel hovedregning kommer
vi således frem til, at selv-
mordsraten, for mænds ved-
kommende, ligger på 25 pro-
cent.
Hvorfor?
Svaret ligger uden for denne
artikels rammer - og forfatte-
rens visdom. En enkelt ting
kan jeg nu ikke lade være med
at nævne:
Nogle har engang udtalt, at
Grønland er Danmarks dårlige
samvittighed. Så bliver jeg
nødt til at tilføje, at Østgrøn-
land er Grønlands dårlige
samvittighed.
For at sige det rent ud, så er
distriktet blevet »syltet« groft,
når det gælder de større indu-
strielle arbejdspladser. Her er
ingen rejefabrik som i enhver
anden by på Vestkysten. Her
er ingen indhandlingssteder
for fisk og dermed ingen reel
mulighed for at tjene noget,
man kan kalde en løn på at
være fisker og fanger. Derfor
er der så få fangere. Og hvad
bliver der så af rollemodeller-
ne for de unge mennesker. Jo,
hvis du ser en mand sove en
brandert ud i en snedrive, men
snapseflasken i hånden og
gennempissede bukser: så ser
du en rollemodel. Og hvis du
ser en mand, der omsider er
kommet på »statsstøtte«, så
han kan tilbringe resten af sit
liv foran et fjernsyn: så ser du
en rollemodel.
Lykken er at få tilkendt før-
tidspension!
EN MORGEN ved sekstiden
banker Ezekiel, kommune-
fogeden, på døren. Han for-
tæller. at han har fundet
Moses død, og at han har sat
dennes fætter, Jafet, i detentio-
nen, da han mener, det er ham,
der har dræbt ham. Han har
kværket ham med en fiskeline.
Jeg får et chok. Jeg var til
fødselsdag hos Moses for en
uge siden. Jeg ved, at Jafet
drikker meget, men jeg var
ikke klar over, at der var
nogen konflikt mellem de to
fætre. Vi går over til Moses’
hus, og jeg konstaterer blot, at
han er død og kontakter der-
efter politiet inde i byen. Bag-
efter går vi ned til »morde-
ren«. Han sover sødt på stål-
briksen - man fristes til at sige:
de uskyldiges søvn. Om efter-
middagen tager de Jafet med
sig. Han kommer til at tilbrin-
ge de næste år i den åbne an-
stalt i Nuuk. Han vil få arbej-
de, et kollegieværelselignende
bolig - han vil få antabus. Han
vil alligevel ikke drikke sig
ihjel, som vi alle gik og troe-
de. Mordet på fætteren bliver
hans returbillet til livet.
Det er disse ting, jeg ligger
og tænker på om natten, når
jeg ikke kan sove. Indrømmet,
jeg ligger ikke og bekymrer
mig om den enkelte; min
holdning er principielt, at de
har ansvaret for deres eget liv.
Det, jeg tænker på, er vel sna-
rere: Hvad mon de finder på i
nat?
Samvittighed er relateret til
pligt. Forsømte pligter forven-
tes at gøre ondt i samvittig-
heden. Men hvad gør man ved
en samvittighed, der ikke kan
bringes i anvendelse? Den bli-
ver til en kræftknude, der vok-
ser og vokser et eller andet sted
inde i en - i mellemgulvsregio-
nen tror jeg nok. Så kalder man
den dårlig samvittighed.
Men når vore politikere
ikke har dårlig samvittighed,
hvorfor skulle jeg så have det?
Måske fordi jeg er så tæt på
begivenhederne. Men hvad
gør jeg så, så tyer jeg til histo-
riens ældste løsning på alle
mulige problemer - jeg stikker
af. Til sommer vender jeg til-
bage til Danmark, efter fem år
i en bygd i Østgrønland.
SELVFØLGELIG kommer
jeg til at savne det: den stor-
slåede natur, den venlige be-
folkning. Jeg kommer endda
til at savne Judithe, der for
nogle dage siden igen kom
med sin mand på slæb og kig-
gede mig fast i øjnene og sag-
de: »I dag gør jeg det«. »Åh
nej, Judithe,« trygler jeg.
»Ikke i dag. Kan du ikke ven-
te til på onsdag?« Hun kan
tydeligvis se, at jeg mener det.
»OK,« siger hun. »Men på
onsdag gør jeg det altså!«
Pinngortitami ålianaåtsorsuarmi nukappiaqqat inersi-
masunngofiiissamintwi suitlluantigitsuinik peroriart-
ortarput. Siomagut piniartunngortarput, piniaftuimer-
li ullumikkut inuuniutigineqarsinnaanngilaq.
Omgivet af den smukkeste natur fostres drenge til en
intetsigende voksenrolle. Tidligere blev de fangere,
men det kan ingen leve anstændigt af i dag.
INUIT imaqartaraluarput inuit oqaluttuarusuttut inoqati-
minnut oqaluttuassaannik ingerlateqqikkusutatsinnik.
Maannakkut aamma oqaluttuarineqarusuttunik imaqar-
poq, kisiannili tamatumani inuup inuunermini nammineq
atugai pineqanngillat. Napparsimasunik paarsisoqarfim-
mi sulisoq oqaluttuarpoq Tunumi nunaqarfiit ilaanni inuit
inussiamersut akomanni ukiuni tallimani sulisimanermi-
ni pisimasunik. Tassani inunnit inussiamersunit tikillu-
aqquneqarpoq, pinngortitarsuarmi alianaatsorsuarmi
najugaqaitunit. Tamakku tamarmik ajunngillat. Ajornar-
torsiuteqarpulli. Nunaqarfimmioqataami imminortuaan-
narput...
INUIT har traditionelt været en snak om mennesker, der
har en historie at fortælle, som vi godt vil fortælle videre.
Det er det også denne gang, men det er ikke en livsberet-
ning. Det er en stationssygeplejerske, der fortæller om
sine fem år med en venlig befolkning i en bygd i Øst-
grønland. Her blev han modtaget med åbne arme af
menensker, der bor midt i den aller smukkeste natur. Alt
det er godt. Men har har ét problem. Hans bygdefæller
har det med at slå sig selv ihjel...
ASS./FOTO: AG-ARKIV