Atuagagdliutit

Árgangur
Tölublað

Atuagagdliutit - 12.06.1997, Blaðsíða 17

Atuagagdliutit - 12.06.1997, Blaðsíða 17
Nr. 44 • 1997 17 GRØNLANDSPOSTEN SELVMORDSFORSØG EFTER AFTALE Af stationssygeplejerske Kim Leine Rasmussen HVEM ØNSKER at købe et stk. samvittighed? Den kan er- hverves formedelst et stk. fred i sindet og en passende mæng- de god nattesøvn. Inden man kontakter mig, bedes man dog venligst læse nedenstående. Sagen er den, at jeg er sta- tionssysgeplejerske i en bygd i Østgrønland. Tre hundrede mennesker, der modtager en- hver nyankommen med åbne arme. Omtrent samme antal hunde, der hyler hver onsdag klokken tolv, når brandsirenen bliver testet (de tror sikkert, det er den store hundegud, der kalder). Derudover is, sne og gletscher, som jeg har udsigt til fra mit køkkenvindue, og så fjordisen, der strækker sig fra væg til væg af lodrette fjelde. Venlig befolkning, Storslået natur. Men jeg haret problem: Folk slår sig selv ihjel. EN NAT BANKER det på døren. Det er... lad os kalde hende Judithe. Hun har sin mand med. Han står bag ved hende og skutter sig og ser bedrøvet ud. De er begge to småfulde. »Jeg gør det i nat«, siger Judithe og ser ud, som hun mener det. Jeg trækker vejret dybt og siger: »Vent lidt, så kommer jeg«. Jeg tager dem med op på sygeplejestationen og tilbrin- ger en times tid med at forsøge at snakke Judithe ud af hendes krise. Jeg kender dem så godt, jeg har levet her i fem år. Jeg ved, hvad de har brug for, og jeg kender koderne i deres sprog. Judithe har brug for at græ- de, men af forskellige grunde behøver hun en udenforståen- de - mig - til at arbejde gråden frem. Da den endelig kommer, og hun bryder hulkende sam- men i sin mands arme (han græder også), er krisen over- stået for denne gang. Vi kan gå hver til sit med god samvit- tighed. jeg tilbringer resten af natten søvnløs i min seng. Næste dag stiller Jonas sig op midt i bygden, vender en riffel den forkerte vej og sky- der sig. Kuglen går tværs gen- nem hjertet. Han er stendød, da de kommer med ham på en slæde. Alligevel kigger de andre mænd spørgende på mig, fagmanden. Jeg afsiger dommen, og de giver los for deres følelser ved at græde som børn. Det værste er ikke, at en ung dreng har skudt sig. Det vær- ste er, at jeg ikke har haft den mindste forudanelse om, at han ville gøre det. Det kan man også godt ligge og speku- lere på om natten. Tidligere om vinteren var det Aron. Han var fjorten. Han hængte sig i stuen, mens for- ældrene lå ovenpå og sov. Da jeg tog ham ned, var han ble- vet stiv. Hovedet var bukket forover og nægtede at lægge sig på plads. Det så ud, som om han lå og kiggede skræk- slagent ned ad sig selv. At Aron skulle begå selv- mord var lige så umuligt at forudsige, som at enogtyve skal komme ud på rouletten. Det kunne have været hvem som helst. Og det ligger jeg så og spekulerer på. MEN SÅ ER der på den anden side Ezekiel, vores kommune- foged: Første juledag tager han ud på iskantfangst. Vejret er halvdårligt med nogle arri- ge vindstød fra nordøst, men det er ikke værre end, at de fleste af bygdens fangere er ude. Ezekiel skyder en sæl fra iskanten, kravler i kajakken, lader sig glide i havet og be- gynder at padle. Et stykke ude vælter han og er ikke i stand til at rette sig på igen. Snart lig- ger han og bakser i grødisen. Ingen hører ham råbe. Strøm- men tager ham, og til alt held fører den ham mod iskanten. Da han når hen til den, får han akkurat lagt armene op over isen, hvorefter de fryser fast. Ezekiel mister bevidstheden. Nogen tid senere kommer en anden fanger tilfældigt forbi. Han for øje på Ezekiel og hiver ham op og lægger ham på slæden. Han konstaterer, at han er livløs og begiver sig så hurtigt han kan mod bygden, som ligger femten kilometer væk. Da jeg selv er ude på slæde- tur (jeg sidder og småfryser på en anden iskant), må min kone træde til i optøningsprocessen. En halv times tid senere våg- ner Ezekiel op og beder om en cigaret. Han har lige overle- vet, hvad enhver autoritet på området ville hævde var umu- ligt. Det kan man jo godt ligge og undre sig over. EN ANDEN GANG er del Tittus, der kommer galt af- sted. Han driver en dag af sted på en isflage med sine hunde. Redningsaktionen bliver straks sat i gang, og flere joller tager afsted for at hente ham tilbage. Han er sidst blevet set et sted syd for øen, vinkende som en afsindig. Men mænde- ne i jollerne kan ikke finde ham. De sejler rundt derude, til mørket falder på. Tittus er og bliver væk. Næste dags helikopteraktion giver heller ikke resultat. Man opgiver al redde ham og anser ham for omkommet. Familien er op- løst i tårer. Fem dage senere kommer Tittus kørende til bygden med et stort grin på munden. Isfla- gen drev i lgnd, fortæller han, og så kunne han ligeså godt tage afsted på den fangsttur, han havde planlagt i forvejen. Alle jubler over historien. Kun danskerne er forargede. Så skrøbelige er de - og så hårde er de også. Det ligger jeg og undrer mig over. I AMMASSALIK distrikt be- gås der hvert år omkring ti selvmord. De fleste mænd. De fleste endda for unge til at kal- des mænd. Hvert år fødes knap fyrre drengebørn. Ved simpel hovedregning kommer vi således frem til, at selv- mordsraten, for mænds ved- kommende, ligger på 25 pro- cent. Hvorfor? Svaret ligger uden for denne artikels rammer - og forfatte- rens visdom. En enkelt ting kan jeg nu ikke lade være med at nævne: Nogle har engang udtalt, at Grønland er Danmarks dårlige samvittighed. Så bliver jeg nødt til at tilføje, at Østgrøn- land er Grønlands dårlige samvittighed. For at sige det rent ud, så er distriktet blevet »syltet« groft, når det gælder de større indu- strielle arbejdspladser. Her er ingen rejefabrik som i enhver anden by på Vestkysten. Her er ingen indhandlingssteder for fisk og dermed ingen reel mulighed for at tjene noget, man kan kalde en løn på at være fisker og fanger. Derfor er der så få fangere. Og hvad bliver der så af rollemodeller- ne for de unge mennesker. Jo, hvis du ser en mand sove en brandert ud i en snedrive, men snapseflasken i hånden og gennempissede bukser: så ser du en rollemodel. Og hvis du ser en mand, der omsider er kommet på »statsstøtte«, så han kan tilbringe resten af sit liv foran et fjernsyn: så ser du en rollemodel. Lykken er at få tilkendt før- tidspension! EN MORGEN ved sekstiden banker Ezekiel, kommune- fogeden, på døren. Han for- tæller. at han har fundet Moses død, og at han har sat dennes fætter, Jafet, i detentio- nen, da han mener, det er ham, der har dræbt ham. Han har kværket ham med en fiskeline. Jeg får et chok. Jeg var til fødselsdag hos Moses for en uge siden. Jeg ved, at Jafet drikker meget, men jeg var ikke klar over, at der var nogen konflikt mellem de to fætre. Vi går over til Moses’ hus, og jeg konstaterer blot, at han er død og kontakter der- efter politiet inde i byen. Bag- efter går vi ned til »morde- ren«. Han sover sødt på stål- briksen - man fristes til at sige: de uskyldiges søvn. Om efter- middagen tager de Jafet med sig. Han kommer til at tilbrin- ge de næste år i den åbne an- stalt i Nuuk. Han vil få arbej- de, et kollegieværelselignende bolig - han vil få antabus. Han vil alligevel ikke drikke sig ihjel, som vi alle gik og troe- de. Mordet på fætteren bliver hans returbillet til livet. Det er disse ting, jeg ligger og tænker på om natten, når jeg ikke kan sove. Indrømmet, jeg ligger ikke og bekymrer mig om den enkelte; min holdning er principielt, at de har ansvaret for deres eget liv. Det, jeg tænker på, er vel sna- rere: Hvad mon de finder på i nat? Samvittighed er relateret til pligt. Forsømte pligter forven- tes at gøre ondt i samvittig- heden. Men hvad gør man ved en samvittighed, der ikke kan bringes i anvendelse? Den bli- ver til en kræftknude, der vok- ser og vokser et eller andet sted inde i en - i mellemgulvsregio- nen tror jeg nok. Så kalder man den dårlig samvittighed. Men når vore politikere ikke har dårlig samvittighed, hvorfor skulle jeg så have det? Måske fordi jeg er så tæt på begivenhederne. Men hvad gør jeg så, så tyer jeg til histo- riens ældste løsning på alle mulige problemer - jeg stikker af. Til sommer vender jeg til- bage til Danmark, efter fem år i en bygd i Østgrønland. SELVFØLGELIG kommer jeg til at savne det: den stor- slåede natur, den venlige be- folkning. Jeg kommer endda til at savne Judithe, der for nogle dage siden igen kom med sin mand på slæb og kig- gede mig fast i øjnene og sag- de: »I dag gør jeg det«. »Åh nej, Judithe,« trygler jeg. »Ikke i dag. Kan du ikke ven- te til på onsdag?« Hun kan tydeligvis se, at jeg mener det. »OK,« siger hun. »Men på onsdag gør jeg det altså!« Pinngortitami ålianaåtsorsuarmi nukappiaqqat inersi- masunngofiiissamintwi suitlluantigitsuinik peroriart- ortarput. Siomagut piniartunngortarput, piniaftuimer- li ullumikkut inuuniutigineqarsinnaanngilaq. Omgivet af den smukkeste natur fostres drenge til en intetsigende voksenrolle. Tidligere blev de fangere, men det kan ingen leve anstændigt af i dag. INUIT imaqartaraluarput inuit oqaluttuarusuttut inoqati- minnut oqaluttuassaannik ingerlateqqikkusutatsinnik. Maannakkut aamma oqaluttuarineqarusuttunik imaqar- poq, kisiannili tamatumani inuup inuunermini nammineq atugai pineqanngillat. Napparsimasunik paarsisoqarfim- mi sulisoq oqaluttuarpoq Tunumi nunaqarfiit ilaanni inuit inussiamersut akomanni ukiuni tallimani sulisimanermi- ni pisimasunik. Tassani inunnit inussiamersunit tikillu- aqquneqarpoq, pinngortitarsuarmi alianaatsorsuarmi najugaqaitunit. Tamakku tamarmik ajunngillat. Ajornar- torsiuteqarpulli. Nunaqarfimmioqataami imminortuaan- narput... INUIT har traditionelt været en snak om mennesker, der har en historie at fortælle, som vi godt vil fortælle videre. Det er det også denne gang, men det er ikke en livsberet- ning. Det er en stationssygeplejerske, der fortæller om sine fem år med en venlig befolkning i en bygd i Øst- grønland. Her blev han modtaget med åbne arme af menensker, der bor midt i den aller smukkeste natur. Alt det er godt. Men har har ét problem. Hans bygdefæller har det med at slå sig selv ihjel... ASS./FOTO: AG-ARKIV

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.