Atuagagdliutit - 19.03.1998, Síða 15

Nr. 22 • 1998
15
7^1a^a^c/é/'a
GRØNLANDSPOSTEN
Kong Frederik IX-ip kunngiunerata nalaani Amalienborg-ip silaataani paarsisoq.
Som skildvagt på Amalienborg under Kong Frederik IX.
Uf' Af Jens Brønden
JEG KAN
HUSKE,
DA HITLER
RYKKEDE IND
I POLEN
Ole Oxholm slutter sin karriere i Grønland
og rejser til Danmark til sommer
Avisens gamle ven og kollega
Ole Oxholm rejser sin vej i
begyndelsen af juli og kom-
mer ikke tilbage. I alt fald
ikke med fast bopæl for øje.
32 år blev det til, og de gjorde
ham kendt over det ganske
land, først og fremmest fra
hans tid på Radioavisen, hvor
hans myndige stemme dagligt
trængte ud i hver en krog af
landet med nyheder fra den
store verden. Nøgternt og
køligt for at fremme forståel-
sen og bevare objektiviteten,
ingen finurligheder og smarte
bemærkninger. Det var ikke
Oxholms stil. Alligevel var
der en gang imellem drama i
luften, men kun når historien
- eller vejrmeldingen - havde
det i sig. Advarsler fra politiet
blev videregivet, så det var til
at forstå. Og landet rettede sig
efter det.
Ole Oxholm er journalist af
den gamle skole. Og det er
ikke de ringeste. Før i tiden
var den faglige stolthed i høj-
sædet. Der kunne arbejdes
døgnet rundt uden brokkeri.
Det hørte med. Nyhederne
holdt jo ikke fyraften. Livet
fortsatte efter lukketid, og det
gjorde journalisternes arbejds-
dag også.
Mange kender nok en del
til den »gamle« journalist, der
en tid var informationschef i
Grønlandsfly og i de sidste
otte år har været leder af Nor-
dens Institut, NAPA. Men det
er først og fremmest hans tid i
Grønland, vi kender. Hvem
ved for eksempel, at Ole
kaprede sin kone Alice allere-
de, da hun var 16 år, at han
har set Montgomery og at han
som stor dreng kunne tegne
indretningen af sit første bør-
neværelse, som han forlod et
halvt år gammel?
Nej vel?
Men det er ikke uvæsent-
ligt. Evnen til at memorere er
vigtigt for en journalist. Om
det også er nødvendigt som
24-årig at kunne bedåre en
16-årige pige er en anden sag.
Denne lille fortælling hand-
ler blandt andet om Ole Ox-
holms pre-grønlandske perio-
de. Og efter den kender vi
ham bedre.
Med København
som udgangspunkt
Det eneste rigtigt dunkle ved
Ole Oxholms fortid er, at han
er født i København, men
som andre med samme oprin-
delse er det næppe noget, han
har pralet med. Tvært imod
var han eminent til at tillægge
sig dialekten der, hvor han
boede. Så skjuler man det
bedre, end hvis det rå stenbro-
sprog hænger ved.
Fødslen fandt i øvrigt sted
24. oktober 1936. Hans mor
var jyde, og hans far fra Ods-
herred i Nordsjælland. Hel-
digvis kom han et halvt år
gammel til bedstefaderens
gård ved Estvad syd for Ski-
ve, som hans far en overgang
havde tilbudt at drive. Han
var dog ikke landmand, men
forlagsmand, og gården dan-
nede da heller ikke ramme
om Oles hele opvækst.
Han nåede dog at starte i
skolen på kanten af heden ved
Flynder Sø, seks år gammel.
Det var en lilleskole med fle-
re årgange i samme klasse,
præcis som vi kender det i
mange bygdeskoler her i lan-
det.
Efter nogle år her rejste
familien til Vedbæk nord for
København, og herfra stam-
mer de første erindringer af
mere substantiel karakter,
som han kalder det.
Og så kom krigen...
Jeg overhørte
en samtale...
- Jeg har mange erindringer
fra krigen, fortæller Ole Ox-
holm. - For eksempel husker
jeg, at jeg i radioen hørte Hit-
ler erklære krig, da han gik
ind i Polen. Også 9. april,
besættelsen af Danmark, står
klart i min erindring, og jeg
kan huske, hvor oprevet min
far blev over mordet på Kaj
Munk.
- En af de mere traumatiske
oplevelser var, da jeg en dag
overhørte en samtale mellem
far og mor. Den var bestemt
OLE OXHOLM
ikke møntet på mine øren, og
jeg blev frygtelig ulykkelig.
Den handlede om, at min far
var nødt til at »gå under jor-
den«, hvad det så end betød.
- Far fortalte mor, at han og
hans gruppe var bange for, at
tyskerne var ved at spore
dem, og at de derfor måtte
»gå under jorden«. Til mig
sagde de, at han skulle på for-
retningsrejse for at skåne mig
for den foruroligende sand-
hed.
- Det viste sig, at han havde
ret i det med, at tyskerne var
ved at spore gruppen, for en
dag ringede det på døren, da
jeg var alene hjemme, og
udenfor stod der nogle tyske-
re, som spurgte efter min far,
og skønt jeg ikke var særlig
gammel, var jeg klar over,
hvad jeg skulle sige: - Han er
på forretningsrejse, sagde jeg,
og da jeg ikke kunne forklare,
hvornår jeg sidst havde set
ham, og hvornår han kom
hjem, så gik de igen. Heldig-
vis var min far ikke nogen
stor »fisk« som modstands-
mand, så de lod sig nøje med,
hvad jeg kunne fortælle.
- Og så husker jeg den 4.
maj om aftenen. Befrielsen.
Min mor spillede og sang
fædrelandssange for os unger,
og vi var ude på gaden, hvor
der var fest og glæde. Om
natten kom min far hjem, og
vi var længe oppe.
- Næste dag i skolen stille-