Atuagagdliutit - 19.03.1998, Blaðsíða 16

16
Nr. 22 • 1998
Tunorleq nr. 2: Ole Oxholm Rungsted Statsskole-mi.
Bagest og nummer to fra venstre: Ole Oxholm på
Rungsted Statsskole.
Ole inuusuttunnguaq ilaquttanilu, Kalaallit Nunaannukar-
nissaq suli eqqarsaatigineqanngitsoq.
Unge Ole og familie endnu før der blev tænkt på at rejse
til Grønland.
ftajt'ag'c/é/'a £/£
GRØNLANDSPOSTEN
de vi som sædvanlig op pa
række i skolegården, og
skoleinspektøren åbnede et
vindue ud til gården. Her hav-
de han anbragt en radio, og
skruede helt op, da Hans
Majestæt Kong Christian talte
til folket.
- Nogen tid efter var jeg
med mine forældre inde i
byen for at se Montgomery.
Det var glade tider.
Tilmeldt fra fødslen
- Efter krigen begyndte jeg i
Krebs Skole, en drengeskole
som jeg var tilmeldt fra
fødslen. Her var den navn-
kundige Erik Schmidt rektor.
Han var en usædvanlig per-
sonlighed, som alle vi drenge
kom til at holde meget af.
- Han var i øvrigt søn af den
kendte tegner Alfred Schmidt
og havde arvet talentet. Hver
gang én af os havde fødsels-
dag kom han brasende ind i
klassen og kaldte vedkom-
mende op til tavlen, hvor han
blev »hørt« i, hvad han havde
fået i fødselsdagsgave. Sam-
tidig med overhøringen teg-
nede han et vellignende por-
træt af fødselaren omgivet af
alle gaverne.
- Derefter skred med brask
og bram ud af klassen, og
undervisningen kunne fort-
sætte.
- Efter sidste år på Krebs
kom jeg i Rungsted Stats-
skole, og da det var slut, blev
jeg soldat. Der blev livgarden,
som familietraditionen bød,
halvandet år i Sandholm-
lejren, der dengang var liv-
gardens kaserne.
Journalistik
-1 mine morforældres hjem i
Århus var der blandt venner-
ne en journalist, som kendte
lidt til min drøm om at skrive.
- Hun ringede en dag og for-
talte, at der var et job ledigt på
Horsens Avis. Jeg betænkte
mig et halvt sekund og starte-
de derefter min journalistiske
karriere.
- Det viste sig, at jeg havde
handelag, og efter et ars tid
ringede redaktøren fra Jydske
Tidende og sagde, at avisen
havde brug for en kvik mand
i Haderslev. Han havde et
betydeligt bedre tilbud, end
Horsens Avis kunne give, og
dertil havde Jydske Tidende
en langt mere dynamisk
redaktion, hvor jeg kunne
lære noget mere end i Hor-
sens. - Alligevel skal man
ikke kimse af de små aviser. I
Horsens var vi en redaktør, en
redaktionssekretær og en
elev, og det giver en god all-
round indførelse i faget, men
på grund af de få medarbejde-
re ikke helt den faglige vej-
ledning, som man har behov
for. Det var betydeligt bedre i
Haderslev, hvor forholdene
var større.
- Men det var et chok, da
jeg blev klar over, at jeg var
kommet til et helt nyt sprog-
område. En af mine første op-
gaver var en generalforsam-
ling i en af oplandets svine-
avlerforeninger, og det stod
hurtigt klart for mig, at jeg
ikke forstod et ord af, hvad
der blev sagt. Hvordan jeg fik
skrevet om det, husker jeg
ikke, men noget måtte der
gøres for, at jeg kunne blive
og klare jobbet.
- Heldigvis viste det sig, at
sønderjydsk lå godt i munden
på mig og i løbet af ganske få
uger talte jeg det ubesværet.
Alice
-1 Haderslev havde jeg blandt
andet militærstoffet, og det er
ikke uvæsentligt i en by, hvor
flere værn holdt til. En dag
blev jeg sat stævne af en
major fra hjemmeværnet, der i
Haderslev Havn havde nogle
øvelser i gang, og det blev
altså mit første møde med min
kommende svigerfar. Han
blev senere oberstløjtnant og
oberst.
- Det var ikke noget med, at
han blev begejstret for »den
unge mand« og slæbte mig
med hjem. Mit første møde
med Alice var mere tilfældigt.
Jeg kom meget i byens jazz-
klub, og det gjorde mange
unge fra byen. Jeg havde godt
lagt mærke til en særlig køn
pige og fandt hende bestemt
ikke frastødende, men det var
først, da hun en aften sendte
mig et strålende smil fra
dansegulvet, at jeg forstod,
det var alvor. Jeg bød hende
op, og fra den aften holdt vi
sammen som ærtehalm.
- At Alice kun var 16 år var
ingen hindring. To år efter -
det var i 1961 - blev vi gift og
tog på bryllupsrejse i Norge.
- Efter et par år på Ålborg
Stiftstidende, hvis redaktør
ringede og hentede mig op fra
Haderslev, var jeg en tid på
Sorø Amtstidende og senere
på Vejle Amts Folkeblad som
redaktionssekretær og senere
redaktionschef på »indland«.
Jeg var dengang interesseret i
at lære så meget af faget som
muligt ved at tage imod for-
skellige udfordringer og lære
så mange facetter af journali-
stikken og avisproduktionen
som muligt.
Grønland
- Men inden jeg ville etablere
mig i en blivende stilling hav-
de vi begge et stort ønske om
at komme til enten Færøerne
eller Grønland, og da der blev
en stilling ledig på Radio-
avisen i Godthåb, som det
dengang hed, søgte jeg den.
Jeg skulle tiltræde 1. august
1966, men var på grund af de
trafikale forhold nødt til at
tage afsted noget før.
- Desværre kunne Alice
ikke komme med i første
omgang. Hun var gravid, og
SAS ville ikke flyve med hen-
de, så hun måtte afvente
fødslen og rejste derefter af-
sted alene med alle tre unger.
Ingen af dem er altså født i
Grønland, men er alle vokset
op her.
- Men det var en alvorlig
sag at tage til et fremmed
land. Forud for vor beslutning
havde vi vendt og drejet situa-
tionen den ene gang efter den
Ikinngutit ilaqutanngorput, Ole Oxholm oqaluttuarpoq. Saamerliuvoq nakorsaaneq Klerke, talerperliuvorlu Eva Bastiansen, Ole niviarsiaqqallu Malou
aamma Anne.
Vennerne blev familie, fortæller Ole Oxholm. Her ses overlæge Klerke til venstre og til højre Eva Bastiansen sammen med Ole og pigerne Malou og Anne.
anden, og Alice forlangte for-
lods, at opholdet skulle vare
to år og ikke længere. Så måt-
te vi hjem til den blivende
fremtid i vort eget land.
- Men hun havde ikke væ-
ret her mere end nogle uger,
før hun sagde de i famillien så
berømte ord: - Det der med de
to år, det glemmer vi!
- Hvordan var dit første
møde med Grønland?
- Det var edder bankerne’
skægt, svarer Ole uden be-
tænkningstid. - Det var det
flotteste vejr, man kunne tæn-
ke sig. Der var varmt, sådan
rigtig varmt, og redaktør Jør-
gen Benzon hentede mig i
heliporten og præsentere mig
med det samme for kolleger-
ne på Radioavisen. Staben
bestod dengang af redaktøren,
Arne O. Hansen, Ullorian-
nguaq Kristiansen, et par tol-
ke og en sekretær, der hed
Kirsten Andersen.
- Denne sidste forbløffede
mig, og jeg har til i dag aldrig
lært at forstå, hvor hun kunne
ramme tasterne på skrivema-
skinen. Hun havde langt fro-
digt kruset hår, som hele tiden
hang ned foran øjnene som et
gardin og spærrede udsigten
til tangenterne. Men det må jo
være det, man kalder blind-
skrift.
»I gamle dage«
- Jeg kan roligt sige, at 1966
for en journalist på Radio-
avisen var »gamle dage«. Det
var en helt anden tid. Nu har
journalisterne Danmarks Ra-
dio til rådighed døgnet rundt,
der er dagsaktuelt TV, tele-
foner til enhver afkrog af
Verden, foruden nu Internet
og e-mail. Vi har jo siddet her
i byen og set Golfkrigen, her
og nu. Vi har førsteparket til
alverdens begivenheder.
- Havde man i 1966, havde
fortalt mig, hvordan 1990’eme
ville blive, så havde jeg ikke
troet det. Vi kunne ikke tele-
fonere mellem de grønland-
ske byer. Kortbølgeforbindel-
sen til Danmark var elendig,
og vi måtte det meste af tiden
forlade os på BBC og Voice
of America, hvorfra vi over-
satte de internationale ny-
heder. Det var en slidsom
proces i forhold til i dag, men
det var utroligt spændende.
Det var jo os på Radioavisen,
der var livlinen mellem
Grønland og den øvrige ver-
den. Det var os - og kun os -
der kunne skaffe og formidle
nyheder.
- I dag har hver eneste fa-
milie flere medier, som hele
tiden giver opdaterede nyhe-
der fra nær og fjern.
- Men bare tingene funge-
rede, var det såmænd godt
nok. Værre var det, når der
var blackout, et ubehageligt
fænomen forårsaget af sol-
pletter og stor nordlysaktivi-
tet. Så kunne vi være helt af-
skåret fra omverdenen. Ingen
radiosignaler trængte igen-
nem.
- På vej nordover på repor-
tagerejse sad jeg engang fast i
Kangerlussuaq, og Benzon
sendte mig et telegram og bad
mig samle nyheder med hjælp
fra amerikanernes radiotjene-
ste. De havde jo udstyret i or-
den, og jeg brugte et par dage
på at hente nyheder ned og
oversætte dem for at sende
dem til Nuuk til den nyheds-
tørstende radioavis.
- Men jeg kunne ikke kom-