Atuagagdliutit - 29.10.1998, Síða 12

12 • TORSDAG 29. OKTOBER 1998
ATU AG AG DLI UTIT
Manglende bolig
gjver børnehjemsbørn
Anina Petersen fra Aapilattoq troede hun gjorde børnene og sig selv en god
tjeneste, da hun på grund af boligmangel sagde ja til at flytte til Røde Kors
Børnehjems familieafdeling i Nuuk. I dag ma hun se sine børn hver 14. dag
NUUK(LRH) - Hver time i
døgnet fortryder den 23-åri-
ge Anina Petersen, at hun tog
imod systemets »hjælp«.
Hjælpen, som skulle lette til-
værelsen for hende og hen-
des to sønner på henholdsvis
fire og seks år, har adskilt
den lille familie. Anina bor
hos sin kæreste og dennes
mor i blok P i Nuuk, mens
hendes børn, Angaju og
Nuka, bor på børnehjem.
Nu da hun har fået at vide,
at hun af hensyn til børnenes
tarv kun må se dem tre en
halv time hver 14. dag, hol-
der hun det ikke længere ud.
Hun må fortælle sin historie
til nogen. Anina gik ikke til
sin sagsbehandler, men hen-
vendte sig til AG. Her er
hendes historie.
- Jeg vil gerne åbent for-
tælle min historie, fordi jeg
håber, at det kan få medar-
bejderne, som arbejder inden
for dette område, til at tænke
sig lidt om. Jeg vil gerne
ruske lidt op i dem, siger
Anina Petersen om begrun-
delsen for at komme til AG
og ikke til sin sagsbehandler.
- Men efter det sidste jeg
har været med til fra min
sagsbehandlers side, er det
heller ikke lige hende jeg
først ville henvende mig til.
Det er ikke hende, der har
bakket mig op i sagen om
mine børn, siger Anina.
Læs her Aninas historie fra
problemerne for hende og
hendes to sønner opstod i
løbet af 1996 og frem til i dag.
Vil have egen bolig
Anina er fra Aappilattoq ved
Upemavik. Her boede hun
indtil 12. november 1997.
Problemerne begyndte, da
Anina blev skilt fra børnenes
far i løbet af 1996 og flyttede
hjem til sin mor med børne-
ne. Da der opstod gnidninger
mellem Anina og hendes
mor, ønskede Anina hurtigst
muligt at flytte i egen lejlig-
hed sammen med sine børn.
Et forhold hun fremlagde på
bygdekontoret, som efterføl-
gende tog kontakt til social-
kontoret i Upemavik.
Efter gentagne henvendel-
ser til bygdekontoret kom
medarbejdere fra socialkon-
toret i Upemavik på besøg i
Aappilattoq i oktober 1997.
- Det kunne ikke lade sig
gøre for mig at få min egen
lejlighed, så da medarbejder-
ne fra socialkontoret i Uper-
navik tilbød mig at tage til
Familieafdelingen i Nuuk,
indtil jeg fik egen lejlighed,
tænkte jeg ikke videre over
det og sagde ja. Jeg tænkte
bare på at komme væk fra
min mor og få mit eget.
- Det skulle vise sig at
være min største fejltagelse,
siger Anina stille.
12. november 1997 ankom
Anina og hendes to sønner til
Anina Petersen-ip paasisinnaanngilaa sullissisoq
isumaginnifftmmeersoq ernerminut taamaaliorsinnaammat,
tassami emini ullut 14-it qaangiukkaanga aatsaat
takusinnaagamigit. - Taamatut pineqarnertik
artorsaatigisorujussuuaat.
Anina Petersen kan ikke forstå, at socialmedarbejderne kan
handle, som de gør i forhold til hendes sønner, som hun kun
må se hver 14. dag. - Det, de er udsat for, gør dem så ondt.
Røde Kors Børnehjems Fa-
milieafdeling i Nuuk.
Hjemve
På Familieafdelingen blev
Anina og hendes sønner vist
til rette. Men der gik ikke
lang tid, før Anina begyndte
at få hjemve.
- Jeg kom til en stor by,
hvor jeg ikke kendte nogen
mennesker. Jeg blev meget
hurtigt ensom og fik hjemve.
I starten gik jeg lange ture,
når børnene var faldet i søvn.
Nogle gange, når jeg havde
råd, betalte jeg for, at de
skulle se efter ham på Fami-
lieafdelingen. Andre gange
gik jeg bare. Jeg vidste, at
der var voksne til stede hele
tiden.
- Hvis jeg kom hjem efter
klokken 11 om aftenen, blev
jeg betragtet som en mor,
som ikke passede ordentligt
på sine børn. Jeg argumente-
rede med, at jeg jo hele tiden
vidste, at der var voksne i
nærheden af mine børn.
- På et tidspunkt, jeg tror
det var engang i februar
måned i år, begyndte jeg at
gå i byen. Det endte med, at
jeg på et tidspunkt i april
ikke kom op på Familieafde-
lingen i to dage.
- Da jeg så kom derop blev
jeg indkaldt til møde, hvor
man foreslog mig og fortalte
mig, at det var bedst, hvis jeg
tog til Upemavik til en lille
etværelses lejlighed, de hav-
de fundet til mig, indtil jeg
havde fundet en større lejlig-
hed. Når jeg så havde fået et
større lejlighed, kunne bør-
nene så følge efter mig.
- Jamen, hvad skulle jeg
gøre? Jeg får jo hele tiden at
vide, at det er det bedste for
mig og børnene. Så jeg
accepterede.
Upemavik og retur
- Jeg skulle rejse dagen før
min ældste søns fødselsdag.
- Jeg skulle afsted tidligt
om morgenen. Jeg kunne
ikke klare at sige farvel til
børnene. Jeg var meget, me-
get ked af det. Så jeg kyssede
dem farvel, mens de lå og
sov. Da jeg lukkede døren,
hørte jeg dem vågne, men jeg
kunne ikke vende om. I et
sidste blik tilbage så jeg den
yngste stå i døren og græde.
Hele vejen til Upemavik hør-
te jeg min søns gråd.
I Upemavik stod en lille
etværelses lejlighed klar til
Anina. Men Anina kunne
ikke holde savnet af sine søn-
ner ud. Den 22. maj tog hun
derfor tilbage til Nuuk og
flyttede ind hos sin kæreste,
som bor hos sin mor i en
rummelig lejlighed i blok P.
En midlertidig løsning, idet
kærresten står på venteliste
til en firmabolig.
- Det var dejligt at se bør-
nene igen. De var nu flyttet
på børnehjem. Børnene skal
bo på børnehjem, til jeg har
fået lejlighed her i Nuuk,
hvor jeg har flyttet folkeregi-
steradresse til.
- På børnehjemmet var de
meget søde og sagde til mig,
at jeg kunne se børnene, når
det passede mig. Jeg fik et
arbejde, hvor jeg fik fri klok-
ken syv om aftenen, så jeg
skyndte mig hen til børnene,
når jeg fik fri og var der som
regel, så jeg kunne lægge
dem i seng og være hos dem
til de faldt i søvn. Hvis jeg
var for træt, ringede jeg og
undskyldte og sagde, at jeg
ville komme næste dag.
- Da børnene var på ferie-
koloni i Qoomoq, tog min
ven og jeg også ind og be-
søgte børnene.
- Jeg synes det gik meget
godt. Jeg hørte aldrig andet,
og personalet var altid meget
flinke mod os.
Hver 14. dag
- Pludselig en dag fik jeg at
vide, at jeg skulle til møde på
børnehjemmet. Jeg anede
ikke, hvad det drejede sig
om. På mødet deltog lederen,
Anina Petersen-ip emeri, Angaju atfinilinnik ukiulik Nukalu
sisamanik ukiulik børnehjemimi najugaqarput, arnamik
initaarsinnaannginnera pissutigalugu. Anaanartik ullut 14-it
qaangiukkaangata takusarpaat.
Røde Kors Bømehjem-ip Ilaqutariinnut Immikkoortuanut
nuunnissamik Anina Petersen akuersigami isumaqarsimavoq
aaqqiissutissamik ajunngitsumik nassaarluni, Upemaviup
eqqaani Aappilattumi initaarnissami tungaanut. Tamannali
maannakkut peqqissimissutigisimaqaa.
Anina Petersen troede hun valgte en god løsning, da hun
sagde ja til at flytte på Familieafdelingen på Røde Kors
Børnehjem, indtil hun fik en lejlighed hjemme i Aappilattoq
ved Upemavik. Det har hun grueligt fortrudt.
den næstkommanderende,
børnenes pædagog og min
sagsbehandler.
- Det kom som et meget
stort chok for mig, da der
blev sagt til mig, at det ville
være bedst for børnene, hvis
jeg kun så dem hver 14. dag
om søndagen mellem et og
halv fem.
- Jeg begyndte straks at
græde. Jeg græd og græd, og
vidste ikke, hvad jeg skulle
gøre. Min sagsbehandler
mente, at jeg burde acceptere
det, der blev sagt til mig. Og
jeg sagde bare ja. Jeg kunne
ikke andet. Det er bare så
forfærdeligt.
- Hvordan kunne sagsbe-
handleren lade være med at
fraråde mig at indgå denne
aftale. Jeg troede sagsbe-
handlere var til for at hjælpe.
Børn på besøg
- Børnene har været hjemme
hos os en søndag nu. Og det
var svært at aflevere børnene
igen. Den yngste måtte med-
arbejderne hive væk fra mig.
Han ville ikke tilbage til bør-
nehjemmet. Det er klart, jeg
ikke kunne lade være med at
græde.
- Den ældste går i fritids-
hjem efter skole. Fritids-
hjemmet ligger lige neden
for, hvor vi bor. Jeg ser selv-
følgelig efter ham. Og nogle
gange står han helt for sig
selv og kigger op på vores
vinduer og vinker til mig.
Det skærer mig i hjertet. Det
er så synd for ham.
- Jeg vil så gerne sige til
socialmedarbejderne, at de
ikke må gøre det mod mine
børn. Det, mine børn er udsat
for, gør dem så ondt. Jeg har
så frygtelig ondt af mine
børn.
- Hvorfor skulle det gå
sådan? Hvorfor tog jeg også
imod tilbudet om at komme
til Familieafdelingen? Jeg
har sådan fortrudt.
Anina Petersens sønner, Angaju på 6 år og Nuka på 4 år,
bor på børnehjem, fordi deres mor ikke kunne skaffe en
lejlighed. De ser deres mor hver 14. dag.
ASSJ FOTO: PRIVATFOTO ASS./ FOTO: HHJ