Atuagagdliutit - 05.11.1998, Blaðsíða 12

12 • TORSDAG 5. NOVEMBER 1998
ATUAGAGDLIUTIT
Kalaallit Nunacmni ullorissat anaasa annersaata tullia Vagn F. Buchwald-ip 1963-imi Vagn F. Buchwald fandt Grønlands næststørste meteorit i 1963. Det lykkedes dog først
nassaaraa. Aatsaat 1967-imi ullorissap anaa 20 tonsiusoq amerikarmiunit ikiorneqarluni i 1967 at få bjerget den 20 tons store meteorit med amerikansk hjælp,
nuunnissaanut iluatsitsivoq.
Verdens næststørste meteorit
er af grønlandsk oprindelse
Forfatteren og meteoritjægeren Vagn F. Buchwald er ekspert
i de grønlandske meteoritters historie
KØBENHAVN(CSL) ”Der
er noget fascinerende ved me-
teoritter. Det er det ældste
materiale, man kan holde i
hånden, for det er ældre end
både jordens og månens sten.
Meteoritterne er budbringere
fra rummet og kommer til os
helt af sig selv. De er så at
sige fattigmands rumprøver”.
Sådan indleder Danmarks fø-
rende meteoritforsker og med-
lem af styregruppen bag Tycho
Brahe Ekspeditionen, docent og
doktor scient Vagn F. Buch-
wald, sin bog “Meteoritter -
nøglen til Jordens fortid”.
I bogen beretter han om
sine erfaringer som meteorit-
jæger i bl.a. Grønland, hvor
han i 1963 selv fandt den 20
ton stor jemmeteorit Agpali-
lik i Kap York-området. Me-
teoritten er en del af den så-
kaldte Kap York-byge. hvor
man på i hvert fald en 1000
km lange faidstrækning hidtil
har fundet 58 tons jemmeteo-
ritter, hvilket gør Kap York-
faldet til den største af alle
kendte meteoritbyger.
Og meteoritter er et ord, der
ofte har været på dagsordenen
den senere tid. I næsten et år
har videnskabsmænd og me-
dierne været optaget af jagten
på den formodede meteorit,
der i december sidste år angi-
veligt faldt ned i Sydgrønland
og på sin færd gennem atmos-
færen indhyllede polamatten i
et sælsomt lys.
En begivenhed, der blev
overværet af adskillige vidner
og fastholdt af bl.a. et video-
kamera på en parkeringsplads
i Nuuk samt en amerikansk
spionsatelit. Interessen for at
bjerge dele af meteoritten var
fra starten stor, og i sommer
blev den såkaldte Tycho Bra-
he Ekspedition sendt afsted
for Ut lede efter rester af him-
mellegemet.
Ekspeditionen
Ekspeditionen fandt ingen
meteoritstykker. Til gengæld
indsamlede deltagerne en del
støv, som netop nu analyseres
på danske og udenlandske
laboratorier. Foreløbig er 19
af de 200 sneprøver blevet
analyseret - hidtil uden posi-
tivt resultat.
Men meteoritter er - set i
historiens lys - ikke noget
særsyn. Heller ikke i Grøn-
land. Gennem tiden er der
blevet fundet adskillige me-
teoritter, og verdens næst-
største jemmeteorit, den 31
ton tunge Ahnighito-meteorit,
drattede ned i Nordgrønland.
Mere præcist på Meteorite
Islands ved Kap York, hvor-
fra den i 1897 under store
vanskeligheder blev fragtet
over på et skib og sejlet til
Amerika af den amerikanske
opdagelsesrejsende Robert E.
Peary. To år forinden havde
Peary afhentet to andre me-
teoritter Woman (3000 kg) og
Dog (400 kg), som befandt
sig lidt nord for Ahnighito-
meteoritten.
Peary solgte de tre meteo-
ritter til den velhavende enke
Mrs. Morris K. Jessup for
40.000 dollars. Hun skænke-
de dem til The American
Museum of Natural History i
New York, hvor de stadig
udstilles som et af museets
største attraktiver. .
Robert E. Peary
Men at sige, at Robert E. Pea-
ry fandt meteoritterne er en
sandhed med modifikationer.
Det var således eskimoer, der
viste Peary vej til de tre
meteoritter. Eskimoer havde
nemlig i mindst 1000 år kendt
til deres eksistens. De brugte
meteoritterne som ambolte,
når de forarbejdede flager af
meteoijem til knive og har-
punspidser.
Og jernet lå ikke lige for.
Eskimoerne rejste flere hun-
drede kilometer for at få styk-
ker af det værdifulde metal,
som siden kunne komme vidt
omkring. I Sydgrønland på
nordbo-pladsen Niaqomaq er
der fundet en pilespids af
meteorjem, og sågar helt ovre
i Hudson Bugten - 2400 km
slæderejse fra Kap York - er
der fundet redskaber med æg
af Kap York-meteoritten.
Fund, der vidner om en
omfattende udveksling af red-
skaber langt tilbage i tiden.
Allerede i starten af 1800-
tallet modtog europæerne de
første efterretninger om jern i
Grønland. I 1818 sendte det
engelske Admiralitet kaptajn
John Ross ud for at undersøge
om der eksisterede en Nord-
vestpassage nord om USA og
Canada. Under en opankring i
den nordlige del af Melville
Bugten mødte besætningen
en gruppe eskimoer. Under
den efterfølgende byttehandel
fæstnede skibets våbenmester
sig ved, at eskimoernes knive
var forsynet med små fliser af
jern. Han antog, at jernet var
hamret ud af søm eller tønde-
bånd fra drivgods, men den
grønlandske tolk Zakæus
kunne berette, at eskimoerne
havde jernet fra to store klip-
pestykker, som lå ved stran-
den noget østligere - Woman
og Dog.
For kaptajn John Ross var
disse oplevelser dog kun et
intermezzo. Da der viste sig
en åbning i isen måtte ekspe-
ditionen fortsætte, uden at der
blev mulighed for at gå i land
og undersøge jernforekom-
sten.
Grønlandsk jern
Igennem resten af 1800-tallet
kom der ikke nogen afklaring
på det grønlandske jern.
Polarforskeren A. E. Nor-
denskiøld mente dog at have
fundet løsningen på det grøn-
landske jern, da han i 1871
ved Diskos sydkyst angiveligt
fandt nogle store stykker jern-
meteoritter.
Efterfølgende undersøgel-
ser viste imidlertid, at der var
tale om lokalt forekommende
jemklumper med lidt nikkel
og med magnetkis, pentlandit
og jemsulfid. Altså ikke jem
hidhørende fra meteoritter.
I sin bog beretter Vagn F.
Buchwald, at Diskojemet ind-
tager en særstilling som en
unik forekomst, der på en
måde er endnu sjældnere end
meteoijem. Bortset fra den
grønlandske forekomst ken-
des jordisk jem kun fra Kas-
sel i Hessen og fra Giant’s
Causeway i Antrim i Irland.
Som i Grønland i forbindelse
med basalt.
Undersøgelser af gamle
inuitredskaber har vist, at
inuitterne anvendte tre for-
skellige slags jem: meterorit-
jem, Diskojem samt udefra
kommende forarbejdet jern
som tøndebånd, ringbrynjer
etc, som de formentlig har
byttet sig til med nordboere
og hvalfangere.
Jemmeteoritter
Siden Robert Pearys “fund”
af Ahnighito, Woman og Dog
er der fundet adskillige andre
jernmeteoritter i Grønland.
Vagn F. Buchwald havde selv
held med at finde den 20 ton
tunge Agpalilik. Fundet af
den næststørste meteorit i
Grønland fandt sted den 31.
juli 1963, hvor Buchwald rej-
ste mndt med de to fangere
Iggianguaq Ivik og Augo
Suerssaq for at afsøge områ-
det mellem halvøerne Saveru-
luk og Agpalilik.
Det var højsommer, og
Buchwalds plan var at afsøge
de stenfelter, hvor laverne
endnu ikke var trængt frem.
En mørk meteorit ville være
nemmere at kende blandt de
lyse sten end blandt de lav-
begroede sten.
I sin bog skriver Buchwald
om fundet: “Meteoritten var
rødbmn af mst og havde store
skålformede fordybninger,
hvori der lå afskallede rust-
skorper. Kun toppen stak
frem mellem gnejsblokkene.
Der var intet krater, og der
fandtes ikke nogen af eskimo-
ernes karakteristiske ham-
mersten. Det var klart, at
ingen nogensinde før havde
set den, og da jeg om aftenen
i lejren fortalte om fundet, var
mine ledsagere da også yderst
skeptiske”.
Fra 1964 til 1967 rejste for-
fatteren og en beskeden grup-
pe hver sommer til området
for at forberede bjergningen
af meteoritten. Men først efter
adskillige forsøg lykkedes det
i august 1967 med ameri-
kansk assistance at få flyttet
meteoritten over i et land-
gangsfartøj og videre til
coasteren M/S Edith Nielsen.
Udstilling
En del af meteoritten er i dag
udstillet på Geologisk Mu-
seum i København, mens
andre dele er blevet rundsendt
til laboratorier i hele verden
eller benyttet som bytte-
objekt, således at Geologisk
Museums meteroritsamling er
vokset betydeligt og nu hører
til de bedste i Europa.
Hvornår Kap York-bygen
fandt sted ved man ikke. Men
det må være mere end 1000 år
siden, for da begyndte eski-
moerne at bruge brudstykker-
ne, og formentlig mindre end
10.000 år siden, begrundet i
den relativ gode bevaringstil-
stand.
Eskimoerne har i over 1000
år interesseret sig for Kap-
York-meteoritteme, men kun
en meteorit - Buchwalds Ag-
palilik - blev fundet ved sy-
stematisk eftersøgning. Me-
teoritjægeren er overbevist
om, at der findes flere meteo-
ritter i det enorme område, og
han er ikke i tvivl om, at der
vil blive gjort nye fund. Eller
som han skriver i det afslut-
tende kapitel om meteoritter i
Grønland: “Kap York-faldet
er ejendommeligt ved, at der
hele tiden tilføjes nyt materia-
le og introduceres nye viden-
skabelige facetter. Fundårene
1818, 1861, 1894, 1913,
1914, 1928, 1955,1961, 1963
og 1984 viser, at der stadig er
sket noget i Nordgrønland og
man behøver ikke at være
profet for at forudsige, at den-
ne talrække ikke er afsluttet”.
Vagn F. Buchwald ujaraqarfinnut, suli issuatsiaat naaffigin-
ngisaannut ujarleriartorpoq. Saveruluup Agpaliliullu qeqer-
taasartaasa akomanni ujarlerlutik ujarak taartoq takuaat.
Siornatigut takuneqarsimanngitsoq malunnarpoq. Tam-
maarsimaarfimmi Buchwald-ip angalaqataasa taassuma
ullorissap anaanissaa qularisorujussuuaat.
Vagn F. Buchwald afsøgte et stenområde, hvor laverne
endnu ikke var trængt frem. I området mellem halvøerne
Saveruluk og Agpalilik faldt en mørk sten i øjnene.
Det var tydeligt, at ingen før havde opdaget den.
1 lejren var Buchwalds ledsagere yderst skeptiske over,
om det virkelig var en meteorit.
ASSI NAMMINEQ PIGISAQ/PRIVATFOTO