Tímarit Verkfræðingafélags Íslands - 01.10.1950, Qupperneq 9

TlMARIT V.F.I. 1950
55
hovedsagelig det stationære vand. Den er derfor til
en vis grad uafhængig af det mobile vand, og afhænger
hovedsagelig af temperaturen og forvitringsgraden.
Ved normale grundtemperaturer har den tertiære
basalt en modstand af 180 til 250 ohmmeter, imedens
den kvartære basalt har en del höjere værdier, d.v.s.
op til 500 ohmmeter. I postglaciale lavaer er mod-
standen meget höjere, og man har mált op til 5.000
ohmmeter.
Pá de steder der har jordvarme er basaltens mod-
stand mindre pá grund af de höjere grundtempera-
turer. Omkring kilderne i Nord-Island, der har vand-
temperaturer pá 50° C til 80° C, finder man sáledes
værdier af 80 til 150 ohmmeter, og hvor temperaturen
er höjere er modstanden mindre.
Har man derimod poröse sedimenter, der indeholder
en del mobilt vand, vil modstanden ogsá afhænge af
dette, og da det mobile vands egenskaber er meget
varierende, vil sedimenternes modstand variere mere end
basaltens.
Normált mobilt grundvand, d.v.s. det vand man finder
i kolde kilder.og vandlöb, har i Island en gennemsnitlig
modstand af 150 ohmmeter ved 25” C; ved 5° C er mod-
standen ca. 250 ohmmeter. Derimod har det varme kilde-
vand i mange tilfælde en modstand af 30 til 50 ohmmeter
ved 25° C, ved 50° C vil dets modstand være 18 til 30
ohmmeter og ved 80° C er den kun 12 til 20 ohmmeter.
For de sedimenters vedkommende hvor modstanden domi-
neres af det mobile vand finder man sáledes at de kolde
sedimenter kan have en modstand af 250 ohmmeter, men
indeholder de 50° C varmt kildevand kan modstanden
være 30 til 40 ohmmeter, og er temperaturen 80° C vil
modstanden kun være omkring 20 til 30 ohmmeter. Ved
höjere temperaturer er den givetvis endnu lavere.
Det er sáledes indlysende at systematiske málinger
af jordlagenes elektriske modstand vil kunne give en hel
del oplysninger om jordvarmens forhold.
I Island blev disse málinger indfört i áret 1947, og
i de sidste ár er en hel del undersögelser blevet gen-
nemfört. De er blevet udfört med Gish-Rooney appa-
rater og i de fleste tilfælde har han anvendt den Wen-
nerske polordning.
Ved Wenners metode anbringes 4 elektroder med kon-
stante afstande a pá en ret linie som vist pá fölgende
figur:
Igennem elektroderne E, og E2 sendes en ström af styr-
ken I, og den resulterede spændingsforskel V imeilem
elektroderne V, og V2 máles med et potentiometer. Jord-
lagenes effektive eller tilsyneladende modstand bereg-
nes derpá ved hjælp af formelen:
me — 27raV/I
For at undgá forstyrrelser pá grund af polarisation
omkring elektroderne og vandrende jordströmme har
Gish-Rooney apparaterne en kommutator der periodisk
skifter strömmens retning imedens málingerne foregár.
Málingeme bliver derfor i virkeligheden udfört med vek-
selström, men dens frekvens er sá lav at der ikke ind-
træder mærkbar skindeffekt ved de polafstande man
sædvanligvis anvender.
Er jordlagene homogene i elektrisk henseende vil den
effektive modstand være lig med den virkelige mod-
stand, men varierer jordlagenes modstand vil den ef-
fektive modstand give en vis middelværdi for jordlage-
nes modstand i nærheden af elektroderne. En kendt hánd-
regel hævder at den Wennerske polordning giver den
effektive modstand ned pá en dybde der er % del af
afstanden imellem E, og E2, men dette er dog kun me-
get grov regel.
Varieres afstanden a vil man derfor mále den effek-
tive modstand ned pá forskellige dybder, og de málte
resultater vil stá i en funktionel sammenhæng med jord-
lagenes virkelige modstand. Under visse forudsætninger
kan jordlagenes modstand sáledes beregnes udfra málin-
gernes resultater.
Ved málingernes praktiske udförelse anvender man i
regelen t'o fremgangsmáder. Vil man undersöge hvor-
ledes den virkelige modstand varierer med dybden pá
et bestemt sted, udföres málinger med et fast centrum
C men med forskellige polafstande. Vil man pá den
anden side mále modstandens variation i horisontal ret-
ning, anvender man en bestemt polafstand og flytter
alle 4 elektroder i bestemte skridt.
Angáende málingernes nærmere detaljer vil vi her
henvise til den fyldige litteratur (Jakosky, Heiland);
i det fölgende skal der kun fremhæves enkelte punkter
som er af særlig interesse i forbindelse med varmtvands-
prospekteringen i Island,
Hovedsagelig er de elektriske modstandsmálinger ble-
vet udfört med to formál for öje. I förste række kom-
mer bestemmelsen af de steder hvor det varme vand
strömmer op til overfladen. Boringerne giver bedst re-
sultat hvis man kan placere hullerne sáledes at de
skærer de störste varmtvandskanaler; disse kan imidler-
tid være ret begrænsede, og en nöjagtig undersögelse
er ofte nödvendig inden man bestemmer borehullernes
placering.
For det andet kan man ved málingernes hjælp fá
mere kvantitative oplysninger om de underjordiske tem-
peraturforhold.
I de kildeomráder hvor basalten er dækket med for-
holdsvis tykke lag af alluvium, d.v.s. jordbund, sedi-
ménter eller postglacial lava, har en geologisk under-
sögelse kun smá muligheder for at kunne bestemme med
nöjagtighed de steder hvor det varme vand strömmer
op igennem grundf jældet. Varmtvandskanalerne kan
være meget begrænsede i det eruptive grundfjæld, men
sásnart vandet kommer op i de löse jordlag kan det
brede sig ud over store omráder, og man finder kilder
i forholdsvis stor afstand fra det sted hvor vandet kom-
mer nede fra. Da artesisk varmt vand kun fás fra ba-
salten er en nöjagtig undersögelse af forholdene nöd-
vendig inden man foretager boringer.
Er de löse jordlags tykkelse ikke meget over 50 meter
har man store muligheder for at opná gode resultater
med modstandsmálingerne. Man máler först i nogle punk-
ter den effektive modstand som funktion af polafstan-
den; ad denne vej har man en mulighed for at bestemme
de löse jordlags tykkelse. Derpá vælges en polafstand
der giver den effektive modstand i den nedre del af
de löse jordlag og man máler systematisk med denne
konstante polafstand pá et areal omkring de varme kilder.
Siden tegner man isoohmerne, d.v.s. jævnmodstandslini-