Tímarit Verkfræðingafélags Íslands - 01.10.1950, Síða 10

56
TlMARIT V.F.l. 1950
erne, ind pá arealets geografiske kort, og bestemmer
stedet med den laveste modstand. Dette vil i et flertal
tilfælde være det sted hvor vandet kommer op fra grund-
fjældet.
Vi kan her tage et godt eksempel fra et sted i Nord-
Island. I nærheden af landsbyen Saudárkrékur findes
en indsö og pá dennes nordlige strand havde man
bemærket tegn pá jordvarme, men en rigtig varm kilde
var dog ikke tilstede.
Elektriske modstandsmálinger blev udfört pá stedet, og
den effektive modstands afhængighed af polafstanden
viste at man her havde 30 til 40 m tykke sedimenter oven
pá det basaltiske grundf jæld. Modstanden i sedimenternes
underkant var forholdsvis lav, hvilket tydede pá en temp-
eratur af mindst 50° C pá denne dybde. Derpá blev den
effektive modstand mált med en konstant polafstand af
30 meter pá et areal omkring stedet. Der viste sig at
være et modstandsminimum under indsöen ca. 50 meter
fra stranden.
En pröveboring blev foretaget pá stranden og den
gav 2,5 liter i sekundet af 51° C varmt vand fra sedi-
menternes underkant, d.v.s. fra 30 meters dybde. Derpá
borede man to huller ude i indsöen pá det sted hvor
modstanden var lavest og fik ca. 20 liter i sekundet af
69° C varmt vand fra 115 til 135 meters dybde. Mál-
ingernes resultat er vist pá den fölgende figur.
O A^oc/;fitjrtAf\.r
Figur 5.
I nærheden af landsbyen Selfoss i Syd-Island findes
der en lille lunken pyt i postglacial lava. En pröve-
boring der blev foretaget ved pytten i áret 1945 viste
en temperatur af 70° C pá kun 60 meters dybde; lavaen
er ca. 20 meter tyk og derunder er der ca. 30 meter tykke
sedimenter der hviler pá basaltisk grundfjæld.
Pá grund af dette forholdsvis. gode resultat blev en
del boringer udfört pá stedet, men det lykkedes dog ikke
at fá artesisk varmt vand. Derimod viste prövepumpning
at store mængder varmt vand kunde pumpes fra bore-
hulleme, og med dette for öje oprettede man et varme-
anlæg for Selfoss.
Efter godt et halvt árs drift viste der sig en bety-
delig afköling of vandet fra hullerne, hvilket givetvis
skyldtes en blanding med koldt vand i jordbunden. Man
prövede derpá at pumpe vandet fra dybere huller. men
dette blev dog uden resultat.
En ny omfattende undersögelse af omrádet blev
iværksat, báde med modstandsmálinger og nöjagtige
temperaturmálinger i borehullerne. Det viste sig at
det varme vand ikke kom op igennem grundfjældet
pá det sted hvor man havde boret, men derimod i en
afstand af ca. 500 meter. Man foretog straks boringer
pá det fundne sted og fik den mængde artesisk vand
man havde önsket.
Málingernes resultater er af lignende karakter som
de fra det ovenfor anförte sted i Nord-Island.
I disse tilfælde har man kun sögt de steder der har
lavest modstand imedens en nærmere kvantitativ
undersögelse af de underjordiske temperaturforhold
ikke er blevet foretaget. I mange tilfælde er det dog
meget nyttigt eller endog nödvendigt at fá et mere
indgáende kendskab til disse forhold, inden boringer
pábegyndes.
Er jordlagene homogene i elektrisk henseende vil
deres modstand kun afhænge af temperaturen, og i
dette tilfælde vil modstandsmálingerne give kvan'ti—
tative resultater. Hovedsagen er at man er i stand til
at beregne den virkilige modstand ud fra den málte
effektive modstand. I jordvarmefelterne har man altid
en kontinuerlig temperaturforandring, hvilket giver en
kontinuerlig modstandsforandring sáfremt der ikke findes
geologiske diskontinuiteter.
Afhænger den virkelige modstand kun af dybden kan
man for enhver given modstandsfunktion beregne den
effektive modstand (S'Unde), og endvidere har man en
formel lösning af det omvendte problem, d.v.s. bereg-
ningen af den virkelige modstand udfra den effektive
(Langer). Praktisk set kan den sidste opgave dog kun
löses entydigt under gunstige forhold.
I jordvarmefelteme vokser temperaturen med dybden,
d.v.s. modstanden aftager monotont med voksende dybde.
•Er modstandsfunktionen en parabel m = A/xn , hvor x
er dybden og A og n konstanter, bliver forholdene be-
regningsmæssigt set meget enkle. Det kan bevises at
den effektive modstand i dette tilfælde vil afhænge pá
samme máde af polafstanden som den virkelige mod-
stand af dybden; d.v.s. den effektive modstand er i dette
tilfælde me = B/an , hvor B er en konstant og a pol-
afstanden. Den virkelige og den effektive modstand er
sáledes ligedannede kurver.
Vi gár ud fra en elektrode E i overfladen sem vist pá
fölgende figur.
Figur 6.
Indföres polkoordinater, har et vilkárligt punkt P ko-
ordinaterne r, x, hvor x er dybden. Punktets afstand
fra elektroden betegnes med R, d.v.s. RJ = r2 + xJ.
Sendes en ström af styrken I ind igennem elektroden
og er jordens modstand m(x) en funktion af x, bestem-
mes strömmens potential V ved differentialligningen: