Læknablaðið : fylgirit - 01.03.1983, Qupperneq 76

Lindhe & Nyman (1975) foretog en longitudinel unders0gelse over
effekten af parodontalbehandling pá 75 patienter med avanceret
parodontitis. Patienternes alder ved starten af unders0gelsen
varierede mellem 26 og 79 ár. 20 af patienterne var mellem 60 og
79 ár gamle. Efter gennemf0relse af fuldstændig parodontalbehand-
ling, som inkluderede kirurgisk reduktion af fordybede tandk0ds-
lommer, blev patienterne indkaldt til kontrolunders0gelse og
efterbehandling hver 3.-6. máned de f0lgende 5 ár. Unders0gelsen
viste, at det var muligt hos unge sável som hos ældre patienter
at behandle selv fremskreden parodontitis effektivt og vedlige-
holde det opnáede behandlingsresultat over en 5 árs observations-
periode. Der var ved unders0gelsens afslutning sáledes intet tegn
pá recidiv af parodontitis og ingen forskel pá plaque index, gin-
gival index, pochedybder eller knogleniveau mellem de forskellige
aldersgrupper.
Ad 2:
Prognose
Ved vurdering af prognosen kan fremskreden alder i forhold til
den parodontale destruktion betragtes som en positiv faktor.
Findes der hos en ung og en ældre person samme grad af nedbryd-
ning af tændernes fæste i kæberne, anses prognosen for parodontal-
behandlingen for at være relativt bedre hos den ældre, fordi den
længere tid, hvor parodontiet har været udsat for bakteriebelæg-
ningernes skadelige virkning, kommer ud til den ældres fordel
som udtryk for en bedre resistens. Et moderat knoglesvind eller
fæstetab hos et ungt individ kan derfor i princippet betragtes
som en ret alvorlig parodontitis, medens en tilsvarende parodon-
tal nedbrydning hos et ældre individ kan betragtes som mindre
alvorlig.
Som ved al parodontitisbehandling er den individuelle plaquekon-
trol - eller mundhygiejne - afg0rende for prognosen, ogsá selv-
om den parodontale resistens hos ældre med egne tænder er god.
Den ændrede biologiske respons hos ældre synes sáledes ikke, un-
der forudsætning af god mundhygiejne, at være af st0rre klinisk
betydning. Derimod kan den ændrede vævsreaktion betyde en 0get
komplikationsrisiko, hvis mundhygiejnen svigter. Alvorlige kom-
plikationer vil her være recidiv af parodontitis eller hurtigt
forl0bende caries.
Ad 3:
Valg^af^behandling
Forskningen har altsá entydigt vist, at tandsygdommene - og det
gælder báde caries og parodontitis - kan forebygges og behandles
effektivt hos ældre, og at prognosen for behandlingen er god.
Nár man skal anskue begrebet behandlingsvalg hos ældre, er det
vigtigt at være opmærksom pá, at spredningen i ældregruppen er
meget stor.
Ved tandbehandling af ældre mennesker har det været almindeligt
at vælge den sákaldte henholdende behandling, hvor man lagde
sig i en slags venteposition, indtil man mente, at patienten
74