Læknablaðið : fylgirit - 01.03.1983, Qupperneq 180

pleje inden indlæggelsen var forskellene ikke signifikante. Som
det fremgár af tabel 1 blev 81% af patienterne fra Roskilde kommu-
ne efter behandling p& langtidsmedicinsk afdeling udskrevet til e-
get hjem, mens 19% blev udskrevet til institution. Efter 5 &rs for-
lob var 59% institutionsanbragt.
Hovedopgaven for den langtidsmedicinske afdeling er undersogelse
og behandling af plejehjemstruede personer, specielt konstatering
af og kompensering for eventuelle funktionsdefekter, der hæmmer
eller hindrer fortsat ophold i eget hjem. Da det nedsatte funkti-
onsniveau ofte er baseret pá en kombination af forskellige syg-
doms- og/eller milieumæssige forhold, kan det ikke undre, at ho-
vedparten at de undersogte sociomedicinske faktorer for sig ikke
havde indvirkning pá patienternes placering efter hospitalsudskri-
velse. De manglende forskelle mellem subgrupperne kan dog ogsá
skyldes materialets relativt ringe sterelse, den retrospektive
metode eller det selekterede materiale. Som det kunne forventes,
fandt vi, at personlige færdigheder var afgorende for optagelse
pá institution. 92% af de ved udskrivelsen selvhjulpne patienter
blev udskrevet til eget hjem, mens kun 8% blev institutionsanbragt.
Dette understreger vigtigheden af at vedligeholde ældre menne-
skers færdigheder længst muligt. Patienternes bopælskommune var
ligeledes af betydning for forbliven i eget hjem. Fire femtedele
af patienterne fra Roskilde kommune blev udskrevet til hjemmet.
To tredjedele af patienterne fra de evrige kommuner kunne hjem-
skrives. Ársagen hertil kan formodentlig ligge i et stærkt udbyg-
get socialt serviceapparat og et snævert samarbejde mellem Ros-
kilde kommune og den langtidsmedicinske afdeling med ugentlige
visitationsmoder, hvor der lægges vægt pá en behovsrettet visita-
tion, sáledes at ledige institutionspladser fortrinsvis besættes
med de patienter, der har det storste aktuelle plejebehöv og ikke
ud fra en venteliste.
Vi mener, at hovedparten af patientmaterialet var blevet anbragt
p& institution forholdsvis hurtigt uden den langtidsmedicinske
indsats. For de efterundersogte Roskilde-borgere har vi ud fra
denne synsvinkel beregnet antal "person&r" tilbragt i hjemmet i
stedet for pá institution. Ud fra en árlig driftsudgift per insti-
tutionsplads pá ca. 150.000 dkr, skonner vi, at man for ikke-in-
stitutionsanbragte og for senere institutionsanbragte patienter
i alt i efterundersogelsesperioden pá 5 &r har sparet ca. 17 mill.
dkr i institutionsudgifter. Noget konkret bevis for, at de til
hjemmet udskrevne patienter i vort materiale uden indlæggelse pá
langtidsmedicinsk afdeling alle hurtigt var blevet optaget pá in-
stitution, har vi naturligvis ikke, da kontrolgrupper af etiske
og praktiske ársager ikke lader sig etablere.
Omhyggelig vurdering og eventuel behandling af institutionstruede
ældre burde efter vor mening altid forekomme inden endelig insti-
tutionsplacering. En del resourcer synes at kunne spares herved
og kunne anvendes til mere profylaktiske formál pá bekostning af
investering i institutioner. Udenlandske arbejder fra mange for-
skellige lande med vidt forskellige geografiske og sociale for-
hold har vist at indlæggelse og behandling p& en langtidsmedi-
cinsk afdeling af ældre institutionstruede personer forer til
lignende udskrivelsesprocenter til eget hjem.
178
J