Dansk-Islandsk Kirkesag - 01.04.1924, Síða 11

Dansk-islandsk Kirkesag.
11
fremgang og vækst i den sidste menneskealder. Der
er i særdeleshed en mand, som fortjener vor hyldest
og tak. Det er professor Finnur Jonsson. Når man
som jeg har mere end én gang måttet arbejde med
dårlige udgaver af sagaerne, ledsagede af latinske
oversættelser, hvis gengivelse af kvadene var som oftest
omtrent lige saa gådefulde og uforståelige som kvadene
selv, så lærer man at beundre og at påskønne Finnur
Jonssons enestående evne til at udrede de spegede
traade og til at få mening og sammenhæng i en for-
vansket og forvirret tekst. Jeg slutter med at udtale
håbet og ønsket om, at der må her i Danmark være
voksende forståelse af og kærlighed til et folk og et
land, som har værnet med Ilid og troskab om vort
fælles oldsprog og om vore fælles fortidsminder, og
som har derigennem virket fornyende og foryngende
på hele det nordiske åndsliv slægt efter slægt.
Gram præstegård, den 17. februar 1924.
Johan Zerlang.
Moses på Nebo.
Af Valdimar Briem.
Fra Islandsk ved Johan Zerlang.
Nu lader helten sværdet bo i skeden
nu siger han farvel til folkets trop,
nu efter striden får tilslut han freden,
nu går han sidste gang på Nebos top.
Det skønne land sig løfter frem for neden
og stiger smilende mod himlen op.
Nu synger han sin svanesang med blide,
mens solen synker ne d i vesterlide.
»Jeg ser tilbage — på de farne veje,
mig tyktes ødemarken stundom lang;
men Herren var mig nær med trøst og pleje,
om også vejen tidt var tung og trang;
med ild ved nat og sky ved dag fod eje
han mig sin hjælp på hver en vildsom gang;
han var mit lys i tvivlens mulm og mørke,
han var min kraft i trængslens tryk og tørke.