Dansk-Islandsk Kirkesag - 01.04.1924, Side 12

12
Dansk-islandsk Kirkesag.
Jeg ser tilbage — på de svundne tider;
kun såre sjælden fik jeg glæden fat.
Der randt mig harm, der randt mig sorg, som bider,
når nogen glemte Herren overbrat.
Men nu er leden livets dag omsider,
ja, Gud ske lov, det mørknes alt ad nat.
Jeg er nu bleven træt af kamp og vågen
og går til hvile under aften tågen.
Jeg skuer fremad — på de lyse strande,
som vinker mig til sig med venligt smil.
På grønne skrænter bag ved skyens rande
de muntre hjorde tumler sig med il.
Og dog må glæden sig med vemod blande,
thi her skal ikke selv jeg holde hvil.
Fuldsæl er den, som kommer til at bygge
i ønskelandets svale palmeskygge.
Jeg skuer fremad — på de fremtidsveje,
det folk skal vandre på, som følger mig.
Mon det får lykkens blide kår i eje?
Dem får det, hvis det ej forglemmer sig.
Men dommen skal som avner det bortfeje,
hvis det, min Gud, sig river løs fra dig.
Men alt er dette skjult for svagsynt øje,
men intet skjult for Herren i det høje.
Jeg skuer ned — ned på de fagre enge;
se, natten falder over bjerg og dal.
Der breder telte sig på blomstervænge,
dér leger svende under månesal.
Didned jeg stirrer under tårer længe,
nu aldrig mere jeg dem skue skal.
Den skønne jordens sol i dybet segner,
som den mit legem snart i døden blegner.
Jeg skuer ned — ned i mit eget hjerte;
derinde ruger natten tavs og tvær.
Derinde skygger lønlig kval og smærte
og mine synders skumle rædselshær.
Derinde straaler dog Guds nådes kjærte
og spreder mørket med sit klare skær.
Den buder mig, at der er liv bag døden
saa sandt som mulmet flyr for morgenrøden.