Dansk-Islandsk Kirkesag - 01.05.1922, Blaðsíða 14

14
Dansk-islandsk Kirkesag.
Elever o. s. v. — der bor i Københavns K. F. U. K.
som Pensionærer, og som hun daglig har omgaaedes,
har hun taget sig af med en aldrig svigtende Op-
ofrelse og med en Forstaaelse, som har knyttet dem
til hende i hjertelig Fortrolighed og Kærlighed. Alle
vi. hvis unge Døtre har haft den gode Lykke at
høre til hendes daglige Omgivelse der ovre i den
store ‘By. kan ikke være hende taknemmelig nok
for. hvad hun har været for dem.
Fra 1ste Januar 1922 opgav Frk. Olafsson sin
Stilling ved Hovedforeningen i København for at over-
tage Hvervet som Rejsesekretær for „Komitéen for
Samarbejde mellem Nordens K. F. U. K.“ og har si-
den da været paa Rejse i vore Broderlande. Dette
nordiske Samarbejde er af ret ny Oprindelse. Ko-
mitéen, som leder det. bestaar af 2 Repræsentanter
for hvert af følgende Lande: Danmark. Norge. Sve-
rige og Finland og 1 for Island.
Af et Brev fra den højst interessante men ret
anstrengende Rejse i det yderste Thule — helt oppe
i Lapland — som Frk. Olafsson i den strengeste
Vintertid har foretaget, skal jeg anføre følgende korte
Uddrag: „Jeg følte Mørket Nord for Polarkredsen
meget knugende. Nu forstaar jeg godt de kære Præste-
koner. jeg har truffet, hvis Mæncl har haft deres Ar-
bejde i Ødemarken; de blev saa tungsindige, fortalte
de mig. Ak ja, det er ikke saa underligt, I or ingen
Skabning trives i Mørke. — I denne Sneørken var
det næsten som et Eventyr at møde de smaa Lapper.
De ser saa sydlandske ud i deres brogede Dragter:
brun Renskindspels, blaa Hue med stor, rød Dusk,
og røde Baand viklet om Benene. — — Jeg holder
en Masse Møder og Foredrag — i alle mulige Skoler:
Kommuneskoler, Seminarier og Latinskoler — mest
om Island og Islands Historie. Det er mig en stor
Glæde, at Folk ingen Vanskelighed har ved at for-
staa mig. Hvor jeg end færdes, kan jeg mærke,
at det gamle norrøne Maal er Moder til de andre
nordiske Sprog. Ude paa Landsbygden her oppe,
hvor Folk taler Dialekt, er det mig en stor Hjælp,
at jeg kan Islandsk. Alle Vegne, hvor jeg kommer